Min have er fyldt med forfærdelige gule ukrudtsblomster. Ja, mælkebøtter. Som barn var det meget sjovt at plukke en hvid, dunet mælkebøtte, holde den op og puste.
På den måde blev frøene spredt og landede til sidst i græsset. Dengang anede jeg ikke, at jeg spredte dette vilde, invasive ukrudt, som forstyrrede det omhyggeligt plejede græs. Nu er jeg husejer og haveejer, og hver weekend gør jeg mig umage for at fjerne dette ukrudt, som tilsyneladende spreder sig, uanset hvad jeg gør for at stoppe det. Mælkebøttefrø spreder sig naturligt og formerer sig – ligesom evangeliet.
Tænk et øjeblik på, hvordan nyheden om Jesus spredte sig, hvor end Han kom hen (Mark 1:21-28, 40-45, 5:1-20). På trods af Jesu bedste forsøg på at dæmpe begejstringen spredte Hans berømmelse og helbredelser sig vidt og bredt. Det var som den modne mælkebøtte, der spredes ud med vinden og slår rod, hvor end frøene flyver hen. Evangeliet spredes på samme måde, fra person til person, fra familie til familie og fra samfund til samfund.
På samme måde læser vi om historierne fra den tidlige kirkes begyndelse i Apostlenes Gerninger, hvor Guds ord spredes med livgivende styrke:
Men Guds ord fik fremgang og blev udbredt (ApG 12:24).
Og Herrens ord blev udbredt i hele landet (ApG 13:49).
Således fik ordet ved Herrens kraft stadig fremgang og styrke (ApG 19:20).
Så hvis Guds ord – de gode nyheder om Jesus Kristus – i sagens natur har kraft til at vokse og mangedobles gennem Helligåndens virke, hvorfor er evangelisering så svært? Hvorfor deler vi ikke evangeliet mere, end vi gør? Vi bør reflektere over, om vi er en frisk vind, der spreder de gode nyheders frø, eller om vi i stedet hindrer dem i at udbrede sig hurtigt og vidt omkring. Desværre er mange af os mere en mur end en brise. Men hvorfor?
Fire områder der hindrer os i at evangelisere
1. Mangel på viden om evangeliet
Hvor mange gange har du ikke hørt evangeliet i en prædiken, en bog eller en samtale? Hvis du har været kristen – selv i kort tid – har du sandsynligvis hørt evangeliet hundredvis af gange. Alligevel kæmper mange af os stadig med at formulere evangeliets sandheder på en enkel, sammenhængende og forståelig måde. Kan du dele evangeliets vigtigste budskab på 60 sekunder, lige nu?
2. Apati
Nogle af os bekymrer os bare ikke så meget om fortabte mennesker. Vi ville aldrig sige det, men vores prioriteringer og liv afslører det. Vi har ikke tid i vores travle kalender til at interagere og engagere os i dem, der ikke kender Kristus. Vi er for længst holdt op med at bede for fortabte mennesker i vores nabolag og på vores arbejdspladser. Vi har næsten ingen ikke-kristne venner, og dermed få bånd til dem. Fortabte mennesker har en lav prioritet for os. Hvornår har du f.eks. sidst inviteret en person hjem til dig, som ikke kender Kristus?
3. Frygt
Hvad vil andre tænke om mig? Hvad hvis de ikke kan lide mig eller min familie? Nogle er lammet ved tanken om at blive gjort ubehageligt til mode, marginaliseret, latterliggjort eller åbenlyst hånet. Vi er bange for, at vi vil miste forretninger eller miste en forfremmelse på jobbet. Hvad hvis de holder op med at invitere mine børn til fødselsdagsfester? Hvad nu hvis det bliver akavet at tale om Kristus, når jeg ser mine naboer? Hvad hvis de sætter mig i bås med Jehovas Vidner eller andre sekter?
4. Mangel på medfølelse
Vi mangler medfølelse for de fortabte. Vi har for længst glemt, hvordan det var at leve uden håb, fortabt og adskilt fra Kristus. Vi tænker sjældent på, at de, der ikke adlyder Kristus…
…Dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om vor Herre Jesus. De skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt (2 Thess 1:9).
Vi er ikke specielt bekymrede på deres vegne. Vi siger måske, at vi bekymrer os, men vi råber sjældent til Gud om frelse for vores fortabte naboer, kolleger og klassekammerater. Paulus’ medfølelse i Romerbrevet 9:3 er os fuldstændigt fremmed:
Jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte. Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd.
Sammen og ikke alene overvinder vi disse forhindringer
Vores mission er at gøre disciple (Matt 28:18-20), så hvordan kan vi som Kristi efterfølgere overvinde disse forhindringer, der holder os tilbage fra at være nådens budbringere til de fortabte? En af de vigtigste måder, vi kan overvinde vores manglende viden om evangeliet, apatien, frygten og manglen på medfølelse, er ved at være sammen med vores trosfæller for at huske og udvikle vores centrale kald og overbevisninger:
Vi er mennesker, der er døde til os selv og lever for Kristus (Gal 2:20).
Vi har det store privilegium at tilskynde vores trosfæller til kærlighed og gode gerninger, som Gud har lagt til rette for os at gøre (Hebr 10:24; Ef 2:10).
Nogle af disse gode gerninger er at fortælle andre om Guds nåde i vores liv og at forkynde de gode nyheder om Jesus Kristus for de fortabte.
