Befaling 17: Bliv ydmyg som et barn, som en tjener og med et sønderknust frimodigt hjerte

Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget. – Matt 18:3-4

Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. – Luk 22:26

En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre… Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem.  – Matt 10:24-26

Nøglen til ydmyghed er ikke bare at erkende, at vi ikke har noget at rose os af (som vi så i sidste artikel: Befaling 16: Ydmyg dig selv ved at føre krig mod stolthed), men at erfare Guds frie nåde helt tæt på. Ydmyghed er ikke kun som tjeneren, der siger: “Jeg er en uværdig tjener.” Ydmyghed er også som barnet, der hviler trygt i sin fars arme. Jesus sagde: “Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget” (Matt 18:3-4). Vi må altså ydmyge os på begge måder – både som uværdige tjenere og som tillidsfulde børn.

Hvad er pointen med sammenligningen med et barn? Hvis vi holder os til den oprindelige kontekst, falder fokus primært på tre begreber: ydmyghed (eller ringhed), små børn og tro.

Ydmyghed

I Matthæusevangeliet 18:4 siger Jesus: “Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget.” Det græske udsagnsord for “ydmyger” beskrev ikke nogen positiv dyd på Jesu tid. Det betød at knuse, nedgøre, plage, ydmyge og fornedre. Ordvalget viser at Jesu befaling ikke var naiv eller romantisk, som om det at blive som et barn var sødt og let. For den stærke, selvsikre, selvtilstrækkelige, intelligente, ressourcestærke og kontrollerende person var Jesu befaling knusende. Jesus vidste at børn ikke var forbilleder på hans samtid. Han valgte dem netop på grund af deres magtesløshed og lave sociale status. Hans befaling er at vi gør op med vores kærlighed til magt og status, til selvtilstrækkelighed, rettigheder og kontrol.

Små børn

Dette bekræftes af begrebet “disse små” som Jesus bruger om disciplene. Han siger: “Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb” (Matt 18:6). Han beskriver de troende som “disse små”, og han beskriver de små som dem der “tror”. Begge begreber er vigtige. “Disse små” understreger at de ikke er store i verdens øjne. De er ikke stærke.

De er ikke selvtilstrækkelige. Det der kendetegner dem er derimod at de “tror på mig”. De stoler altså ikke på sig selv, men på Jesus.

Tillid

Dette er formentlig hovedpointen i Jesu sammenligning mellem sine disciple og børn. Børn kan have alle mulige fejl, men i en normal, sund familie stoler de på at deres forældre sørger for dem. De ligger ikke vågne og spekulerer over hvor næste måltid kommer fra. De bekymrer sig ikke i barnevognen over at himlen bliver grå. “Barnet er i kraft af sin position ringe… og lever i instinktiv tillid.” De er både ringe og ubetydelige efter verdens målestok for anerkendelse. Og de er glade, bekymringsfrie og trygge ved at alt hvad de behøver bliver sørget for. Verden giver ikke æresbevisninger til børn. Den skriver ikke bøger om deres bedrifter. Vi sætter ikke børn til at lede noget som helst. Men børn er fuldstændig upåvirkede af alt dette. De er tilfredse med at blive passet på af deres forældre.

Jesus kalder os naturligvis ikke til at være uproduktive eller umodne som børn. Det er ikke sammenligningens pointe. Pointen er at vi ikke skal fryde os over at være stærkere, klogere eller rigere end andre – at vores glæde ikke skal ligge i overlegenhedsfølelse. Pointen er, at vi ikke skal ærgre os, når verden ikke anerkender det, Jesus kalder os til. Vi må ikke lade os plage af at blive betragtet som ringe eller ligefrem tåbelige efter verdens standard. I stedet skal vi tro på Jesus som et barn tror. Vi skal finde vores tryghed, mening og glæde i Jesus og i alt det vores himmelske Far er for os i ham (se Befaling 4: Tro på mig).

Ringhed fører til tjenersind

Jesus understreger at denne fattigdom i ånden, ringhed og tillid fører til et tjenersind og et liv i tjeneste. Mere end én gang blev Jesu disciple grebet i at skændes om hvem der var størst – eller ville blive størst – i Himmeriget. Hver gang svarede Jesus med stort set samme befaling: “Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener” (Mark 9:35).

