Da Jesus så, at manden blev fortvivlet, sagde han: “Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige. Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” – Luk 18:24–25
Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store. Hvis I altså ikke har været tro med uærlig mammon, hvem vil så betro jer noget, som er af sand værdi? Og hvis I ikke har været tro med andres ejendom, hvem vil så give jer noget at eje selv? – Luk 16:10-12
I den forrige artikel kom jeg med to påstande, som nogle vil finde kontroversielle. Den første var, at en selvisk ånd vil holde os ude af himlen. Den anden var, at der vil være forskellige grader af belønning – eller forskellige grader af glæde – i himlen, alt efter hvor selvopofrende og gavmildt vi har levet her på jorden. I denne artikel vil jeg vise, hvordan Jesus selv lærer begge disse sandheder.
5 eksempler på at en selvisk ånd vil holde os ude af himlen
For det første antyder Jesus igen og igen, at en selvisk ånd vil holde os ude af himlen. Her er fem eksempler, som viser det.
1. Den rige mand og det evige liv
Da en rig mand kom til Jesus og spurgte, hvad han skulle gøre for at arve evigt liv, svarede Jesus: “Én ting mangler du endnu: Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” (Luk 18:18, 22).
Det lyder næsten, som om det evige liv afhænger af at være fri fra kærligheden til penge og villig til at være gavmild over for de fattige. Og faktisk er det netop, hvad Jesus siger – for da den mand, som var “meget rig” (Luk 18:23), gik bedrøvet bort, sagde Jesus: “Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige. Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige” (Luk 18:24–25).
Disciplenes reaktion var forståelig: “Hvem kan så blive frelst?” (Luk 18:26). De så tydeligt, at “at arve evigt liv” og “at komme ind i Guds rige” betyder det samme som “at blive frelst.” Jesus svarede ikke: “Frelsen afhænger ikke af denne mands selviskhed.” Han sagde i stedet: “Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud” (Luk 18:27).
Med andre ord: Kun Gud kan forvandle den selviskhed, som holder et menneske ude af himlen. Men det står klart, at denne mands kærlighed til penge faktisk holdt ham ude af himlen: “Men han blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende” (Mark 10:22).
(Se Befaling #20 for, hvordan dette hænger sammen med retfærdiggørelse ved tro alene).
2. Den rige mand, tiggeren og de to skæbner
Et andet eksempel er fortællingen om den rige mand og den fattige Lazarus.
Jesus sagde: “Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår” (Luk 16:19-21).
Den fattige ønskede blot nogle krummer fra den riges bord, men den rige var enten ligeglad eller foragtede ham. Så beskriver Jesus, hvad der skete, da de begge døde: “Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød” (Luk 16:22-23).
Med andre ord: Jesus siger, at den riges selviske ligegyldighed over for den fattige førte ham til Helved.1
3. Manglende kærlighed og den endelige dom
Et tredje eksempel finder vi i Matthæusevangeliet 25:31-46, hvor Jesus advarer om, at en bekendende discipel, som er ligeglad med de nødlidende, vil ende i “evig straf.”
Når kongen (som repræsenterer Jesus) fælder dom over de selviske “disciple”, svarer de forbløffede: “Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?”
Kongen svarer: “Sandelig siger jeg jer: Hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, har I heller ikke gjort mod mig.”
Og Jesus afslutter med de alvorlige ord: “Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv” (Matt 25:44-46).
Kort sagt: En selvisk ånd vil holde os ude af himlen.
4. Den rige tåbe, der mistede sin sjæl
Et fjerde eksempel er lignelsen om den rige tåbe. Hans marker bar en stor høst, og han fik mere, end han kunne bruge. I stedet for at tænke på andre sagde han: “Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!” (Luk 12:18-19).
Men Gud sagde til ham: “Din tåbe! I nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?” (Luk 12:20).
Hans selviskhed kostede ham sjælen.
5. Hvordan man mister de sande og varige rigdomme
Et femte eksempel viser, hvordan en selvisk ånd også frarøver os de evige skatte.
