Befaling 9: Elsk Gud af hele dit hjerte, sjæl, sind og styrke

Jesus svarede: “Det vigtigste bud er: ‘Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.'”  – Markusevangeliet 12:29-30

Ve jer, farisæere! I giver tiende af mynte og rude og af alle slags grønsager, men kommer let om ved ret og kærlighed til Gud. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.  – Lukasevangeliet 11:42

Nej, for jeg ved, at I ikke har Guds kærlighed i jer. Jeg er kommet i min faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, skal I nok tage imod ham.  – Johannesevangeliet 5:42-43

Elsk Gud af hele dit hjerte, sjæl, sind og styrke

Jesus kom for at genoprette mennesker til det fællesskab med Gud og hinanden, som vi oprindeligt blev skabt til. Det vigtigste, han siger om dette genoprettede forhold til Gud, er, at vi er bestemt til at elske Gud af hele vores hjerte og sjæl og sind og styrke. Jesus forudsætter, at sand kærlighed til Gud betyder at elske ham for den, han virkelig er, og derfor gennemsyrer hans vision af, hvem Gud er, alt, hvad han siger.

Kend Gud, og elsk ham for alt det, han er

Gud er Skaberen. Han skabte mennesker (Matt 19:4) og hele universet (Mark 13:19). Han opretholder alt, hvad han har skabt, og styrer dets mindste detaljer med fugle og markens græs: “Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den” (Matt 10:29, jf. 6:30). Han er en Gud med visdom (Luk 11:49) og retfærdighed (Matt 6:33) og magt (Matt 22:29) og vrede (Joh 3:36) og medfølelse (Luk 15:20) og kærlighed (Joh 3:16). Han er en person, ikke blot en kraft, og kan kendes som en Fader, der elsker os som sine børn (Joh 1:12; 16:27). Jesus befaler os at elske denne Gud af alt, hvad vi er, for alt det, han er.

For at elske Gud må vi kende ham. Gud bliver ikke æret af en kærlighed uden grundlag — sådan noget findes faktisk ikke. Hvis vi ikke ved noget om Gud, er der intet i vores sind, som kan vække kærlighed. Og hvis kærligheden ikke udspringer af at kende Gud, giver det ingen mening at kalde det kærlighed til Gud. Vi kan have en vag længsel i hjertet eller en ubestemt taknemmelighed i sjælen, men hvis det ikke udspringer af at kende Gud, er det ikke kærlighed til Gud.

Jesus: Guds åbenbaring, den afgørende prøve på vores kærlighed til Gud

Derfor kom Jesus ind i verden for at gøre Gud kendt, så han kunne blive virkelig elsket. Jesus sagde til sine disciple:

“Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham. Filip sagde til ham: ‘Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.’ Jesus sagde til ham: ‘Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen?’” (Joh 14:7-9).

Jesus åbenbarer Gud så dybt, at det at modtage Jesus bliver prøven på at elske Gud og have ham som vores Fader: “Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig” (Joh 8:42). Hvis vi ikke vil have Jesus, har vi ikke Gud. Han gjorde sig selv til målet for vores kendskab til og kærlighed til Gud: “Nej, for jeg ved, at I ikke har Guds kærlighed i jer. Jeg er kommet i min faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, skal I nok tage imod ham. Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden og ikke søger æren hos den eneste Gud?” (Joh 5:42-44).

Med andre ord er Jesus så fuldt Gud-afspejlende og Gud-herliggørende, at det at fornægte ham betyder at fornægte Gud. Jesus ved, at hans modstandere “ikke har Guds kærlighed i sig”, fordi de ikke modtager ham: “Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig” (Luk 10:16). Hvis de elskede Gud, ville de elske ham. Han åbenbarer Gud klarere og mere fuldstændigt end nogen anden åbenbaring. Derfor kan man ikke have kærlighed til Gud og samtidig forkaste Jesus.

“Jeg gjorde dit navn kendt for dem”

Hvis vi derfor skal elske Gud, må vi kende ham, sådan som han er blevet åbenbaret i Jesus. Før Jesus kom, vækkede Gud kærligheden ved at åbenbare sig selv i sit ord – et ord, der hele tiden pegede frem mod Jesus: “I gransker Skrifterne,” sagde Jesus, “fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig” (Joh 5:39). Men nu da Jesus er kommet, er det åbenbaringen af Jesus selv, der vækker kærlighed til Gud: “Ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for” (Matt 11:27).

Det var dette, Jesus gjorde for sine disciple. Han gjorde Gud kendt. I Jesu bøn i Johannesevangeliet 17 siger han: “Jeg har vist dem, hvem du er, og det vil jeg fortsætte med” (v. 26 BPH). Dette er den længe ventede opfyldelse af profetien i Moseloven: “Herren din Gud vil omskære dit og dine efterkommeres hjerte, så du elsker Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, for at du må leve” (5 Mos 30:6). Jesus er opfyldelsen af den profeti. Derfor kan vi ikke elske Gud adskilt fra åbenbaringen af Jesus, som forvandler vores hjerter til at kende Gud, så vi ser ham som uimodståeligt skøn.

