Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: “Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?” Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: “Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!” De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: “Hvis billede og indskrift er det?” “Kejserens,” svarede de. Da sagde han til dem: “Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” – Matt 22:15-21
Jesus var jøde. Han tilhørte et folk, der boede i deres eget land, men under Romerrigets totale magt. Kejseren havde ubegrænset myndighed – og blev endda betragtet som guddommelig. Kejser Augustus regerede, da Jesus blev født (Luk 2:1), og hans søn, Tiberius, regerede fra år 13 til 37 e.Kr., altså gennem resten af Jesu liv (Luk 3:1).
Derfor har den mønt, som Jesus bad farisæerne vise ham, sandsynligvis båret portrættet af Tiberius.
Fælden
Da farisæerne spurgte Jesus, om det var tilladt at betale skat til kejseren, forsøgte de at fange ham i en fælde. Jøderne var et undertrykt folk og forargede over, at deres lovede land var styret af hedenske romere. For mange var det at betale skat til Rom nærmest et religiøst forræderi – men at lade være kunne være selvmord.
Farisæerne forsøgte altså at få Jesus til at vælge mellem to katastrofer: Hvis han støttede skattebetalingen, ville han miste sin folkelige, messianske støtte. Men hvis han sagde, at man ikke skulle betale, kunne de anklage ham for oprør mod Rom og få ham henrettet.
De spurgte derfor: “Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at betale skat til kejseren eller ej?” Jesus gennemskuede deres hykleri og svarede med en sandhed, der rækker langt ud over spørgsmålet.
Han sagde: “Hvorfor sætter I mig på prøve, hyklere? Vis mig mønten, man betaler skat med.”
De rakte ham en denar.
Så spurgte han: “Hvis billede og navn er dette?”
De svarede: “Kejserens.”
Da sagde han: “Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” (Matt 22:17-21).
Jesus undveg ikke spørgsmålet. Han svarede på en måde, der tvang tilhørerne til at tænke dybere – og til sidst pegede hans svar på Guds suveræne autoritet over alt. Den første del af udsagnet – “Giv kejseren, hvad kejserens er” – får sin betydning fra den anden del: “(Giv) Gud, hvad Guds er!” Det er netop spændingen mellem de to befalinger, der viser, hvordan de skal forstås.
Det uventede, gennemtrængende svar
Man kan næsten se for sig, hvordan folk holdt vejret, da Jesus sagde: “Giv kejseren, hvad kejserens er.” Måske begyndte der et kort øjeblik at brede sig et tilfreds smil hos hans modstandere. Det lød jo som en indrømmelse til Roms overherredømme.
Jeg forestiller mig, at Jesus måske holdt en kort pause mellem de to udsagn – længe nok til, at de første ord nåede at synke ind: “Kejseren har et område af ejerskab og myndighed. Respektér det.” Men så føjede han de ord til, som vendte alt på hovedet: “…og (giv) Gud, hvad Guds er” Smilene stivnede. Det var ikke det svar, de forventede.
Jesus kaldte til en dobbelt troskab – en, der retter sig mod kejseren i kraft af hans begrænsede myndighed, og en, der retter sig mod Gud i kraft af hans uendelige ejerskab og autoritet. Men Jesus efterlod bevidst det åbne spørgsmål om, hvor langt disse to områder rækker. Er det et kompromis med Rom? Det afhænger helt af, hvordan man forstår forholdet mellem Guds og kejserens myndighed. Og netop dét tvinger Jesus os til at tænke over.
Udgangspunktet ligger i den anden befaling: “Giv Gud, hvad Guds er.” Den forudsætter noget, som enhver jøde vidste – at alt tilhører Gud. Hvis man ikke hører det i Jesu ord, gælder det, som profeterne sagde: “De har ører, men hører ikke.” Pointen er, at denne sandhed er så indlysende, at Jesus ikke engang behøver sige den højt. Ved at lade den stå usagt løfter han svaret fra det politiske til det teologiske – og giver en langt dybere sandhed end den fælde, hans modstandere havde lagt.
At give kejseren er at give Jesus – ellers er det forræderi
At Gud ejer alt og har al myndighed i universet betyder, at den første befaling – “Giv kejseren, hvad kejserens er” – må forstås i lyset af den anden: “Giv Gud, hvad Hans er.” Alt tilhører Gud. Derfor tilhører også kejserens magt Gud.
Når vi giver kejseren det, der er hans, må vi altså gøre det som en del af at give Gud det, der er hans. Det er helt afgørende for at forstå, hvordan man kan være fuldt og helt hengiven til Jesus som Herre og samtidig leve i en verden under jordisk autoritet. Selv om kejserens magt stod bag Jesu korsfæstelse, var Jesus alligevel Herre over kejseren. Han vidste det selv.
Han undlod blot under sit jordiske liv at bruge sin ret og sin magt til at besejre sine fjender. Han valgte frivilligt at give sit liv: “Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre” (Joh 10:17-18).
Efter sin opstandelse sagde han: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (Matt 28:18). Det betyder, at hans autoritet står over enhver jordisk hersker. Når Jesus siger: “Giv kejseren, hvad kejserens er,” betyder det altså: I alt, hvad I gør mod kejseren, skal I samtidig ære Jesus som den, der har absolut myndighed over kejseren.
