Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. – Matt 18:21-22
Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. – Luk 6:27
Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. – Matt 5:47
I den forrige artikel sluttede vi med at se på bøn som en form for kærlighed til vores fjender. Det blev tydeligt i Jesu befaling: “Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (Matt 5:44). Vi så, hvordan Jesus selv bad for sine fjender, da han sagde: “Fader, tilgiv dem” (Luk 23:34).
Tilgivelse og forsoning står helt centralt i Jesu liv og budskab. Derfor må vi grave dybere i hans befalinger om fjendekærlighed og se, hvordan de udfolder sig i praksis – fra tilgivelse til forsoning, fra at hilse på dem, der står udenfor vores egen kreds, til at gøre godt mod dem, der hader os, og til sidst: at give til den, der beder.
Men vi må også spørge: Er disse befalinger altid absolutte? Er det den eneste måde, kærlighed kan vise sig på – eller er de illustrationer af, hvordan kærlighed typisk handler?
Det modsatte af tilgivelse er ikke afstand, men at bære nag
Jesus kræver, at hans disciple skal tilgive af hjertet, ikke kun med ord. “Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder” (Matt 18:35).
Men det modsatte af tilgivelse er ikke fremmedgørelse – det er at bære nag. Du kan have et tilgivende hjerte, som er parat til at slippe en uret, men den, der har gjort dig ondt, vil måske ikke omvende sig eller engang anerkende sin skyld. Selv da må du vælge at tilgive. Forholdet bliver måske ikke genoprettet, men dit hjerte forbliver frit.
Jesus viste dette selv. Han tilbød tilgivelse igen og igen, selvom ikke alle tog imod den. Vi er ansvarlige for vores hjerter, ikke for andres.
Forsoning – når det står til os
Selvom ikke alle vil tage imod tilgivelse, understreger Jesus, at vi skal gøre, hvad der står i vores magt for at blive forsonet. “Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave” (Matt 5:23-24).
Bemærk, at Jesus siger: “hvis din bror har noget imod dig” – altså noget berettiget. Ikke enhver, der tager anstød, har ret i sin vrede. Hvis Jesus skulle have opsøgt hver eneste farisæer, som blev krænket over hans ord, ville han aldrig have nået andet.
Men når der faktisk er noget reelt på spil – når vores synd har skadet et menneske – kalder Jesus os til at handle hurtigt.
Når foragt bringer sjælen i fare
Jesu ord om forsoning hænger sammen med advarslen lige før: “Enhver, som bliver vred på sin bror, skal kendes skyldig af domstolen… og den, der siger: ‘Raka (Tåbe)!’, skal dømmes til Helvedes ild” (Matt 5:22).
Derfor fortsætter han: “Derfor, når du bringer din gave…” (Matt 5:23). Vreden og foragten er ikke bare en følelse – de bringer os i åndelig fare. Vi kan ikke komme for at tilbede Gud, mens vi bærer nag mod et menneske. Gud vil ikke tage imod vores gave, før vi har gjort, hvad vi kan for at blive forsonet.
Jesus flytter fokus fra følelsen af vrede til handlingen – at tage kontakt, at bekende, at bede om tilgivelse. Det kræver ydmyghed. Men når vi gør det, åbnes døren for den mest ægte form for tilbedelse.
Kærlighed, der rækker ud over vores egen kreds
At elske sine fjender handler ikke kun om dramatiske situationer eller store konflikter. Det handler også om de små, næsten usynlige valg i hverdagen – som hvem vi hilser på, og hvem vi vælger at ignorere.
Jesus siger: “Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også” (Matt 5:46-47).
Det er bemærkelsesværdigt, at Jesus i en tale om fjendekærlighed nævner noget så simpelt som en hilsen. Han viser os, at hjertets tilstand ikke kun afsløres i de store, moralske valg, men i de helt små sociale bevægelser – hvem vi ser, og hvem vi overser.
Man kunne tro, at dette næsten er for banalt i en verden med uretfærdighed og lidelse. Men for Jesus er det netop her, kærlighedens kultur begynder. Han vil ikke bare ændre vores verdenssyn – men vores hjertets vaner. Når du hilser på den, du normalt ville gå forbi, viser du, at Guds kærlighed har gjort noget ved dig.
Gør godt mod dem, der hader jer
Når hjertet bliver forvandlet af Guds kærlighed, vil det altid vise sig i handling. Jesus siger: “Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” (Matt 5:44-45).
Her viser Jesus, hvordan Gud selv handler. Han gør godt mod både dem, der elsker ham, og dem, der hader ham. Sol og regn – de to mest grundlæggende betingelser for liv – gives frit, uden forskelsbehandling.
