Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus. – Jeremias’ Bog 31:31
Gud er hellig og retfærdig og adskilt fra syndere som os. Det er vores største problem i julen – og til enhver tid. Hvordan kommer vi i et ret forhold til en hellig og retfærdig Gud?
Svaret er, at Gud er barmhjertig og har lovet i Jeremias’ Bog 31 (500 år før Kristus), at han en dag ville gøre noget nyt. Han ville erstatte skyggerne med Messias’ virkelighed. Og han ville kraftfuldt træde ind i vores liv og skrive sin vilje på vores hjerter, så vi ikke er tvunget udefra, men er villige indefra til at elske ham, stole på ham og følge ham.
Dette ville være den mest fantastiske frelse, man kunne forestille sig. Tænk sig, hvis Gud ville tilbyde os at nyde universets største virkelighed (Kristus), og så bevæge os på en sådan måde, så vi kunne lære denne virkelighed at kende og nyde den med størst mulig frihed og glæde. Dette ville være en julegave, som ville være værd at synge om.
Det er faktisk, hvad han lovede i den nye pagt. Men der var en stor hindring. Vores synd. Vores adskillelse fra Gud på grund af vores uretfærdighed.
Hvordan skal en hellig og retfærdig Gud behandle os, der har syndet, med så stor godhed, så at han ville give os at nyde universets største virkelighed, nemlig hans Søn, med den størst mulige glæde?
Svaret er, at Gud lagde vores synder på sin Søn og dømte ham i vores sted, så Gud ikke længere vil huske synden, men vise os barmhjertighed, samtidig med at han stadig forbliver retfærdig og hellig. Hebræerbrevet 9:28 siger, at Kristus blev, “ofret én gang for at bære manges synder.”
Kristus bar synden på sit eget legeme, da han døde (1 Pet 2:24). Han påtog sig vores dom (Rom 8:3). Han annullerede vores skyld (Rom 8:1). Og det betyder, at vores synder er udslettet (ApG 10:43). De forbliver ikke i Guds bevidsthed som grundlag for fordømmelse. I den forstand “glemmer” han dem (se Jer 31:34). De blev fortæret i Kristi død.
Det betyder, at Gud nu er fri i sin retfærdighed til at overøse os med alle de ubeskriveligt store løfter i den nye pagt. Han giver os Kristus, universets største virkelighed, så vi kan glæde os over ham. Og han skriver sin egen vilje – sit eget hjerte – på vores hjerter, så vi kan elske, stole på og følge Kristus i frihed og glæde med et hjerte forvandlet indefra.

Julens glædelige nyheder
Advent er en tid til at fejre og fordybe sig i tilbedelsen af Jesus, som er julens sande glæde og centrum.
Del indlægget

Julens glædelige nyheder
Advent er en tid til at fejre og fordybe sig i tilbedelsen af Jesus, som er julens sande glæde og centrum.
