Befaling 20: Gør min himmelske Faders vilje – bliv retfærdiggjort ved at stole på Jesus

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.  – Matthæusevangeliet 7:21

Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene! – Matthæusevangeliet 19:17

Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Denne mand gik retfærdiggjort hjem, den anden ikke. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes. – Lukasevangeliet 18:13-14

Ydre lovlydighed er ikke nok

En velhavende mand spurgte engang Jesus: “Gode mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” (Mark 10:17).

Jesus besvarede hans spørgsmål i to trin. Først sagde han: “Du kender budene: Du må ikke slå ihjel, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og mor” (Mark 10:19). Med andre ord knyttede han evigt liv til at holde Guds lov. “Men vil du gå ind til livet, så hold budene!” (Matt 19:17).

Manden svarede: “Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom” (Mark 10:20).

Var det sandt?

Måske på ét niveau. Måske var der ingen ydre handlinger, der modsagde Guds love. Men hvad med hans hjerte? Jesus havde sagt et andet sted: “For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 5:20; se Befaling 25: Jeres retfærdighed skal overgå farisæernes, for den var hyklerisk og grim, Befaling 26: Jeres retfærdighed skal overgå farisæernes – rens jeres indre og Befaling 27: Jeres retfærdighed skal overgå farisæernes, for ethvert sundt træ bærer god frugt). Problemet med disse nidkære lovholdere var, at de kun fokuserede på det ydre: “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I renser bæger og gryde udenpå, men indeni er de fulde af rovlyst og griskhed” (Matt 23:25). Gjaldt det også denne velhavende mand?

Det andet trin i Jesu svar på mandens spørgsmål afslører et alvorligt problem i hans hjerte. Jesus sagde: “Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: ‘Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!’” (Mark 10:21).

Dette er forbløffende. Han siger, at han kun mangler “én ting”. Formodentlig ville han være fuldkommen, hvis han havde denne ene ting. Faktisk er det sådan, Matthæus gengiver Jesu ord: “Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!” (Matt 19:21). Så han er ikke fuldkommen. Han har ikke holdt Guds lov fuldkomment. Og derfor vil han ikke arve evigt liv, medmindre denne “ene ting”, han mangler, sker.

“Ét mangler dig”

Hvad er denne “ene ting”? Det lyder som tre ting: Sælg, hvad du ejer, giv det til de fattige, følg mig. Hvordan er disse tre krav egentlig ét? Disse krav kan sammenfattes sådan: “Din tilknytning til dine ejendele må erstattes af en tilknytning til mig.” Det er, som om manden stod der med hænderne fulde af penge, og Jesus sagde: “Du mangler én ting; ræk ud og tag mine hænder.” For at gøre dette må manden åbne fingrene og lade pengene falde. Den “ene ting” er ikke det, der falder ud af hans hænder, men det, han tager i sine hænder.

Når et menneske værdsætter Jesus over penge, er de fattige altid dem, der får gavn af det. Derfor nævner Jesus de fattige. Men hovedpointen handler om, hvad der sker mellem denne mand og Jesus: “Du mangler én ting. Du mangler mig. Stop med at værdsætte penge, og begynd at værdsætte mig.

Du ønsker at arve evigt liv. Du ønsker at komme ind i Himmeriget. Jeg er Himmelens skat. Hvis du vil have en skat i Himlen, må du have mig. Hvis du nu foretrækker penge frem for mig, vil du ikke komme ind i Himlen, hvor jeg er skatten. Men hvis du nu værdsætter mig over dine penge, “vil du have en skat i Himlen.” Jeg vil være der. Kun gennem din tilknytning til mig vil du arve evigt liv. Hvis du vil være fuldkommen – hvilket er den eneste vej ind i Guds rige – så følg mig.”

Fuldkommenhed gennem Jesus

Dette er en afgørende lektie for os. Jesus foragter ikke Guds lov. Han siger ikke, at det at holde budene er uvæsentligt. Han siger: “Hvis du kun stoler på at holde budene, vil du ikke arve evigt liv. Der vil altid mangle noget.” Loven kræver perfektion: “I skal være fuldkomne,” sagde Jesus, “som jeres himmelske fader er fuldkommen” (Matt 5:48). Han sænker ikke denne standard. Tværtimod kræver han den af hele verden. Og så tilbyder han den gennem tilknytning til sig selv. “Vil du være fuldkommen… kom så og følg mig!” Jesus er den eneste vej til fuldkommen lydighed. Og fuldkommen lydighed kræves for evigt liv.

Det afgørende spørgsmål er: Hvordan er Jesus vejen til fuldkommenhed? Et historisk svar er, at Jesus selv er vores fuldkommenhed. Det vil sige, når vi er forbundet med ham i tro, regner Gud os for fuldkomne på grund af Jesus, selv om vi i os selv ikke er det. Et andet historisk svar er, at Jesus gennem sin tilstedeværelse og kraft i os forvandler os, så vi virkelig begynder at elske, som han gør, og bevæger os mod fuldkommenhed, som vi endeligt opnår i Himlen. Jesus giver os god grund til at tro, at begge disse svar er sande.

