Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde. – Matt 5:36-37
Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: “Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?” Jesus svarede ham: “Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.” – Matt 26:63-64
En ny standard for ærlighed
I kontrast til de kreative og korrupte måder, som mennesker finder på for at undgå sandheden (som vi så i det forrige artikel), siger Jesus: “Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge … Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde” (Matt 5:34,37).
Med andre ord går Jesus nu længere end den gammeltestamentlige standard om at holde sine løfter – han siger, at vi slet ikke skal bruge dem. Årsagen synes at være, at med Guds riges komme i hans tjeneste (Luk 11:20; 17:21), med Kongens nærvær selv (Matt 21:15-16), med sandhedens Ånds komme (Joh 15:26) og med den nye pagts begyndelse (Luk 22:20; se Befaling 23: Kæmp for at komme ind gennem den snævre port, for Jesus opfylder den nye pagt), så skal standarden for ærlighed hæves – og pladsen for det onde i denne verden blive mindre.
Jesus siger: “I må slet ikke sværge … Alt, hvad der er mere end – ja, ja og nej, nej – kommer fra det onde.” Ondskaben i menneskets hjerte har skabt løgn og bedrag. Jesus sagde, at det udspringer fra “løgnens fader” (Joh 8:44) og næres af hjertets vedvarende ondskab. Derfor er sandheden hele tiden truet. Men et fællesskab kan ikke overleve uden sandhed. Der må være en vis grad af tillid i ægteskaber, virksomheder, skoler, regeringer – og i alle de aftaler og relationer, som binder menneskelivet sammen. Uden sandhed falder det hele sammen.
Så menneskers tilbøjelighed til at lyve og bedrage er blevet holdt lidt i skak gennem det, vi kalder at sværge – altså at tage Gud til vidne for, at vi taler sandt.
Vi søger det i løfter, som kærligheden burde skabe
Det onde, som ødelagde tilliden, udspringer i bund og grund af egoisme og manglende kærlighed. Vi fordrejer sandheden for at få vores vilje – også selvom det skader andre.
Det viser, at for at sandheden skal kunne råde, må kærligheden råde. Hvis vi ikke var selviske og ligeglade med andre, ville vi ikke bryde vores ord, lyve eller opføre os hyklerisk. Så ville sandheden stå fast. Men kærligheden råder ikke i verden, og derfor er løfter og bekræftelser opstået som en erstatning for det, kærligheden burde have skabt. Løfter er blevet født ud af nødvendigheden, som manglen på kærlighed har skabt.
Fordi vi ikke elsker og derfor ikke kan stole på hinanden, bruger vi løfter for at forsikre andre om, at vi mener, hvad vi siger. Vi sætter os selv under trussel fra Gud, hvis vi bryder vores ord. På den måde bliver det vores egen frygt for at miste noget, der afgør, om vi taler sandt. Vi vil ikke straffes af Gud – og derfor holder vi os til sandheden. Det gælder selv for mennesker, der ikke tror på Gud. Derfor kan et løfte stadig have vægt som en form for forsikring.
Men Jesus siger i praksis: “Jeg kalder jer til et helt andet niveau af sandhed. Jeg kalder jer til at leve som vidner om, at mit rige er brudt igennem, og til at vise den ærlighed, jeg selv har bragt ind i verden. Ja, I lever stadig i en faldet verden, hvor løgn og bedrag findes. Derfor kan løfter og bekræftelser være nødvendige blandt dem, der ikke kender min frelsende kraft. De kan stadig have en funktion – som en slags dæmning mod menneskers løgn.”
Jesus svarede enkelt: “Du siger det selv”
Jesus sagde: “Men for jer – jer, der kender mig, følger mig og er tilgivet og forvandlet af mig – lad jeres ja og nej være lige så pålideligt som et løfte. Lad jeres integritet være uangribelig.”
Når retsbetjenten spørger: “Sværger du at sige sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, så hjælpe dig Gud?”, kan den kristne svare: “Jeg vil sige sandheden.”
Da Jesus stod for ypperstepræsten aftenen før sin død, sagde præsten: “Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, om du er Kristus, Guds Søn” (Matt 26:63). Med andre ord: Han krævede, at Jesus skulle kalde Gud som vidne på sin påstand om at være Messias.
Men Jesus bøjede sig ikke. Han svarede, helt i tråd med sin egen befaling i Matthæusevangeliet 5:37: “Du siger det selv.” Det var hans enkle ja: “Det er, som du siger” (Matt 26:64; se også Mark 14:62). Der var ingen grund til at sværge. Hans ja var lige så godt som et løfte.
