Dette er ikke et forsvar for de ufødte børns menneskelighed, men derimod et argument imod abort, hvis de ufødte betragtes som mennesker, hvilket er vores kristne menneskesyn. Der er nogle abortforkæmpere, nogle læger, som også mener, at de ufødte er mennesker. Men disse læger retfærdiggør alligevel abort, fordi de mener, at selvom det er tragisk at tage livet af et uskyldigt menneske, kan det retfærdiggøres i betragtning af de vanskelige omstændigheder, som mor og barn står over for. Nogle af disse læger ønsker at forene deres praksis med en kristen og bibelsk overbevisning og ser ikke noget forkert i denne holdning. Jeg har skrevet denne korte artikel for at tilskynde disse læger til at genoverveje dette standpunkt.
1. Gud har befalet: Du må ikke begå drab (2 Mos 20:13)
Jeg er klar over, at nogle drab godkendes i Bibelen. Ordet for “drab” i 2 Mosebog 20:13 er det hebraiske ord (retzach). Det bruges 43 gange i det hebraiske Gamle Testamente. Det betyder altid et voldeligt, personligt drab, der faktisk er mord eller beskyldes som mord. Det bruges aldrig om drab i krig eller (med en enkelt mulig undtagelse i 4 Mosebog 35:27) om drab i forbindelse med retslig henrettelse. Der skelnes i stedet klart mellem lovlig “aflivning” og ulovligt “mord.” F.eks. står der i 4 Mosebog 35:19: “Morderen skal i hvert fald lide døden.” Ordet “morder” kommer af (retzach), og mord er forbudt i de ti bud. Ordet “slå ihjel” er et generelt ord, der kan beskrive lovlige henrettelser.
Når Bibelen taler om et retfærdiggjort drab, handler det om, at Gud deler nogle af sine rettigheder med den civile myndighed. Når staten optræder som Hans udpegede vogter af retfærdighed og fred, har den ret til at “bære sværdet,” som Romerbrevet 13:1-7 lærer. Denne statslige ret skal altid udøves for at straffe det onde og aldrig for at angribe uskyldige (Rom 13:4).
Derfor er buddet: “Du skal ikke begå drab” – en klar og rungende anklage mod drab på uskyldige ufødte børn.
2. Man angriber Guds unikke personskabende værk, når man ødelægger undfanget menneskeliv, uanset om det er embryonalt, foster eller levedygtigt
Kan vi udlede noget fra Bibelen om, hvad der sker, når et liv i livmoderen bliver aborteret? Vi kan overveje to tekster. I Salmernes Bog 139:13 står der:
Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv.
Vi kan uddrage af denne tekst, at skabelsen af et menneskes liv i livmoderen er Guds værk. “Du” i ovenstående vers refererer til Gud. Endvidere kan vi sige, at skabelsen af liv i livmoderen ikke blot er en mekanisk proces, men mere Guds vævning eller fletning af menneskelivet:
Du flettede mig sammen i min mors skød.
Det ufødte menneskes liv er formet af Gud, og det, Han former, er et menneske i Hans eget billede, uligt nogen anden skabning i universet. Den anden, mindre kendte tekst om det ufødte menneske findes i Jobs Bog. Job forsvarer sig med, at han ikke har afvist nogen af sine tjenere, selv om mange mennesker i den kultur troede, at tjenere ikke var personer og kun var ejendom. Læg mærke til, hvordan Jobs argumentation udfolder sig. I Jobs Bog 31:13-15 står der:
Har jeg vist foragt for min træls og min trælkvindes ret, når de rettede anklage mod mig? Hvad skulle jeg da gøre, når Gud rejser sig, hvad skulle jeg svare ham, når han holder forhør? [Gud], som dannede mig i moders liv, dannede han ikke også de andre? Én og samme Gud har skabt os i moders liv.
Vers 15 (i kursiv) angiver grunden til, at Job ville anse sig selv som skyldig, hvis han behandlede sin tjener som mindre end et ligeværdigt menneske. Spørgsmålet handler ikke om, hvorvidt den ene er født fri, og den anden født i slaveri. Spørgsmålet om deres ligeværdighed går helt tilbage til før fødslen. Da Job og hans tjenere blev formet i livmoderen, var Gud den centrale aktør i processen for dem alle. Dette er fundamentet for Jobs argument.
Både Salmernes Bog 139 og Jobs Bog 31 fremhæver altså Gud som den primære Skaber – den, der plejer, fletter, væver, og former barnet – under graviditeten. Hvorfor er dette vigtigt? Det er vigtigt, fordi Gud er den eneste, der kan skabe personlighed. Mødre og fædre kan bidrage med nogle upersonlige æg og nogle upersonlige sædceller, men kun Gud skaber selvstændig personlighed. Når Bibelen fremhæver, at Gud er den vigtigste plejer og skaber af liv i livmoderen, understreges der, at det, der sker i livmoderen, er Guds unikke værk: skabelsen af en person.
