Befaling 11: Frygt ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede

Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. – Matthæusevangeliet 10:28

Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne. – Lukasevangeliet 19:27

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle… Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.  – Matthæusevangeliet 25:41, 46

De beskrivelser Jesus bruger om Helvede

Jesus talte om Helvede mere end nogen anden i Bibelen. Han henviste til det som et sted med “det yderste mørke”, hvor der ” skal der være gråd og tænderskæren” (Matt 8:12). Det vil sige, alle de glæder, vi knytter til lys, vil blive fjernet, og alle de rædsler, vi knytter til mørke, vil blive forøget. Og følgen bliver en så intens elendighed, at man gnider tænder for at kunne udholde det.

Jesus henviser også til Helvede som “ovnen med ild”, hvor lovbrydere vil blive kastet i ved tidsalderens ende, når han vender tilbage. “Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild” (Matt 13:41-42). Han kalder det “Helvedes ild” (Matt 5:22), “evig ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle” (Matt 25:41), “uudslukkelig ild” (Mark 9:43), “evig straf” (Matt 25:46).

Denne sidste beskrivelse – “evig straf” – er særligt hjerteskærende og frygtelig, fordi den står i kontrast til “evigt liv.” “De skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” I denne kontrast hører vi tragedien af tab såvel som lidelse og endeløshed. Ligesom “evigt liv” vil være en aldrig-sluttende oplevelse af nydelse i Guds nærvær, så vil “evig straf” være en aldrig-sluttende oplevelse af elendighed under Guds vrede (Joh 3:36; 5:24).

Helvede er ikke blot en naturlig konsekvens af dårlige valg

Ordet vrede er vigtigt for at forstå, hvad Jesus mente med Helvede. Helvede er ikke blot den naturlige konsekvens af at forkaste Gud. Nogle mennesker siger dette for at afvise tanken om, at Gud sender mennesker derhen. De siger, at mennesker sender sig selv derhen. Det er sandt. Mennesker træffer valg, der fører til Helvede. Men det er ikke hele sandheden. Jesus siger, at disse valg virkelig fortjener Helvede: “Den, der siger: Tåbe! skal dømmes til (det vil sige skyldig i eller fortjener) Helvedes ild” (Matt 5:22). Det er derfor, han kalder Helvede “straf” (Matt 25:46). Det er ikke en ren selvpåført naturlig konsekvens (som rygning, der fører til lungekræft); det er straffen for Guds vrede (som en dommer, der dømmer en forbryder til hårdt arbejde).

De billeder Jesus bruger om, hvordan mennesker kommer til at være i Helvede, antyder ikke naturlig konsekvens, men udøvelsen af retfærdig vrede. For eksempel tegner han billedet af en herres tjener, som er taget på rejse. Tjeneren siger: “Min herre bliver væk længe,” og han “begynder at slå sine medtjenere og spiser og drikker med drankere.” Da siger Jesus (med henvisning til sit eget pludselige andet komme): “Den tjeners herre skal komme på en dag, da han ikke venter det, og på en time, han ikke ved, og skal hugge ham midt over og sætte ham hos hyklerne. Der skal være gråd og tænders gnidsel” (Matt 24:48-51). Dette billede repræsenterer legitim og hellig vrede efterfulgt af straf. Jesus vil “sætte” (θήσει) ham hos hyklerne.

Jesus fortalte en anden historie for at illustrere sin afrejse fra jorden og sit tilbagekomst i dom. Han sagde: “En mand af fornem slægt rejste til et land langt borte for at blive anerkendt som konge og derpå vende tilbage… Men hans landsmænd hadede ham, og de lod udsendinge rejse efter ham for at sige: Vi vil ikke have den mand til konge over os” (Luk 19:12, 14). Da manden af fornem slægt vendte tilbage i sin kongelige magt for at belønne dem, der havde stolet på og æret ham med deres liv, straffede han dem, der forkastede hans kongedømme: “Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne” (Luk 19:27). Endnu engang handler det ikke om Helvede som en sygdom forårsaget af dårlige vaner, men om en konge, der viser hellig vrede over for dem, der forkaster hans nådige herredømme.

