Glæde spiller en central rolle i det kristne liv. Ifølge Skrifterne skal Guds folk ikke kun være glade, men også kendes på deres glæde. Vores himmelske Fader er ikke ligeglad med vores glæde.
Glæde i det kristne liv er mere end blot en pligtopfyldelse. Glæde er ikke bare glasuren på kagen, men en vigtig ingrediens i en kompleks dej. Livet rummer ikke kun glæde. Men selv i vores mest smertefulde tab og lidelser må vi opdage, hvor dybt den kristne glædes kilder flyder. Selv gennem prøvelser og mørke tider oplever vi denne glædes sande natur – den er ikke flygtig eller overfladisk, men stærk, betydningsfuld og helhjertet. Vi har adgang til en dybere glæde, som eksisterer side om side med, og går dybere end vores sorg.
Glæde er mulig
Når nogen hører, at glæde ikke er valgfri, opfatter de det som et løfte og et håb. Hvis glæden er essentiel, må det betyde, at glæden er mulig. I en verden med synd og lidelse, kaos og elendighed er det gode nyheder at høre, at det er muligt at glæde sig.
Glæde er for det første påbudt overalt i Bibelen. Den blev påbudt Guds folk – Israel – under den første pagt, måske især i Salmernes Bog:
Israel skal glæde sig over sin skaber, Zions sønner skal juble over deres konge (Sl 149:2).
Når Herren vender sit folks skæbne, skal Jakob juble og Israel glæde sig (Sl 14:7).
I retfærdige, glæd jer i Herren, og lovpris hans hellige navn (Sl 97:12).
Tjen Herren under glædessang, træd frem for ham under jubel! (Sl 100:2).
Glæd jer over Herren, fryd jer, I retfærdige, alle I oprigtige skal juble! (Sl 32:11).
Bogstavelig talt er der hundredvis af andre eksempler i hele Det Gamle Testamente. Ud over Israel befaler Gud alle nationer at glæde sig over deres Skaber:
Folkeslagene skal glæde sig og juble (Sl 67:4),
Og Gud befaler endda sin skabelse at deltage i glæden:
Himlene skal glæde sig, og jorden skal juble (Sl 96:11).
Selvom Kristus var kendt som en “lidelsernes mand” (Es 53:3), ændrer Gud ikke sin holdning i Det Nye Testamente. Han befaler os at glæde os over vores “løn i himlen,” og at vores navne er “indskrevet i livets bog:”
Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer (Matt 5:12).
Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen (Luk 6:23).
Men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i livets bog (Luk 10:20).
Ja, glæde er mulig, en glæde så ægte og rig, at vi vender os til venner og naboer og siger:
Glæd jer med mig (Luk 15:6, 9).
Apostlen Paulus fremhæver glæden yderligere i sine breve til menighederne:
Vær glade i håbet… glæd jer med de glade (Rom 12:12, 15).
I øvrigt, brødre, glæd jer! (2 Kor 13:11).
Glæd jer altid (1 Thess 5:16).
Og så kommer glædesbølgen i Filipperbrevet:
Glæd jer og glæd jer med mig (Fil 2:18).
Glæd jer i Herren (Fil 3:1).
I øvrigt, mine brødre, glæd jer i Herren! At skrive det samme til jer igen og igen gør mig ikke træt, men slår det fast for jer (Fil 4:4).
Selvom vi ikke er blinde over for livets mange smerter i denne tidsalder, har vi i Kristus adgang til en dybere liggende glæde, som eksisterer side om side med og overgår selv vores dybeste sorger – vi er “som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt” (2 Kor 6:10).
Guds godhed er en væsentlig årsag til, at Bibelen insisterer på vores glæde. Opfordringen til at glæde sig udspringer af Guds egen godhed:
Du skal tilbede Herren din Gud og glæde dig sammen med levitterne og de fremmede, som bor hos dig, over alt det gode, som Herren din Gud har givet dig og din slægt (5 Mos 26:11).
Glæden i menneskets hjerte er et svar på Skaberens godhed. Det er en passende reaktion for modtageren at vise glæde som svar på giverens godhed.
Men jeg er ikke glad
For nogle er påbuddene om glæde en kilde til begejstring og muligheder; for andre fremstår det som en udfordring. Begge holdninger er berettigede. Vi er syndere – af natur åndeligt døde (Ef 2:1-3). Vores følelsesliv er ofte ustabilt, og vores åndelige tilstand kan være svækket. Selv som kristne gennemlever vi en følelsesmæssig rutsjebanetur, som svinger fra apati til åndelig vågenhed, og så tilbage til apati igen.
Os, der kender os selv og stræber efter at være ærlige over for virkeligheden, må indrømme, at vi ofte ikke er så glade, som vi burde være. Vi beder gentagne gange vores himmelske Fader:
Lad mig atter frydes over din frelse, styrk mig med en villig ånd! (Sl 51:12).
For personer, der føler sig sløve og selverkendende, kan påbuddet om glæde virke mere fordømmende end befriende. Det kan føles som en ekstra byrde på allerede overbelastede skuldre. Men vores mangel på glæde er ikke hele historien. Der står stadig en uendelig kraftfuld del af ligningen tilbage.
Gud er fuldstændig engageret i din glæde
Med bevidstheden om vores uophørlige fejl er det en enestående nyhed, at Gud selv er helt og aldeles engageret i vores evige glæde i ham. Han er faktisk, på en hvis måde, lige så dedikeret til vores glæde i ham, som han er til sit endelige formål med universet: at blive æret og herliggjort. For vores glæde er direkte forbundet med hans herlighed. Som John Piper poetisk udtrykker det: Gud bliver mest herliggjort i dig, når du er mest tilfreds i ham.
Gud er lige så optaget af vores glæde i ham, som han er af sit ultimative formål i universet.
Gud er retfærdig og derfor ikke ligeglad med sin egen herlighed. Og det er gode nyheder for os, der søger tilflugt i hans søns blod og retfærdighed, at han heller ikke er ligeglad med vores glæde. Det handler ikke om en overfladisk, letsindig, hul “glæde,” som ydre forhold i en falden verden kan frembringe, men om en dyb, meningsfuld og rig glæde, der kan trænge dybere og bredere end selv de mest glædesløse aspekter af livet.
I Kristus står Gud ikke længere som en fjende i almægtig vrede, men er nu på vores side – for vores dybe og varige glæde – i hans almægtige kærlighed. Hans løfte, som vi modtager gennem Kristus, lyder fra Jeremias:
Jeg glæder mig over dem og vil dem det godt; i fuld og oprigtig trofasthed planter jeg dem her i landet (Jer 32:41).
Vores glæde vil ikke være perfekt i dette liv; vi vil stadig møde kamp og anstrengelse. Vi vil opleve angst og bekymringer, vi vil opleve op – og nedture. Men selv her oplever vi glimt af glæde. Ikke alene er en uovervindelig glæde på vej, men vi smager allerede nu på dens sødme, særligt gennem lidelser.
Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde (1 Pet 1:8).
Det er gode nyheder, at glæde ikke er en valgfri del af det kristne liv, for den endelige vægt ligger ikke på vores skrøbelige skuldre, men på Guds almægtige.