Ud fra et bibelsk synspunkt er graviditeten Guds unikke proces i at forme personlighed. Vi kan diskutere i en uendelighed, hvad “fuldkommen” personlighed er. Men vi kan, i det mindste mener jeg, fastslå med stor sikkerhed: Det, der sker i livmoderen, er Guds unikke personskabende værk, og kun Han kender dybden af mysteriet i, hvordan en personlighed skabes i sammensmeltningen med en krop. Derfor er det vilkårligt og uberettiget at antage, at det at ødelægge denne person på et hvilket som helst tidspunkt i dennes dannelse ikke dermed er et angreb på Gud Skaberens særlige rettigheder.
For at sige det ligeud: Ødelæggelse af undfanget menneskeliv – uanset om det er embryonalt, foster eller levedygtigt – er et angreb på Guds unikke personskabende arbejde. Abort er et angreb på Gud, og ikke kun på mennesket. Gud arbejder i livmoderen fra undfangelsesøjeblikket på enestående vis. Dette er det klare vidnesbyrd i Salmernes Bog 139:13 og Jobs Bog 31:15.
3. At abortere ufødte mennesker falder ind under det gentagne bibelske forbud mod at “udgyde uskyldigt blod”
Udtrykket “uskyldigt blod” forekommer omkring 20 gange i Bibelen. Konteksten er altid en fordømmelse af dem, der udgyder blod eller en advarsel om ikke at udgyde det. Uskyldigt blod omfatter også børns blod (Sl 106:38). Jeremias sætter dette i en sammenhæng med flygtninge, enker og forældreløse børn:
Dette siger Herren: I skal øve ret og retfærdighed og befri den udplyndrede fra undertrykkeren; I må ikke udnytte den fremmede, den faderløse og enken; I må ikke øve vold og ikke udgyde uskyldigt blod på dette sted (Jer 22:3).
De ufødte børns blod må pr. definition være lige så uskyldigt som alt andet uskyldigt blod, der flyder i verden.
4. Bibelen udtrykker ofte den høje prioritet, som Gud tillægger beskyttelse, forsørgelse, og retfærdiggørelse af samfundets svageste, mest hjælpeløse og mest udsatte individer
Igen og igen støder vi på den fremmede, enken og den forældreløse i Bibelen. Disse individer er under Guds særlige beskyttelse og bør ligeledes være under Hans folks særlige omsorg. “I må ikke gøre en fremmed uret eller undertrykke ham, for I var selv fremmede i Egyptens land.” “Enken og den faderløse må I ikke behandle hårdt. Hvis I gør det, og de råber til mig, vil jeg sandelig høre deres råb. Min vrede vil blusse op” (2 Mos 22:21-24). Herren sagde: ‘Hvad har du gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden’ (1 Mos 4:10). Og vi var selv engang spædbørn i moders liv!
Faderløses fader og enkers forsvarer er Gud i sin hellige bolig (Sl 68:5).
Skaf de svage og faderløse deres ret, frikend de hjælpeløse og arme, udfri de svage og fattige, red dem fra de ugudeliges magt! (Sl 82:3-4).
Enken og den fremmede slår de ihjel, faderløse myrder de. De siger: Herren ser det ikke, Jakobs Gud lægger ikke mærke til det… Men Herren vil udslette dem for deres ugudelighed (Sl 94:6-7:23).
5. Abortforkæmpere går imod den udbredte bibelske overbevisning, hvori det læres, at Gud fremviser nåde midt i lidelsen, og ikke blot ved at assistere mennesker i at undgå den
De gør dette ved at betragte et besværligt og måske tragisk liv som en værre ondskab end at fratage det livet. Det betyder dog ikke, at vi bør opsøge lidelse for os selv eller andre. Men det indebærer, at lidelse generelt i Bibelen beskrives som noget nødvendigt og tilladt af Gud (selvom det ikke er Hans ønske) i denne faldne verden (Rom 8:20-25; Ez 18:32) og specifikt som en uundgåelig del af livet for alle, der ønsker at træde ind i Riget (ApG 14:22; 1 Thess 3:3-4) og leve et gudfrygtigt liv (2 Tim 3:12).
Denne lidelse bliver aldrig blot betragtet som en tragedie. Den ses også som et middel til at vokse dybere i relation til Gud og blive stærk i livet (Rom 5:3-5; Jak 1:3-4; Hebr 12:3-11; 2 Kor 1:9, 4:7-12; 12:7-10) og resultere i noget herligt i det kommende liv (2 Kor 4:17; Rom 8:18).
Når abortforkæmpere argumenterer med, at det er mindre ondt at tage livet af et ufødt barn end de vanskeligheder, der vil følge med barnets liv, gør de sig klogere end Gud, som lærer os, at Hans nåde er i stand til at gribe ind i menneskers liv trods deres lidelser og prøvelser.
