Befaling 19: Bliv ikke vred – omfavn barmhjertighed og tilgivelse

Da kom Peter til ham og spurgte: “Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?“ Jesus svarede ham: “Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.” – Matthæusevangeliet 18:21–22

Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje. – Matthæusevangeliet 7:5

Barmhjertighed og vrede

Vrede påvirkes ikke kun af Guds forsyn, som garanterer hans omsorg nu og belønning siden (det så vi i den forrige artikel: Befaling 18: Vær ikke vred – stol på Guds forsyn). Den styres også af den dybe bevidsthed om, at vores tilgivelse skyldes Guds enorme barmhjertighed. Jesus lærer, at når vi lever med bevidstheden om at være tilgivne forbrydere – vi har jo krænket Guds ære – brydes den uretfærdige vredes magt over os. Det viser han, da disciplene spørger, hvor ofte de skal tilgive.

Jesu disciple ved, hvor rasende det kan gøre én, når nogen synder imod os ikke bare én gang, men igen og igen. Intet gør os vredere. Derfor spurgte Peter: “Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?” Jesus svarede: “Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange” (Matt 18:21-22). Spørgsmålet melder sig: Hvordan i alverden er det muligt, når nogen har såret os for halvfjerdsindstyvende gang?

Jesus svarer med en lignelse om Himmeriget, der viser, hvor tæt riget er knyttet til evnen at tilgive. Han siger til Peter og de andre: “Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere” (Matt 18:23). Det er betydningsfuldt, at han kalder dette en lignelse om Himmeriget. Det betyder, at sejr over vrede gennem tilgivelse hører til Guds herredømme i sit folks liv.

Tilgivelse er ikke bare en psykologisk teknik til at håndtere relationer – det er Guds værk og frugten af den tilgivelse, Jesus ville købe med sit blod (Matt 26:28).

Hvordan vi tilgiver syvoghalvfjerds gange

Lignelsen fortæller om en konge, der havde en tjener, som skyldte ham den svimlende sum af ti tusinde talenter (Matt 18:24). “Den gigantiske størrelse af dette beløb belyses af, at kong Herodes havde en årlig indkomst på omkring 900 talenter, og at Galilæa og Peræa (landet på den anden side af Jordan) i år 4 f.Kr. indbragte 200 talenter i skatter.” Så enten er beløbet en bevidst overdrivelse (som når vi siger “zillioner” af kroner), eller også var tjeneren en højtstående embedsmand med forbindelser til at underslå enorme beløb fra kongens skatkammer over mange år. Under alle omstændigheder beskriver Jesus hans gæld som praktisk talt uberegnelig.

Kongen truede med at sælge ham og hans familie. Men “da kastede tjeneren sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen (en umulighed, synes det, i betragtning af beløbet). Og kongens hjerte løb i vand over tjeneren; han gav ham fri og eftergav ham gælden” (Matt 18:26-27). Denne tilgivelse er lige så spektakulær som gældens størrelse. Det er pointen. Jesus vil have os til at indse, at synd er en uberegnelig gæld til Gud. Vi kunne aldrig betale den tilbage. Vi kan aldrig gøre regnskabet op med Gud. Ingen mængde af gode gerninger eller undskyldninger kan betale den vanære-gæld, vi har hobet op mod Gud med vores synder.

Men tjeneren modtog ikke denne tilgivelse for det, den var – forbløffende, ufortjent, hjerteydmygende, barmhjertighedsvækkende. Jesus beretter ikke om noget takkens ord eller forbløffelsens ord fra tjeneren. Utroligt! Han fortæller simpelthen de ubegribelige begivenheder, der skete dernæst: “Men da samme tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer [én denar var en dags løn for en arbejder], og han greb fat i ham og tog kvælertag på ham og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Men han ville ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, til han betalte, hvad han skyldte” (Matt 18:28-30).

Med andre ord ændrede denne mands oplevelse af “tilgivelse” fra kongen ikke hans vrede. Han greb fat i og kvalte sin medtjener.

Kongen hørte om det og blev (med rette!) vred (Matt 18:34). Han sagde til ham: “Du onde tjener! Hele den gæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig?” Kongen “overgav ham til bødlerne, indtil han havde betalt alt, hvad han skyldte” (Matt 18:32-34). Lignelsens konklusion går lige til hjertet af spørgsmålet om vrede og tilgivelse. Jesus siger: “Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver enkelt af jer, hvis I ikke af hjertet tilgiver jeres broder” (Matt 18:35).

