Befaling 13: Bed udholdende og bliv ikke træt af det

Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. – Luk 18:1

Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. – Matt 5:44

Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. – Matt 6:6

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. – Matt 6:7

Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, – Matt 6:9

Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst. – Matt 9:38

Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham! – Luk 11:13

Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. – Joh 16:24

Og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. – Joh 14:13

Jesus ønsker at skabe et bedende folk. Hans befaling er klar, og sagen er så vigtig, at han fortæller os hvorfor, hvordan, for hvem og hvad vi skal bede om. Og selvom vi måske tror, at Guds Søn ville være hævet over behovet for at bede, giver han os eksemplet som et fuldkomment menneske ved at stå tidligt op om morgenen for at bede (Mark 1:35) og søge steder alene for at bede (Matt 14:23) og undertiden tilbringe hele natten i bøn (Luk 6:12) og til sidst forberede sig på sin lidelse gennem bøn (Luk 22:41-42).

Hvorfor? For Guds herlighed

Hvorfor mente Jesus, at bøn var så vigtigt for hans efterfølgere? Grunden er, at bøn svarer til to store formål, som Gud havde, og som Jesus kom for at opfylde: Guds herlighed og vores glæde. Jesus sagde: “Og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen” (Joh 14:13). Bøn er skabt af Gud til at vise hans overflod og vores behov. Bøn herliggør Gud ved at placere os som de tørstende og Gud som den uudtømmelige kilde.

Jesus kendte Salmernes Bog og læste salme 50:15, hvor Gud ligesom Jesus befaler, at vi skal bede om hjælp og viser, at dette giver Gud ære: ” Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.” Bøn er skabt som en måde at forholde sig til Gud på, så det er klart, at vi får hjælpen, og han får æren. Jesus sagde, at han var kommet for at herliggøre sin Fader: “Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre” (Joh 17:4). En del af det, Gud havde givet ham at gøre, var at lære sine disciple at bede, fordi når vi beder i Jesu navn, bliver “Faderen… herliggjort i Sønnen” (Joh 14:13).

Hvorfor? For vores glæde

Det andet formål, Jesus kom for at opfylde, var vores glæde. Alt, hvad han lærte, sigtede mod at befri os fra evige glæde-dræbere og fylde os med den eneste glæde, der varer – glæde i Gud: “Nu kommer jeg til dig; og sådan taler jeg i verden, for at de fuldt ud må have min glæde i sig” (Joh 17:13). Blandt hans vigtigste undervisninger for vores glæde var læren om bøn, og han gjorde sit formål klart: vores glæde: “Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen” (Joh 16:24). Det mest vidunderlige ved bøn, som Jesus befaler den, er, at den er perfekt egnet til at sikre Guds herlighed og vores glæde.

Dette udgør stærke motiver for os til at adlyde Jesu befaling om, at vi “altid [skal] bede og ikke blive trætte” (Luk 18:1). Til disse tilføjer han andre motiver, fordi han er så ivrig efter, at vi skal føle håb i vores bøn. Han siger for eksempel: “Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det” (Matt 6:8). Pointen er, at vi ikke behøver at opremse mange gudfrygtige fraser i bøn for at prøve at vække Guds interesse eller velvilje. Han er vores omsorgsfulde Fader, og han er alvidende. Han vil svare. Derfor fremhæver Jesus Guds villighed til at svare ved at sammenligne ham med en menneskelig far, men bemærker, at Gud er meget mere ivrig efter at svare end menneskelige fædre:

Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer… Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! (Matt 7:7-11).

Så som svar på spørgsmålet om, hvorfor vi skal bede, siger Jesus: fordi Gud er meget villig til at høre og besvare vores bønner – hvilket ikke er overraskende, siden bøn er skabt til at forstørre Guds herlighed, mens den opretholder vores glæde i ham.

Hvordan? Enkelt

Hvordan skal vi så bede? Guds villighed til at svare og hans fuldkomne viden om vores behov betyder, at vi skal være enkle i vores ordvalg. Vi skal afvise alt, der ligner et gentaget mantra, som ville antyde, at Gud vækkes af vores monotone besværgelser: “Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det” (Matt 6:7-8).

