Den 31. oktober markerer vi Reformationsdagen, som nu er 506 år siden Martin Luther fremlagde sine 95 teser for ærkebiskoppen Albrecht af Mainz. I dagens blogindlæg dykker John Piper ned i et spørgsmål fra Dan. Han overvejer at konvertere til katolicismen og udfordrer Piper til at argumentere for, at det ikke er paven eller traditionerne, men udelukkende Bibelen, der bør være den øverste autoritet for kristne. Læs med, når vi udforsker Dans spørgsmål:
Kære pastor John Piper, nogle af mine venner har for nylig skiftet fra den evangeliske tro til katolicismen. Et centralt spørgsmål i deres beslutning drejer sig om, hvorvidt Bibelen er den eneste rettesnor for vores tro. Jeg har dykket ned i de katolske argumenter og finder dem stærke. Selvom jeg har talt med mange protestanter, mangler jeg stadig et klart argument for reformationsprincippet om Sola Scriptura (Skriften alene). Kan du hjælpe mig med at finde klarhed og overbevise mig i dette, John?
Pastor John Piper svarer: Jeg er usikker på, om jeg kan overbevise dig. Selvom der findes dybdegående bøger om emnet, og måske vil vi henvise til nogle i podcasten, vil jeg dele mine tanker. Her er det, som virkelig motiverer mig, og hvis det gavner dig, så er det godt. Dan, jeg vil fremhæve tre hovedpunkter, som jeg håber vil støtte dig i at stå fast og ikke lade dig friste af den Romersk-katolske Kirke.
1. Ingen autoritet kan hæve sig over Bibelen
Mit første svar er følgende: Hvis Bibelen er Guds ord, kan ingen menneskelig autoritet eller institution af natur stå side om side med Bibelen med samme autoritet (2 Thess 2:15, 2 Tim 3:16). Hverken paven, et menneskeligt råd, en akademiker, præst, pastor eller nogen menneskelig tradition har samme autoritet som Bibelen – Guds ord. Og Bibelen er Guds ord (2 Tim 3:16).
Ikke alene det, men Bibelen selv giver ingen steder nogen person eller kirkeligt embede en autoritet, der er lig med dens egen. Kristus giver kirken hyrder og lærere (Ef 4:11). Deres opgave er ikke at formidle ny åbenbaring, men at undervise i det fundament som Gud allerede har åbenbaret gennem apostlene og profeterne i Bibelen (Ef 2:20; 1 Kor 3:11). Og Paulus gør det klart i 1 Korintherbrev 14:38, at dem der har autoritet i kirken altid skal aflægge regnskab over for Skriften, ikke over for dem selv. Det er det første svar.
Det er umuligt at have bibelsk tro på en sandhed, som man ikke tror findes i Bibelen.
2. Det er hverken bibelsk eller klogt at overgive sin samvittighed
Mit andet svar er, at det hverken er bibelsk eller klogt at overgive sin samvittighed til nogen menneskelig autoritet uden for Bibelen – skrevet med inspiration fra Martin Luthers berømte udtalelse. Det er faktisk umuligt – prøv at følge mig i det her – det er umuligt at have bibelsk tro på en sandhed, som man ikke tror på findes i Bibelen. Det er ikke karakteristisk for bibelsk tro. Det er ikke essensen af bibelsk tro, bibelsk underkastelse eller bibelsk troskab til Gud i Hans ord, at den ville bøje sig for noget menneske, der underviser i noget, der strider imod Skrifterne.
Hvilket betyder, at den endelige autoritetskilde er i Skrifterne, og den endelige appelinstans for, hvad Skrifterne lærer, er i den af Ånden oplyste samvittighed, ikke i en anden autoritet uden for Bibelen og uden for samvittigheden. Denne overbevisning har rod i selve naturen af bibelsk tro og naturen af bibelsk underkastelse. Og her er, hvad jeg mener:
Det er hverken bibelsk eller klogt at overgive sin samvittighed til en menneskelig autoritet uden for Bibelen.
At sige, at en anden menneskelig autoritet uden for Bibelen kan binde den menneskelige samvittighed imod det, den ser i Skriften, er at kræve, at man ikke bør have forstanden med, når man tror og underkaster sig. Man kan også kalde det for blind underkastelse af en ekstern autoritet, hvis man ikke bruger forstanden. Det ligger til troens natur, at en person ikke kan tro på, at det er bibelsk, hvis det strider imod det, personen ser i Bibelen. Og bare fordi en anden person fortæller ham, at det er sådan, er det ikke ensbetydende med, at han kan tro det. Dette er troens natur.
