Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være. – Luk 12:32-34
Før vi ser på, hvordan Guds godhed ligger til grund for al sand gavmildhed, må vi tage fat på et spørgsmål, som altid opstår, når talen falder på belønning.
Hvorfor er dette ikke egeninteresse forklædt som kærlighed?
Hvorfor skulle ønsket om at forøge vores glæde i himlen ikke forvandle vores givertjeneste fra en kærlighedshandling til en form for beregnet selvinteresse? Grunden er, at i al sand gavmildhed er vores mål, at modtageren – uanset om det er en fjende eller en bror – gennem vores givertjeneste skal få øje på mere af Jesu skønhed og drages med os ind i den himmelske glæde.
En ægte discipel ønsker ikke at glæde sig i Jesus alene. Sådan en Jesus findes ikke. Han kan ikke nydes alene. Han levede og døde for at “give sit liv som løsesum for mange” (Mark 10:45).
Den glæde, vi ønsker at forøge, er en glæde, vi deler. Når vi giver med selvopofrelse og gavmildhed, vokser vores himmelske glæde – ikke kun fordi kærligheden til andre vokser i os, men også fordi deres glæde bliver en del af vores egen. Vi ønsker, at de skal dele vores glæde, og at vi skal dele deres – så begge glæder vokser, fordi de deles.
Lad os vende spørgsmålet om: Hvilken kærlighed ville det være, hvis vi i vores gavmildhed ikke ønskede at dele den glæde, vi ønsker for andre? En “uselvisk” givertjeneste, hvor vi ikke selv finder glæde i det, vi giver, ville sende det forkerte signal – som om gaven slet ikke var værd at modtage. Hvis jeg ikke selv glæder mig over det, jeg rækker dig, hvordan kan du så tro, at det virkelig har værdi?
Nogle forveksler kærlighed med blot at give til de nødlidende uden at tænke på deres evige glæde. De tror, at det er kærligt at give til de fattige uden at pege dem mod Jesus, så han bliver deres skat. Men det er ikke kærlighed. Hvis vi er ligeglade med, om vores gavmildhed leder modtageren til at elske Kristus, handler vi ikke i kærlighed.
Det betyder ikke, at vi kun elsker, hvis vores mål lykkes. Nogle gange vil vores ønske ikke blive opfyldt. De kan afvise Jesus, selvom de tager imod vores hjælp. Men så længe de lever, bliver vi ved med at elske dem. Alligevel er det ikke virkelig kærlighed, hvis vi giver uden at ønske, at de skal finde deres evige glæde i Jesus.
Selvopofrende givertjeneste viser, at vi er blevet sat fri fra det, der binder os
Den givertjeneste, som Jesus har i tankerne, kan tage mange former – alt efter hvordan vi bedst kan velsigne andre med det, vi har, gør og siger. Hans befaling er, at vi skal bruge det, vi ejer, til at være en velsignelse.
- Det kan være penge (Matt 19:21),
- Helbredelse (Matt 10:8),
- Et bæger koldt vand (Mark 9:41),
- Tid og indsats som den barmhjertige samaritaner (Luk 10:34–35)
- Eller et hjem, der står åbent i gæstfrihed (Luk 14:13–14).
Pointen i Jesu befaling er, at vi skal være radikalt frie fra kærligheden til penge og fra frygten for at miste den tryghed og komfort, de kan give.
Penge binder os enten gennem grådighed eller gennem frygt – vi begærer mere, og vi frygter at miste det, vi har. Men Jesus ønsker, at vi skal være frie. En selvopofrende givertjeneste er et vidnesbyrd om, at vi er blevet sat fri fra de afguder, som penge og ejendele ofte repræsenterer. Det viser også, at vi er begyndt at elske andre, sådan som vi bør – ved at rette blikket udad mod glæden ved at gøre andre godt, i stedet for at søge de små, forgængelige glæder i selviskhedens snævre verden.
