Befaling 18: Vær ikke vred – stol på Guds forsyn

I har hørt, at der er sagt til de gamle: ‘Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.’ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. – Matthæusevangeliet 5:21-22

Gang på gang har vi set, at Jesus befaler, hvad vi af os selv ikke kan gøre. Nogle gange, som med befalingen om at elske eller at tro, forsøger vi at gøre hans befalinger overkommelige ved at definere dem som blotte ydre handlinger eller blotte viljesbeslutninger. Vi tænker, at disse er mere under vores kontrol end vores følelser er. Måske.

Men når det kommer til vrede, gør Jesus udtrykkeligt det modsatte af, hvad vi forsøger at gøre, når vi gør hans befalinger mere ydre og mere overkommelige. Han siger, at den ydre handling at myrde er forkert, og mere radikalt, at den indre oplevelse af vrede bag den er forkert. Så han befaler (sammen med Moseloven), at vi ikke skal begå den ydre handling at myrde, men går videre og befaler, at vi ikke skal føle den indre følelse af vrede, som ligger bag handlingen.

Ingen beslutter at blive vred

Vi kan fornemme, hvor radikalt dette er, hvis vi stopper op og tænker over, at ingen beslutter at blive vred. Vi ser ikke en oprørende handling af hjerteløs grusomhed og uretfærdighed og så overvejer, om vrede ville være et godt svar, og så, efter overvejelse, vælger at begynde at føle det rette niveau af vrede.Ingen lever sådan. Vrede sker. Det er spontant. Det er ikke et rationelt valg. Det er en uovervejet oplevelse.

Noget sker, og vrede rejser sig i vores hjerte. Det, der får den til at rejse sig, når den gør, og med den styrke og varighed, den rejser sig, er en kombination af det onde, vi observerer, og tilstanden af vores sind og hjerte. Jesu befaling er derfor ikke, at vi mestrer udtrykkene for vores vrede med selvkontrol, selvom det ofte er det, pligten kræver. Hans krav er, at der sker en forandring i vores tilstand. Han kalder på en dyb indre forvandling af sind og hjerte, som ikke giver anledning til den vrede, vi ikke burde have. Han beskrev denne forandring på forskellige måder: for eksempel den ny fødsel (Befaling 1) og omvendelse (Befaling 2) og tro (Befaling 4).

Derfor er det, vi siger i denne artikel om befalingen om ikke at være vred, rodfæstet i Jesu øvrige undervisning. Han er ikke interesseret i blot psykologiske og følelsesmæssige forandringer. Han er interesseret i genfødte disciple, som lever ved tro på hans frelsesværk og nærværende hjælp.

• Han udgød sit blod; vi erfarer tilgivelse (Matt 26:28).
• Han betalte løsesummen; vi er befriet fra syndens fordømmelse og trældom (Mark 10:45; Joh 8:32).
• Han bragte Guds rige; vi erfarer Guds forvandlende herredømme (Luk 11:20).
• Han er vinstokken; vi er grenene. Uden ham kan vi intet gøre (Joh 15:5).

Det inkluderer at adlyde befalingen om ikke at være vred.

Hvad er vrede?

Som med alle følelser, der eksisterer før ord og uafhængigt af ord, er vrede svær at definere med ord. Men vi bør prøve, fordi der åbenbart er forskellige oplevelser kaldet vrede, hvoraf nogle er syndige, og nogle ikke er det.

For eksempel i Markusevangeliet 3:5 bliver Jesus selv vred på religiøse ledere, som ikke ønsker, at han skal helbrede en mand på sabbatsdagen: “Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte sagde han til manden: “Ræk hånden frem!” Han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen.” Og Jesus henviste gentagne gange til Guds vrede, enten direkte som Guds vrede ved dommen (Joh 3:36; Luk 21:23) eller indirekte i lignelser (Matt 18:34, 22:7; Luk 14:21).

En almindelig engelsk ordbog definerer vrede som “en stærk følelse af utilfredshed og sædvanligvis fjendtlighed.” Grunden til, at sætningen “en stærk følelse af utilfredshed” ikke kan stå alene, er, at vi ikke tænker på virkelig dårligt smagende mad som noget, der vækker vrede, selvom der kan være stærk utilfredshed.

Den utilfredshed behøver en anden komponent, før den opleves som vrede. Hvis nogen bliver ved med at give os dårlig mad, og vi fornemmer, at de gør det med vilje, så kan vi blive vrede. Vrede synes at være en mere eller mindre stærk utilfredshed med noget, der sker bevidst og, som vi føler, ikke burde ske.

Selvfølgelig bliver vi nogle gange vrede, selvom der ikke er nogen vilje involveret. Hvis vi snubler over en trærod, kan vi vende os om og sparke til roden i vrede. Hvis vi slår hovedet på køkkenskabet, kan vi smække skabsdøren i vrede. Men i bagklogskabens lys ser vi på disse reaktioner som tåbelige. Vi fornemmer intuitivt, at vi tilskriver roden og skabet vilje, som om de gjorde noget mod os med vilje.

