På det seneste har der været stor omtale i medierne og på sociale medier om “Praise” gospelmøderne i Aarhus, hvor op mod 700 mennesker samles hver anden mandag til åben gospelsang.
Som pastor i Aarhus Bibelkirke, med en naturlig interesse for, hvad der rører sig i byen, har jeg fulgt med fra sidelinjen og gjort mig nogle tanker om fænomenet.
Kristeligt Dagblad skrev for nylig en artikel, der giver et godt og realistisk indblik i, hvad der sker til møderne. Jeg vil opfordre alle interesserede til at læse artiklen.
I begyndelsen af artiklen står der:
Der er noget på færde i Aarhus. Om det er Helligånden, en længsel efter fællesskab eller en kompetent strategi på sociale medier, er der delte meninger om.
Et informeret perspektiv
Den her udtalelse rammer præcist det, jeg selv har tænkt en del over. Flere kristne har hurtigt fremhævet “Praise” som en vækkelse ledt af Helligånden. Og selvom vi som kirke naturligvis beder om vækkelse i Aarhus, er det vigtigt at tage et skridt tilbage og nøje overveje, hvad det egentlig er, vi ser. Før vi drager forhastede konklusioner, må vi forsøge at forstå, hvad “Praise” i sin kerne handler om.
Artiklen i Kristeligt Dagblad er en stor hjælp til den her overvejelse. Gennem interviews med deltagere og arrangørernes egne udtalelser bliver det klart, at:
Det er musikken, ikke kristendommen, der skal være i centrum i ‘Praise’, det er de seks stiftere enige om.
Det her perspektiv er vigtigt at tage med i vores refleksioner. At så mange unge mødes for at synge og opleve glæde i et fællesskab, er noget, vi kun kan glæde os over. Aarhus er en by med mange travle og ofte ensomme unge, der søger fællesskab. I en tid præget af hyper-individualisme, ensomhed og hektiske hverdage viser det en dyb længsel efter meningsfyldt samvær – en længsel, som “Praise” på fin vis imødekommer.
Men som kristne må vi ikke stoppe her. Musik og fællesskab kan være gode og værdifulde i sig selv, men de kan kun pege mod noget større. Alene evangeliet om Jesus Kristus kan møde menneskets dybeste behov, forvandle hjerter og bringe sandt håb og fællesskab. Det er her, vi må fastholde en vigtig forskel:
Et populært fællesskab uden Jesus som centrum
“Praise” er i sin nuværende form et populært fællesskab, hvor musikken står i centrum, og kristendommen spiller en mindre rolle. Det betyder ikke, at fællesskabet ikke har værdi – tværtimod! Men vi må ikke forveksle det med en vækkelse eller en kristen bevægelse, hvor Jesus Kristus er i centrum.
Når jeg ser på “Praise”, ser jeg et vidnesbyrd om længslen efter fællesskab. Det er en længsel, der er blevet forstærket af sociale medier, som også spiller en stor rolle i korets synlighed og succes. Samtidig ser jeg en afspejling af mange unge menneskers søgen efter noget større og mere meningsfuldt i deres liv.
Men uden Jesus som centrum forbliver det netop dét – en længsel.
Kristus er den sande kilde til fællesskab, håb og frelse
Musikken og glæden kan måske pege i retning af Gud, men det er alene evangeliet, der kan give svar på den her søgen og bringe det fuldendte fællesskab, som kun Kristus kan give.
Lad os som kristne glæde os over, at så mange mennesker samles i glæde og fællesskab. Men lad os også huske vores kald: at præsentere evangeliet klart, tydeligt og kærligt. Kun ved at pege på Jesus kan vi lede mennesker til den sande kilde til fællesskab, håb og frelse.
Troens løb
Vi siger Den Apostolske Trosbekendelse – men forstår vi den? Denne bog forklarer den enkelt og bibelsk, så ordene får liv. Kort, klart og trostyrkende.
Del indlægget
Relaterede indlæg
Troens løb
Vi siger Den Apostolske Trosbekendelse – men forstår vi den? Denne bog forklarer den enkelt og bibelsk, så ordene får liv. Kort, klart og trostyrkende.