Nogle gange illustrerede han sin pointe ved at stille et barn midt iblandt dem og sige: “Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig” (Mark 9:37). Med andre ord: hvis du med glæde påtager dig arbejdet med de mindste og gerne løfter børnene op på skødet, da vil du være “den første”.

Selv ved den sidste nadver, da han forberedte sig på at give sit liv i den ultimative demonstration af tjenerkærlighed, skændtes disciplene om, hvem der var størst – så dybt er denne længsel indgroet i os. Han sagde: “Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener” (Luk 22:25-27).

Jesus gik direkte fra ønsket om at være stor blandt mennesker til den alternative livsstil: den ringe, ungdomslignende tjeneste.

Hvordan Jesus tjente og vil tjene

Hvad betyder tjeneste? I Matthæusevangeliet 20:26-28 forbinder Jesus befalingen om at tjene andre med sin egen tjeneste over for os og viser os, hvad han mener: “Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Tjeneste betyder at gøre noget af kærlighed, som koster os, men som sigter mod tidsmæssig og evig gavn for andre.

Forbløffende nok slutter Jesu tjeneste ikke med hans jordiske liv. Han skildrer sit andet komme ikke kun som en demonstration af magt og herlighed (Mark 13:26), men også som en tid, hvor han påny indtager den ringe (men smukke) tjenerrolle: “Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem” (Luk 12:37). Hans tjeneste for os hører aldrig op.

Bevæger dette ikke dit hjerte til at tjene andre, når du følger ham, der elskede dig og gav sig selv for dig og aldrig holder op med at tjene dig? En frelst synders hjerte, der søger at følge Jesus, spørger ikke: “Hvordan får jeg mest mulig prestige eller bifald?” Det spørger: “Hvordan gør jeg mest godt for dem, der har brug for min hjælp, uanset hvad det koster mig?

Gentagne gange Jesus sagde: “Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes” (Matt 23:12; Luk 14:11, 18:14). På den måde advarede han mod den store tjeneste-dræber (selvophøjende stolthed) og kaldte på den store tjeneste-skaber (Kristus-afhængig ydmyghed).

Ydmyg frimodighed for sandheden

Et afgørende træk ved den tjeneste, vores tid har brug for, er ydmyg eller sønderknust frimodighed i forkyndelsen af Guds sandhed. Jeg nævner dette, fordi relativismens ånd har skabt en atmosfære, hvor det at tale sandhed med overbevisning og kalde andre til at tro ikke betragtes som ydmygt. Jesu påstand om at være den eneste vej til himlen (Joh 5:23, 14:6) anklages typisk for arrogance.

G. K. Chesterton så dette komme i 1908, da han skrev:

“Vores tids største problem er, at ydmygheden har flyttet sig til et sted, hvor den aldrig hører hjemme. Før i tiden var ydmyghed noget, der hørte til vores ambitioner – vi skulle ikke tænke for højt om os selv. Men nu er ydmygheden rykket over i vores overbevisninger. Den rammer ikke længere vores ego, men selve sandheden. Mennesker tvivler i dag på alt dét, de burde stå fast på. Og samtidig er de helt sikre på det eneste, de faktisk burde tvivle på – nemlig sig selv.

Den moderne skeptiker er så “ydmyg”, at han ikke engang er sikker på, om han kan lære noget. Det lyder måske sympatisk, men i virkeligheden er det mere ødelæggende end nogen form for streng selvdisciplin. Den gamle ydmyghed gjorde mennesker usikre på, om de gjorde nok – og fik dem til at arbejde hårdere. Men den nye ydmyghed gør mennesker usikre på, om deres mål overhovedet er værd at forfølge – og får dem helt til at give op. Hvis vi fortsætter ad den vej, ender vi med en generation, som er så “beskeden”, at de ikke engang tør stole på regnestykker.”

Hvis ydmyghed ikke er tilpasning til tidens relativisme, hvad er den så? Forhåbentlig belyser denne artikel spørgsmålet og hjælper os til at se, hvordan vi for Jesu skyld og i tjeneste for andre modigt skal forkynde det, han lærte os.

