Befaling 26: Jeres retfærdighed skal overgå farisæernes – rens jeres indre

Jesus sagde til dem: ‘Se til, at I tager jer i agt for farisæernes og saddukæernes surdej.’ – Matt 16:6

I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen. – Matt 23:24

Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I renser bæger og gryde udenpå, men indeni er de fulde af rovlyst og griskhed. Du blinde farisæer, rens først bægeret for det, der er indeni, så vil det også være rent udenpå. – Matt 23:25-26

De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. – Matt 23:4

Jesu karakteristik af farisæernes hjertetilstand, som vi mødte i sidste kapitel, er fuldstændig nedslående: grådighed, selvforkælelse, døde ben, urenhed, hykleri, lovløshed.

Ikke overraskende, når denne slags hjerte beskytter og sørger for sig selv ved at se “retfærdig” ud på ydersiden, satser det nødvendigvis på overfladisk retfærdighed.

Blinde for hvad der åndeligt virkelig betyder noget

Det er lettere at give tiende end at elske ret, barmhjertighed og troskab: “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab” (Matt 23:23).

De var blinde for, hvad der virkelig betyder noget i det åndelige liv: “I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen” (Matt 23:24). Og det, der gør det værre, er, at når de blinde bliver vejledere, bliver andre mennesker skadet, endda ødelagt: “De er blinde vejledere,” sagde Jesus, “og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften” (Matt 15:14).

Det vil sige, at deres åndelige blindhed og døde tilstand både ødelagde dem selv og andre: “Ve jer!” advarede Jesus. “I er som grave, der ikke er afmærkede, og som folk går hen over uden at vide det” (Luk 11:44). Kontakt med døde blev anset for at gøre mennesker urene. Det ironiske er, at i alle deres bestræbelser på at holde sig rituelt rene, viste de sig ikke blot at være åndeligt døde selv, men deres død smittede også andre

Den fordømte kendetegn: At være ubarmhjertig og krævende

De bekymrede sig heller ikke. Som det regelmæssigt er tilfældet med selvretfærdige hyklere, er deres holdning til andre ubarmhjertigt krævende: “De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger” (Matt 23:4).

Med andre ord er deres brug af loven ubarmhjertig. I modsætning til Jesus, hvis åg er godt og byrde er let (Matt 11:28-30), for han skænker skænker kraften til det, han kræver, stiller farisæerne bare krav uden at røre en finger for at hjælpe. På denne måde går de ikke kun til grunde selv, men trækker mennesker ned med sig: “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke” (Matt 23:13).

Dette er i ordets egentlige forstand – helvedes værk. Hyklere bestemt for Helvede kæmper for at drage andre med sig derned. Af inderlig kærlighed til de fortabte og forsvarsløse udøste Jesus sin vrede over helvedes håndlangere: “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv” (Matt 23:15).

Jesus taler ikke i vage metaforer her. De er Helvedes børn, fordi Djævelen er deres fader, ikke Gud. Jesus sagde til dem: “Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået… det er ham, der har udsendt mig…  I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster” (Joh 8:42-44).

Sagt på en anden måde: Satan har formet deres hjerters længsler og beslutninger efter sin vilje. Deres karakter er præget af Helvedes væsen.

Farisæerne prøver at afværge denne dom over dem ved at vende anklagen om og beskylde Jesus for at være i ledtog med Satan. De siger: “Da farisæerne hørte det, sagde de: ‘Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne’” (Matt 12:24).

Jesus gør det dog klart, at hans gerning, som overvinder Satan, umuligt kan skyldes samarbejde med Djævelen: “Og hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige så bestå?” (Matt 12:26). Nej, faktum er: det er farisæerne, som er “øgleynglen,” der ikke kan tale gode ord, fordi de er onde: “Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med” (Matt 12:34).

Start med hjertet – så følger handlingerne efter

Dette er essensen af deres problem: deres hjerte er ondt og “hårdt” (Mark 3:5, 10:5). De bruger al deres fromme energi på at polere overfladen og kontrollere, hvad de spiser, men ignorerer det, som strømmer ud fra deres hjerte. Det var livsvgtigt, at Jesus fik sine disciple til at forstå, at farisæerne havde vendt det hele på hovedet. Så han forklarer dem i et lukket forum: “Fatter I ikke, at alt det, som går ind gennem munden, kommer ned i maven og forsvinder ud igen? Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent… Men at spise uden at vaske hænder gør ikke et menneske urent” (Matt 15:17–20).

Farisæerne opførte sig som tåber – som om Gud, der skabte ydersiden, ikke bekymrede sig endnu mere om indersiden: I tåber! råbte Jesus, “Han, som har skabt det ydre, skabte han ikke også det indre?” (Luk 11:40). Så fortalte han dem så klart og lige ud, som det var muligt, hvad de skulle gøre: “Du blinde farisæer, rens først bægeret for det, der er indeni, så vil det også være rent udenpå” (Matt 23:26). Eller et andet sted udtrykte han det mere indirekte og provokerende. Han sagde: “Men giv det, der er indeni, som almisse; så er alting rent for jer” (Luk 11:41).