Efter lignelsen om den uærlige forvalter (Luk 16:1-9) siger Jesus: “Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store. Hvis I altså ikke har været tro med uærlig mammon, hvem vil så betro jer noget, som er af sand værdi? Og hvis I ikke har været tro med andres ejendom, hvem vil så give jer noget at eje selv?” (Luk 16:10-12).
“Det, som er af sand værdi,” og “det, I skal eje selv,” henviser til de himmelske skatte – glæden i det kommende liv, hvor vi skal nyde uafbrudt fællesskab med Jesus.
Jesus siger altså, at vi ikke vil få del i disse sande rigdomme, hvis vi ikke har været tro i forvaltningen af det, vi fik her i denne verden. Han taler om vores penge – om de materielle ressourcer, vi har fået betroet.
Hvis vi har været nærige og brugt dem egoistisk, i stedet for at bruge dem til at føre mennesker til tro (Luk 16:9), så vil vi ikke arve himlens sande rigdom: fællesskabet med Jesus.
Grundlaget for vores accept hos Gud
Det er altså sandt, som jeg sagde i begyndelsen af artiklen: En selvisk ånd kan holde os helt ude af himlen. Men jeg håber, at det er tydeligt gennem hele denne serie om alt hvad Jesus befalede, at jeg ikke mener, at en selvopofrende og gavmild ånd er grundlaget for, at Gud tager imod os.
Når Jesus siger, at en selvisk ånd holder os ude af himlen, betyder det ikke, at Gud først ser, om vi er gavmilde nok, før han vil tage imod os i sin evige nåde. Før vi overhovedet kan begynde at være gavmilde, tager Gud imod os i sin nåde gennem troen på Jesus (Joh 3:16). Han gør os til sine børn (Joh 1:12), erklærer os retfærdige (Luk 18:14), tilgiver vores synder (Matt 26:28) og giver os evigt liv (Joh 5:24). Intet af dette opnår vi ved først at overvinde vores selviskhed.
Det er tværtimod det modsatte: Vi erkender vores selviskhed, indser, at vi ikke kan overvinde den selv, og vender os til Jesus som vores eneste håb. I det øjeblik vi vender os til ham, bliver vi retfærdiggjort, tilgivet, adopteret og sikret i hans omsorg for evigt (Joh 10:28-30). På det grundlag begynder vi at vokse i at overvinde vores selviske ånd.
Større selvopofrende kærlighed fører til større glæde i himlen
Den anden påstand fra den forrige artikel er, at graden af vores sejr over selviskheden til en vis grad afgør, hvor stor vores belønning – eller glæde – bliver i himlen. Jo mere selvopofrende og gavmildt du lever her på jorden, desto større vil din glæde være i himlen.
Det første tegn på, at Jesus faktisk mente det sådan, finder vi i lignelsen om de ti pund. Jesus sammenligner sin bortrejse fra jorden med en fornem mand, der rejste til et fjernt land for at modtage kongemagten og inden afrejsen gav sine ti tjenere ét pund hver og sagde: “Forvalt det, til jeg kommer tilbage” (Luk 19:13).
Jeg forstår denne “forvaltning” som et udtryk for den kærlige og gavmilde livsførelse, som Jesus gentagne gange har befalet.
Da kongen vendte tilbage, kaldte han sine tjenere til regnskab. Den første kom og sagde, at han med sit ene pund havde tjent ti mere. Den anden sagde, at han havde tjent fem. Den tredje havde intet tjent. Til den første sagde Jesus: “Godt, du gode tjener! Fordi du har været tro i det små, skal du have myndighed over ti byer.” Og til den anden sagde han: “Du skal have myndighed over fem byer” (Luk 19:17, 19).
Jeg forstår de to forskellige belønninger som et billede på forskellighed i himlens belønning. Min pointe er ikke, at løftet om byer skal forstås bogstaveligt, men at Jesus her viser, at der i Guds rige vil være forskel på belønninger.
Det mål, I måler med, vil blive målt op for jer
Et andet sted viser Jesus, at han tænker på samme måde om himlens belønning, når han siger: “Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med” (Luk 6:37-38).
Hvad mener Jesus, når han siger: “For det mål, I måler med, skal der måles til jer med”?
