I har hørt, at der er sagt: “Du skal elske din næste og hade din fjende.” Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer (Matt 5:43-44).

“VI VIL GERNE LÆRE at skændes på en fair måde.”

Da jeg begyndte i ægteskabsrådgivning med Stine og Thomas, var det deres mål. I årevis havde de, hver gang en konflikt dukkede op, taget de billedlige boksehandsker på og angrebet hinanden. De stak til hinandens usikkerheder. De slog under bæltestedet med sårende fornærmelser og hårde skældsord. De gik efter hinandens venner, familier og tro. De brugte enhver verbal kampteknik, der kunne slå den anden ud.

Den dag trådte de ind i mit rådgivningslokale blødende. Hver af dem havde påført den anden dybe følelsesmæssige sår – tydeligvis som følge af at have skændtes uretfærdigt. De ville have, at jeg skulle lære dem at skændes på en fair måde, så det gjorde mindst mulig skade.

Jeg sagde til dem, at det ville jeg ikke.

Hvorfor ikke? Fordi skænderier ikke hører hjemme i et ægteskab – heller ikke, hvis de er “fair”. At skændes betyder per definition, at to fjender står over for hinanden, hvor hver især forsøger at besejre den anden. Men i ægteskabet er I ikke fjender – I er holdkammerater. Faktisk er I så tæt forbundne, at Gud på forunderlig vis omtaler jer som “ét kød” (1 Mos 2:24). I trådte ind på dette to-personers, ét-køds-hold, da I indgik jeres ægteskabspagt på bryllupsdagen. Og forhåbentlig bliver I på holdet, indtil den dag I dør.

Og selv hvis din ægtefælle føles som din fjende, tillader Jesus ikke skænderier. Tværtimod kræver han i Matthæusevangeliet 5:43-44, at du viser din “fjende” kærlighed. Det betyder, at du lægger dit liv ned for din ægtefælle i stedet for at insistere på din egen vilje. Det betyder tålmodighed i stedet for irritation. Det betyder venlighed i stedet for uhøflighed, ydmyghed i stedet for stolthed, uselviskhed i stedet for selviskhed og tilgivelse i stedet for bitterhed. Og som om det ikke var nok, vil Jesus også, at du beder for din ægtefælle. Han vil, at du beder Gud om at velsigne din ægtefælle.

Det er ikke nogen lille opgave. Hvis du stoler på din egen viljestyrke, vil du fejle. Når spændingerne stiger, vil du tage handskerne på og gå i kamp mod din ægtefælle. Hvor finder du styrken til at vise kærlighed, når din ægtefælle føles som en fjende? Du må vende dig mod ham, der elskede os, mens vi endnu var hans fjender (Rom 5:10). Du må bede om styrke fra ham, der besejrede den største fjende, du og jeg stod overfor – selve døden (1 Kor 15:26). Du må knæle for Jesus Kristus – ham, der på korset blev Faderens fjende for at frelse dig fra Helvede – og bede ham om at fylde dig med så stor kærlighed, at den flyder over og rammer din ægtefælle.

Skænderier er ikke tilladt i ægteskabet. Når din ægtefælle føles som din fjende, giver Jesus dig kun én mulighed: kærlighed.


Reflektér som par: Ser I hinanden som fjender? Det er I ikke. Hvordan bør det, at I er ét kød, forandre den måde, I håndterer konflikter på?

Reflektér selv: Når du skændes med din ægtefælle, hvad kæmper du så egentlig for? Anerkendelse? Kontrol? Respekt? Noget andet?

Lev det ud: Næste gang tingene bliver ophedede mellem jer, så tryk på stop og tag en pause (se Dag 27 for mere om dette). Gå hver for sig en tur. Tag boksehandskerne af og mind jer selv om, at I er på samme hold. Bed for hinanden. Bed for jer selv. Når I mødes igen, så vis hinanden kærlighed – ikke had.

Ægteskabskonflikt: Lær at tale sammen som holdkammerater
Uddrag fra

Ægteskabskonflikt: Lær at tale sammen som holdkammerater

Denne 31-dages andagtsbog er en varm, bibelsk og praktisk lille bog til ægtepar, der ønsker hjælp midt i hverdagens konflikter.

Del indlægget

Af Den 21. april 2026Kategorier: Ægteskab, Bogudgivelse, Konflikthåndtering

Tilmeld dig vores nyhedsfeed.

Tilmeld
dig vores
nyhedsfeed.

Tilmeld dig vores nyhedsfeed og få den seneste artikel direkte i din indbakke.

Ægteskabskonflikt: Lær at tale sammen som holdkammerater
Uddrag fra

Ægteskabskonflikt: Lær at tale sammen som holdkammerater

Denne 31-dages andagtsbog er en varm, bibelsk og praktisk lille bog til ægtepar, der ønsker hjælp midt i hverdagens konflikter.