I modsætning til dette råd gav farisæerne almisse for at blive set af mennesker (Matt 23:5). Med andre ord gjorde de det ikke ud af kærlighed. Når de gav til de fattige, gav de ikke med hjertet. Det vil sige, de viste ikke kærlighed. De bekymrede sig ikke om, hvorvidt de fattige blev Helvedes børn eller Himlens børn. De ville simpelthen beundres for deres gerning.

Jesu middel mod dette er: “Rens først bægeret for det, der er indeni, så vil det også være rent udenpå.” Først kommer den indre forvandling. Som resultat vil de gode handlinger også komme. Jesus bekymrer sig om adfærd, men ikke af selviske årsager.

Dette er grunden til, at et socialt evangelium aldrig vil finde en talsmand i Jesus. “Gør gode ting” er ikke Jesu hovedbudskab. Helt afgørende for alle handlinger, der behager Gud og adlyder Jesus, er dette: “Rens først bægeret for det, der er indeni.” Den eneste ydre adfærd, der tæller for Jesus, er det, der kommer af et forvandlet hjerte: Rens først bægeret indeni, for at (ἴνα) også det udvendige kan blive rent. Det ydre betyder noget, men kun som en frugt af det indre.

Stott havde ret

Nu er vi klar til at indse, hvor præcist John Stott ramte i sin udtalelse fra begyndelsen af sidste kapitel. Hvad mener Jesus, når han siger: “For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 5:20)? Stott svarede:

Kristen retfærdighed er større end farisæisk retfærdighed, fordi den er dybere, idet den er hjertets retfærdighed… Den retfærdighed, som er [Gud] til behag, er sindets og motivets indre retfærdighed. For “’Gud ser på hjertet.'”

Selvfølgelig tror Stott, at denne sande retfærdighed vil have ydre, synligt udtryk i livet. Men det afgørende er hjertets retfærdighed.

Paradokset: Den hykleriske retfærdighed er både let og umulig at overgå

I betragtning af det, vi har set, er dette præcis det, Jesus mente. Jesu skildring af farisæernes “retfærdighed” er så grim, at vores respons måske er, at den er let at overgå. Det ville være sandt i én forstand og falsk i en anden. Den sande del er, at Jesus sagde: “Mit åg er godt, og min byrde er let” (Matt 11:30). Han vil ikke være i kategorien af dem, som “læsser byrder på mennesker, som ikke er til at bære,” men ikke rører dem med en lillefinger (Luk 11:46). Derfor er det rigtigt at tænke, at i én forstand er den retfærdighed, Jesus befaler, “let,” og hans byrde er “let.”

Men i en anden forstand er den, som vi så i Befaling 18: Vær ikke vred – stol på Guds forsyn, svær. Faktisk er den ikke bare svær, men umulig. Den rige mand forlod Jesus og fulgte i stedet farisæernes spor, bundet af sin kærlighed til penge. Da udtalte Jesus sig om, hvor vanskeligt det er at “rense det indre” og slippe pengenes magt: “For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud” (Mark 10:27). Han mente, at overladt til sig selv kan denne mand ikke ændre sit hjerte. Han sætter penge højere end Jesus. Det er det, der må ændres. Det er den retfærdighed, som farisæerne ikke har.

Den retfærdighed, der overgår farisæernes retfærdighed, er det nye hjerte, som stoler på Jesus og sætter ham højere end penge, ros, utroskab og alt andet i verden. At sætte pris på det, der har uendelig værdi, burde være verdens nemmeste opgave – ligesom at få besked på at spise din livret. Men hvis vores hjerter ikke elsker Jesus sådan, er det umuligt at forvandle os selv.

6 anti-teser viser den retfærdighed, som overgår farisæernes

Efter udtalelsen i Matthæusevangeliet 5:20 om, at vi må overgå de skriftkloges og farisæernes retfærdighed, bruger Jesus resten af kapitlet i Bjergprædikenen til at demonstrere, at sand retfærdighed – selv når den viser sig i kærlige handlinger – fundamentalt og primært er en hjertesag. Afgørende fordi det, der er indeni, afgør, om den ydre adfærd har værdi for Gud. Og det er væsentligt fordi det, der gør en handling god er dens indre motiv, ikke de fysiske bevægelser eller synlige resultater. Alt det, Jesus sagde om farisæernes hykleri, fører os til denne konklusion.