Når vi “gør godt mod dem, der hader os” (Luk 6:27), følger vi Guds egen rytme af barmhjertighed. Det betyder ikke, at vi skal føle varme følelser for vores fjender, men at vi aktivt vil dem det gode. Det kan være så konkret som et venligt ord, praktisk hjælp – eller blot at lade være med at gengælde ondt med ondt.
Gud giver sine fjender sol og regn. Vi kan give vores fjender mad, vand, respekt – og bøn. Det er den form for godhed, der afslører, at vi virkelig er børn af vores himmelske Fader.
At gøre godt gennem helbredelse
Et af de tydeligste udtryk for at “gøre godt mod andre” i Jesu egen tjeneste var hans befaling om at helbrede. Bag denne befaling stod hans guddommelige myndighed. Helbredelsestjenesten var en central del af hans virke – et synligt tegn på, at Guds rige var kommet nær. Forkyndelsen og helbredelsen gik altid hånd i hånd: “Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket” (Matt 4:23).
Helbredelserne var samtidig et bevis på, at Jesus virkelig var den lovede Messias. Da Johannes Døber, som sad fængslet hos Herodes, begyndte at tvivle, om Jesus virkelig var den, der skulle komme, sendte han sine disciple for at spørge: “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Jesus svarede: “…Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig” (Matt 11:3-6).
Jesu mirakler vidnede om hans identitet som Guds Søn: “…De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig” (Joh 10:25). Derfor opfordrede han folk til at tro på ham netop på grund af hans gerninger: “Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne” (Joh 14:11).
Jesu myndighed og befalingen om at helbrede
Selvom Jesu mirakler bar vidnesbyrd om hans unikke forhold til Gud, delte han en del af denne myndighed med sine disciple. Det blev grundlaget for befalingen om at helbrede. “Jesus kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al sygdom og lidelse” (Matt 10:1).
Efter at have givet dem denne myndighed sagde han: “Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet” (Matt 10:7-8).
Dette gjaldt ikke kun de tolv, men også en større gruppe af disciple. “Derefter udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen” (Luk 10:1). Til dem sagde han: “Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer” (Luk 10:9).
Hvordan skal vi adlyde befalingen om at helbrede?
Her opstår spørgsmålet: Hvad betyder denne befaling for os i dag? Skal vi fortsætte Jesu helbredende tjeneste som et tegn på Guds riges nærvær?
Nogle mener, at vi bør prædike og udføre mirakuløse helbredelser på samme måde som Jesus gjorde. Andre mener, at de mirakuløse gaver ophørte med apostlene.
Min forståelse ligger mellem disse to synspunkter. Den første gruppe bør tage alvorligt, at de mirakuløse helbredelser havde en særlig rolle som vidnesbyrd om Jesu unikke person og hans frelsesværk. Jesu helbredelsestjeneste var enestående i historien – ingen anden har helbredt med samme fuldkommenhed og myndighed. Det skyldes ikke manglende tro i dag, men at Jesu gerninger var knyttet til de enestående begivenheder omkring Guds Søns komme i verden. De var et glimt af, hvad der engang vil blive fuldendt i den kommende tidsalder.
På den anden side er der ingen grund til at nægte, at Gud stadig kan helbrede på mirakuløs vis i dag. Helbredelser kan stadig være et vidnesbyrd om Guds barmhjertighed og magt. Samtidig må vi holde fast ved, at Ordets forkyndelse står i centrum, og at Gud alene er suveræn i, hvornår og hvordan han helbreder.
Derfor vil lydighed mod Jesus i dag – for nogle menigheder – betyde en tilbagevenden til Ordets centrale rolle, og for andre en fornyet opdagelse af Guds frie og barmhjertige kraft i helbredelse.
At gøre godt, når man bliver hadet
Jesu mirakler førte ikke altid til frelsende tro. Mange blev mere optaget af hans kraft end af hans person. Selv hans egne brødre var i en periode mere fascinerede af hans popularitet end af hans guddommelige kald. De sagde til ham: “Der er jo ingen, der gør noget i hemmelighed, når han vil frem i offentlighed. Når du gør sådanne ting, så vis dig for verden.” Johannes tilføjer: “For heller ikke hans brødre troede på ham” (Joh 7:4-5).
Og det er foruroligende at tænke på, at Judas – som sandsynligvis selv havde helbredt mennesker sammen med de andre disciple – til sidst forrådte Jesus.
Alt dette minder os om, at selv handlinger fyldt med kærlighed og kraft kan blive mødt med modstand og vantro. Alligevel kalder Jesus os til at gøre godt – også mod dem, der hader os.
Han siger: “Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer” (Luk 6:27). Det er en befaling, der ikke bare ændrer vores handlinger, men vender vores hjerte på vrangen.