Du kan ikke tro på noget som bibelsk, hvis du ikke ser det som bibelsk, uanset hvem der fortæller dig det. Hvis jeg ser én ting i Bibelen, men underkaster mig en autoritet, der lærer noget andet, ophøjer jeg de facto den autoritet over Bibelen. Og jeg forsøger det umulige: at tro på noget som bibelsk, som jeg ser som ikke-bibelsk. Det er mit andet svar.
3. Spørgsmålet står og falder med autoritet
Mit tredje svar er følgende: Jeg undrer mig ofte over, hvordan nogle mennesker vælger kirke. Når man beslutter sig for et kirkesamfund, bør man ikke kun fokusere på spørgsmålet om autoritet og se bort fra kirkens øvrige lære. For mig virker det som om at en kristen, der tror på evangeliet, og som er overbevist om Bibelens autoritet må lukke øjnene for at blive ført bag lyset. Det bliver du, hvis du tilslutter dig de romersk-katolske læresætninger, som for eksempel:
- Genfødsel i barnedåben. Den katolske lære lyder, at spædbørn modtager frelsen og troen ved at blive barnedøbt (Dette undergraver Bibelens lære, hvor der står, at “hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse (Rom 10:9-10). En troende er født på ny ved Helligånden, hvis personen har en personlig tro på Kristus og nu lever i lydighed og kærlighed til Ham (Joh 3:3, 8:31-32, 14:21; Ef 2:8-9; Joh 3:16; 1 Joh 5:1).
- At retfærdiggørelse (frelse) er et samarbejde mellem dig og Gud. (Bibelen lærer, at Gud af nåde frelser og retfærdiggør et menneske. Du frelses af nåde ved tro på Kristus, og uden at bidrage med nogen god gerning til din frelse overhovedet (Ef 2:8-9; Rom 3:28; Rom 4:5; Tit 3:5-7; Gal 2:16). Bibelen lærer, at de gode gerninger er resultat af din frelse, men aldrig frelsens årsag (Ef 2:8-9; Tit 3:5; Gal 2:16).
- Transsubstantiationen. Transsubstantiationen er en lære inden for Den Romersk-katolske Kirke, der beskriver, hvad der sker med brødet og vinen under eukaristien (eller nadveren). Ifølge denne lære bliver brødets og vinens substans mirakuløst forvandlet til Jesu Kristi legeme og blod, selvom deres ydre egenskaber (som smag, lugt og udseende) forbliver uændrede. Det betyder, at når katolikker modtager eukaristien, mener de at modtage selve Kristi legeme og blod, selvom det stadig ser ud og smager som brød og vin (Bibelen lærer, at nadveren med brød og vin er en ihukommelse af Kristi død. Vi husker med dette måltid, at Kristus døde for vores synder, og derfor er nadveren udelukkende et symbolsk måltid og ikke et offer (1 Kor 11:24-26; Luk 22:19; Matt 26:26-29; Mark 14:22-25; Luk 22:14-20; 1 Kor 11:20-21).
- Læren om afladsbreve, og det at bekende sine synder til en præst for at blive tilgivet. Pave Frans genindførte afladsbreve under særlige betingelser i 2015 og 2016. (Bibelen lærer, at Gud ikke kan tilgive os på grundlag af afladsbreve eller skriftemål, men kun på grundlag af at Jesus én gang for alle har båret vores skyld på korset (Hebr 7:27, 9:26, 10:14; Ef 2:8-9; Rom 3:23-24; Gal 2:16).
- Tilbedelse og bønner til Jomfru Maria ophøjer et menneske frem for at ophøje Gud. Dette kan skifte fokus fra Kristus’ rolle som den eneste formidler mellem Gud og mennesker, og lade Maria tage denne plads. Dette er en form for afgudsdyrkelse og risikerer at underminere Kristus’ centrale betydning i mange troendes hjerter, så de mangler ærefrygt for Ham (2 Mos 20:3-5; 5 Mos 6:13-15, 8:19, 11:16, 17:3, 30:17-18; 2 Kong 17:35-38; Kol 2:18; Åb 19:10; 1 Tim 2:5).
Med andre ord, når du overvejer spørgsmålet om autoritet – det vil sige spørgsmålet om Skriften alene kontra Romerkirkens kirkelige autoritet – kan du så adskille det spørgsmål fra de andre?Strider de katolske sakramenter ikke imod det, du har opfattet i Bibelen som sand lære? Og hvis ja, vil du så gå på kompromis med din samvittighed og benægte, hvad du tydeligt ser?