Vi ser, hvordan Jesus tænker om denne frihed, i den måde han forbinder Guds løfte om omsorg med kaldet til selvopofrende gavmildhed: “Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse…” (Luk 12:32–33).
Det er tydeligt, at Jesus ønsker, vi skal forstå et “derfor” mellem løftet og befalingens kald: “Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg (derfor) jeres ejendele og giv almisse…”
Lukasevangeliet 12:32 er nøglen til at blive sat fri fra vores frygtsomme fangenskab under vores ejendele. Det er som dynamit, der kan sprænge det materialistiske fængsel, vi lever i. Lukasevangeliet 12:32 er et stærkt ord fra Jesus om, hvem Gud er. Det handler om, hvilket hjerte Gud har – hvad der gør ham glad, ikke blot hvad han har eller gør. Ja, det handler om, hvad Gud glæder sig over at gøre, hvad han elsker at gøre, og hvad han har behag i at gøre: “Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget.” Det er disse ord, der sætter os fri til at sælge, hvad vi ejer, og give selvopofrende og gavmildt.
Guds godhed er grundlaget for vores givertjeneste
Læg mærke til hvert eneste ord i dette overvældende nådefulde vers: “Det er jeres Faders gode vilje at give jer Riget.”
Med andre ord: Gud handler ikke på denne måde for at skjule en skjult bagtanke eller et skjult motiv. Ordene “gode vilje” udelukker fuldstændigt den tanke. Gud siger ikke i sit indre: “Jeg må nok vise mig gavmild for en tid, selvom jeg egentlig ikke ønsker det, for det, jeg virkelig vil, er at dømme syndere.”
Jesu mening er tydelig: Gud handler frit. Han er ikke tvunget til at gøre noget, han ikke ønsker. Netop i det øjeblik, hvor han giver sin hjord Riget, handler han ud fra sin dybeste glæde. Det er det, ordene betyder: Guds glæde, hans vilje, hans ønske, hans lyst, hans fryd – alt dette samles i, at han giver Riget til sin hjord.
Læg også mærke til ordene “jeres Fader”: “Frygt ikke, du lille hjord, for [det er jeres faders gode vilje] at give jer Riget.”Jesus siger ikke: “Det er jeres arbejdsgivers gode vilje at udbetale jeres løn.” Han siger heller ikke: “Det er jeres slaveherres gode vilje at sørge for jeres kost og logi.” Han siger end ikke: “Det er jeres konges gode vilje at give jer Riget.”
Han vælger hvert ord med omhu for at fjerne enhver tanke om, at Gud skulle være modvillig i sin godhed mod os. Derfor kalder han ham “jeres Fader.”
Gud er den bedste af fædre – langt bedre end den, du selv har haft
Ikke alle mennesker har haft fædre, der afspejlede Guds karakter. Derfor er ordet “Fader” ikke altid forbundet med fred og tryghed, sådan som Jesus mente det. Lad mig derfor udfolde to ting, som Jesus vil have os til at forstå, når han bruger dette ord.
For det første – hvis Kongen er vores Fader, så er vi arvinger til hans rige. Det ligger i vores natur som hans børn at modtage det. Som der står i Matthæusevangeliet 25:34: “…Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.” Før verden blev skabt, forberedte Gud et rige for sine børn. Det tilhører dem som en arv. Og Gud er ikke modvillig, når hans børn træder ind i den arv. Det er hans gode vilje at give dem Riget.
For det andet – hvis Kongen er vores Fader, så er vi frie fra at skulle betale skat. I Matthæusevangeliet 17:25 spørger Peter, om disciplene skal betale tempelskatten. Jesus siger: “Hvad mener du, Simon? Opkræver jordens konger told eller skat af deres egne sønner eller af de fremmede?” Da Peter svarer: “Af de fremmede,” siger Jesus til ham: “Så er sønnerne altså frie.”
Gud pålægger ikke sine børn byrder. Det er dem, der står uden for hans hus, som mærker lovens vægt – ikke børnene indenfor. Børnene er frie! At Gud er vores Fader betyder frihed.