At se og nyde Gud som uimodståeligt skøn

Jeg bruger udtrykket “uimodståeligt skøn” for at understrege to ting. Den ene er, at det at elske Gud ikke er en ren beslutning. Du kan ikke blot beslutte at elske klassisk musik eller countrymusik – det samme med Gud. Musikken må blive tvingende. Hvis du ikke elsker den, må noget forvandles indeni dig. Den forandring gør det muligt for sindet at opleve musikken med en tvingende følelse af dens tiltrækning. Sådan er det med Gud. Du beslutter ikke blot at elske ham. Noget forvandles indeni dig, og som følge deraf bliver han uimodståeligt tiltrækkende. Hans herlighed – hans skønhed – tvinger din beundring og fryd.

Det andet, jeg understreger med udtrykket ”uimodståeligt skøn”, er, at kærlighed til Gud ikke først og fremmest er adfærd, men hengivenhed – ikke gerninger, men fryd. Guds herlighed bliver vores største glæde. Vi begynder frem for alt andet at ønske at kende ham, se ham, være hos ham og blive som ham. Og der er gode grunde til at sige, at kærlighed til Gud i sin kerne er en følelsesmæssig virkelighed – ikke ydre adfærd.

Vi skal først elske Gud – så elske vores næste

For det første adskilte Jesus det første og andet bud. Han sagde: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv.'” (Matt 22:37-39).

Derfor kan det at elske Gud ikke defineres som at elske vores næste. De er forskellige. At elske Gud kommer først. At elske vores næste kommer efter. Det første er primært og afhænger ikke af større lydighed. Det andet er sekundært og afhænger af at elske Gud. De er ikke adskilt, for sand kærlighed til Gud vil altid frembringe kærlighed til mennesker. Men de er forskellige. Dette betyder, at kærlighedens adfærd over for andre ikke er den væsentlige betydning af at elske Gud. De flyder ud af eller er frugten af at elske Gud. At elske Gud er ikke måden, vi behandler andre på. Det er en tvingende beundring og glæde i Gud.

“Deres hjerte er langt borte fra mig”

For det andet sagde Jesus til farisæerne, da de kritiserede hans disciples frihed: “Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.” (Mark 7:6-7). Jesus siger, at ydre handlinger – selv religiøse rettet mod ham – ikke er tilbedelsens væsen. De er ikke kærlighedens væsen. Det, der sker i hjertet, er væsentligt. Den ydre adfærd vil behage Gud, når den strømmer fra et hjerte, der frit beundrer og glæder sig i Gud – det vil sige, når den strømmer fra kærlighed til Gud.

Det modsatte af at elske Gud er at hade og foragte

For det tredje sagde Jesus: “Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon (rigdom)” (Matt 6:24).

Det modsatte af at elske Gud er “at hade” og “foragte”. Dette er stærke følelsesmæssige ord. De antyder, at den positive modpart også er en stærk følelse. Så at elske Gud er en stærk indre følelse, ikke en ren ydre handling. Men nogen kunne sige, at “tjene” er nøgleordet her og antyder, at kærlighed til Gud er at tjene Gud. Men det er ikke, hvad der står.

Det siger, at grunden til, at du ikke kan tjene to herrer (Gud og rigdom), er, at bag adfærden med at tjene er to diametralt modsatte lidenskaber: had kontra kærlighed, hengivenhed kontra foragt. Jesus sætter ikke lighedstegn mellem at elske Gud og at tjene Gud. Han forankrer det at tjene Gud i at elske Gud.

En utro slægt søger tegn

For det fjerde, da farisæerne, som ikke havde nogen kærlighed til Jesus – eller Gud (Joh 5:42) – sagde til ham: “Mester, vi vil gerne se et tegn fra dig,” svarede Jesus på en måde, der kastede lys over naturen af at elske Gud. Han sagde: “En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn” (Matt 12:39). Hvorfor kalder han dem “utro” for at søge et tegn? Fordi Gud var Israels ægtemand (Ez 16:8), og Jesus var Gud, der kom for at genvinde sin utro hustru. Derfor hentyder han til sig selv som “brudgommen” (Matt 25:1-13).

Hvorfor skulle en hustru (Israel repræsenteret ved sine ledere) stå foran sin ægtemand (Jesus) og kræve et tegn på, at han var hendes ægtemand? Jesus siger, det skyldes ikke uskyldig uvidenhed, men et utro hjerte. Med andre ord elsker Israel ikke sin ægtemand. Hun elsker andre – som menneskers ære (Matt 23:6) og penge (Luk 16:14).

Dette lærer os om den kærlighed, Jesus befaler os at have til Gud: den er som en tro hustrus kærlighed til sin ægtemand – ikke ren ydre adfærd, men hjertelig hengivenhed og beundring og fryd. Den skal ikke modelleres efter en slaves tjeneste, men efter Højsangen: “Lad os juble og glæde os over dig, vi vil prise din elskov højere end vin. Med rette elsker de dig” (Højs 1:4).

