Han sagde: “Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ‘Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød’? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” – Matt 19:4-6
For din skaber tager dig til hustru, Hærskarers Herre er hans navn; Israels Hellige løskøber dig, han kaldes hele jordens Gud. – Esajas’ Bog 54:5
Jesus befaler, at mand og kvinde skal være tro mod deres ægteskab. Han antager ikke, at det er let. Men han lærer, at det er noget stort, fordi ægteskabet er Guds eget værk – et mirakel, hvor han skaber en ny virkelighed: “ét kød”. Denne forening går ud over, hvad mennesket fuldt ud kan forstå, og viser verden i menneskelig form, hvordan Gud har bundet sig til sit folk i en pagt.
Ægteskabet er langt mere helligt, end de fleste forestiller sig. Det er både Guds skaberværk, et levende billede på hans forhold til sit folk og en afspejling af hans herlighed. Over for de mange svækkede syn på ægteskabet i vores tid lyder Jesu budskab klart: Ægteskabet er et stort værk af Gud og en hellig pagt, der kun kan brydes af døden.
Ægteskabet – et spejl af Guds pagt med sit folk
Jesus kendte sine jødiske skrifter og så dem som noget, der fandt deres opfyldelse i ham og hans gerning (Matt 5:17-18). Det omfattede også forståelsen af, hvordan Gud beskrev sit forhold til sit folk som et ægteskab.
Gud siger for eksempel:
- “For din skaber tager dig til hustru, Hærskarers Herre er hans navn” (Es 54:5).
- Og: “På den dag, siger Herren, skal du kalde mig Min Mand … Jeg forlover mig med dig for evigt; jeg forlover mig med dig i ret og retfærdighed, i godhed og barmhjertighed. Jeg forlover mig med dig i troskab, og du skal kende Herren” (Hos 2:18,21-22).
- Eller: “Da jeg kom forbi dig og så, at din tid var inde, tiden til elskov, bredte jeg min kappe over dig og dækkede dit køn. Jeg gav dig min ed og indgik en pagt med dig, så du blev min, siger Gud Herren” (Ez 16:8).
- Og endelig: “Men som en kvinde er troløs mod sin elskede, var I troløse mod mig, Israels hus, siger Herren” (Jer 3:20).
Med disse skrifter som baggrund var det uundgåeligt, at Jesus så Guds skabelse af ægteskabet som et billede på forholdet mellem Gud og hans folk. Derfor læste han i 1 Mosebog 2:24: “Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.” Da Gud sagde dette – og Jesus understreger, at det var Gud, der sagde det, ikke blot Moses, som skrev det (Matt 19:4-5) – havde han allerede i tankerne, at han en dag ville kalde sit folk sin hustru og sig selv deres mand.
Ægteskabet er altså en guddommelig skabelse, udformet med det formål at vise verden forholdet mellem Gud og hans folk.
Gud skaber hvert ægteskab til sin ære
Jesus er tydelig omkring, at ægteskabet er Guds skaberværk. Han lader det ikke være op til os at regne os frem til det, og han begrænser det heller ikke til det første ægteskab mellem Adam og Eva. Han siger: “Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille” (Matt 19:6).
Det er altså Gud – ikke mennesket – der er den afgørende skaber af ægteskabet. Og pointen er, at det gælder hvert enkelt ægteskab. Jesus siger ikke bare, at ægteskabet som institution er Guds idé, men at dette ægteskab – mellem denne mand og denne kvinde – er Guds værk. Når Jesus siger, at mennesker ikke må adskille det, Gud har sammenføjet, understreger han, at Gud selv har ført dem sammen.
De to er blevet ét kød – ikke kun fordi de har valgt hinanden, men fordi Gud har skabt noget nyt mellem dem.
Som en forening skabt af Gud – hvor mand og kvinde bliver ét kød – er ægteskabet en pagt, der afspejler Guds egen pagt med Israel. Deres ægteskab viser, hvordan Gud relaterer sig til sit folk.