Pointen med lignelsen er, at Gud ikke har nogen forpligtelse til at frelse et menneske, som hævder at være hans discipel, hvis denne bekendende discipel ikke har modtaget tilgivelsens gave for det, den virkelig er – uendeligt dyrebar, forbløffende, ufortjent, hjerteydmygende, barmhjertighedsvækkende. Hvis vi hævder at være tilgivet af Jesus, men der ikke er nogen tilgivelsens sødme i vores hjerter for andre mennesker, så er Guds tilgivelse ikke der (jf. Matt 6:14-15; Mark 11:25).²

Husk, denne lignelse blev fortalt for at hjælpe Peter med at håndtere Jesu bud om at tilgive syvoghalvfjerds gange (Matt 18:22). Den blev fortalt for at hjælpe os med at håndtere den vrede, der naturligt opstår i vores hjerter, når nogen sårer os for halvfjerdsindstyvende gang. Løsningen, siger Jesus, er at leve i den overvældende forbløffede bevidsthed om, at vi har fået tilgivet en gæld, der er større end alle de uretfærdigheder, der nogensinde er begået imod os. Eller sagt anderledes: Vi bør leve i den forbavsede bevidsthed om, at Guds vrede imod os er blevet fjernet, selv om vi har syndet imod ham langt mere end syvoghalvfjerds gange. Virkningen af denne bevidsthed er en sønderbrudt, angerfuld, ømskindet glæde. Og denne sønderknuste glæde styrer vores vrede. Den eneste gode vrede er den slags, der formes af dette ydmyge hjerte.

“Tag først bjælken ud af dit eget øje”

Endnu et udsagn fra Jesus bekræfter, hvordan han udformer barmhjertighed som en måde at styre vores oplevelse af vrede på. En af de måder, vreden udtrykker sig på, er ved at dømme andre. Jesus gav os et bud i denne henseende:

“Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! – og se, der er en bjælke i dit eget øje? Du hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart til at tage splinten ud af din broders øje” (Matt 7:1-5).

Buddet om ikke at dømme lyder lige så absolut som buddet om ikke at være vred. “Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes.” Men det, der følger efter buddet, viser os, at der er en slags dom, der er dårlig, og en slags dom, der er nødvendig og god – ligesom der er god og dårlig vrede. Når Jesus siger: “Tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart til at tage splinten ud af din broders øje,” viser han, at det er nødvendigt at fælde domme om splinten i en broders øje. Det, der forvandler denne venlige, omsorgsfulde, helbredende dom til den dømmesyge, som Jesus forbyder, er manglen på at se bjælken i vores eget øje.

Det er det samme som den utilgivende tjener, der undlod at leve i bevidstheden om den “bjælke-gæld”, han havde fået tilgivet (ti tusinde talenter), så han med glæde kunne tilgive sin broders “splint-gæld” (hundrede denarer). Jesus antager, at når vi ser bjælken i vores eget øje, ved vi, hvordan vi skal fjerne den – det vil sige, vi ved, hvordan vi finder tilgivelse og hjælp fra Jesus. Ellers ville den delikate procedure med at fjerne splinten fra vores broders øje ikke være mulig. Du kan ikke udføre delikat, kærlig øjenkirurgi med en bjælke stikkende ud af dit øje.

Så pointen med Jesu ord om at dømme er at vise os, hvordan dømmesygens vrede kan brydes. Den brydes af et sønderknust hjerte. Vi lever i bevidstheden om vores egen store syndighed og i bevidstheden om, at kun Jesu barmhjertighed kan tage bjælken ud af vores øje med tilgivelse og helbredelse. Denne bevidsthed forvandler vred dom til tålmodig og kærlig overbærenhed og delikat korrektion. Legitim vrede kan forblive, fordi vi er utilfredse med, at øjen-splinter plager mennesker, vi elsker. Men denne vrede er ikke dømmesygens vrede. God vrede styres af erfaringen af barmhjertighed.