Det er derfor, den unge Jonathan Edwards besluttede ikke at blive vred på livløse genstande. Hans resolution nr. 15 sagde:

Besluttet: Aldrig at tillade mig selv den mindste vrede mod livløse ting.

Derfor er forskellen mellem vrede og andre følelser af utilfredshed, at vrede involverer stærk utilfredshed med noget, der sker med vilje, som vi mener ikke burde ske.

Jesu vrede og vores vrede

Hvis Jesus, som det ideelle menneske, kunne føle og udtrykke vrede, er vi tvunget til at spørge, hvad han forbyder i Matthæusevangeliet 5:22, når han sagde: “Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen.” I sin menneskelige fuldkommenhed:

• Flettede han et reb og væltede vekselerernes borde i templet (Joh 2:15; Matt 21:12).
• Han følte vrede og sorg i synagogen (Mark 3:5).
• Han kaldte de skriftkloge og farisæerne helvedes børn (Matt 23:15) og “blinde tåber” (Matt 23:17) og “kalkede grave” (Matt 23:27).

Jeg antager ikke, at Jesus alene har lov til at føle vrede, fordi han er Guds Søn, og at ingen andre mennesker må. Bibelen, som han læste og bekræftede (Joh 10:35; Matt 5:18), beskrev vrede hos hellige mænd i fordums tid (2 Mos 32:19; 4 Mos 16:15; Neh 5:6; Sl 4:5). Jeg tror løsningen findes i stedet i at prøve at definere, hvad der gør vrede god, og hvad der gør den dårlig. Han hjælper os med at gøre dette både i sammenhængen med Matthæusevangeliet 5:22 og i hans øvrige udsagn. Lad os først se på det andet, han sagde, og så vende tilbage til sammenhængen med Matthæusevangeliet 5:22.

Jeg ser mindst fem faktorer i Jesu undervisning, som afgør, om vrede er berettiget eller ej. De kan beskrives med fem nøgleord. I denne artikel vil vi behandle tre af dem: kærlighed, proportion og forsyn. I den næste artikel  vil vi behandle barmhjertighed og tjenergerning i deres forhold til vrede.

Kærlighed og vrede

For at menneskelig vrede kan være god, må den styres af kærlighed til dem, som gør os vrede. Jesus sagde: “Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (Matt 5:44; Luk 6:27-28). Disse befalinger sætter grænser for vores vredes karakter. De fortæller os, at berettiget vrede ikke må fryde sig i eller ønske fordømmelse over dem, som gør os vrede. Hvis vores vrede skal være god, må den styres af vores lydighed mod befalingen om at velsigne og bede for og gøre godt mod dem, som gør os vrede.

Dette former selve definitionen af vrede. Hvis vi antager, at vrede altid involverer følelser af hævn og fjendtlighed, så er god vrede per definition umulig. Men det er ikke den eneste måde, gudfrygtige mennesker har oplevet vrede på. Jesu egen oplevelse af vrede fortæller os, at god vrede eksisterer. Derfor bør vi definere den, så den kan styres af kærlighed. Med andre ord bør vi antage, at vi med Jesu hjælp kan være vrede på nogen og på samme tid bede for dem, velsigne dem og gøre godt mod dem.

Denne vrede ville være en stærk utilfredshed med det, de har gjort – og endda med det korrupte hjerte, hvorfra gerningen kom – men på samme tid ville vi ønske deres bedste og bede og arbejde for deres bedste. En sådan vrede behøvede ikke at være ond.

Proportion og vrede

Jesus lærer, at et helligt svar på ondskab bør være proportionalt med dens grader af moralsk grovhed. For eksempel illustrerer han Guds formål om at straffe nogle mennesker værre end andre med denne lignelse:

“Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af” (Luk 12:47-48).

En konsekvens af disse ord er, at hvis straffen bør variere på grund af forskellige grader af ondskab, så bør graderne af vrede som reaktion på ondskab også variere.

Med andre ord bør vores vrede ikke kun styres af vores kærlighed til den, som gør os vrede, men også af alvorligheden af hans forseelse. Hvis vores vrede ikke står i forhold til forseelsen, er det ikke god vrede. Dette bliver mere tydeligt, når vi tænker på ikke at være mere vrede, end forseelsen fortjener. Vi har alle oplevet en vrede, som er mere intens, end forseelsen berettiger. En far, der raser mod sin treårige søn og slår ham ukontrolleret, ville være et klart eksempel på vrede, som ikke står i forhold til forseelsen.

Det er mindre åbenlyst, at for lidt vrede også kan være en fejl. Fraværet af vrede i ondskabs nærværelse er ikke nødvendigvis en fejl. Jesus fortæller os klart ikke at være vrede på vores broder (i det mindste under nogle omstændigheder), hvilket antyder, at der må være situationer, hvor vrede ville synes naturlig, men vi ikke burde have den. Hvordan det er muligt, vil vi se om et øjeblik. Men for nu må vi også sige, at der er dårlige grunde til ikke at blive vred såvel som gode.

