Befaling 16: Ydmyg dig selv ved at føre krig mod stolthed

Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes. – Matt 23:12

Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! – Luk 18:13

Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. – Matt 5:3

Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og ynder at lade sig hilse på torvet og at sidde øverst i synagogen og til højbords ved måltider. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere. – Luk 20:46–47

Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre. – Luk 17:10

Jesus forbeholdt sine mest fordømmende ord for hyklerne (se Befaling 13: Bed udholdende og bliv ikke træt af det ), ikke mindst fordi hykleriet udspringer af stolthed. At Jesus foragtede stolthed, fremgår klart af, hvor ofte og på hvor mange måder han kaldte til ydmyghed.

Stolthed: Trods, fortjeneste, fryd

Stolthed er vanskelig at definere, fordi dens ytringer er skjulte og ofte ikke ligner arrogance. Vi kan se dette, hvis vi sammenligner praleri og selvmedlidenhed som to former for stolthed.

Pral er stolthedens respons på succes. Selvmedlidenhed er stolthedens svar på lidelse. Pral siger: “Jeg fortjener beundring, fordi jeg har opnået så meget.” Selvmedlidenhed siger: “Jeg fortjener beundring, fordi jeg har lidt så meget.” Pral er stolthedens stemme i den stærkes hjerte. Selvmedlidenhed er stolthedens stemme i den svages hjerte. Pral lyder selvtilstrækkeligt. Selvmedlidenhed lyder selvopofrende.

Grunden til, at selvmedlidenhed ikke ligner stolthed, er, at den fremstår så nødlidende. Men behovet opstår fra et såret ego. Det kommer ikke fra en følelse af uværdighed, men fra en følelse af ikke-anerkendt værdighed. Det er stolthedens reaktion, når ingen klapper.

Jesus afdækker stolthedens dybder. Han blotlægger dens mange lag og udtryk. På bunden ligger en kompleks blanding af selvherredømme, forestillingen om egen fortjeneste og glæde ved at føle sig hævet over andre. Eller sagt på en anden måde: en kombination af trods (mod Gud som retmæssig hersker), krav (på bedre behandling end vi får) og glæde (over at føle sig bedre end andre). Intet af dette er nødvendigvis åbenlyst.

En person kan være passivt trodsig uden åbenlyst oprør og alligevel være dybt forpligtet på absolut selvbestemmelse. Eller en person kan tilsyneladende føle sig uværdig ved konstant at nedgøre sig selv offentligt, men samtidig føle vrede over at andre ikke anerkender dette som en dyd. Eller en person kan nyde sin overlegenhedsfølelse ved at prale – eller ved at hige efter ros for netop ikke at prale.

Stolthed: En følelse af fortjeneste

Jesus fokuserer på stolthedens synlige udtryk, dem han kan udpege. Lukas fortæller os hvorfor han fortalte lignelsen om den selvretfærdige farisæer og den sønderknuste tolder (se Befaling 20: Gør min himmelske Faders vilje – bliv retfærdiggjort ved at stole på Jesus). “Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre” (Luk 18:9). Dette er hvad jeg mente med forestillingen om fortjeneste – følelsen af at man har krav på noget godt fra Gud.

Denne følelse af fortjeneste følges altid af praleri over at være bedre end andre. Derfor siger den selvretfærdige farisæer i Lukasevangeliet 18:11-12: “Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt.”

At han takker Gud skjuler ikke den nydelse han får ud af at føle sig hævet over andre. Der er forskel på ydmyg glæde over at vokse i nåden og stolt glæde over at kunne se ned på andre. Stoltheden fryder sig ikke over vækst i hellighed, men over den tiltagende evne til at føle sig overlegen.

Længsel efter menneskers ros

Selv uden en stærk følelse af fortjeneste kan vi hige efter det samme resultat: menneskers ros. Jesus advarer os mod at give almisse, bede eller faste for at blive set:

• “Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene” (Matt 6:1).
• “Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn” (Matt 6:5).
• “Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn” (Matt 6:16).

Jesus kalder dem hyklere, fordi de gennem bøn og faste vil fremstå som om de værdsætter Gud, mens de i virkeligheden værdsætter menneskers ros. Dette er én dimension af stoltheden.