Tænk på, hvad det vil sige at blive hadet – at nogen bevidst ønsker dig ondt, taler løgn om dig og prøver at skade dig. Den naturlige reaktion er at forsvare sig, gengælde eller trække sig væk. Men Jesus viser en anden vej: Vi skal gøre godt.
Der kan være en retfærdig vrede over uret, men vores hjerte må samtidig ønske den andens gode. At gøre godt mod dem, der hader os, betyder at vælge kærlighed, også når den ikke bliver gengældt. Jesus vidste, hvad det betød at blive hadet. “Jer kan verden ikke hade, men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde” (Joh 7:7). “Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer” (Joh 15:18).
Han bar dette had til det yderste – og lagde sit liv ned for sine fjender. “Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner” (Joh 15:13). Når Jesus sagde det, talte han ikke kun om sine venner, men om sine fjender, der en dag skulle blive hans venner gennem hans død.
På samme måde siger han til os: “I skal hades af alle for mit navns skyld” (Matt 10:22). Og ofte vil det had komme fra mennesker, der engang stod os nær. “Da skal mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden” (Matt 24:10).
At blive hadet er smertefuldt – men netop dér kalder Jesus os til at ligne ham. Vi skal ikke gengælde ondt med ondt, men besvare had med godhed. Nogle gange vil vores kærlighed blødgøre den andens hjerte. Andre gange bliver den trampet ned i støvet. Men udfaldet er ikke vores ansvar. Vores ansvar er at adlyde Jesus: “Gør godt mod dem, der hader jer.”
Vend den anden kind til, og giv til den, der beder
Jesus bliver helt konkret, næsten billedlig, i sine illustrationer af denne befaling om at gengælde ondt med godt. “Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage” (Luk 6:29-30).
Den udfordring, jeg mærker, når jeg står over for disse radikale befalinger, er, hvordan jeg kan lade dem få deres fulde gennemslagskraft i mit hjerte og mit liv – og samtidig ikke tage dem mere absolut, end Jesus selv mente dem. Min frygt er, at hvis jeg begynder at indføre undtagelser, risikerer jeg at svække den kraft, de har til at ryste os ud af vores selvforsvar.
Men på den anden side mister de også deres kraft, hvis de bliver så urealistiske, at folk bare glider hen over dem og tænker, at de ikke har noget med virkeligheden at gøre.
Derfor forsøger jeg at finde en vej midt imellem – en vej, hvor jeg kan vise, at Jesus ikke gør disse eksempler på kærlighed absolut, men samtidig heller ikke gør dem tandløse, så de reduceres til en borgerlig, pæn moral.
“Arbejderen er sin løn værd”
Der er flere grunde til, at jeg tror, Jesus ønsker, at vi skal forstå disse befalinger som illustrationer af den slags handlinger, som kærligheden ofte gør – ikke som præcise regler for, hvad kærligheden altid gør.
For det første ville et krav om altid at efterkomme andres ønsker – og endda give mere, end de beder om – bryde med det retfærdighedsprincip, som Jesus selv anerkender i den samfundsorden, Gud har skabt.
På den ene side siger Jesus: “Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage” (Luk 6:30). Men på den anden side anerkender han også princippet om den retfærdige løn – ikke blot det, en arbejder kunne ønske sig, men det, der er rimeligt og ret. Det ser vi i lignelsen om arbejderne i vingården, hvor ejeren gav løn efter aftale og ikke efter forventning (Matt 20:9-14).
Jesus bekræfter dette grundprincip, når han siger: “Arbejderen er sin løn værd” (Luk 10:7). Det betyder, at arbejderen ikke er forpligtet til at yde arbejde uden løn, og at arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at betale løn uden arbejde. Den orden, Jesus selv står bag, ville bryde sammen, hvis hverken arbejderen eller lederen kunne holde fast i princippet om retfærdig modydelse.
Hvis nogen derfor misforstår Jesu befaling “Giv til den, der beder dig” som et mandat til at kræve, at andre – i lydighed mod Jesus – skal give uden modydelse, forvrides både kærlighedens mening og den retfærdighed, Gud har indlagt i menneskelivet.
Alligevel siger Jesus til sine disciple: “I har fået det for intet; giv det for intet” (Matt 10:8). Her ser vi to sider af den samme sandhed. På den ene side kalder Jesus os til en radikal frihed fra behovet for gengældelse – “Giv til enhver, der beder dig.” På den anden side bekræfter han den gudgivne orden, hvor retfærdighed og modydelse hører sammen – “Arbejderen er sin løn værd.”
Derfor konkluderer jeg, at Jesu befaling “Giv til enhver, der beder dig” ikke skal forstås som en universel eller absolut regel, der gælder i enhver situation, men som et konkret udtryk for den måde, kærligheden ofte handler på.