En person kan være uopmærksom eller ufølsom over for syndens alvor, den krænkelse, den er mod Gud, og den skade, den kan gøre på mennesker. Når vreden udebliver i et sådant tilfælde, reagerer man ikke tilstrækkeligt på ondskabens alvor, og det er ikke godt.

Forsyn og vrede

En af de største sandheder, som Jesus lærte for at hjælpe os til at blive fri for syndig vrede, er sandheden om Guds altomfattende forsyn – det vil sige hans vise og suveræne kontrol over alle ting til gavn for sine børn. Vores vredes opståen og styrke bør bestemmes af vores tillid til Guds forsyn – at han har herredømme over det onde, vi bliver vred over. Gud vil ikke tillade at noget rammer os, som ikke i sidste ende er godt for os.

Det raseri, som kunne rejse sig i vores hjerter, når vi behandles uretfærdigt, og når vi ser elskede behandlet grusomt, ville være naturligt og stærkt. Da Jesus tog sig af disse trusler, henviste han til vores frygt, ikke vores vrede. Men konsekvenserne af vrede er tydelige. Han sagde: “Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve” (Matt 10:28-31).

Pointen er for det første, at de mindste detaljer af livet på jorden styres af Gud – ikke en fugl falder til jorden uden Gud ved det. Og den anden pointe er, at Gud er nær, og hans kendskab til vores situation er fuldstændigt – selv hovedhårene på jer er alle talte.

Konklusion: Intet vil ramme dig uden for hans vise og kærlige forsyn over dine omstændigheder. Frygt ikke. Og underforstået: vær ikke vred på en måde, der modsiger din tillid til Guds omsorg for dit liv. Guds forsyn bør ændre den måde, vi oplever omstændigheder på, som ellers ville være fuldstændig oprørende.

Da Jesus forudsagde sine disciples fremtid, sagde han: “I skal blive forrådt selv af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de få dømt til døden. Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men ikke et hår på jeres hoved skal gå fortabt” (Luk 21:16-18).

Her forsikres vi igen på chokerende vis: selv hvis vi dræbes for Kristus (“nogle af jer skal de få dømt til døden”), er vi alligevel fuldstændig sikre – “ikke et hår på jeres hoved skal gå fortabt.” Guds forsyn styrer alt det onde, som rammer os, så hans gode formål opfyldes. Dette påvirker måden, vi oplever vrede på. Ondskab sker, men den får ikke det sidste ord og tjener til sidst Guds skjulte planer. Vreden kan være der, men dens bitterhed, skik og fjendtlighed forsvinder i tilliden.

Fryd jer i forfølgelse

Et af de klareste eksempler på, hvordan Guds forsyn overvinder vredens greb om os, er Jesu befaling om at fryde os under uretfærdig forfølgelse. Han siger: “Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer” (Matt 5:11-12). Intet gør os normalt vredere end sådan uretfærdig behandling. Ud over at blive såret af hån og forfølgelse understreger Jesus, at det er “ondt” og “løgn.” Den slags gør os naturligt vrede.

Men Jesus forvandler fuldstændig den almindelige, forståelige følelsesmæssige oplevelse af vrede. I stedet for at sige: “Vær legitimt vred,” eller “Prøv at kontrollere jeres vrede,” siger han det mest utrolige, man kan forestille sig: “Fryd jer og spring højt af glæde.” Sproget i Lukasevangeliet 6:23 er endnu mere ekstraordinært. Han siger: “Fryd jer på den dag og spring højt af glæde.” Vrede over at blive forfulgt uretfærdigt kan ikke være upåvirket af denne befaling. Vores raseri over uretfærdig behandling kan ikke forblive uforvandlet, hvis vi fryder os over den samme behandling.

At fryde sig betyder ikke, at vi bifalder behandlingen. Det betyder ikke, at vi holder op med at se den som uretfærdig. Det udelukker nok heller ikke al vrede. En hellig vrede – intens moralsk afsky – kan godt forenes med glæde. Den menneskelige sjæl i Guds billede har den dybde. Og fra alt, hvad Jesus lærte os om Gud, ved vi, at Gud oplever vrede og glæde samtidigt, fordi han ser og reagerer fuldkomment på alt ondt og alt godt på én gang.

Vores glæde midt i forfølgelse er mulig på grund af Guds forsyn. Ikke et hår på jeres hoved skal gå fortabt – selv når de dræber jer. Ikke en fugl falder, ikke et hadefuldt slag rammer jeres hoved uden jeres Faders vilje. Forsynet styrer jeres lidelse. Og i sidste ende “er jeres løn stor i himlen.” Dette er Jesu grund til, at glæde – ikke vrede – kan dominere vores oplevelse af forfølgelse: “Fryd jer og spring højt af glæde, for jeres løn er stor i himlen” (Matt 5:12).

God vrede styres derfor af tro på Guds altvidende, almægtige og barmhjertige forsyn.

Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.