Jesus bekræfter dette i resten af Matthæusevangeliet 5. Han giver seks eksempler på, hvordan en ydre læsning af loven må drives indad, indtil Guds krav trænger ind i hjertet og lægger krav på hjertets dybeste vaner. Nogle gange kaldes disse seks befalinger anti-teser, fordi Jesus sætter sin befaling i kontrast (anti-tese) til det, farisæerne gjorde ud af Det Gamle Testamentes lov og lovens egne midlertidige tilpasninger.⁴

1. Fra forbud mod mord til forbud mod vrede

Først henviser Jesus til budet om ikke at myrde. I modsætning til den rent ydre forståelse af buddet befaler han, at vi ikke må være vrede, og forklarer, at vrede i sig selv – uden at det fører til handling – er ligesom mord (Matt 5:21–26). Så vi ser, at den retfærdighed, der overgår farisæernes, væsentligt er den indre forvandling, som ikke bliver vred, når den møder uret (se Befaling 18: Vær ikke vred – stol på Guds forsyn og Befaling 19: Bliv ikke vred – omfavn barmhjertighed og tilgivelse).

2. Fra forbud mod ægteskabsbrud til forbud mod at begære

For det andet henviser Jesus til buddet om ikke at begå ægteskabsbrud, og over for dets blot ydre anvendelse sætter han buddet om ikke at begære: “Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte” (Matt 5:28).

Så han viser, at den retfærdighed, der overgår farisæernes, væsentligt er den indre forvandling, som overvinder hjertets seksuelle begær. Den retfærdighed, Jesus kræver, er ikke kun handlingen, men hjertets renhed bag den ydre fromhed.

3. Fra forbud mod skilsmisse til troskab

Dernæst tager Jesus buddet om ægteskabsbrud og viser, at det ikke kun handler om den fysiske handling – han forbyder selve det lystne blik: “Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud” (Matt 5:32).

Den retfærdighed, der overgår de skriftkloges og farisæernes, er den nye evne til at finde et svar på ægteskabsproblemer ikke i den ydre løsning ved skilsmisse, men i hjertets forvandling.

4. Fra forbud mod at sværge til simpel ærlighed

For det fjerde henviser Jesus til budet om, at du skal “holde, hvad du har svoret Herren” (Matt 5:33).

Over for det kalder han på noget mere radikalt og mere inderligt. Han kræver, at vores hjerte skal være så gennemsigtigt ærligt, at der ikke er brug for ydre bekræftelser (som at sværge) til at støtte vores simple ja og nej. Den retfærdighed, der overgår de skriftkloges og farisæernes, er den indre forpligtelse til total sandfærdighed, som gør “jeg sværger” overflødig.

5. Fra forbud mod gengældelse til kærlig tilfredshed

For det femte citerer Jesus loven: “Øje for øje og tand for tand.” Så i kontrast giver han seks befalinger. Jesus sagde:

1. I må ikke sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt.
2. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.
3. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen.
4. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.
5. Giv den, der beder dig.
6. Vend dig ikke bort fra den, som vil låne af dig (Matt 5:39-42).

Alle disse er adfærdsformer, ikke kun indre sindstilstande.

Derfor må vi ikke påstå, at den retfærdighed, som overstiger de skriftkloges og farisæernes, kun handler om det indre liv. Den omfatter tydeligvis handlinger præget af bemærkelsesværdig tålmodighed, selvfornægtelse og kærlighed. Men vi kan heller ikke overse, at disse seks befalinger går så radikalt imod den naturlige menneskelige (farisæiske!) selviskhed, at de er umulige at efterleve uden en indre forvandling, som placerer vores tryghed og tilfredsstillelse i noget andet end det, verden kan tilbyde – nemlig i Jesus.

6. Fra begrænset kærlighed til at elske vores fjender

Som det sidste eksempel tager Jesus fat i en fordrejning af den gammeltestamentlige lov (3 Mos 19:18): “I har hørt, at der er sagt: ‘Du skal elske din næste og hade din fjende'” (Matt 5:43). Så modsiger han det fordrejede: “Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (Matt 5:44). Kærlighed viser sig i selvopofrelse og praktisk hjælp. Men før kærligheden bliver synlig, begynder den med et forvandlet hjerte.

Dette er klart fra befalingen om, at vi skal “bede for dem, som forfølger” os. Bøn betyder, at vi virkelig ønsker dem det bedste. Vi beder for deres frelse og deres evige glæde og at Guds barmhjertige frelse må ske i deres liv. Dette vil ikke ske, hvis der kun er en rå forpligtelse til at handle med ydre høflighed mod vores fjender. Ægte forbøn kræver en radikal hjerteforandring: Vi må slippe vores egoisme og finde vores sikkerhed i Jesus. Netop denne indre forvandling – og de gerninger den fører med sig – er den retfærdighed, der går ud over farisæernes.

I næste artikel vender vi os til kampen for denne indre renhed og kærlighed, som farisæerne manglede. Den er så radikal som at hugge hånden af og rive øjet ud. Men vi vil også se, at den sikkerhed, vi nyder, ikke blot hviler på demonstrationen af et andet hjerte end det, farisæerne havde, men også på vores placering i Guds tilgivelse, accept, kærlighed og evige liv.

Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.