Ros for fromhed er ikke den eneste ros stoltheden tørster efter. Den hungrer også efter ros for magt og rigdom. Derfor siger Jesus til sine disciple: “Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener” (Luk 22:25-26). Med andre ord: glæd jer ikke over at have større magt eller rigdom end andre. Glæden ved at være “hævet over” eller “stå over” andre udspringer ikke af ydmyg tillid til Guds nåde. Den kommer fra et stolt hjerte.

Der er hundrede måder stoltheden stiller sig an på for at få menneskers ros. Det kan handle om hvor du sidder ved et møde, hvordan du bærer dig ad på torvet, eller hvilken titel du sætter foran dit navn: “[De skriftkloge og farisæerne] de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi” (Matt 23:6-7). Pointen er ikke at det altid er forkert at blive kaldt rabbi, eller at det altid er forkert at sidde på en hædersplads. Pointen er hvad du elsker – hvad du har brug for, higer efter og værdsætter. Stoltheden drives af trangen til at blive æret af mennesker gennem pladser og titler.

Stolthed er kærlighedsløs

Jesus viser dernæst hvor kærlighedsløs stoltheden er. Lige før han siger “Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker” (Matt 23:5), siger Jesus: “De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger” (Matt 23:4). De forkynder med andre ord høje moralske krav, men har hverken barmhjertighed eller åndelig visdom til at hjælpe folk med at bære byrden. De er kærlighedsløse.

Det er ikke overraskende af to grunde: For det første ønsker de stolte ikke virkelig at andre skal overgå dem. Det ville jo fratage dem en af deres grunde til at føle sig overlegne. For det andet forstår de stolte ikke hvordan Guds nåde virkelig virker til at hjælpe syndere med at vokse i hellighed uden at blive stolte. De løfter ikke en finger for at vise den angrende synder hvordan Jesu åg er mildt og hans byrde let (Matt 11:30), fordi de ikke selv erfarer det som mildt og let.

Den moralske pligt som de kæmper for at opfylde, holdes bevidst tung, så der kan være følelse af fortjeneste og stolthed i præstationen. Hvis den var let og mild, hvad skulle man så prale af?

Vi er uværdige tjenere

I Jesu undervisning er der altså en uløselig forbindelse mellem ydmyghed og tjenersind. Den ydmyge bliver tjener. De to ting er ikke identiske, men ydmyghed fører til glædelig villighed til at påtage sig ringe tjeneste. Disciplen bevæger sig fra åndens fattigdom til barnlig tillid til Guds nåde, videre til et tjenersind og konkrete tjenerhandlinger.

I Jesu berømte saligprisninger lyder den allerførste: “Salige er de fattige i ånden” (Matt 5:3). Det vil sige: salige er de som ikke finder noget grundlag for fortjeneste eller krav, når de ser ind i sig selv. De er det stik modsatte af dem “som stolede på, at de selv var retfærdige” (Luk 18:9). De ved at de intet har i sig selv som kan anbefale dem for Gud.

De påtager sig villigt rollen som uværdige tjenere, dem Jesus beskriver i Lukas 17:10: “Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.'” Dette er en dybtgående udtalelse – og fuldstændig knusende for enhver rest af stolthed. Jesus siger at ingen grad af lydighed, fra den ringeste til den mest fuldkomne, giver noget absolut krav på Gud.

Et fuldkomment lydigt menneske skulle sige – det ville være en del af lydigheden – “Jeg er en uværdig tjener.” Det vil sige: “Jeg gør dig ikke i nogen forstand til min skyldner.”

Denne overbevisning er ydmyghedens rod: at vi ikke fortjener noget godt fra Gud. Eller sagt positivt som den sønderknuste tolder: alt godt vi modtager fra Gud er barmhjertighed. Det er ufortjent. “Gud, vær mig synder nådig!” (Luk 18:13). “Det var ham, der gik hjem som retfærdig,” sagde Jesus (Luk 18:14). De ydmyges glæde ligger ikke i at fortjene, men i at modtage nåde.

Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.