Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! – Johannesevangeliet 14:1

Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. – Johannesevangeliet 14:11

Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn. Sådan talte Jesus, og han gik bort og forsvandt for dem. – Johannesevangeliet 12:36

Jesus sagde til Thomas: Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende. – Johannesevangeliet 20:27

Hvorfor befaler Jesus, at vi skal tro på ham? Og hvad betyder det egentlig at tro på ham?

Grunden til, at Jesus befaler os at tro på ham, er, at alle mennesker befinder sig i en desperat situation, og kun Jesus kan redde os. Han befaler, at vi tror, fordi vi ikke kan redde os selv, og udelukkende søger ham for hjælp. Jesus er den eneste, der kan redde os fra farer. For vores egen skyld befaler han, at vi skal stole på ham. Ligesom en brandmand, som finder dig næsten bevidstløs i en brændende bygning, der er ved at kollapse, kaster sin beskyttende tæppe over dig, løfter dig op og siger: “Hold dig i ro, mens jeg bærer dig. Bevæg dig ikke. Prøv ikke at hjælpe mig. Jeg får dig ud. Du må lade mig gøre det. Stol på mig.”

Selvfølgelig føler de fleste mennesker ikke, at de har brug for en guddommelig brandmand til at redde dem. Så hvad er denne desperate situation, som kun Jesus kan redde os fra? Jesus udtrykte det med ordene “fortabelse,” “dom” og “Guds vrede.”

“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn… Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham” (Joh 3:16-18, 36).

Jesus siger, at den desperate situation, vi befinder os i, er, at vi er under Guds vrede. Dette skyldes vores synd (se Befaling 2: Omvend jer). Gud er retfærdig, og hans vrede er berettiget mod menneskelige holdninger og handlinger, der ringeagter hans værdi og behandler ham som ubetydelig. Vi har alle gjort dette. Faktisk gør vi det hver dag.

Men den forbløffende sandhed er: Gud sendte sin Søn Jesus til verden ikke for at øge fordømmelsen, men for at befri os fra den. Og måden, Jesus redder os på, er ved at tage fordømmelsen på sig selv, dø i vores sted og befale at stole på ham for frelse og ikke på vores egne gode gerninger. Jesus sagde: “Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene” (Joh 10:11). Med andre ord var Jesu død målrettet. Han gav det bevidst i vores sted.

Jesus så sig selv som opfyldelsen af Esajas 53’s forbløffende profeti (jf. Luk 22:37; Es 53:12). Syv hundrede år før Jesus kom, profeterede Esajas, at en Herrens tjener ville komme for at dø for sit folk.

“Men det var vores sygdomme, han tog, det var vores lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vores overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.”

Grunden til, at Jesus befaler os at tro på ham, er, at der intet er, vi kan tilføje til denne redning fra Guds vrede. Jesus blev vores stedfortræder. De synder, der skulle have bragt fordømmelse over os, lagde Gud på Jesus. Guds kærlighed planlagde et fantastisk bytte: Jesus udholdt det, vi fortjente, så vi kunne nyde det, han fortjente – evigt liv. Og måden, vi kommer til at nyde dette liv på, er ved at tro på Jesus. Det var det, han sagde: “Den, der tror, har evigt liv” (Joh 6:47; jf. Luk 8:12).

Hvad betyder det at tro på Jesus?

Derfor er der ikke mange spørgsmål, der er vigtigere end dette: Hvad betyder det egentlig at tro på ham?

For det første betyder det at tro, at visse historiske kendsgerninger er sande. Da Jesu discipel Thomas tvivlede på, at Jesus var oprejst fysisk fra de døde, kom Jesus til ham og sagde: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende” (Joh 20:27). Tro er ikke et spring ud i mørket. Den har grundlag og indhold. Den bygger på det, der virkelig skete i historien.

Men at tro på Jesus betyder mere end at kende sandheder om Jesus. Det betyder at stole på ham som en levende person for den, han virkelig er. Derfor talte Jesus om simpelthen at tro på ham. “Tro på Gud, og tro på mig!” (Joh 14:1; jf. Matt 18:6). At tro på Jesus er mere end at tro noget om Jesus. Vi stoler på ham.

At være tilfreds med alt det, Gud er for os i Jesus

Bemærk, at Jesus tilbyder sig selv til os ikke blot som en redningsmand, der skal have tillid, men som levende vand, der skal drikkes – for ikke at nævne at han tilbyder sig selv til os som Hyrde (Matt 26:31), Brudgom (Matt 9:15), en Skat (Matt 13:44), Konge (Joh 18:36) osv. Hvad betyder det at tro på Jesus som livgivende vand?

Jesus sagde: “Den, der tørster, skal komme til mig og drikke” (Joh 7:37). “Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh 4:14). Et andet sted forbandt Jesus denne drikning med at tro på ham og komme til ham: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste” (Joh 6:35). Med andre ord er det det samme at tro på Jesus og drikke det vand, som vælder frem til evigt liv.

At tro på Jesus, når han tilbyder sig selv til os som livgivende vand, betyder ikke blot at tro, at dette vand giver liv. Vand giver liv, når vi drikker det. Jesus giver liv ved at vi sætter vores lid til ham. At stole på Jesus som vand betyder derfor at drikke vandet. Det vil sige, det betyder at “modtage” Jesus og al den livgivende nåde fra Gud, som kommer til os i ham. “Den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig” (Matt 10:40; jf. Joh 13:20). At tro på Jesus inkluderer at drikke Jesus som sjælens tørstslukkende livsvand. Det vil sige, at det betyder at nyde og være tilfreds med alt det, Gud er for os i Jesus.

Brandmands eksemplet var utilstrækkeligt

Det eksempel, jeg brugte ovenfor med at stole på brandmanden, er utilstrækkeligt. Det er sandt, så langt det rækker. Jesus er en redningsmand. Vi må holde os i ro, ikke bevæge os og lade ham bære os i sikkerhed væk fra Guds brændende vrede. Men man kan stole på en brandmand, som man ikke beundrer. Han kan være utro og alkoholiker i sin fritid. Han beder dig ikke om at tro på ham for alt det, han er, eller om at modtage ham eller nyde hans liv. Men det gør Jesus. Han er så meget mere end en redningsmand. Derfor er det at tro på ham mere end at stole på hans redningsevner.

Jesus kom ikke blot for at redde os fra fordømmelse, men også for at vi kunne nyde evigt liv, hvilket betyder, at vi kunne opleve alt det, Gud er for os i ham. “Og dette er det evige liv,” sagde han, “at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17:3). Han ved, hvad vi har brug for, langt bedre end vi selv gør. Vi har brug for redning fra Guds vrede, og vi har brug for et forhold til Gud, som tilfredsstiller sjælen. Dette er det, Jesus kom for at give. Det kommer til os på én måde alene – ved at tro på ham.

Derfor giver han sin befaling til verden: “Tro på mig.”

Alt hvad Jesus befalede
Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.

Del indlægget

Af Den 24. januar 2026Kategorier: Alt hvad Jesus befalede, Frelse, Tro

Tilmeld dig vores nyhedsfeed.

Tilmeld
dig vores
nyhedsfeed.

Tilmeld dig vores nyhedsfeed og få den seneste artikel direkte i din indbakke.

Alt hvad Jesus befalede
Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.