Gennem ægteskabet fylder Gud jorden med vidner – ofte uden selv at vide det – om forholdet mellem ham og hans pagtsfolk. Det er en af de vigtigste grunde til, at skilsmisse og nyt ægteskab er så alvorligt. Det forvrænger billedet af Gud og hans pagt. Gud har aldrig skilt sig fra sin hustru for at gifte sig med en anden. Der har været adskillelse og smerte – men han tog hende altid tilbage.
Profeten Hoseas vidner om Guds radikale kærlighed til sin troløse hustru. Gud forlader aldrig sit folk. Selv når han må lade dem bære konsekvenserne af deres utroskab, søger han dem igen.
Det er det, ægteskabet skal vise: Guds urokkelige og nådefulde trofasthed mod sin pagts hustru.
På den måde er ægteskabet skabt til at ære Gud. Som Gud siger i Jeremias’ Bog 13:11: “For ligesom bæltet er knyttet tæt om lænden på manden, havde jeg knyttet hele Israel og Juda tæt til mig, siger Herren. De skulle være mit folk, til berømmelse, til lovsang og til herlighed; men de ville ikke høre.”
Gud udvalgte og forbandt sig frivilligt med Israel, så de kunne vise hans herlighed. Derfor er ægteskabet Guds skaberværk, et billede på hans trofaste kærlighed og et vidnesbyrd om hans ære.
Men hvad med Moses’ tilladelse til skilsmisse?
Det forklarer, hvorfor Jesu krav om troskab i ægteskabet virkede så radikalt på farisæerne. De kunne næsten ikke tro, at han satte barren så højt. De kom til ham og spurgte: “Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?” (Matt 19:3).
Jesus svarede dem ikke med henvisning til Moseloven, men til skabelsesberetningen. Han vil vise, at ægteskabets mening ligger i det, Gud oprindeligt skabte – ikke i, hvordan loven senere måtte håndtere menneskers synd.
Han sagde: “Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ‘Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød’? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille” (Matt 19:4-6).
Med andre ord: Gud skabte ægteskabet til at vare ved. Det skal ikke behandles, som om det kan brydes.
Men farisæerne troede, de havde fanget ham i en modsigelse. Han havde jo tilsyneladende sagt noget, der gik imod Moses. De spurgte derfor: “Hvorfor har Moses så påbudt manden at give et skilsmissebrev, når han skiller sig fra hende?” (Matt 19:7).
De forstod ham faktisk rigtigt – Jesus havde antydet, at ægteskabet ikke burde brydes. Men sådan havde de ikke læst Moses. Derfor spurgte de: Hvis det er sandt, hvorfor tillod Moses da skilsmisse?
Jesus svarede: “Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det ikke sådan” (Matt 19:8).
Jesus tager altså sit udgangspunkt sammen med Moses i skabelsesberetningen – ikke i de senere love. Han siger: Ligesom ægteskabet fra begyndelsen ikke var tænkt som noget, der kunne brydes, skal det nu – i Guds rige – igen forstås sådan. Med andre ord hæver Jesus standarden for sine disciple over det, Moses tillod.
Han formulerer det sådan: “Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud” (Matt 19:9).
Skilsmissens ødelæggelse
Her når vi til spørgsmålet: Gav Jesus sine disciple mulighed for at blive skilt og gifte sig igen? Findes der situationer, hvor han ville acceptere det?
Der er ikke enighed blandt Jesu efterfølgere i dag. Jeg vil fra begyndelsen sige tydeligt, at jeg ved, der findes mænd, der er mere gudfrygtige end jeg, som ser anderledes på sagen. Jeg påstår ikke at have det sidste ord, og jeg beder om nåde til at tage imod korrektion, hvis jeg tager fejl.
Det, der følger, er mit forsøg på at vise, hvorfor jeg tror, at Jesus så ægteskabspagten som noget, der kun kan brydes af døden – og derfor forbød nyt ægteskab, så længe den anden ægtefælle stadig lever.
