Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: “Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?” Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: “Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!” De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: “Hvis billede og indskrift er det?” “Kejserens,” svarede de. Da sagde han til dem: “Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” – Matt 22:15-21
Jeg sagde i den forrige artikel, at Jesus kræver ubetinget troskab mod sig selv – mod sit ejerskab og sin autoritet. Alle andre former for troskab er kun berettigede, afgrænsede og formede af denne højeste troskab mod Jesus som kongernes Konge. Vi har set, hvordan de er berettigede. Nu vender vi os til, hvordan de er begrænsede og formede.
Når kejseren kræver det, Gud forbyder
Alle vores jordiske forpligtelser er begrænset af, hvad Guds højeste autoritet har ført med sig gennem Jesus (se Joh 5:27; Matt 28:18). Vi bør gøre, hvad kejseren siger, fordi hans autoritet er givet ham af Gud. Men vi skal ikke gøre alt, hvad han siger. Hvis kejseren siger: “Kejseren er Herre!”, følger vi ham ikke. Hvis han befaler os at bøje os under hans herredømme, gør vi det ikke. Jesus er Herre. Hans efterfølgere bøjer sig for ham som den øverste – og for ingen andre. Selvom menneskelig autoritet i sidste ende kommer fra Gud, handler den ikke altid i overensstemmelse med Guds ord. Derfor kan den kræve det, som Gud forbyder.
Det er derfor, Jesus advarer om kommende konflikt. Han siger til disciplene, at de vil blive tvunget til at vælge mellem troskab mod ham og troskab mod kejserens stat. Det vil koste nogle af dem livet: “Men før alt dette sker, vil man lægge hånd på jer og forfølge jer, udlevere jer til synagogerne og kaste jer i fængsel, og I vil blive ført frem for konger og statholdere på grund af mit navn… nogle af jer skal de få dømt til døden” (Luk 21:12, 16).
Den advarsel giver kun mening, hvis Jesus faktisk lærer os ikke at give kejseren alt det, kejseren selv mener, er hans. At give kejseren, hvad kejserens er, inkluderer ikke at adlyde kejserens krav om, at vi ikke må give Gud vores højeste troskab. Guds suveræne autoritet sætter grænse for kejserens autoritet – og dermed for den lydighed, vi skylder ham.
Vi adlyder kejseren for at ære Kristus som den sande Herre
Alle vores jordiske forpligtelser er ikke bare berettiget og begrænset af Guds højeste autoritet; de er også formet af den. Med andre ord: selv den lydighed, vi faktisk skylder kejseren, ser anderledes ud, fordi kejseren ikke er absolut.
Vi adlyder kejseren (staten), hvor vi kan – ikke fordi han er herre, men fordi Jesus befaler os det. Al vores lydighed mod kejseren afsætter kejseren fra tronen ved at udtrykke Jesu herredømme. Vi ser al vores tjeneste for kejseren som en tjeneste for hans ejer og Herre, Jesus. Derfor er der ikke skyggen af tilbedelse i vores lydighed mod kejseren. Han bliver frataget ethvert krav på guddommelig ære i selve det, at vi underordner os hans love. Selv vores lydighed er derfor en stille form for oprør mod herskere, der gør krav på guddommelighed.
Jesus illustrerer, hvordan Guds øverste autoritet former vores underordning, i Matthæusevangeliet 17:24-27: “Da de kom ind i Kapernaum, gik de, der opkræver tempelskat, hen til Peter og spurgte: ‘Betaler jeres mester ikke tempelskat?’ Han svarede: ‘Jo!’ Da han kom hjem, kom Jesus ham i forkøbet og spurgte: ‘Hvad mener du, Simon? Hvem opkræver jordens konger told og skat af? Af landets egne borgere eller af de fremmede?’ Han svarede: ‘Af de fremmede.’ Jesus sagde til ham: ‘Så går landets borgere altså fri. Men for at vi ikke skal forarge dem, så gå ned til søen, kast en krog ud og tag den første fisk, der bider på, og når du åbner dens gab, vil du finde en statér. Tag den og giv dem den for mig og dig.”
