Hans liv var kort – 29 år, 5 måneder og 19 dage (1718-1747). Og han var kun kristen i otte ud af disse år. Han tjente kun fire år som missionær. Og dog har kun få haft så stor en indflydelse som David Brainerds liv.
Hvorfor har hans liv haft denne store betydning? Hvorfor sagde John Wesley: “Lad enhver prædikant omhyggeligt læse om David Brainerds liv?” Hvorfor betragtede missionæren William Carey bogen The Life of David Brainerd af Jonathan Edwards som noget værdifuldt og helligt? Hvorfor skrev Henry Martyn (missionæren, der tog til Indien og Persien) som studerende i Cambridge i 1802: “Jeg længes efter at være som ham!” (Life of David Brainerd, 4)?
Hvorfor har hans liv haft så stor en indflydelse? Eller måske burde jeg stille et mere enkelt spørgsmål: Hvorfor påvirker Brainerds liv mig så meget? Hvordan har det motiveret mig til at fortsætte i tjenesten, stræbe efter hellighed og søge guddommelig styrke og frugtbarhed i mit liv?
Svaret er, at Brainerds liv er et stærkt og livligt vidnesbyrd om den sandhed, at Gud kan bruge – og bruger – svage, syge, modløse, nedslåede, ensomme og kæmpende kristne, som dag og nat råber til ham, til at udrette utrolige ting til Guds ære. Deres prøvelser bærer stor frugt. For at belyse dette vil vi først se på Brainerds kampe, dernæst på hvordan han reagerede på dem, og endelig vil vi se på hvordan Gud brugte ham med alle hans svagheder.
Brainerds kampe
Brainerds liv er et levende og stærkt vidnesbyrd om den sandhed, at Gud kan bruge – og bruger – svage, syge, modløse, nedslåede, ensomme og kæmpende kristne, som dag og nat råber til ham for at udrette utrolige ting til Guds ære…
Brainerd blev født den 20. april 1718 i Haddam, Connecticut. Han blev omvendt som 21-årig. Under sit tredje år på skolen, Yale, hvor han læste til præst, blev han overhørt i at kommentere lidt for ivrigt, at en af hans undervisere ikke havde “mere nåde end en stol.” På grund af den store vækkelse var der allerede spændinger mellem de Åndsfyldte studerende og de mere akademiske (tilsyneladende mindre åndelige) undervisere på det teologiske fakultet. Derfor førte episoden til at Brainerd blev smidt ud fra Yale, selvom han var klassens bedste.
Selvom Brainerd flere gange forsøgte at genoprette situationen, blev han aldrig genoptaget af Yale. Gud havde en anden plan for ham. I stedet for seks rolige år som præst eller underviser, som ville have resulteret i et eftermæle med langt mindre historisk betydning for Kristi rige, drev Gud ham ud i “ørkenen,” for at lide for Kristi skyld. Derved fik hans liv uvurderlig indflydelse på missionshistorien, som vi skal se.
En knust krop
Brainerd kæmpede næsten konstant med sygdom. Han måtte afbryde sine studier i nogle uger, fordi han var begyndt at hoste blod i 1740. I maj 1744 skrev han i sin dagbog:
Red flere timer i regnvejr gennem den hylende vildmark, selv om jeg var så dårlig i kroppen, at jeg hostede blod op (Life of David Brainerd, 247).
Af og til skrev han noget i stil med:
Om eftermiddagen tog mine smerter voldsomt til, og jeg var nødt til at lægge mig i sengen. . . smerterne var til tider så intense at jeg næsten mistede forstanden (253).
I maj 1747 i Jonathan Edwards’ hus fortalte lægerne ham, at han havde uhelbredelig tuberkulose og ikke havde lang tid tilbage at leve i (447). Edwards kommenterer, at i ugen før Brainerd døde:
Fortalte han mig, at det var umuligt for nogen at forestille sig den smerte, han følte i sit bryst. Han var dybt bekymret for, om han skulle komme til at vanære Gud ved at være utålmodig under sin ekstreme smerte; en smerte så intens, at han sagde, at tanken om at udholde et minut længere var næsten ubærlig. Natten før han døde, sagde han til sine venner, at det var noget helt andet at dø, end folk forestillede sig (475-476).