Tjenersind og vrede

Vi fristes til at blive vrede ikke bare når vi gentagne gange bliver såret, men når vi bliver bedt om at gøre ting af andre – især hvis vi ikke ønsker at gøre det. Denne vrede er ofte rodfæstet i den slags stolthed, der ikke føler nogen pligt eller glæde ved tjenerskab. Men alt, hvad Jesus lærer om at tjene andre, leder os til at opleve tjenerskab på en anden måde (jf. Befaling 17: Bliv ydmyg som et barn, som en tjener og med et sønderknust frimodigt hjerte). Centralt for det at være Jesu discipel er villigheden til at omfavne selvfornægtelse og korsbæring: “Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig” (Matt 16:24).

Jesus går til korset for at dø for andre. Han kalder os til at gå med ham og om nødvendigt dø for andre. Når vi er parate til at lide for Jesu skyld, skaber det et tjenersind, der ikke reagerer med vrede, når der bliver krævet noget af os. Jesus brugte et forbløffende udtryk for at udtrykke dette: “alles træl.” Han sagde: “Den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. For heller ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Mark 10:44-45).

Jesus mener ikke, at det at følge ham er en modvillig, glædesløs affære. “Dette har jeg sagt til jer, for at min glæde kan være i jer, og jeres glæde kan blive fuldkommen” (Joh 15:11). Martin Luther indfangede den kristne “trældoms” glædesfyldte ånd, da han i 1520 sagde:

En kristen er den mest frie herre over alt og underlagt ingen; en kristen er den mest pligtopfyldende tjener for alle og underlagt enhver.

Vi er ikke vores egne. Vi tilhører Jesus. Hvad han beder os gøre, det gør vi – for ikke at høre ham sige: “Hvorfor kalder I mig Herre, Herre! og gør ikke, hvad jeg siger?” (Luk 6:46).

Denne holdning af overgivelse ændrer måden, vi oplever vrede på. Som “alles trælle” er den følelsesmæssige oplevelse af at blive pålagt at gøre ting, vi ikke havde planlagt, ikke den samme, som den ville være, hvis vi var alles herrer. For Jesu skyld glæder trællen sig over at tjene andres gode. Han siger med sin Mester: “Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og at fuldføre hans værk” (Joh 4:34). Det, vi blev sendt for at gøre, er at tjene. God vrede styres af den tilfredshed, Jesus giver i at tjene andre, selv dem, der ikke fortjener det.

Hvilken slags vrede forbyder Jesus?

Vi vender nu tilbage til Jesu forbud mod vrede. “I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel! og: Den, der slår ihjel, skal kendes skyldig af domstolen. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen” (Matt 5:21-22).

I lyset af alt det, vi har set, vil jeg her bemærke, at den vrede, Jesus forbyder, er vreden bag mord. Med andre ord intensiverer han buddet om ikke at slå ihjel. Han påpeger, at det ikke kun er mordhandlingen, men følelsen bag den, der er fordømmelsesværdig. Med andre ord forbyder han ikke al vrede, men den slags, der fører mod mord.

Dette fokus for hans forbud bekræftes af de to illustrationer, han giver dernæst: “Den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af det store råd. Den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild” (Matt 5:22). Disse henviser til ydre handlinger, ikke blot indre vrede. Derfor afslører de den slags vrede, Jesus har i tankerne.

I hans tanker, når han fordømmer vrede, er vrede en stærk følelse af utilfredshed, herunder følelser af foragt og fjendtlighed, der søger udtryk i mord eller nedsættende skældsord. Al sådan vrede forbyder han. Men jeg antager ikke ud fra dette, at Jesus ville fordømme al vrede, især ikke sin egen (Mark 3:5). Alle hans andre lærdomme vejleder os i at skelne, om vores vrede er berettiget, især de lærdomme, vi behandlede under overskrifterne kærlighed, proportionalitet, forsyn, barmhjertighed og tjenerskab.

Vintræet er kilden til at stille vredens kraft

Ikke desto mindre er kravet om ikke at være vred radikalt og knusende. Det stiller os ansigt til ansigt med umuligheden af at frelse os selv. Jesu krav er ikke noget, vi kan gøre i egen kraft. At blive vred er ikke et valg, vi træffer. Det er en frugt på grenen af vores liv.

Spørgsmålet er: Hvilket vintræ er vi en del af? Og hvis frugt vil vi bære? Jesu krav om ikke at være vred er derfor også et krav om, at vi bliver i ham som vores vintræ: “Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15:5).

Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.