(Redaktionel note: Til forskel fra John Piper forstår NordicHope Press Jesu ord om skilsmisse i lyset af de bibelske undtagelser nævnt i Matthæusevangeliet 19:9 og 1 Korintherbrev 7:15, hvor utroskab og en ikke-troende ægtefælles forladelse af ægteskabet regnes som legitime grunde til skilsmisse).
Jeg ved, at bare det at sige det kan føles knusende for nogle. Det kan lægge sorg oven i den smerte, man allerede bærer. Skilsmisse er dybt smertefuldt – ofte mere end at miste sin ægtefælle til døden. Ofte tager det år, måske årtier, før et ægteskab går i opløsning – og endnu flere år at bearbejde det:
- Livet bliver kastet omkuld.
- Skyld, frygt og følelse af fiasko kan plage sjælen. Som salmisten siger: “Hver nat væder jeg min seng med tårer” (Sl 6:7).
- Arbejdet lider.
- Nogle mennesker trækker sig væk, andre kommer for tæt på.
- Ensomheden kan føles ubærlig.
- Fremtiden synes ødelagt.
- Retsmøder og konflikter forstærker blot smerten.
- Og midt i det hele står ofte børnene. Forældre håber, at arrene ikke vil præge dem for livet – eller ødelægge deres egne ægteskaber en dag.
- Strid om forældremyndighed og økonomi gør sårene dybere.
- Og de kunstige samværsordninger kan forlænge tragedien i årtier.
Derfor græder mennesker med følsomme hjerter med dem, der græder. De forsøger ikke at gøre smerten større. Men omsorg bliver nogle gange forvekslet med kompromis. Folk tror, at kærlighed og konfrontation udelukker hinanden – at Jesu mildhed og hans fasthed ikke kan være to sider af samme kærlighed. Men sådan er det ikke.
Udfordringen til at elske bibelsk
Jesus var et menneske med dyb medfølelse. Samtidig var hans lære om ægteskab og skilsmisse urokkelig. Han sagde: “Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.”
Netop den fasthed er en del af hans kærlighed. For en syndig beslutning kan skade et menneske lige så meget som den følelsesmæssige smerte, det søger at undgå. Det gælder både for den enkelte, for menigheden og for samfundet.
Kærlighed, der går på kompromis med sandheden, kan se omsorgsfuld ud på kort sigt, men ødelægger på lang sigt. Når kirken forsøger at være “barmhjertig” ved at sænke standarden for ægteskabet, underminerer den selve det, Gud har indstiftet. Det kan føles hårdt nu, men på lang sigt fører trofasthed mod Jesu ord til velsignelse – ikke bare for ægtepar, men for generationer efter dem.
Derfor består den store udfordring for Jesu efterfølgere i at elske bibelsk – at forene tårer af medfølelse med kærlighedens fasthed i lydighed. Kun sådan ærer vi Kristus og bevarer ægteskabets og kirkens åndelige sundhed.
I Matthæusevangeliet 19:3-9 og Markusevangeliet 10:2-12 afviste Jesus farisæernes forsøg på at retfærdiggøre skilsmisse ud fra 5 Mosebog 24. Han bekræftede i stedet Guds oprindelige hensigt: at intet menneske må adskille det, Gud har sammenføjet. Han forklarede, at Moses’ tilladelse skyldtes menneskers hårde hjerter – og antydede, at han selv var kommet for at forvandle netop dét hjerte. Hans mål var, at hans disciple skulle leve efter en højere standard end den, loven tillod.
Uddrag fra Alt hvad Jesus befalede

Ægteskabskonflikt: Lær at tale sammen som holdkammerater
31 korte andagter, der hjælper jer med at gå bag om skænderiet og finde ord, der skaber nærhed i stedet for afstand.
Se bogen Fra 79 kr.