Et fortvivlet sind
Brainerd kæmpede med tilbagevendende depressioner. Gentagne gange var han plaget af de mest desperate episoder af modløshed. Og det er utroligt, at han overlevede og blev ved. Han kaldte ofte sin depression for en slags død. Der er mindst 22 steder i dagbogen, hvor han længtes efter døden som en befrielse fra sin elendighed. Søndag den 3. februar 1745 skrev han for eksempel:
Min sjæl mindedes ‘ den bitre malurt og galde’ (jeg kunne næsten ligesågodt sige helvede) fra sidste fredag; og jeg frygtede, at jeg igen skulle tvinges til at drikke af dette ‘skælvende bæger,’ bitrere end døden og som fik mig til at længes usigeligt efter graven, meget mere end efter skjulte skatte (285).
Det var først med tiden at han så sig selv som “et værdigt objekt for Jesu Kristi barmhjertighed.” Men i de mørkeste timer kunne han ikke føle hverken håb eller kærlighed eller endda frygt. Når disse naturlige begrænsninger for selvmord begynder at forsvinde, viser depressionen sig fra sin mest frygtindgydende side. Men i modsætning til den engelske digter William Cowper, blev Brainerd forskånet for selvmordstrangen. Hans ønsker om at dø blev alle behersket inden for rammerne af den Bibelske sandhed:
Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet (Job 1:21).
Selvom han ofte ønskede at dø, var det kun i håbet om at Gud ville tage hans liv (Eksempler i bogen: Life of David Brainerd, side 172, 183, 187, 215, 215, 249). Det er simpelthen utroligt, hvor ofte Brainerd fortsatte med de praktiske nødvendigheder i sit arbejde i lyset af disse bølger af modløshed. Dette har uden tvivl været med til at gøre ham så elsket af mange missionærer, som på første hånd kender den slags smerte, som han udholdt.
En ensom sjæl
Brainerd fortæller, at han en aften i april 1743 måtte udholde blasfemisk sprog fra to fremmede og siger:
Åh, jeg ville ønske, at nogle kære kristne kendte min nød! (204).
En måned senere siger han:
Det meste af den snak, jeg hører, er enten højlandsskotsk eller indiansk. Jeg har ingen kristen, som jeg kunne betro mig til og lægge mine åndelige sorger frem for, og med hvem jeg i en dejlig samtale kunne dele råd om himmelske ting og bede sammen med (207).
Denne elendighed fik ham undertiden til at vige tilbage fra at begive sig ud på et nyt eventyr. Han skrev tirsdag den 8. maj 1744:
Mit hjerte var sommetider parat til at synke ved tankerne om mit arbejde og det at gå alene ud i “ørkenen”, for jeg vidste ikke hvorhen (248).
Brainerd var alene i sin tjeneste til det sidste. I de sidste 19 uger af hans liv var Jerusha Edwards – som var Jonathan Edwards’ 17-årige datter – hans sygeplejerske. Mange spekulerer i om der var en dyb (endda romantisk) kærlighed mellem dem. Men i ørkenen og i tjenesten var Brainerd alene og kunne kun udøse sin sjæl til Gud. Og Gud bar ham fremad og holdt ham oppe.
Brainerds respons
Vi kunne dykke dybere ned i Brainerds kampe – såsom hans massive udefrakommende prøvelser, hans dystre syn på naturen, hans vanskeligheder med at elske indianerne og fristelsen til at forlade missionsarbejdet. Men vi vil nu fokusere på, hvordan Brainerd håndterede disse prøvelser.
Det, der straks slår os, er, at han fortsatte. En af hovedårsagerne til, at Brainerds liv har en så stærk en indvirkning på folk, er, at han på trods af alle sine kampe aldrig opgav sin tro eller sit virke. Han var opslugt af en passion til at fuldføre sit løb og ære sin Mester, udbrede riget og gøre fremskridt i personlig hellighed. Det var denne urokkelige trofasthed over for Kristi sag, der får hans kæmpende liv til at stråle af herlighed.
Bøn og faste var de vigtigste midler, Brainerd praktiserede, til at opnå større og større hellighed og nytte. Vi læser, at han tilbragte hele dage i bøn. Onsdag den 30. juni 1742 skrev han:
Tilbragte næsten hele dagen i uophørlig bøn (172).
Nogle gange afsatte han op til seks tidspunkter på dagen til bøn:
Gud være lovet, jeg havde meget frihed til gennem dagen at bede og lovprise fem eller seks gange i dag og følte en tungtvejende bekymring i min ånd – for de dyrebare sjæles frelse og for udbredelsen af Forløserens rige blandt dem (280).
