Befaling 21: Gør min himmelske Faders vilje – bliv forvandlet ved at stole på Jesus

For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor. – Mark 3:35

Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det! – Luk 11:28

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. – Matt 7:21

I den forrige artikel så vi, at den rige mand, som ønskede evigt liv, “manglede én ting.” Hvis han “ville være fuldkommen,” havde han brug for Jesus (Matt 19:21). Jesus er altså vejen til fuldkommenhed. Men hvordan er han det? Det kapitel gav det første svar: Jesus er grundlaget for vores fuldkommenhed over for Gud, når vi sætter vores tillid til ham.

Nu kommer et andet svar, som også er sandt: Jesus forvandler os indefra ved sin nærhed og kraft, så vi faktisk begynder at elske, som han elsker – og dermed bevæger os i retning af den fuldkommenhed, han kalder os til.

En vis grad af ægte, praktiseret lydighed er påkrævet

Svaret fra det sidste kapitel kan ikke alene fuldt ud forklare, at Jesus taler, som han gør, om at gøre Guds vilje. Jesus siger, at det at gøre Guds vilje virkelig er nødvendigt for vores endelige indgang til Himmeriget. “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje” (Matt 7:21).

Han siger, at på dommens dag vil han virkelig afvise mennesker, fordi de er “lovløshedens gerningsmænd.” “Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matt 7:23). Han siger, at mennesker vil “gå bort til evig straf,” fordi de virkelig undlod at elske deres medtroende: “Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!” (Matt 25:45).

Der er ingen tvivl om, at Jesus anså en vis grad af ægte, praktiseret lydighed mod Guds vilje som nødvendig for den endelige frelse: “For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor” (Mark 3:35). Så det andet historiske svar på spørgsmålet, “hvordan er Jesus vejen til fuldkommenhed?” har været, at han sætter os i stand til at forandre os. Han forvandler os, så vi virkelig begynder at elske, som han gør, og således bevæger os mod fuldkommenhed, som vi endelig opnår i Himlen.

Jeg siger det på den måde, fordi Jesus ikke giver os nogen antydning af, at vi kan blive fuldkomne i denne nuværende tidsalder. Han lærer os at bede Fadervor, og han placerer bønnen “Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” lige ved siden af bønnen “Giv os i dag vort daglige brød” (Matt 6:11-12). Med andre ord, ligesom vi beder om det daglige brød, skal vi dagligt bede om syndernes forladelse. Derfor forudser Jesus ikke et tidspunkt i denne tidsalder, hvor vi ikke vil have behov for tilgivelse hver dag.

Derfor siger jeg, at Jesus forvandler os, så vi virkelig begynder at elske, som han gør, så vi bevæger os mod fuldkommenhed, som vi endelig opnår i Himlen. Men selv om vores udlevede fuldkommenhed først kommer i Himlen, forvandler Jesus os virkelig nu, og denne forvandling er virkelig nødvendig for endelig frelse. Men måden, vores nye adfærd er nødvendig på, er anderledes end den måde, det at stole på Jesus for vores fuldkommenhed er nødvendig på.

At stole på Jesus forbinder os med ham. Så alene på grund af Jesu fuldbragte værk regner Gud os som retfærdige, selv før vores adfærd er forvandlet. Tolderen, som råbte: “Gud, vær mig synder nådig!” (Luk 18:13) ville ikke vove at pege på nogen retfærdig adfærd i sig selv som grundlaget for sin retfærdiggørelse. Han så bort fra det, han var, og bad om barmhjertighed. Gud erklærede ham retfærdig, før hans adfærd ændrede sig. Derfor er det at stole på Jesus nødvendigt for at blive forbundet med ham, som grundlaget for vores retfærdiggørelse. Men ny, forvandlet adfærd er nødvendig som frugten og beviset for denne forbindelse med Jesus.

Ethvert sundt træ bærer god frugt

Vi så i Befaling 7: Bliv i mig, at det at være forbundet med Jesus ved tro resulterer i et nyt liv i kærlighed. Det er den frugt, Jesus frembringer, når han virker i os: “Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15:5). Et andet sted gør han det klart, at det at være et “sundt træ” – det vil sige at være en person, som virkelig tror på ham – vil bære god frugt: “Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter” (Matt 7:17).

Frugten gør ikke træet godt. Træet gør frugten god. Gode gerninger knytter os ikke til Jesus. De er ikke grundlaget for, at vi bliver erklæret retfærdige. At stole på Jesus forbinder os med Jesus. Denne forbindelse resulterer i Guds erklæring om, at vi er fuldkomne, og den samme forbindelse frigør den kraft, som frembringer frugt. Grunden til, at Jesus kan sige: “Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden” (Matt 7:19), er ikke, fordi frugten er grundlaget for vores accept hos Gud – tolderen havde ingen frugt at tilbyde – men fordi fraværet af frugt viser, at vi ikke er forbundet med Jesus.

