Befaling 25: Jeres retfærdighed skal overgå farisæernes, for den var hyklerisk og grim

For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. – Matt 5:20

Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed. – Matt 23:27–28

For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent. – Mark 7:21–23

Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. – Matt 5:8

Jesus sagde, at vi ikke kan komme ind i Himmeriget, hvis vores retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes (Matt 5:20). Nogen kunne få dette til at betyde, at vi skal overgå farisæerne i deres egen disciplin. De var de mest omhyggelige jødiske studerende af Moseloven og de fulgte den passioneret til punkt og prikke.

Traditionen havde udviklet sig til, at der var 246 positive bud i Loven (de første fem bøger i Bibelen) og 365 forbud. At forstå disse ret og holde dem omhyggeligt var farisæernes kald. Mener Jesus så, at vi skal være endnu mere omhyggelige med at holde styr på hvert bud og indrette vores liv efter dem?

John Stott svarer:

Det handler ikke så meget om, skal vi sige, at kristne formår at holde omkring 240 bud, når de bedste farisæere måske kun har scoret 230. Nej. Kristen retfærdighed er større end farisæisk retfærdighed, fordi den er dybere, idet den er retfærdighed af hjertet… Den retfærdighed, som er [Gud] til behag, er sindets og motivets indre retfærdighed. For “Gud ser på hjertet.”

Dette er det rette svar. Men for at se det klart må vi betragte det, Jesus så, da han så på de skriftkloges og farisæernes retfærdighed. Det er ikke et kønt billede.

Jesus og farisæerne: Vrede og bønfalden

Ingen gruppe vækkede vrede og smerte i Jesu hjerte som farisæerne. Matthæusevangeliet 23 er det mest alvorlige kapitel i alle fire evangelier. Kapitlet er gennemsyret af skarp kritik af farisæerne. Ikke desto mindre slutter det med et udtryk for Jesu hjertesorg: “Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Matt 23:37).

Denne dybe længsel efter at nå farisæerne viser sig også i lignelsen om den fortabte søn, især i den ældre broders reaktion. Han repræsenterer farisæerne og de skriftkloge, som kritiserede Jesus for at spise med syndere: “Og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: ‘Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem’” (Luk 15:2).

Jesus fortalte lignelsen om den fortabte søn som svar på denne kritik. Lignelsens pointe var, at når Jesus spiste med syndere, gjorde Gud sig ikke til medskyldig i synden, men søgte tværtimod efter de fortabte. Men i slutningen af lignelsen rækker Jesus ud til farisæerne. Jesus beskriver faderen – som er et billede på Gud – der kommer ud for at overtale den farisæiske ældre søn til at fejre broderens hjemkomst. Dermed bliver lignelsen et kærligt tilbud til farisæerne om at tage del i den nådefest, som udspiller sig i Jesu liv og gerning.

Men den ældre søn vil ikke slippe sin vrede som selvretfærdig tjener for at indtage den glædelige position som søn: “Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner” (Luk 15:29).

Han ser sig selv som en tjener, der gør sig fortjent til tingene, ikke som en frit elsket søn. Faderens sidste ord til denne ældre bror er fyldt med den smerte, Jesus følte for farisæerne: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet” (Luk 15:31-32).

Broderen vil tilsyneladende ikke gøre det, som er passende. Han vil ikke elske barmhjertighed. Han vil behandles efter sin egen fortjeneste, ikke sin faders barmhjertighed. Lignelsen efterlades uafsluttet. De farisæere, som lytter, burde høre en invitation til dem. Jesus vil byde dem velkommen til nådens og frelsens fejring, hvis de vil lægge deres dømmende selvretfærdighed til side og glæde sig over barmhjertighed.

Men meget få af farisæerne, så vidt vi ved, tog det skridt. Tilsyneladende gjorde Nikodemus det. Han var farisæeren, som kom til Jesus med spørgsmål om natten og hørte Jesus sige: “Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” (Joh 3:3).