Her er mindst fem konsekvenser af de sidste to kapitlers budskab.

Ydmyghed: Fem konsekvenser af frimodigt at forkynde sandheden

For det første begynder ydmyghed med en erkendelse af underordning under Gud i Kristus: “En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre” (Matt 10:24). Vores overbevisning kommer ikke fra at ophøje os selv, men fra at underkaste os ham, der åbenbarer sig i sit ord og befaler os at forkynde det.

For det andet gør ydmyghed ikke krav på bedre behandling end Jesus fik: “Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!” (Matt 10:25). Derfor gengælder ydmyghed ikke ondt med ondt. Det er ikke et liv bygget på opfattede rettigheder. Det er et liv i selvofring.

For det tredje hævder ydmyghed ikke sandhed for at styrke egoet gennem kontrol eller debatsejre. Den taler sandhed i tjeneste for Kristus og i kærlighed til modstanderen. “Hvad jeg (Jesus) siger jer i mørket, skal I tale i lyset… Frygt ikke” (Matt 10:27-28).

For det fjerde erkender ydmyghed sin afhængighed af nåde i al erkendelse, tro og tale. “For skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15:5). Dette skaber en fremtræden, der hverken er skråsikker eller frygtsom.

For det femte ved ydmyghed, at den kan tage fejl. Derfor overvejer den kritik og lærer af den. Men den ved også, at Gud har gjort plads for menneskelig overbevisning, og at han kalder os til at overtale andre. Jesus sagde, at kirken skal være parat til at korrigere vildfarende medlemmer (Matt 18:15-17). Og han sagde, at selvom vi er fejlbarlige og kan have brug for korrektion, skal vi uforfærdet gå og gøre alle folkeslagene til disciple og lære dem at holde alt det, han befalede dem (Matt 28:19-20).

Ydmyghed: At kunne modtage alt som gave

Når jeg overvejer, hvordan denne artikel skal afsluttes – hvordan vi adlyder befalingen om at ydmyge os selv – ser jeg, at svaret ikke ligger i en ny teknik, men i de foregående kapitler:

• Omvendelse (Befaling 2),
• At komme til Jesus (Befaling 3),
• At tro på ham (Befaling 4),
• At elske ham (Befaling 5),
• At forblive i ham (Befaling 7)
• Og at tage vores kors op med ham (Befaling 8).

I alt dette viser svaret sig: Ydmyghed flyder ikke direkte fra udøvelsen af en selvfornægtende vilje. Grunden er, at så snart vi fornægter vores vilje, bliver vi bevidste om det og fanges i fristelsen til at være stolte af netop denne selvfornægtelse.

Hvordan kan vi undslippe denne fælde?

I bund og grund fornemmer sand ydmyghed, at ydmyghed er en gave uden for vores rækkevidde. Hvis ydmyghed er resultatet af vores indsats, vil vi instinktivt blive stolte af den. Ydmyghed er at kunne modtage alt som gave – taknemmeligt og uden at tænke på sig selv.

Måske kan jeg slutte personligt med, hvordan jeg (ufuldkomment) kæmper denne kamp.

Den 6. december 1988 noterede jeg følgende i min dagbog. Det er min egen bekendelse af mit behov og mit svar på spørgsmålet:

Hvordan ydmyger vi os selv?

Er den mest effektive måde at dæmpe min trang til at blive beundret ikke simpelthen at rette mit blik væk fra mig selv og hen på Gud? Selvfornægtelse og kampen mod kødet er vigtig, men det er skræmmende let at blive stolt – selv over sin egen selvfornægtelse. Hvordan bryder man den slags skjult lyst til at blive anerkendt?

Den eneste måde er at bruge alle sine kræfter på at finde større glæde i at ophøje Gud end i at blive ophøjet af mennesker. Det er dét, kristen hedonisme handler om. Den går dybere end blot at “dø fra sig selv.” Den fører os helt ned i hjertets grav, hvor vi opdager en kilde af befriende vand – glæden ved Guds herlighed.

Kun når vi bliver grebet af den glæde, bliver vi virkelig frie fra os selv. Kun i den overvældende tilfredshed i Gud forsvinder egoet til sidst helt i baggrunden.

Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.