I har også hørt, at der er sagt til de gamle: “Du må ikke sværge falsk,” og: “Du skal holde, hvad du har svoret Herren.” Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde. – Matt 5:33-37
Jesus lærer, at sandheden er dyrebar. Det er vi alle enige i – i hvert fald når det er os selv, der bliver løjet om.
Selv den mest relativistiske professor på universitetet, som i klasselokalet håner selve idéen om sandhed, vil blive forarget, hvis hans elregning viser sig at være for høj. Han vil straks ringe til elselskabet og klage over fejlen. Og han ville næppe finde det morsomt, hvis stemmen i den anden ende svarede: “Det er en fejl ud fra din opfattelse – men ikke ud fra vores.”
For almindelige mennesker er sandheden dyrebar
Sandheden er dyrebar.
- Har babyen slugt den forsvundne nål – eller ikke?
- Er vandet drikkeligt – eller ikke? Er du en ven eller en spion?
- Vil du holde dine ægteskabsløfter om at elske og ære mig – eller er du kun ude efter penge og begær?
- Har vi nok brændstof på flyet til at nå frem, eller skal vi vende om?
- Vil denne operation gøre mig bedre eller værre end før?
- Sagde den desperate 112-opringning “Søndergade 86” eller “Søndervej 86”?
Dem, der håner idéen om sandhed, er som regel dem, der har magt – mennesker, der i øjeblikket ikke behøver at stole på sandheden for at overleve. Totalitære herskere bekymrer sig ikke om sandheden, fordi de har magt til at skabe deres egen “virkelighed” – for en kort stund i historien. Og fastansatte professorer kan tillade sig at ignorere sandheden i undervisningen, fordi de har den tryghed, der gør, at de kan underholde deres studerende med akademiske spil, uden nogensinde at skulle leve efter deres egne tåbelige idéer, når de går hjem om aftenen.
Men for de fleste mennesker i verden betyder sandheden alt. Og det ved de. Den betyder i sidste ende alt – for deres liv afhænger af den.
“Jeg er kommet for at vidne om sandheden”
Jesus elskede sandheden og hadede bedrag:
- Han bekræftede det niende bud: “Du må ikke vidne falsk” (Mark 10:19).
- Han advarede om, at “bedrag” kommer fra hjertet og gør mennesket urent (Mark 7:21-22).
- Han betragtede religiøst hykleri som en form for løgn, der fører til fortabelse (Matt 23:15).
- Han sagde, at dem, der bruger deres fromhed til at skjule deres ondskab, er Djævelens børn: “I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen” (Joh 8:44). Løgnen har sit udspring i Djævelen, og de, der vender sig bort fra sandheden, slutter sig til hans sag.
I modsætning til dette kom Jesus til verden for at åbenbare sandheden – sandheden om Gud, mennesket, frelsen og forskellen mellem ret og uret. Ved afslutningen af sit liv, da han stod for Pilatus, sagde han: “…Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst” (Joh 18:37).
Ligesom mange moderne kynikere svarede Pilatus: “Hvad er sandhed?” – og gik bort uden at vente på et svar.
Jeg er sandheden
Men vi ved, hvilket svar Jesus ville have givet. Han havde allerede sagt: “Jeg er vejen og sandheden og livet” (Joh 14:6). Jesus selv – i alt, hvad han er, gør og siger – er målestokken for, hvad der er virkeligt, sandt, ret og smukt. Når han taler, er der ingen fejl og ingen løgn. Han sagde om sig selv: “Den, der søger hans ære, som har sendt ham, er sanddru, og der er ingen uret i ham” (Joh 7:18).
Derfor ændrede han ikke sit budskab, når folk ikke ville tro på ham. Hvis sandheden blev mødt med vantro, lå fejlen ikke i sandheden, men i hjertet. “Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke” (Joh 8:45). Jesus sagde, at mennesker vender sig bort fra lyset – ikke fordi de tror, det er falsk, men fordi de elsker mørket (Joh 3:19).
Da Jesus forlod jorden, lovede han at sende en hjælper – “sandhedens Ånd”. “Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig” (Joh 15:26). Denne sandhedens Ånd skal hjælpe os til at kende sandheden og blive forvandlet af den. Derfor bad Jesus før sin bortgang: “Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed” (Joh 17:17).
Vi ser altså, hvor dyrebart sandheden er for Jesus – og hvor dybt ødelæggende det er, når mennesker bedrager, vildleder og taler med skjulte motiver.
Det meningsløse i at krydse fingre og hjerte
Det er derfor ikke mærkeligt, at Jesus i Bjergprædikenen gjorde op med en af de små smarte måder, som folk dengang brugte for at slippe udenom sandheden og undgå at holde, hvad de lovede. For når man ikke holder, hvad man lover, bliver det en løgn. Og hvis man har svoret på det foran andre, er det det samme som at bryde et løfte.
Da jeg var barn, sagde vi for sjov, at hvis man havde fingrene krydset, mens man gav et løfte, så behøvede man ikke at holde det. Vi havde også vores egne måder at give vores ord mere vægt på: “Jeg sværger ved mit hjerte og håber at dø.” Det betød: Jeg taler fra mit hjerte – ikke bare med munden – og hvis det, jeg siger, ikke er sandt, så lad mig dø.