Jesus sagde, at han kom “for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Mark 10:45), og at hans blod ville blive “udgydt for mange til syndernes forladelse” (Matt 26:28), og at troen på ham, når han blev løftet op på korset, ville give evigt liv til ufortjente syndere (Joh 3:14-15).

Alt dette antyder, at Jesu liv og død er vores eneste håb om at undslippe vreden (Joh 3:36) og opnå himlen. Jesus sagde om de mest ihærdige lovholdere i Israel: “Og dog er der ingen af jer, der holder loven” (Joh 7:19). Og han kaldte meget ligefrem selv sine disciple “onde”: “Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” (Matt 7:11).

Med andre ord er alle mennesker syndere under Guds hellige vrede uden håb om evigt liv baseret på deres egen lydighed. Jesus kom for at løse det problem.

Jesus løser det ved at fjerne Guds vrede. Han fjerner den ved at udholde den straf, vi fortjente, og betale den gæld, vi aldrig kunne betale (se Befaling 11: Frygt ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede). Derfor er alle vores synder på grund af Jesu udgydte blod slettet, og Gud ser os ikke længere som syndige eller ufuldkomne. Dette skyldes vores tilknytning til Jesus i tro.

“Denne mand gik retfærdiggjort hjem”

Men Jesus lærer, at der er mere ved vores fuldkommenhed end fraværet af skyld. Han fortæller en lignelse om en farisæer og en tolder, som gik op til templet for at bede. Disse to mænd repræsenterer de grupper, der i folkelig opfattelse blev set som mest retfærdige (farisæerne) og mest syndige (de jødiske toldere, som kompromitterede sig selv ved at arbejde for romerne og flåede deres eget folk for at fylde deres lommer).

Farisæeren fremhævede sin lydighed mod loven: “Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt” (Luk 18:11-12). Men tolderen, siger Jesus, “stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Denne mand gik retfærdiggjort hjem, den anden ikke” (Luk 18:13-14).

Ordet “retfærdiggjort” er afgørende. Det indfanger selve lignelsens formål. Lukas introducerede denne lignelse ved at sige: “Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse” (Luk 18:9). Derfor handler lignelsen om spørgsmålet om, hvordan man bliver “retfærdig” for Gud.

Ordet “retfærdiggjort” og ordet “retfærdig” bygger på det samme ord i den oprindelige græske tekst. Verbet betyder at “erklære retfærdig”, som en dommer gør det i en retssal. Han gør ikke en anklaget retfærdig. Han anerkender og erklærer ham som retfærdig. Sådan bruges udsagnsordet i Lukasevangeliet 7:29: “Hele folket, som hørte ham, også tolderne, gav Gud ret (bogstaveligt: de retfærdiggjorde Gud).” At retfærdiggøre Gud kan ikke betyde at gøre Gud retfærdig. Det betyder at erklære ham for at være retfærdig. Det er, hvad Gud gør ved tolderen i Lukasevangeliet 18:14: “Det var ham, der gik hjem som retfærdig” – det vil sige, denne mand blev erklæret retfærdig af Gud.

Så lignelsen sætter dramatisk dem, der “stolede på, at de selv var retfærdige” (på grund af deres omfattende lovholdelse) i kontrast til dem, der fortvivlede over deres egen retfærdighed og så bort fra sig selv til Guds barmhjertighed for at blive erklæret retfærdige, selv om de ikke var det.

Bemærk nøje, at i denne lignelse var de, “som stolede på, at de selv var retfærdige”, endda villige til at give Gud æren for evnen til at frembringe denne retfærdighed: “Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker” (Luk 18:11). Men det nyttede ikke. Vores egen retfærdighed, selv hvis den er frembragt af Guds nåde, er ikke et tilstrækkeligt grundlag for retfærdiggørelse i Guds hellige nærhed.

Den rige mand har brug for Jesus som sin retfærdighed

Jesus går ikke i detaljer om, hvordan hans egen lydighed og død giver grundlaget for retfærdiggørelse, men vi har god grund til at tro, at Guds erklæring af retfærdighed gives til syndere, der ser hen til Jesus som deres eneste håb om at blive accepteret af Gud. Jesus sagde til den velhavende mand: “Din lovholdelse vil ikke få dig ind i riget. Du er ikke fuldkommen. Du mangler én ting. Kom til mig.” Jesus var det, han manglede. Hvis det at blive erklæret retfærdig, selv om han ikke var det, var mandens eneste håb (som lignelsen om tolderen viser), så er Jesus grundlaget for denne erklæring. Derfor må manden slippe sine penge og komme til Jesus.

Så i én forstand findes den fuldkommenhed, som den rige mand manglede, i Jesus. Gud vil regne manden for fuldkommen, hvis han holder op med at stole på sine penge og begynder at stole på Jesus.

Det er det første historiske svar på spørgsmålet: Hvordan er Jesus vejen til fuldkommenhed?

I forhold til ham regnes vi for fuldkomne, selv om vi stadig er syndere. Dette er, hvad det betyder at blive retfærdiggjort. Vi vil behandle det andet svar i den næste artikel, nemlig at Jesus gennem sin tilstedeværelse og kraft i os forvandler os, så vi virkelig begynder at elske, som han gør, og bevæger os mod fuldkommenhed.

Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.