Frygt ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede

Det er derfor, Jesus sagde: “Frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede” (Matt 10:28). Den frygt, han befaler, er ikke frygt for Helvede som en naturlig konsekvens af dårlige vaner, men for Gud som en hellig dommer, der dømmer skyldige syndere til Helvede. Denne befaling om at frygte Gud som en hellig dommer synes at gøre modløs i første omgang. Det synes, som om det at følge Jesus betyder at leve et liv i angst for, at Gud er vred på os og er klar til at straffe os ved det mindste fejltrin. Men det er ikke det, Jesus kalder os til at opleve, mens vi følger ham.

Det synes måske forbløffende for os, at umiddelbart efter sin advarsel om at “frygte ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede,” siger Jesus noget, der er designet til at give os dyb fred og fuld tillid under Guds faderlige omsorg. Den næste sætning lyder sådan: “Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve” (Matt 10:29-31).

I samme åndedrag siger Jesus: “Frygt Gud, som kaster i Helvede” og “Frygt ikke, fordi Gud er din Fader, som værdsætter dig mere end spurvene og kender dit mindste behov.” Faktisk er Guds alt-forsørgende faderlige omsorg en af Jesu skønneste og mest gennemgribende lærdomme:

“Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?… I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette” (Matt 6:26, 31-32).

Frygt Gud og stol på ham

Hvordan mener Jesus, at vi skal opleve disse to sandheder om Gud – han skal frygtes, og vi skal stole på ham? Det nytter ikke blot at sige, at “frygte Gud” betyder “dyb respekt for Gud” fremfor “at være bange for ham.” Det passer ikke med ordene: “Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede. Ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte” (Luk 12:5). Selvfølgelig er det sandt, at vi skal have dyb respekt for Gud, det vil sige stå i ærefrygt for hans magt, visdom og hellighed. Men der er også en virkelig frygt for ham, der kan eksistere på samme tid med skøn fred og tillid til ham.

Nøglen er, at Gud selv er den, der fjerner sin vrede fra os. Vores fred kommer ikke fra, at vi fjerner vredens Gud fra vores tanker, men fra at han fjerner sin vrede fra os. Han har gjort det ved at sende Jesus til at dø i vores sted, så for alle, der tror på Jesus, er Guds vrede taget væk: “Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham… Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham” (Joh 3:14-15, 36). Da Jesus råbte på korset: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Mark 15:34), oplevede han Guds vrede ved at blive forladt i vores sted – for han havde aldrig gjort noget for at fortjene at blive forladt af Gud. Og da han til sidst sagde på korset: “Det er fuldbragt” (Joh 19:30), mente han, at prisen for vores frelse – vores befrielse fra Guds vrede og ind i alle Guds velsignelser – var betalt fuldt ud.

Jesus havde sagt, at han kom “for at give sit liv som løsepenge for mange” (Matt 20:28), og nu var den fulde løsesum betalt, og værket med at absorbere og fjerne Guds vrede var fuldført. Nu, siger Gud, har alle, der tror, evigt fællesskab med ham og er fuldstændig sikker på, at dommerens vrede er væk: “Han kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh 5:24).

Jesus havde sagt, at han kom “for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20:28), og nu var den fulde løsesum betalt, og værket med at absorbere og fjerne Guds vrede var fuldført. Nu, siger han, har alle, der tror, evigt fællesskab med Gud og er fuldt sikre på, at dommerens vrede er væk. “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh 5:24).