Denne “to-drachme skat” sigter sandsynligvis til tempelskatten, som jøderne betalte hvert år til templets vedligeholdelse. Den præcise identitet af skatten er ikke afgørende for pointen her. Spørgsmålet var, om Jesus og disciplene ville betale den. Svaret er ja. Men måden, Jesus begrunder betalingen på, er det afgørende.
Han sammenligner det med en verdslig konge, der opkræver skat i sit rige. Opkræver han skat af sine egne børn? Nej. Så børnene er frie. “Sådan er det også med mig og mine disciple,” siger Jesus. “Vi er Guds børn – han, som har al myndighed og ejer alt – og derfor er vi i princippet ikke forpligtet til at betale denne tempelskat. Men vil vi gøre det alligevel? Ja. Hvorfor? For ikke at vække anstød.”
Pointen er denne: Nogle gange vælger vi at underordne os en autoritet – ikke fordi den har en iboende, absolut ret, men ud fra frihed og hensynet til det større gode.
Anvendt på kejseren ser princippet sådan ud: Gud ejer kejseren. Gud har absolut autoritet over ham. Denne almægtige Gud er vores Far, og vi er hans børn. Derfor er kejserens krav om at finansiere sin regering ikke absolut bindende for os. Vores Far ejer regeringen. Vi er frie. Ja, faktisk tilhører hele jorden os som arvinger – og en dag skal vi arve den fuldt ud (Matt 5:5). Men bør vi i denne frihed betale skat? Ja – fordi det nu fører til størst muligt gode, og fordi vores Far har sagt: “Giv kejseren, hvad kejserens er.”
På den måde ser vi, hvordan Guds højeste ejerskab ikke bare berettiger og begrænser, men også former den måde, vi udtrykker vores jordiske troskaber på.
Hvordan Jesu autoritet former vores ulydighed mod kejseren
Denne formende kraft fra Jesu højeste autoritet rækker også til måden, vi ikke adlyder kejseren på, når vi må lade være. Selv når vi må være ulydige mod kejseren, gør vi det ikke med ligegyldighed over for den autoritet, han faktisk har fået. Vores ulydighed formes stadig af, at Jesus står over ham – og i en vis forstand anerkender, at selv den forvredne magt, han udøver, sker under Guds suverænitet.
Vi så ovenfor, at Jesu autoritet sætter grænser for kejserens autoritet. Det ser vi i Jesu befaling om, at vi hellere må dø end fornægte ham. Jesus efterkom hverken Herodes’ krav (Luk 23:9), Pilatus’ krav (Mark 15:5) eller ypperstepræstens krav (Matt 26:62-63). Jesus viste og krævede en form for civil ulydighed. Og det er hans liv, hans undervisning og hans autoritet, der former, hvordan den ulydighed ser ud.
Vi har allerede brugt hele kapitler på Jesu befalinger om tjenersind (befaling 15), kærlighed til fjender (befaling 20) og næstekærlighed (befaling 21). De – og andre befalinger – skal i dyb grad præge, hvordan Jesu efterfølgere udøver civil ulydighed. Det kan hjælpe at anvende dem konkret her og give lidt retning.
Kærlighedens form på civil ulydighed
Matthæusevangeliet 5:38-48 taler Jesus både om at vende den anden kind til og om aktiv kærlighed til fjenderne (se Befaling 30: Elsk jeres fjender – gør godt mod dem, der hader jer, og giv til den, der beder jer). Han siger: “I har hørt, at der er sagt: ‘Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.” (Matt 5:38-42).
Alt dette kalder på imødekommenhed over for den, der misbruger dig eller beder om noget. Det ligner det stik modsatte af modstand.
Men midt i Jesu tale skifter tonen. Her taler han om den kærlighed, der ikke bare undlader at gengælde, men som aktivt søger det gode for fjenden. “I har hørt, at der er sagt: ‘Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige… Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matt 5:43-45, 48).