Efter Jesu død ser vi Nikodemus tage en yderst farlig risiko for en person i hans position som “jødisk rådsherre” (Joh 3:1). Han bragte hundrede pund krydderier for at ære Jesu døde legeme (Joh 19:39) og slog sig sammen med Josef fra Arimatæa for at give Jesus en ordentlig begravelse. Bibelen siger ikke, at han var blevet discipel, selv om den kalder Josef det (Matt 27:57). Men det er svært at forestille sig en farisæer, som tager sådan en risiko, hvis han ikke var kommet til tro på Jesus. Men det var sjældent. For det meste var farisæerne fjendtlige mod Jesus til det sidste.

Hvad farisæerne elskede: Ros, penge og utroskab

Det billede, Jesus tegner af dem, er tragisk og grimt. Det grundlæggende problem er, at deres hjerter er langt fra Gud. Han sagde til dem i Matthæusevangeliet 15:7-8: “Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: ‘Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig.’” Deres hjerter værdsætter ikke Gud. De værdsætter ros, penge og utroskab.

Efter at Jesus fortalte en lignelse om den rette brug af penge i Lukasevangeliet 16:1-9, hånede farisæerne ham. Lukas siger, at grunden var, at de “elskede penge” (Luk 16:14). Senere sagde Jesus: “Tag jer i agt for de skriftkloge… de æder enker ud af huset” (Luk 20:46-47). De opfinder nemlig regler og opretholder skikke, hvor gaver til templet kan erstatte pligten til at tage sig af de nødlidende, endda ens egne forældre (Mark 7:9-13). Og da Jesus beskrev, hvad der var i farisæernes hjerte, sagde han, at de var “fulde af rovlyst og griskhed” (Matt 23:25). I al deres grundige religiøsitet elskede de ikke Gud – de elskede penge.

Og de elskede menneskers ros. Den belønning, de søgte for det, de gjorde, var ikke glæden ved Guds fællesskab, men andres beundring. Jesus sagde: “Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster; de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi” (Matt 23:5-7).

Dette kærlighedsforhold til menneskers ros gjorde ægte tro på den selvopofrende Kristus umulig. Så Jesus sagde til dem: “Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden og ikke søger æren hos den eneste Gud?” (Joh 5:44). Deres hjerter blev ikke draget til Gud som deres belønning, men til menneskers ros.

Som det ofte sker med mennesker, der styres af begær efter penge og andres beundring, var farisæerne tilsyneladende også hyppigt indblandet i åndelig utroskab. Jesus kalder dem en ond og utro slægt: “Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: ‘Mester, vi vil se dig gøre et tegn.’ Men han svarede dem: ‘En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn’” (Matt 12:38-39).

Jeg argumenterede i Befaling 9: Elsk Gud af hele dit hjerte, sjæl, sind og styrke, at dette i det mindste delvist henviser til Israels åndelige utroskab i ikke at ville have Jesus som deres sande ægtemand. Men det er naturligt at antage, at ordet “utro” indebærer, at de alternative “ægtemænd” ikke kun inkluderer penge og menneskelig ros, men også utroskab. Når hjertet ikke er helt optaget af Guds ære, lader det sig som regel styre af de sølle magter, som penge og menneskelig anerkendelse udgør.

Hykleri: Skjult bag omhyggelig lovholdelse

Det, som gjorde denne afgudsdyrkelse så frastødende i Jesu øjne, var, at den var pakket ind i pæn religiøs fromhed. Dette var essensen af det, han kaldte hykleri: “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I renser bæger og gryde udenpå, men indeni er de fulde af rovlyst og griskhed” (Matt 23:25).

At rense bægeret udenpå betyder at anvende Guds lov som dække over, at man i virkeligheden forkaster Gud. Dette gjorde Jesus mere vred end noget andet: “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed” (Matt 23:27-28). Dette er stærke ord til at beskrive farisæernes hjerter som er fulde af: grådighed, selvforkælelse, dødningeben, urenhed, hykleri og lovløshed. Alt sammen under dække af overholdelse af loven fra punkt til prikke.

Men det bliver værre. I næste artikel vil vi se nogle af de kærlighedsløse adfærdsformer, denne indre korruption frembringer. Det bør være klart på dette tidspunkt, at farisæernes retfærdighed ikke vil gælde hos Gud. Vi må have en retfærdighed, som overgår det, vi ser hos farisæerne.

Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.