Jesus brød sig ikke om nogen af de to måder – hverken det at krydse fingrene for at slippe udenom et løfte eller det at krydse sit hjerte for at få det til at lyde mere ægte.
Han sagde: “I har også hørt, at der er sagt til de gamle: ‘Du må ikke sværge falsk,’ og: ‘Du skal holde, hvad du har svoret Herren.’ Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej1 være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde” (Matt 5:33-37).
Jesus siger her to ting:
- For det første, at vi ikke skal bruge sproglige smuthuller for at undgå at holde, hvad vi lover.
- Og for det andet, at vores ord skal være så troværdige, at det ikke er nødvendigt at sværge.
Sproglige smuthuller for at undgå at holde sit ord
De sproglige smuthuller, som Jesus taler om, handler om at sværge ved himlen, jorden, Jerusalem og sit eget hoved. Tilsyneladende mente nogle, at så længe de ikke direkte nævnte Gud som vidne, så bandt deres løfte dem ikke. Hvis man sagde: “Jeg sværger ved himlen” eller “ved jorden” eller “ved Jerusalem” eller “ved mit hoved,” så kunne man – ifølge den tankegang – godt bryde sit ord, for man havde jo ikke sagt “Jeg sværger ved Gud.”
Den logik er selvfølgelig dybt fordrejet: “Himlen og jorden og mit hoved kan jo ikke straffe mig, hvis jeg bryder mit løfte – kun Gud kan. Men jeg nævnte ham ikke, så jeg står ikke til ansvar for ham.” Jesus afviser den tankegang fuldstændigt. Han siger, at alt, hvad man sværger ved, alligevel hænger sammen med Gud. Himlen er hans trone. Jorden er hans fodskammel. Jerusalem er hans by. Og dit hoved tilhører ham, for det er kun under hans kontrol, at dine hår skifter farve.
Problemet er altså ikke først og fremmest, at du sværger forkert – men at dit billede af Gud og sandhed er for lille. Du tror, sandhed er noget, du kan bøje, så det passer dig. Og du tror, Gud sidder et sted langt væk og kun bekymrer sig, når du direkte nævner hans navn. Men der tager du fejl. Sandhed er langt mere værdifuldt, end du aner. Og Gud står bag alt i universet – helt ned til det mindste støvkorn – og han ønsker, at hans skabninger skal være sandfærdige.
Når man undviger sandheden ved at gøre Gud lille
Jesus mødte den samme form for smuthuller hos farisæerne. I Matthæusevangeliet 23:16-22 siger han med tydelig vrede:
“Ve jer, blinde vejledere! I siger: Sværger nogen ved templet, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved guldet i templet, så gælder det. Blinde tåber, hvad er størst, guldet eller templet, der helliger guldet? Og I siger: Sværger nogen ved alteret, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved offergaven, der ligger på det, så gælder det. I blinde, hvad er størst, offergaven eller alteret, der helliger den? Den, der sværger ved alteret, sværger altså både ved det og ved alt det, der ligger på det. Og den, der sværger ved templet, sværger både ved det og ved ham, der bor i det; og den, der sværger ved himlen, sværger ved Guds trone og ved ham, der sidder på den.”
Det er næsten utroligt, at farisæerne ikke bare brugte den slags smuthuller – de lærte også andre at gøre det samme. Jesus siger, at de “siger” (det vil sige: underviser folk i), at “hvis nogen sværger ved templet, betyder det ikke noget.” Måske var det ikke et direkte citat, men det var tydeligvis essensen af deres undervisning. Uanset hvad, er Jesus vred over, hvordan sandheden og Gud bliver gjort små og ligegyldige. Guldet bliver regnet for vigtigere end Guds tempel. Offeret bliver vigtigere end alteret. Himlen bliver ophøjet over Gud selv, som bor der.
Alt det viser, hvordan mennesker igen og igen forsøger at finde måder at leve i fred med løgnen på – uden helt at føle, at de lyver. Men det, Jesus gør klart her, er, at alt det hellige – templet, alteret, himlen – kun har betydning, fordi Gud selv er forbundet med det. Uden ham har det ingen hellighed. Og når man ignorerer det for at finde smuthuller i sandheden, gør man både Gud og sandheden lille.
Jesus gør det krystalklart, at Gud ikke bare er til stede, når vi nævner hans navn – men i alt, hvad vi siger, lover og gør. Derfor ønsker han, at vi skal være mennesker, som taler sandt uden behov for at understrege vores ord med forsikringer. For sandheden er ikke noget, man pynter på. Den er et udtryk for, hvem Gud er.
Det leder naturligt videre til den næste artikel – hvor Jesus kalder os til at elske sandheden og tale enkelt og oprigtigt.
Uddrag fra Alt hvad Jesus befalede

Udforsk vores udgivelser
Bøger og hæfter til tro, liv og tjeneste — på dansk.
Læs mere