Under sin jordiske tjeneste valgte Jesus ikke at fremhæve sin universelle magt. Han var kommet for at lide og dø. Han vidste, at der ville komme en dag, hvor han åbent skulle herske over alle nationer.
Derfor sagde han: “Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham…” (Matt 25:31-32). Men mens han levede på jorden, udøvede han ikke den magt åbenlyst. Derfor pegede han, når han talte om forholdet til kejseren, på Gud – ikke direkte på sig selv. Han sagde ikke: “Giv kejseren, hvad kejserens er, og mig, hvad der er mit.”
Men i virkeligheden var det præcis dét, han mente. Han og Faderen er ét (Joh 10:30). “Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen…” (Joh 5:22-23).
Selv da han stod for ypperstepræsten, og alt så ud til at være tabt, blev hans sande autoritet tydelig. Da præsten spurgte ham, om han var Messias, Guds Søn, svarede Jesus: “Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer” (Mark 14:62).
Med andre ord sagde han: “Selv om jeg nu bliver foragtet og dømt, vil jeg snart sidde på tronen over jer, over Pilatus, over Herodes – og over kejseren selv.” Derfor betyder befalingen “Giv Gud, hvad Guds er” også: Giv Jesus den ære, der tilkommer ham som den, der ejer og hersker over alt – også over alt, hvad der tilhører kejseren.
Der findes ingen myndighed undtagen den, Gud har givet
Jesus kræver altså ubetinget troskab mod sig selv – mod sin ejerskab og sin autoritet. Alle andre former for troskab er kun gyldige, hvis de udspringer af og formes af denne første og højeste troskab. De er gyldige, fordi de menneskelige myndigheder i verden – som kejseren – i sidste ende får deres magt fra Gud. Da Pilatus troede, han havde magt til at dømme Jesus, sagde Jesus til ham: “Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra” (Joh 19:11).
Pilatus havde altså kun autoritet, fordi Gud havde givet ham den. Derfor er menneskelig magt legitim, men ikke absolut. Den kommer fra Gud – men den er ikke Gud.
Når Jesus siger: “Giv Gud, hvad Guds er,” er det også en anerkendelse af, at den myndighed, Pilatus eller kejseren udøver, i sidste ende tilhører Gud. De ville ikke have den, hvis ikke Gud havde givet den. Jesus anerkender altså, at menneskelig autoritet kan være både virkelig og begrænset – den er indstiftet af Gud, men aldrig uafhængig af ham.
Gud er kilden til al autoritet
Det var risikabelt af Jesus at sige: “Giv kejseren, hvad kejserens er.” For det kunne lyde som en opfordring til blind lydighed mod en verdslig magt. Men Jesus vidste, hvad han gjorde. Han pegede på en dybere virkelighed: At hjertets stolthed og oprør mod Gud er en langt større fare for sjælen end kejserens magt udefra.
Han ønskede, at hans disciple skulle forstå, at faren fra et uretfærdigt styre aldrig er så dødelig som faren fra et oprørsk hjerte. Ingen uretfærdig lov fra Rom og ingen forfølgelse fra kejseren har nogensinde sendt et menneske i fortabelse. Men stolthed og ulydighed har sendt enhver fortabt, der ikke har en frelser.
Derfor er de jordiske myndigheder underlagt Guds vilje på to måder:
- For det første ønsker Gud, at vi skal erkende, at de er underordnede – og at vi derfor skal ære ham som den eneste sande, øverste hersker.
- For det andet ønsker Gud, at vi skal anerkende disse myndigheder som indsat af ham – og ikke stolt sætte os op imod det, han har indstiftet.
Alle jordiske magter og forpligtelser er altså ikke bare under Guds højeste autoritet, men også formet af den. Det betyder, at lydighed mod lovlige myndigheder er en del af lydigheden mod Gud, så længe det ikke står i modsætning til hans vilje.
Når kejseren – eller i dag den danske regering – kræver det, der med rette hører ham til, såsom skat, respekt og orden, skal det gives. Men når kejseren kræver det, der kun tilhører Gud – tilbedelse, troskab, sjælens herredømme – må vi sige nej. For “vi skal adlyde Gud mere end mennesker” (ApG 5:29).
Alt, hvad vi giver kejseren, skal altså gives som en del af vores lydighed mod Gud. Og enhver lydighed mod Gud former måden, vi forholder os til mennesker på – også til dem, der har magt.
En afsluttende refleksion
Jesus’ ord afslører et liv i spænding mellem to riger – det jordiske og det himmelske. Men for disciplene er det ikke en uløselig konflikt. For det himmelske rige definerer, hvordan vi lever i det jordiske.
At give kejseren, hvad der tilhører ham, er ikke en opdeling af livet i to adskilte områder – det er en erkendelse af, at alt i sidste ende tilhører Gud. Og derfor bliver lydighed mod lovlig autoritet en form for tilbedelse, så længe Gud forbliver den højeste.
Jesus kaldte sine tilhørere til at se ud over politiske fælder og magtspil – og ind i en virkelighed, hvor alt liv, al magt og al retfærdighed udspringer af Gud. Det betyder, at når vi giver, tjener, adlyder og betaler vores skyld til “kejseren”, gør vi det med hjertet rettet mod ham, som ejer både kejseren, mønten og verden selv.
Uddrag fra Alt hvad Jesus befalede
Udforsk vores udgivelser
Bøger og hæfter til tro, liv og tjeneste — på dansk.
Læs mere