Først bekræfter han det, vi allerede har set, nemlig at en selvisk ånd vil frarøve os al velsignelse: “Giv, så skal der gives jer.” Han taler ikke blot om menneskelige relationer, men om den endelige dom for Guds ansigt. Det ser vi af sammenhængen, hvor han taler om dom, fordømmelse og tilgivelse. Det ligger også i det nådefulde løfte om, at vores belønning skal være “presset, rystet, topfyldt” – et billede på Guds overstrømmende nåde. Hvis vi giver, vil Gud belønne os langt rigeligere. Hvis vi ikke giver, bliver vi dømt for et selvisk, uforandret og ufrelst hjerte.
Men hvad betyder så “det mål, I måler med”? Det er her, jeg finder grundlaget for at sige, at der vil være forskellige grader af belønning i himlen, alt efter hvor selvopofrende vi har været på jorden.
R.C.H. Lenski kommenterer på dette vers med stor indsigt:
Jesus forklarer dette princip sådan: “For med det mål, I måler med, skal der måles op for jer igen.” Ordet “igen” betyder her “tilbage”. Med andre ord: Når vi giver, former vi det mål, som Gud en dag vil bruge til at give tilbage til os. Det er vores eget mål, der bliver brugt som målestok for os. Når vi giver, viser vi dermed, at vi ønsker, at Gud skal bruge det samme mål for os ved tidens ende. Det er det mål, vi rækker til Gud – og han fylder det, overfylder det endda: ‘presset, rystet, topfyldt.’ Derfor vil de, der intet giver, få endnu mindre, mens de, der giver meget gennem hele livet, vil få langt mere. Det er både retfærdighed og nåde.”
Hvad målestokken betyder for glæden i himlen
Jeg forstår Lenski sådan, at han ikke taler om “retfærdighed” i streng juridisk forstand, for selv vores bedste generøsitet er ufuldkommen og fortjener intet hos Gud. Men han mener, at det er passende og ret, at der skal være en vis sammenhæng mellem vores gavmildhed og Guds gengældelse – ikke en nøjagtig, men en virkelig sammenhæng. Gud bruger altså den samme målestok, men fylder den langt mere overstrømmende, end vi nogensinde har gjort her på jorden.
Pointen er, at der i himlen vil være forskel på glædens fylde. Alle vil være fuldkomment tilfredse, for der findes ingen frustration dér. Men glædens fylde vil ikke være den samme, for målet, vi brugte til at velsigne andre her på jorden, er forskelligt fra person til person. Derfor siger jeg igen: Jo mere selvopofrende og gavmildt vi lever her på jorden, desto større vil vores glæde være i himlen.
Saml jer skatte i himlen
Derfor forstår jeg Jesu befaling “Saml jer skatte i himlen” (Matt 6:20) sådan: Stræb efter, at dit mål for gavmildhed bliver så stort som muligt. Det er også sådan, Jesus selv forklarer det i Lukasevangeliet: “Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger” (Luk 12:33).
Med andre ord: Den måde, vi samler os skatte i himlen på, er ved at give til dem, der har behov. De punge, der ikke slides op, og den skat i himlen, som aldrig forgår, er billeder på den himmelske belønning – den overstrømmende glæde, Gud vil give os dér. Målestokken for den glæde formes her og nu, når vi bruger vores jordiske ejendele selvopofrende og gavmildt – med kærlighed som motivet.
Vi vil i næste kapitel se, at denne form for selvopofrende gavmildhed har sit grundlag i Guds godhed mod os – både før og mens vi giver til andre. Vi er i stand til at elske og give, fordi Gud først har givet frit til os og lover at dække alle vores behov i et liv præget af gavmildhed (Matt 6:33; 7:7-12; Luk 12:32).
Uddrag fra Alt hvad Jesus befalede
Find din dybeste glæde i Gud
Gud er mest herliggjort i os, når vi er mest tilfredse i ham. John Piper viser, hvordan jagten på glæde i Gud forvandler tilbedelse, kærlighed og offer.
Se bogen Fra 49 kr.