Hvordan? Med udholdenhed

At vi skal bede enkelt betyder ikke, at der ikke er plads til udholdenhed i bøn. Faktisk er Jesus klar i at fortælle os, at vi skal være udholdende i bøn over en lang periode, hvis det er nødvendigt, mens vi søger et vigtigt gennembrud i retfærdighedens sag til hans ære (Luk 11:5-8, 18:1-8). Pointen er ikke at overvinde Guds tilbageholdenhed, men at forstå gennem udholdenhed i bøn Guds visdom omkring den rette måde og tid for bønnesvar. Han er ikke uvillig til at hjælpe sine børn og herliggøre sit navn. Han ved simpelthen bedre end vi, hvornår og hvordan svaret skal komme. Derfor viser vores udholdenhed i bøn både vores tillid til, at Gud er vores eneste håb, og at han vil handle på den bedste måde og på det bedste tidspunkt som svar på vores udholdende bønner.

Hvordan? Gennem hans død og i hans navn

Den tillid, vi har i bøn, skyldes Jesus. Han lærte os ikke blot at bede – han døde for os og opstod igen for at fjerne umulige hindringer for bøn. Uden Jesu død ville vores synder ikke være tilgivet (Matt 26:28), og Guds vrede ville stadig være mod os (Joh 3:36). I den tilstand kunne vi ikke forvente svar på bøn fra Gud. Derfor er Jesus grundlaget for alle vores bønner. Det er derfor, han lærte os at bede i hans navn: “Og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen” (Joh 14:13, jf. 16:23–24). At afslutte vores bønner “i Jesu navn, amen” er ikke blot en tradition. Det er en bekendelse af tro på Jesus som det eneste håb om adgang til Gud.

Hvordan? I tro

Dette indebærer, at Jesus faktisk ønsker, at vi skal bede i tro: “Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror” (Matt 21:22; jf. Mark 11:24). Nogle har brugt disse vers til at skabe en lære om, at der er kraft i positiv tænkning. Bare bed og tænk, at det vil ske, og så sker det. Men det ville være at tro på vores tro. Da Jesus lærer os, hvordan vi skal “flytte bjerge” i tro, siger han klart: “Tro på Gud!” (Mark 11:22).

Der synes at være tidspunkter, hvor Gud gør det klart for os, at hans vilje er at handle på en bestemt måde. I så fald kan vi være fuldstændig sikre på, at netop det sker. I den forstand siger Jesus til os: “Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det” (Mark 11:24). Det er Gud, der handler, og vores tro hviler på ham og hans åbenbarede vilje. Ellers ville vi være Gud. Og Gud ville styre universet efter vores vilje, ikke sin.

Jesus gør det klart, at der er et slags filter, som vores bønner skal passere gennem for at være sikre på, at de stemmer overens med Guds vilje: “Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det” (Joh 15:7). Her er Jesu løfte tydeligere kvalificeret end i Markusevangeliet 11:24. Stoler vi på ham som vores altforsynende vinstok? Og former hans ord vores sind og hjerter, så vi lærer at skelne, hvordan vi skal bede i overensstemmelse med hans visdom?

At bede i tro betyder ikke altid at være sikker på, at det, vi beder om, vil ske. Men det betyder altid, at vi på grund af Jesus stoler på, at Gud vil høre os og hjælpe os på den måde, han synes er bedst. Det kan betyde, at han giver os det, vi beder om, eller at han giver os noget bedre. Vil en far give sin søn en sten, hvis han beder ham om et brød? Nej. Men han vil heller ikke give ham muggent brød. Han giver ham måske kage. Nogle gange giver Gud os i overflod. Andre gange får vi medicin fremfor mad. Han tester vores tro på, at medicinen virkelig er det, vi har brug for.

Hvordan? Ikke for andres ros

I lyset af alt dette burde det være klart, at bønnens belønning kommer fra Gud, ikke mennesker. Men Jesus viser os, at det menneskelige hjerte kan forvrænge selv den smukkeste gudhengivne handling til at søge menneskers ros og dermed ødelægge den. Han advarer os: “Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig” (Matt 6:5-6).