Listen over, hvad det betyder at have Gud som vores Fader, kunne blive ved. Alt sammen peger det på den samme sandhed: at vi ikke behøver frygte, at Gud er tilbageholdende i sin godhed mod os. Han er ikke tilbageholdende. Han er ivrig. Han glæder sig over at give sine børn gode gaver. Han er vores Fader, og hvis vi, som er onde, ved, hvordan man giver sine børn gode gaver, hvor meget mere vil så ikke vores Fader i himlen give Riget til dem, der beder ham om det (Matt 7:7-11).
Guds overstrømmende og ømme gavmildhed og omsorg
Læg mærke til ordet “give.” “Jeres fader har besluttet at give jer Riget.” Jesus siger ikke: sælge jer riget. Han siger heller ikke: bytte det med jer. Han siger, at det er Faderens gode vilje at give jer riget. Gud er som en bjergkilde, ikke som et vandtrug. Han er en kilde, der springer frem af sig selv. Han glæder sig over at flyde over. Det ligger i hans natur som livets evige kilde at give, give og give. Det gode budskab er, at Gud ikke har brug for en spandkæde eller svedige vandbærere. Han kræver ikke vandhentere, men vanddrikkere. At følge Jesus betyder at bøje sig ned og slukke sin sjæls tørst i hans fuldkomne kærlighed.
Han giver Riget! Det kan ikke købes, byttes eller fortjenes på nogen måde. Der er kun én måde at få det på – og det er den enkleste af alle: den vej Jesus beskrev i Lukasevanegliet 18:17: “Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det (Se også Luk 8:10).
Læg derefter mærke til ordet “hjord”: “Frygt ikke, du lille hjord, for det er jeres Faders gode vilje at give jer Riget.” Jesus bruger flere billeder oven på hinanden. Gud er vores Fader, og fordi han giver os et rige, må han være en konge. Og fordi vi er hans hjord, må han være vores hyrde. Jesus vælger hvert ord med omhu for at gøre sin pointe tydelig: Gud er ikke en Gud, der modvilligt holder sine velsignelser tilbage.
Når han kalder os sin “hjord” eller sine “får”, minder det os om, at den gode hyrde lægger sit liv ned for fårene. Og gør han det modvilligt eller under tvang? Nej. Som Jesus siger: “Ingen tager [mit liv] fra mig, men jeg sætter det til af mig selv” (Joh 10:18). Faderen gav ikke sin Søn modvilligt, og Sønnen gav ikke sit liv modvilligt. Det er Hyrdens gode vilje at give Riget til sin hjord.
Læg også mærke til ordet “lille”. “Frygt ikke, du lille hjord, for det er jeres Faders gode vilje at give jer Riget.” Hvorfor siger han “lille hjord”?
Jeg tror, det har to formål:
- Først og fremmest er det et udtryk for omsorg. Hvis jeg sagde til min familie i en farlig situation: “Vær ikke bange, lille familie,” ville jeg mene: Jeg ved, at I er i fare, og at I er små og sårbare – men jeg vil bruge al min styrke på at beskytte jer, for I er dyrebare for mig. På samme måde bærer udtrykket “lille hjord” en klang af kærlighed og omsorg.
- Det betyder også, at Guds godhed mod os ikke afhænger af vores størrelse eller styrke. Vi er en lille hjord – lille i antal, lille i kraft, lille i visdom, lille i retfærdighed, lille i kærlighed. Hvis Guds godhed mod os afhænger af vores storhed, ville vi være i alvorlige vanskeligheder. Men det gør den ikke – og derfor er vi trygge. “Frygt ikke, du lille hjord, for det er jeres Faders gode vilje at give jer Riget.”
Guds gave: Hans suveræne herredømme for vores skyld
Læg til sidst mærke til ordet “Riget”. Måske sidder der stadig en lille rest af den tanke tilbage, at Gud i virkeligheden er tilbageholdende og ikke helt velvilligt stemt over for os. Nogen kunne måske sige: “Godt, Gud er vores Fader og ikke vores slaveherre; han glæder sig over at give i stedet for at sælge; han handler som en god hyrde over for sin hjord og viser omsorg og medlidenhed med os i vores svaghed. Men hvad er det egentlig, han lover at give?”