Sammen med bønnen, fastede Brainerd, for at stræbe efter hellighed og større nytte. Gang på gang i sin dagbog beskriver han dage, han har tilbragt med at faste. En af de mest bemærkelsesværdige er fasten på hans 25 års fødselsdag – i betragtning af hvordan de fleste af os fejrer vores fødselsdage:
Onsdag den 20. april. Jeg har afsat denne dag til faste og bøn for at bøje min sjæl til Gud og søge Hans nåde. Specielt beder jeg om at alle mine åndelige lidelser og indre trængsler må hellige min sjæl … Det smerter min sjæl at tænke over min ufrugtbarhed og min dødhed; at jeg har levet så lidt til den evige Guds ære. Jeg tilbragte dagen alene i skoven, og udøste min klage til Gud. Åh, at Gud ville gøre mig i stand til at leve til Hans ære i fremtiden! (205).
Frugten af Brainerds lidelse
På grund af den store indflydelse som Brainerds hengivenhed havde på hans eget liv, skrev Jonathan Edwards The Life of David Brainerd der blev udgivet i 1749, to år efter Brainerds død. Denne bog er blevet genoptrykt flere gange end nogen af Edwards’ andre bøger. Og gennem denne biografi har Brainerds haft en unik og enestående indflydelse på kirken. Udover de mange berømte missionærer, der har udtrykt at de har hentet støtte og inspiration fra Brainerds liv, er der helt sikkert utallige andre ukendte trofaste tjenere, som har fundet opmuntring og fået styrke fra Brainerds vidnesbyrd til at fortsætte deres trosvanding!
For at bruge et billede fra naturen, så er det en inspirerende tanke, at en lille sten, der kastes i historiens hav, kan skabe bølger af nåde, der brydes på fjerne kyster – endda 100 år senere og tusinder af kilometer væk. Robert Glover reflekterer videre på denne tanke, når han skriver:
Det var Brainerds hellige liv, der påvirkede Henry Martyn til at blive missionær. Henry Martyn spillede en stor rolle for William Careys kaldelse. Carey inspirerede til gengæld missionæren Adoniram Judson. Og således kan vi følge den åndelige arv– trin for trin – gennem John Hus, Wycliffe, Francke, Zinzendorf, Wesley’erne og Whitefield, Brainerd, Edwards, Carey, Judson og videre i en uafbrudt kæde af sand åndelig nåde og kraft og en verdensomspændende tjeneste (The Progress of World-Wide Missions, 56).
Men den dybeste, mest betydningsfulde varige effekt af Brainerds tjeneste er den samme som den mest varige og betydningsfulde effekt af enhver pastors tjeneste. Der er nogle få indianere – måske flere hundrede – som nu og i evigheden skylder deres evige liv til David Brainerds store kærlighed og tjeneste. Hvem kan beskrive værdien af én sjæl, der overføres fra mørkets rige – fra gråd og tændersskæren – til Guds kære Søns rige? Om vi så lever 29 år, eller om vi lever 99 år, ville det, trods enhver modgang, være hele indsatsen værd blot at redde ét menneske fra helvedes evige pinsler til evig glæde i Guds nærvær og herlighed.
Fremad og opad
Jeg takker Gud for David Brainerds tjeneste i mit eget liv – passionen for bøn, den åndelige fastes højtid, Guds ords sødme, hans eksempel i forhold til den uophørlige udholdenhed gennem modgang, det utrættelige fokus på Guds herlighed, hans fuldstændige afhængighed af nåden, og den endelige hvile i Kristi retfærdighed. Jeg takker Gud for hans passion for at redde fortabte syndere ud af ilden, hans helliggørelse gennem lidelse, hans sinds fokus på det evige og det at Brainerd fuldførte løbet til det sidste uden at forbande den sygdom, der slog ham ihjel som 29-årig.
Med alle hans svagheder, ubalancer og synder, elsker jeg David Brainerd.
Åh, må Gud i alt ville give os en vedvarende nåde, så vi, ligesom Brainerd, kan udbrede Guds rige med stor passion – til glæde for alle folkeslag! Livet er for værdifuldt til at blive spildt på ubetydelige ting. Skænk os, Herre, den urokkelige vilje til at bede og leve med David Brainerds indtrængende ønske:
Åh, at jeg aldrig må gå i stå på min rejse til Himlen! (186).