Jesus hader hykleri – som at lade, som om man elsker Gud, når det, man virkelig elsker, er menneskers ros. Hans mest foragtelige sprog var forbeholdt “hyklere.” Han påpegede at de var på vej til Helvede: “blinde vejledere,” “fulde af rovlyst og griskhed” og “kalkede grave” (Matt 23:15, 24, 25, 27). Befalingen er klar: “Tag jer i agt for farisæernes surdej, deres hykleri” (Luk 12:1). Udgangspunktet for bøn (og faste og almisse, Matt 6:1-4, 16-18) er: Elsk Gud og alt det, han vil være for dig, i bøn, men elsk ikke menneskers ros. Og vigtigst af alt: lad ikke Gud-centeret bøn blive til en menneske-centeret hyklerisk forestilling.

For hvem?

For hvem befaler Jesus, at vi skal bede? Klart for os selv. Ikke fordi vi gør os fortjent til noget. Bøn har intet at gøre med at fortjene. Det er alt sammen nåde. Vi beder for os selv, fordi vi er svage. Vi er så tilbøjelige til synd og fuldstændig afhængige af at Gud bevarer os af nåde – selv gennem vores mangelfulde lydighed: “Bed derfor således,” sagde Jesus, “led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde” (Matt 6:9, 13). Det er først en bøn for os selv, da vi kender vores egen skrøbelighed og svaghed bedre end nogen. Dernæst er det en bøn for de andre, der følger Jesus og for ikke-troende.

Vi skal bede for alle uden undtagelse. Når Jesus fortæller os at bede: “Helliget blive dit navn” (Matt 6:9), mener han, at vi skal bede dette for enhver, der endnu ikke respekterer og ærer Guds navn. Og hvis vores selviske hjerter kommer i tanker om en fjende af Gud, som vi ikke kan lide, er Jesus tydelig – disse skal også velsignes i vores bønner: “Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (Matt 5:44); “Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer” (Luk 6:28). Vores kærlighed skal nå alle, og vi skal bede for alle.

Hvad?

Endelig, hvad befaler Jesus, at vi skal bede om? Hvad skal vi bede Faderen om at gøre? Jesu sammenfattende svar kaldes Fadervor (Matt 6:9-13).

Fader Vor, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn.
Komme dit rige,
ske din vilje som i himlen således også på jorden.
Giv os i dag vores daglige brød,
og forlad os vores skyld, som også vi forlader vores skyldnere.
Og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.

Vi beder for os selv og for alle troende såvel som ikke-troende:

1. At vi alle må ære og elske Guds navn over alle ting. Dette er bønnens første formål – at bede om, at mennesker må søge Guds herlighed.
2. Vi beder for Guds frelsende, rensende, Jesus-ophøjende herredømme både i vores personlige liv nu og i dets endelige universelle fuldendelse.
3. Vi beder om, at vi ville gøre Guds vilje på den måde, englene gør det i himlen – nemlig uden tøven og fulde af iver og grundighed.
4. Vi beder om de daglige fornødenheder for legeme og sind, der muliggør et liv i lydighed her på jorden.
5. Vi beder om forladelse for vores daglige fejltagelser i at ære Gud, som vi burde. Med andre ord beder vi Gud om dagligt at lade os nyde godt af den fuldstændige frelse, som Jesus opnåede en gang for alle i sin korsdød.
6. Vi beder om, at Gud vil skærme os for den onde og for de fristelser, som vil ødelægge os og skade vores vidnesbyrd for ham.

Fadervor viser os bønnens forbløffende natur. Det placerer som det allervigtigste bønnen om, at Guds navn må blive æret, Guds rige må vinde frem og sejre, og Guds vilje må ske på jorden, som den sker i Himlen. Dette betyder, at Gud har i sinde at bruge menneskelige bønner som redskab til at realisere sine højeste og mest omfattende mål.

For eksempel fortæller Jesus os at bede for de arbejdere, der vil være nødvendige for at sprede evangeliet til alle nationer: “Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt 9:38). Alligevel er intet mere sikkert end, at Guds rige vil triumfere. Jesus sagde: “Jeg vil bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den… Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme” (Matt 16:18, 24:14). Der er ingen usikkerhed om Guds sejr. Ikke desto mindre afhænger det i Guds forsyn af menneskelig bøn.

Dette indebærer, at bøn ikke blot er vores pligt, men også en gave fra Gud. Jesus vil fremkalde i sit folk bønnens ånd, så vi beder om alt det, der skal til for at udføre Guds formål i verden. Jesu efterfølgeres bønner og Guds formål vil ikke fejle.

Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.