At frygte vantro

Hvad er der så tilbage at frygte? Svaret er vantro. For dem, der følger Jesus, betyder det at frygte Gud at frygte den forfærdelige mulighed ikke at stole på ham, som betalte en så stor pris for vores fred. Med andre ord: Gud holder os i tillidsfuld fred hos Jesus blandt andet ved, at vi frygter, hvad der ville ske, hvis vi vendte os fra troen. Vi lever ikke i en konstant ubehagelig frygt, for vi tror – det vil sige, vi hviler i Jesu alt-tilstrækkelige værk og i vores Faders suveræne omsorg. Men i de øjeblikke, hvor vantro frister os, rejser der sig en hellig frygt, som advarer os om, hvor tåbeligt det ville være at miste tilliden til ham, der elskede os og gav sin Søn for at give os glæde uden angst.

At give Gud et kram tager frygten væk

En illustration har hjulpet mig med at se, hvordan denne oplevelse virker. Da min ældste søn Karsten var cirka otte år, tog vi på besøg hos en mand, som ejede en kæmpe hund. Da vi åbnede døren, var hunden og min søn næsten i øjenhøjde. Det er en skræmmende udsigt for en lille dreng. Men vi blev forsikret om, at hunden ikke gjorde nogen fortræd, og at den elskede børn. Lidt senere sendte vi Karsten ud til bilen for at hente noget, vi havde glemt. Da han løb over gården, gav hunden en dyb knurren og løb op bag ham. Ejeren lænede sig ud af døren og råbte til Karsten: “Du må hellere bare gå. Han kan ikke lide, når folk løber væk fra ham.”

En kæmpe hund, der elsker børn, men ikke kan lide, at folk løber væk fra ham, er, sådan Gud er. Hvis vi vil stole på ham og nyde ham og give ham et kram, vil han være alt, hvad vi nogensinde håbede på i en ven. Men hvis vi beslutter, at der er andre ting, vi ønsker mere end ham, og vender os for at løbe væk, vil han blive meget vred. Jesus sagde dette så klart, som vi kunne ønske i Lukasevangeliet 19:27: “Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.” At frygte Gud betyder at frygte den forfærdelige udsigt til at løbe væk fra kong Jesu barmhjertige, alt-forsørgende, alt-tilfredsstillende herredømme.

Helvede afslører syndens alvor

Jesu befaling om at frygte ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, lærer os at se synd som mere alvorlig, end vi nogensinde drømte. Grunden til, at så mange mennesker føler, at evigt Helvede er en uretfærdig straf for vores synd, er, at de ikke ser synd, som den virkelig er. Dette skyldes, at de ikke ser Gud, som han virkelig er. Når Jesus fortæller os, hvad han vil sige til dem, der skal til Helvede, siger han: “Jeg har aldrig kendt jer; gå bort fra mig, I, som øver uret!” (Matt 7:23). De øver “uret.” Det vil sige, de bryder Guds lov. Synd sker først mod Gud, så mod mennesker.

Derfor viser syndens alvor sig i, hvad den siger om Gud. Gud er uendeligt værdig og ærefrygtindgydende. Men synd siger det modsatte. Synd hævder, at andre ting er mere ønskværdige og mere værdige. Hvor alvorligt er det? Alvorens størrelse afhænger blandt andet af værdigheden hos den, der bliver krænket. Og hvis personen er uendeligt værdig, uendeligt ærværdig, uendeligt ønskelig og bærer et embede med uendelig værdighed og autoritet, så er det at afvise ham en uendeligt skandaløs forbrydelse. Derfor fortjener den også en uendelig straf. Jesu stærke ord om Helvede er ikke en overreaktion på små forseelser, men et vidnesbyrd om Guds uendelige værd og om den skandaløse vanære, menneskelig synd er.

Frygtens dyrebare gave

Derfor lyt til Jesu klare befaling om at frygte ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Hør det som en stor barmhjertighed. Hvilken vidunderlig ting det er, at Jesus advarer os. Han lader os ikke stå i uvidenhed om den kommende vrede. Han advarer ikke blot. Han redder. Dette er frygtens bedste virkning: den vækker os til vores behov for hjælp og peger os på den alt-tilstrækkelige Frelser, Jesus.

Lad den have denne virkning på dig.

Lad den føre dig til Jesus, som siger til alle, der tror på ham: “Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget” (Luk 12:32).

Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.