Inden for rammerne af et kristent fællesskab kan en anden troende tale og minde os om netop de sandheder, som vi har brug for at høre. Dietrich Bonhoeffer udtrykte det på denne måde:
Vi taler til hinanden på grundlag af den hjælp, vi begge har brug for. Vi formaner hinanden til at gå den vej, som Kristus byder os at gå. Vi advarer hinanden mod den ulydighed, som er ødelæggende for os begge. Vi er blide og strenge over for hinanden, for vi kender både Guds godhed og Guds strenghed. (Livet sammen, 106).
Alle kristne har brug for trosfæller til at hjælpe dem med at vokse i deres forståelse af evangeliet. Alle har brug for personer i deres liv, som motiverer dem til med større iver og barmhjertighed at dele det gode budskab om Jesus villigt, velsignet og frimodigt, fordi vi bør elske de fortabte. Her er fire måder, hvorpå dette kan udfolde sig i et fællesskab.
Fire trin der hjælper os med at dele evangeliet
1. Bed sammen for de fortabte
Når kristne er samlet i smågrupper eller missionsfællesskaber, bør vi gøre det til en prioritet at bede for de fortabte ud over vores normale bønneemner.
I Apostlenes Gerninger 4:23-31 læser vi, at disciplene samles, efter at Peter og Johannes er blevet løsladt fra fængslet for at bede om, at Gud vil give dem frimodighed til at tale Hans ord. Hvis den tidlige kirke havde brug for at bede om større iver og frimodighed i at evangelisere, hvor meget mere har vi så brug for at bede på samme måde når vi samles?
En enkelt måde at bede vedholdende på i en bibelstudie/bønnegruppe er ved at afslutte studiet med disse spørgsmål:
Hvilke sandheder har vi lært om Gud, og hvem kan vi dele det med i vores omgangskreds?
Dette kan naturligt efterfølges af vedholdende bøn for de personer i vores liv, der har brug for at lære Kristus at kende. Når vi beder om, at Gud skal virke i vores fortabte venners liv, så forvandles apati til en iver efter og vilje til at engagere os for Kristi skyld.
2. Mind hinanden om evangeliet
Ved konstant at påminde os selv og hinanden om evangeliet, rustes vi bedre til at tale om det til dem, der ikke kender Kristus.
I 2 Timotheusbrev 2:8-13 minder Paulus – Timotheus – om evangeliets sandhed for at opmuntre ham til at presse på og være trofast over for det budskab, der er blevet betroet ham. Hvis Timotheus – en elev af Paulus – en trofast tjener, en pastor, prædikant og lærer – havde brug for at blive mindet om evangeliets sandhed for at blive ved, hvor meget mere har du og jeg så ikke brug for at blive mindet om evangeliets evige sandheder?
En stor del af denne påmindelse sker i forbindelse med sammenkomster med trosfæller. Når Guds folk minder hinanden om Hans sandheder – uge efter uge i hjemmene og til gudstjenesten – bekæmper vi hukommelsestabet ved at minde hinanden om evangeliet, at Guds mission er at frelse syndere gennem Hans søns: Jesu fuldbragte værk på korset. Ved konstant at påminde os selv og hinanden om evangeliet, rustes vi bedre til at tale om det til dem, der ikke kender Kristus.
3. Anvend evangeliet sammen
I Galaterbrevet 2:11-14 går Paulus imod Peter, fordi Peters opførsel og adfærd ikke var i overensstemmelse med evangeliet. På samme måde har vi brug for kristne brødre, som vil fortælle os, at det ikke er i orden at være ligeglad med de fortabte. Sådanne holdninger er ikke i overensstemmelse med evangeliet. Når frygt og apati bliver afsløret, opstår der en ny mulighed for at anvende evangeliet i vores eget liv.
Hvis vi er bange for, hvad andre vil tænke, bliver vi mindet om, at vores identitet er i Kristus, og at vores liv tilhører Ham. Hvis vi mangler medfølelse, bliver vi irettesat, når vi tænker på Guds dybe medfølelse med fortabte mennesker uden en hyrde.
Vores åndelige modenhed kan bl.a. måles ved, om vi evangeliserer. For mange omsættes teologisk viden ikke til Åndens frugter – f.eks. kærlighed til trosfæller, eller til at tjene andre, eller selvopofrende at give eller udbrede evangeliet. Sammen i fællesskab hjælper vi hinanden med at blive mere som Kristus ved at være trofaste disciple, der gør andre til disciple.
4. Bevis evangeliets kraft sammen
Hvis vi har tillid til evangeliets evne til at transformere liv, kan vi frimodigt og uden forskel forkynde denne gode nyhed med selvopofrende kærlighed til de fortabte i håb om, at nogle vil blive frelst.
Hvis vi ikke tror på evangeliets tilstrækkelighed, vil vi aldrig kunne dele dette frimodigt og simpelt. Men hvis vi virkelig tror på, at Guds ord omvender folk gennem Helligåndens kraft, vil vi ufortrødent dele evangeliets enkle og uforfalskede sandhed. Et reduceret og utilstrækkeligt evangelium vil hurtigt blive opgivet og aldrig delt. Men ved evangeliet frelses vi af nåde ved tro – uafhængigt af vores gerninger – som en gratis gave fra Gud (Ef 2:8-9). Og dette evangelium skal tros, værdsættes og forkyndes frimodigt.
Sammen med trosfæller må vi minde hinanden om, at Guds ord er tilstrækkeligt til at udføre Hans værk til Hans formål. Hvis vi har tillid til evangeliets evne til at transformere liv, kan vi frimodigt og uden forskel forkynde denne gode nyhed med selvopofrende kærlighed til de fortabte i håb om, at nogle vil blive frelst.