Når det at gøre godt ikke betyder at give
Et andet tegn på, at disse befalinger ikke skal forstås som absolutte i enhver situation, er, at de to befalinger – “Gør godt mod dem, der hader jer” og “Giv til enhver, der beder jer” – ikke altid vil føre til den samme handling.
Vi kan have en helt reel plan for, hvad der faktisk vil gøre godt for et menneske, og denne plan kan indebære, at vi ikke giver det, han beder om. Og det, han beder om, kan i virkeligheden være det, der skader ham mest.
Det ser man tydeligt i behandlingssteder for afhængighed, hvor planen kræver total afholdenhed fra alkohol. Hvis en patient kræver penge til en drink, må vi i kærlighed sige: “Nej, det er ikke sådan, vi kan gøre dig godt lige nu.”
Jesus selv handlede på samme måde. Han gav ikke altid til den, der spurgte ham. Et tydeligt eksempel er, da ypperstepræsterne og de ældste spurgte: “Med hvilken ret gør du dette? Hvem har givet dig ret til det?” (Matt 21:23). Jesus testede deres oprigtighed, men da de nægtede at svare ærligt, sagde han: “Så siger jeg heller ikke jer, med hvilken ret jeg gør dette” (Matt 21:27).
Det viser, at “at gøre godt” ikke altid er det samme som at give, hvad der bliver bedt om. Sand kærlighed tænker længere end den umiddelbare tilfredsstillelse – den søger den andens sande bedste.
Når kandidater for kærlighed konkurrerer
Et tredje tegn på, at Jesu befalinger ikke skal forstås som absolutte, er, at vi næsten altid står i situationer, hvor flere har behov på samme tid. Hvad kærlighed synes at kræve i forhold til én person, kan direkte skade en anden.
Forestil dig, at to mennesker beder dig om den samme hjælp samtidig – du kan ikke give begge. Eller at de penge, du har lagt til side for at betale en fattigs husleje, pludselig bliver krævet af en tigger på gaden. Eller forestil dig, at en tyv kræver nøglerne til din bil, mens dit barn sidder på bagsædet.
De fleste af vores valg betyder, at vi må prioritere. Når vi giver til én, kan vi ikke give til en anden. Derfor er vi nødt til at anvende mere end bare den bogstavelige befaling “giv til enhver, der beder dig” for at finde den mest kærlige måde at handle på.
Jeg konkluderer derfor, at Jesu befalinger om at give til den, der beder, og at låne uden at forvente at få igen, ikke er absolutte regler, men levende illustrationer af, hvordan kærligheden fungerer i virkelige situationer. Kærlighedens bud selv er det, der vejleder os i, hvordan vi skal anvende disse befalinger.
Hyperbolske befalinger – men virkelige handlinger
Ofte siger bibelfortolkere, at disse befalinger er hyperbolske – altså retoriske overdrivelser. Det er ikke forkert, men man må præcisere, hvad det betyder. Jeg spørger: Overdriver Jesus i den type handling, han kalder til, eller i den hyppighed, hvormed han kalder til den?
Min egen fornemmelse er, at det sidste er rigtigt. Jeg vil ikke benægte, at nogle af disse befalinger skal tages helt bogstaveligt i visse situationer. Der vil være tider, hvor kærligheden virkelig kalder os til at vende den anden kind til eller give uden gengæld.
Men det, der er hyperbolsk, er ikke selve handlingen – det er indtrykket af, at denne form for handling er den eneste måde, kærlighed kan vise sig på. Jesus giver os selv mange eksempler, der viser, at det ikke er hans mening. Der er tidspunkter, hvor det at “gøre godt” for et menneske faktisk betyder ikke at give, hvad han beder om.
Hvad betyder disse radikale befalinger så?
Hvad er det egentlig, Jesus kalder os til, når han siger: “Vend den anden kind til,” “Giv til enhver, der beder dig,” og “Gør godt mod dem, der hader jer”?
Han viser os, at kærlighedens vej aldrig må styres af frygt, stolthed eller hævntørst. Den skal styres af frihed og visdom. Jesu befalinger er ikke lovtekster, men billeder på et hjerte, der er blevet forvandlet af nåde.
Kærlighed er ikke naiv – men den regner heller ikke på, hvad den får igen. Den tænker over, hvad der virkelig vil gavne den anden, men uden at holde kærligheden tilbage af frygt for at blive såret. Den handler frit, fordi den er fri.
Når Jesus kalder os til at vende den anden kind til, viser han os ikke en regel, men et liv – et liv, hvor vi hellere mister noget, end vi mister kærligheden.
Alt hvad Jesus befalede
Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.
Del indlægget
Relaterede indlæg
Alt hvad Jesus befalede
Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.