Ypperstepræsten mærkede kraften i hans svar og behøvede ikke at presse ham yderligere. Han rev sin kappe itu og sagde: “Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen” (Matt 26:65).
Bør Jesu efterfølgere nogensinde sværge?
Selvom Jesu hovedpointe i sin radikale befaling om at sværge er, at vi skal være mennesker, der taler fuldstændigt sandt og lever med fuld integritet, må vi stadig spørge: Betyder det, at Jesu efterfølgere aldrig må sværge?
For at svare på det, kan vi vende spørgsmålet lidt om. Jesus sagde nemlig ikke kun: “I må slet ikke sværge” (Matt 5:34), men også den positive modsætning: “Jeres ord skal blot være ‘ja, ja – nej, nej'” (Matt 5:37).
Så vi kan spørge: Betyder det, at Jesu efterfølgere aldrig må bruge andre ord end “ja” og “nej”, når de lover, svarer eller bekræfter noget?
Det spørgsmål er vigtigt, fordi vi ser undtagelser i Jesu egen tjeneste, som advarer os imod at forstå hans ord alt for bogstaveligt. For eksempel sagde Jesus mere end 50 gange i evangelierne: “Sandelig, jeg siger jer,” eller endda “Sandelig, sandelig, jeg siger jer.”
D.A. Carson bemærker, at Jesus brugte dette udtryk for at “bekræfte og understrege sandheden og vigtigheden af det, han sagde.” Hvis der nogensinde har eksisteret et menneske, som ikke behøvede ekstra ord for at bekræfte sin sandhed, så var det Jesus. Alligevel gjorde han det.
Det viser, at ekstra ord ikke nødvendigvis udspringer af mangel på troværdighed – men af kærlighed. Af et ønske om, at lytteren skal forstå, at det, der bliver sagt, virkelig er værd at stole på. Derfor bør vi også være varsomme med at sige, at Jesu efterfølgere aldrig kan bruge sådanne forstærkende udtryk. Hertil kommer, at Gud selv, som er sandhedens væsen, nogle gange bekræftede sit ord med et løfte. Ikke fordi han var upålidelig, men for at give os endnu flere grunde til at stole på ham (se Luk 1:73; 1 Mos 22:16).
Derfor synes Jesu pointe at være, at vi skal leve i fuldstændig integritet og sandhed – ikke nødvendigvis, at vi aldrig må bruge nogen bestemt form for ord, når vi taler sandt.
Nogle løfter kan være tilladte
Når Jesus siger: “I må slet ikke sværge”, bør vi altså forstå det i lyset af den tanke, at der kan være situationer, hvor et løfte faktisk udtrykker kærlighed. Hvis man står over for et menneske, der ikke kender en, og hvor kulturen gør det naturligt at bruge et løfte for at skabe tillid, kan det være en kærlig handling at gøre det.
Med andre ord: Jesu forbud gælder de misbrug, som han netop har påtalt i Matt 5:35-36 og 23:16-22. Den tidløse pointe er, at hans efterfølgere skal være mennesker, man kan stole på – mennesker, hvis ord er sandt, uden at det behøver at understreges.
Pas på ikke at udvande Jesu radikale kald til sandhed
Selv når vi åbner for, at løfter i visse tilfælde kan være tilladte, må vi passe på ikke at udvande det radikale i det, Jesus siger. Han løfter os til et højere niveau end blot: “I har også hørt, at der er sagt til de gamle: ‘Du må ikke sværge falsk’, og: ‘Du skal holde, hvad du har svoret Herren'” (Matt 5:33). Hans mål er større end at få os til at holde vores løfter – han kalder os væk fra selve behovet for at sværge.
Som Jesu efterfølgere bør vi derfor tænke: Jeg behøver ikke at sværge. Jeg skal være langsom til at gøre det. For et løfte vil næsten altid – hvis ikke altid – antyde, at min troværdighed ikke kan stå alene, og det kan i sig selv give et forkert billede af Jesus.
En af Kristi store gaver til os er, at han har befriet os – både fra behovet for at lyve og fra behovet for at bevise, at vi ikke lyver. Jesu efterfølgere er ikke bare ærlige mennesker; de bevæger sig mod et liv, hvor der ikke længere er brug for forsvarsmekanismer for at blive troet. Derfor vil de også finde modkulturelle måder at vise, at Kristus er Herre over deres tanker og ord.
I sidste ende ønsker Jesus at blive kendt som vejen, sandheden og livet. Derfor kalder han os til at leve og tale på en måde, som gør den sandhed tydelig for verden.
Uddrag fra Alt hvad Jesus befalede
Udforsk vores udgivelser
Bøger og hæfter til tro, liv og tjeneste — på dansk.
Læs mere