Han lover ikke at give penge. Faktisk siger han: “Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige” (Luk 18:25). Han lover heller ikke popularitet, berømmelse eller menneskers anerkendelse.
Tværtimod siger han: “Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld” (Luk 6:22). Han lover ikke engang sikkerhed i dette liv. Tværtimod siger han: “I vil blive udleveret, selv af forældre og brødre, slægtninge og venner, og nogle af jer skal de få dømt til døden, og I skal hades af alle på grund af mit navn” (Luk 21:16-17).
Hvad lover han så at give sin lille hjord – som det endelige bevis på, at det ikke blot er hans gode vilje at give, men at det er hans glæde at give i overflod? Han lover at give dem Guds rige. Og hvad betyder det at få overdraget Guds suveræne herredømme og styre?
Det betyder ganske enkelt – og alligevel overvældende – at den almægtige Guds kongelige magt og autoritet for evigt vil blive udøvet til gavn for Guds lille hjord. Hvem kan beskrive, hvordan det vil være, når de ord, Jesus talte ved den sidste nadver, bliver opfyldt: “Ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer” (Luk 22:29-30)?
Jesus ved, at Guds hjord kæmper med frygt for at give afkald på det, de ikke behøver, og for at give selvopofrende og gavmildt til de fattige. Han ved, at en af årsagerne til den frygt er tanken om, at Gud dybest set er vred og først og fremmest finder glæde i at dømme syndere – at det gode, han gør, sker af pligt, ikke af glæde.
Derfor gør Herren alt for at befri os fra den frygt ved at fortælle os sandheden om Gud i Lukasevangeliet 12:32. Han har valgt hvert eneste ord for at sætte os fri fra kærligheden til penge og fylde os med tilfredshed i alt det, Gud er og lover at være for os i Jesus. Hvert ord tæller.
Læs det langsomt:
Frygt ikke,
du lille
hjord
for det er jeres Fars
gode vilje
at give jer
riget.
William Careys enkelhed og gavmildhed
Hvilken slags liv vil dette løfte skabe hos dem, der virkelig tror det? Jeg vil afslutte kapitlet med et eksempel fra missionæren William Careys liv i Indien.
I oktober 1795 modtog Carey et brev fra sit hjemland, England. Et af brevene kritiserede ham for “at beskæftige sig med handel” i stedet for at vie sig helt til missionsarbejdet – et arbejde, som siden kom til at vare over tredive år og bære frugt uden ophold. Carey blev såret og forarget over beskyldningen. Hvis han ikke havde arbejdet, ville han og hans familie sandsynligvis være sultet, for støtten fra England kom langsomt, uregelmæssigt og i små beløb. Han skrev derfor tilbage med disse ord, som beskriver den livsform, jeg beder om, at både du og jeg må leve:
Jeg lever efter det princip, at hvis mit liv ikke kan retfærdiggøre sig selv, er det ikke værd at retfærdiggøre. Jeg kan blot sige, at når min familie har fået det mest nødvendige, går hele min indtægt – og nogle måneder langt mere – til evangeliets sag: til at støtte dem, der hjælper med at oversætte Bibelen, skrive manuskripter, undervise i skolen og lignende. Jeg nævner dette for at vise, at kærlighed til penge ikke har bevæget mig til at følge den vej, jeg har slået ind på. Jeg er ganske vist fattig og vil forblive det, indtil Bibelen er udgivet på bengali og hindustani, og folket ikke længere mangler undervisning.
Det er den slags selvopofrende og gavmilde hengivenhed til Guds riges sag, som Jesus mente, da han sagde: “Saml jer skatte i himlen.”
Uddrag fra Alt hvad Jesus befalede
Udforsk vores udgivelser
Bøger og hæfter til tro, liv og tjeneste — på dansk.
Læs mere