Af hjerte, sjæl, sind og styrke

Når Jesus befaler, at vi skal elske Gud af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke, mener han, at hver evne og hver kapacitet i vores væsen skal udtrykke fylden af vores hengivenhed til Gud – fylden af alle de måder, hvorpå vi sætter pris på ham. Disse fire evner og kapaciteter overlapper i betydning: hjerte, sjæl, sind og styrke. Men de er ikke identiske. “Hjerte” fremhæver centrum for vores viljes- og følelsesliv uden at udelukke tanker (Luk 1:51). “Sjæl” fremhæver vores liv som helhed, dog undertiden adskilt fra legemet (Matt 10:28). “Sind” fremhæver vores tænkning. Og “styrke” fremhæver kapaciteten til kraftige anstrengelser både legemligt og mentalt (Mark 5:4; Luk 21:36).

Disse evner og kapaciteters funktion i forhold til at elske Gud er at demonstrere den kærlighed. Det kan være, at “hjerte” nævnes først, fordi det især ses som kilden til kærlighed, der udtrykkes gennem sjælen (livet), sindet (tænkning) og styrken (anstrengelsen). Lukas synes især at opfatte det sådan, fordi han bruger et andet græsk forholdsord i udtrykket “af hele dit hjerte” end til de andre tre udtryk. Under alle omstændigheder er pointen, at hver evne og kapacitet, vi har, skal vise i hvert øjeblik, at Gud er vores ypperste skat.

Hver kapacitet sætter pris på Gud frem for alt

At elske Gud betyder først og fremmest at finde glæde i ham. Og når vi skal elske ham af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke, betyder det, at hver evne, vi har, glæder sig over Gud over alt andet – og på en måde, så vores glæde over andre gode ting i sidste ende også er en glæde over Gud. Der kan altså være andre ting, vi med rette kan værdsætte. Men vi må ikke værdsætte dem i stedet for Gud. Vi må kun værdsætte dem som udtryk for vores glæde i ham. Hvis en af vores menneskelige evner finder nydelse i noget eller nogen på en måde, som ikke også er en fryd i Gud, så har vi ikke elsket Gud med hele den evne.

Denne måde at se kærlighed til Gud på bekræftes af den måde, Gud blev elsket på i Salmernes Bog. Jesus så sig selv som målet og fokusset og opfyldelsen af Det Gamle Testamentes Skrifter, herunder Salmernes Bog (Matt 5:17; Luk 24:27; Joh 5:39). Vi skulle forvente, at han befalede os at have en kærlighed, der udvider og opfylder det, salmisterne oplevede. I Salmerne læser vi om kærlighed til Gud, der er absolut eksklusiv: “Hvem har jeg ellers i himlen? Hos dig ønsker jeg intet på jorden” (Sl 73:25). “Jeg siger til Herren: ‘Du er min herre, ingen anden end du er min lykke” (Sl 16:2). Hvad kan denne eksklusivitet muligvis betyde, siden salmisterne også taler om for eksempel at elske andre mennesker (Sl 16:3)?

Vi får et fingerpeg i Salmernes Bog 43:4, hvor salmisten siger: “Så kan jeg komme til Guds alter, til Gud, min glæde og min fryd, og takke dig med citerspil, Gud, min Gud.” Dette sidste udtryk (“min glæde og min fryd”) er bogstaveligt “min jubels glæde” eller “min jubels fryd”.

Dette peger på Gud som glæden i alle vores glæder. I al min glæde over alle de gode ting, Gud har skabt, er Gud selv hjertet i min glæde, glæden i min glæde. I al min glæde over alt er der en central glæde i Gud. Enhver glæde, der ikke har Gud som den centrale glæde i glæden, er en hul glæde og vil til sidst briste som en sæbeboble. Det var dette, der fik Augustin til at bede: “Den, som elsker noget ved siden af dig, som han ikke elsker for din skyld, elsker dig for lidt.”

Lad ikke jeres kærlighed blive kold

Derfor konkluderer jeg, at Jesu befaling om at elske Gud af hele vores hjerte og sjæl og sind og styrke betyder, at hver impuls og hver handling af hver evne og hver kapacitet skal udtrykke, at vi sætter pris på Gud frem for alt. Jesus advarede om, at dette vigtigste af alle bud i vid udstrækning ville blive forladt i de sidste dage. “Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste” (Matt 24:12).

Vogt jer for, at jeres kærlighed til Gud bliver kold i disse dage. Husk, vi vil elske ham i det omfang, vi kender ham. Og husk, at kun Jesus kan gøre ham kendt i sandhed og fylde (Matt 11:27). Se derfor stadigt på Jesus og bed om, at han ville åbenbare Gud som uimodståeligt skøn: “Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen?” (Joh 14:9).

Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.