6. At retfærdiggøre abort ved at berolige sig selv med, at alle disse små børn vil komme i Himlen eller endda opleve et fuldt voksenliv i opstandelsen, er en overmodig synd
At aborterede børn kommer i Himlen er et vidunderligt håb, når hjertet er knust af anger og søger tilgivelse. Men det er ondt at retfærdiggøre drab uanset, hvad der sker barnet. Den samme retfærdiggørelse kunne bruges til at retfærdiggøre drab på et-årige børn eller på enhver troende, der er på vej til Himlen. Bibelen stiller spørgsmålet: “Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større?” (Rom 6:1) og “Skulle vi så gøre det onde, for at det gode kan komme?” (Rom 3:8). I begge tilfælde er svaret et rungende nej. Vi må ikke træde ind på Guds plads og forsøge at bestemme, om vi skal i Himlen eller i helvede. Vores pligt er at adlyde Gud, ikke at lege Gud.
7. Bibelen befaler os at redde vores næste, som uretfærdigt bliver ført i døden
Red dem, der føres til døden, og dem, der vakler til retterstedet, skån dem dog! Du siger: ‘Vi kender jo ikke den mand;’ men mon ikke han, der prøver hjerterne, har indsigt? Han, der vogter på dit liv ved besked og gengælder mennesket efter dets gerninger” (Ordsp 24:11-12).
Der er ingen væsentlig videnskabelig, medicinsk, social, moralsk eller religiøs grund til at placere de ufødte i en klasse, hvor denne tekst ikke også gælder for dem. Det er ulydighed mod denne tekst at abortere ufødte børn.
8. At abortere ufødte børn falder ind under Jesu irettesættelse af dem, der foragtede børn som besværlige og uværdige til Frelserens opmærksomhed
Da de bar deres spædbørn til Jesus for, at han skulle røre ved dem, og disciplene så det, truede de ad dem. Men Jesus kaldte børnene hen til sig og sagde: “Lad de små børn komme til mig, og hindre dem ikke i det, for Guds rige er deres” (Luk 18:15-16).
Ordet for “spædbarn” i Lukasevangeliet 18:15 er det samme ord, som Lukas bruger om det ufødte barn i Elisabeths livmoder i Lukasevangeliet 1:41 og 44.
Så tog han et lille barn, stillede det midt iblandt dem og tog det i favn og sagde til dem: Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig (Mark 9:36-37).
9. Gud, Skaberen, besidder den eneste ret til at give og tage menneskeliv, og denne ret tilhører ikke os som individer at udøve
Da Job hørte, at hans børn alle var blevet dræbt i et sammenstyrtet hus, bøjede han sig for at tilbede Herren og sagde:
Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage! Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet (Job 1:21).
Job taler om sin egen fødsel med ordene: “Herren gav.” Om sin død siger han: “Herren tog.” Gud, og kun Gud, har prærogativet i både fødsel og død. Han alene giver og tager i alle livets faser. Vi besidder ikke retten til at foretage individuelle valg i disse forhold. Vores forpligtelse står i at beskytte det, Han betror os, og at ære Ham gennem det.
10. Frelsende tro på Jesus Kristus skænker os tilgivelse for vores synder, renser vores samvittighed, bistår os gennem livet og giver os et evigt håb
Enhver efterfølger af Jesus, der forstår Guds almægtige kærlighed, afviser pengegriskhed og menneskefrygt, der kan friste til at ignorere disse sandheder for at opnå økonomisk gevinst eller for at undgå kritik. Jeg beder om, at alle involverede i abortpraksis nøje overvejer disse aspekter og søger tro og mod til at forsvare livet og kærligheden i Jesus Kristus.
Jesus kom ikke primært til denne verden for at stoppe abort, men for at frelse verden. Han kom for at give sit liv, lide, dø og opstå på tredjedagen. John Piper forklarer:
Gud er ikke kun en Gud der med sin hellighed og vrede, er frygtindgydende; Han er også en Gud rig på barmhjertighed. Og Han sendte Jesus Kristus for at frelse verden, ikke for at dømme verden (Joh 3:17). Jesus kom ikke for at blive tjent, men for at give sit liv som løsesum for mange (Mark 10:45). For at lægge sit liv ned for de troende (Joh 10:15). For at bære skylden for vores synder på sit legeme (1 Pet 2:24). For at tilregne os sin retfærdighed gennem troen på Jesus, og ikke gennem vores lovgerninger (Fil 3:9). Og for at forsone os med Gud (2 Kor 5:18; 1 Pet 3:18).
Vi kan gå fra at være vredens børn til Guds børn gennem troen på Jesus Kristus. F.eks. kender vi til en tidligere abortlæge, der har begået ca. 3000 aborter. Hun angrede og kom til tro, og er nu blevet et Guds barn. Hun læste om Jesus, der tilgav røveren på korset: “I dag skal du være med mig i paradis.” Det samme gælder for en knust mor, der har fået en abort. Og for den selvoptagede, ansvarsfraskrivende mand. Og for forældre, der har presset deres børn til abort. Og for den desperate 14-årige pige.
Jesus kom også til verden for at dø for syndere, der har begået abort:
Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse (Luk 5:32).
Der er én måde at kende Gud som din Fader på, og det er ved at kende Bibelens Gud, og ved at tro på Jesus som Frelseren. Få bekendt din synd, kom til Jesus og modtag det evige liv:
Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus (Joh 17:3).