Her ligger vægten på at søge fjendens bedste – at elske ham, bede for ham og længes efter, at han må blive frelst og finde liv i Jesus. Gør godt mod ham, sådan som Gud gør, når han lader sol og regn falde over både onde og gode.
Spørgsmålet er så, om villigheden til at lide uret og afstå fra gengældelse altid er den bedste måde at elske på. Den ene vej betoner passivitet – at finde sig i uret uden at slå igen. Den anden vej betoner aktivitet – at handle for den andens bedste.
Er passivitet altid den højeste form for kærlighed?
Når kærlighed til den ene kræver modstand mod den anden
Svaret bliver klarere, når vi ser, at vi i uretfærdighedens situationer sjældent er de eneste, der bliver ramt. Hvordan elsker man både gerningsmand og offer – den, der gør ondt, og den, der bliver ramt? Er kærlighed passiv, når det ikke kun er din kind, der får slag, men andres – igen og igen?
Og hvad med befalingerne om at give til den, der beder? Er det kærlighed at give sin kappe til én, der vil bruge den til at kvæle et spædbarn? Hvordan går man “den ekstra mil” (kærligt!) med én, der vil gøre dig til medskyldig i drab?
Jesu ord gennemskærer vores selviskhed og frygt. De afslører, når vi kalder manglende mod for “fred”. Men Jesus siger ikke, at passiv eftergivenhed altid er kærlighed. Nogle gange er den bare mangel på mod. Ægte kærlighed må afveje ret og barmhjertighed for alle, der er berørt. Der kan komme et øjeblik – et vendepunkt – hvor kærligheden ikke længere kan nøjes med at tåle uret, men må handle – som da Jesus drev de handlende ud af templet (Mark 11:15).
Den største kamp: at være sønderbrudte i vores modstand
Hvilke retningslinjer har Jesu efterfølgere så for civil ulydighed? Jesu ord udelukker al hævngerrighed og enhver handling, der kun handler om egen sikkerhed. Herren skærer vores kærlighed til bekvemmelighed og ting væk. Det er pointen i Matthæusevangeliet 5:38-42: Handl ikke ud fra hensynet til din private fordel – tøj, komfort, ejendele, tryghed.
I stedet: Ved at stole på Jesus bliver vi mennesker, der er frie fra de ting – frie til at leve for andre: både de undertrykte og undertrykkerne; både de forfulgte og dem, der forfølger; både de døende børn og dem, der udfører abort; både racister og deres ofre.
Tonen i sådan civil ulydighed bliver det modsatte af rå, hæsblæsende, råbende, voldelig aktivisme. Vi er korsets folk. Vores Herre underlagde sig frivilligt korsfæstelsen for at frelse sine fjender. Vi skylder ham vores evige liv. Vi er tilgivne syndere.
Det tager al selvhævdelse ud af vores protest. Det tager al arrogance ud af vores modstand. Og hvis vi – efter at alle andre veje er prøvet – må sige nej af hensyn til kærlighed og retfærdighed, så begynder vi med at fjerne bjælken i vores eget øje. Den smerte og de tårer blødgør vreden og forvandler den til et ydmygt, stille, men urokkeligt nej.
Den største kamp er ikke at besejre uretfærdige love, men at blive den slags mennesker.
“Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” Lad den befaling ophøje Guds – og hans Søn Jesu – suverænitet over alle jordiske magter. Lad den binde vores hjerter i ubetinget troskab mod Jesu kongedømme.
Lad den både berettige, begrænse og forme den måde, vi udviser troskab mod “kejseren”. Og lad den frigøre os til at leve i denne verden som borgere af et andet rige – ikke ved at flygte, ikke ved at tilpasse os, men ved at leve den radikale forskel ud, som Kong Jesus skaber i alle relationer – også i vores forhold til staten.
Uddrag fra Alt hvad Jesus befalede
Udforsk vores udgivelser
Bøger og hæfter til tro, liv og tjeneste — på dansk.
Læs mere