Derfor, når Jesus befaler, at vi skal gøre hans himmelske Faders vilje, mener han to ting. For det første mener han: “Tro på mig som dit eneste håb om en fuldkommen retfærdighed, som ikke er din egen. Denne fuldkommenhed er grundlaget for din accept hos Gud og din arv af evigt liv.” Dette er grunden til, at da folk spurgte ham: “Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” kunne han simpelthen svare: “Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt” (Joh 6:28-29).

At tro på Jesus er det første og mest væsentlige aspekt af Guds vilje for os. For det andet mener han: “Den samme tro, som knytter dig til mig for retfærdiggørelse, knytter dig også til mig på den måde, som en gren er afhængig af et vintræ, og på denne måde bærer du kærlighedens frugt, som opfylder Guds lov i ægte, praktiseret adfærd.”

Udtrykkes Guds vilje i dag i Det Gamle Testamentes lov?

Når vi nu ser tilbage på den rige mand, som kom til Jesus og spurgte: “Gode mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” (Mark 10:17), hvordan passer overholdelsen af loven så ind i Jesu svar? Jesu første svar til manden var: “Vil du gå ind til livet, så hold budene!” (Matt 19:17). Vi har set, at selv om det at holde Guds bud aldrig vil give en retfærdighed god nok til at opnå accept hos Gud, er anstrengelsen for at gøre Guds vilje ikke desto mindre væsentlig.

Spørgsmålet er nu: udtrykkes Guds vilje i dag i Det Gamle Testamentes lov? Et simpelt ja ville være misvisende. Og et simpelt nej ville også være misvisende. Vi må i stedet sige noget i retning af: ja, forudsat at loven filtreres gennem alle de forandringer, Jesus har medført – han som er lovens mål og opfyldelse.

Jesus sagde: “Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne” (Luk 24:44). Loven og Profeterne sigtede alle mod Jesus. Det er ikke overraskende, at da han kom, ville de blive opfyldt og ændret. Jesus talte om denne ændring omhyggeligt og respektfuldt: “Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket” (Matt 5:17-18).

Nedbrydning er ikke Jesu formål. Opfyldelse er. Og når loven er opfyldt i Jesus, ændres dens oprindelige brug dramatisk. En ny tidsalder er rundet, og Jesu efterfølgere vil forholde sig til loven anderledes, end Israel gjorde. Derfor sagde Jesus: “Loven og profeterne havde deres tid indtil Johannes. Siden da forkyndes Guds rige, og alle og enhver trænger ind i det” (Luk 16:16).

Hvordan vores oplevelse af loven ændres med Jesu komme

Her en enkel oversigt over de forandringer, der har fundet sted i vores forhold til loven, siden Jesu komme.

For det første, da Jesus lærte, at “alt det, som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent” (Mark 7:18), ophævede han praktisk talt Det Gamle Testamentes ceremonielle love. Markus gør denne enkle kommentar: “Dermed erklærede han al slags mad for ren” (Mark 7:19). “På sin egen myndighed alene satte Jesus princippet om ceremoniel renhed til side, som var indeholdt i meget af den mosaiske lov.” Fra nu af “så går landets borgere fri” (Matt 17:26), og vi kan spise eller lade være med at spise alt efter, hvad kærligheden kræver.

For det andet nævner jeg kærlighed som det centrale kriterium for vores adfærd, fordi dette er en anden ting, Jesus gjorde med hensyn til at ændre, hvordan vi oplever loven: han sagde, at den hele blev sammenfattet i kærlighed: “Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne” (Matt 7:12). Hermed ledte Jesus os væk fra at fokusere på budene som sådan og hen mod en relation til ham selv, som frembringer den kærlighed, der opfylder loven (se Befaling 32: Elsk din næste som dig selv – for det er loven og profeterne).

For det tredje fortalte Jesus en lignelse om ejeren af en vingård, hvis forpagtere ikke ville give ham hans afgrøde. Han sendte gentagne gange tjenere til dem, som forpagterne slog. Til sidst sendte han sin søn, som de dræbte. Alt dette repræsenterede Guds forhold til Israel som folk. Det store flertal af dem bar ikke frugt af tilbedelse og lydighed, og til sidst dræbte de Guds Søn (Matt 21:33-41). Jesus spurgte sine tilhørere, hvad ejeren skulle gøre. De sagde: “Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde” (Matt 21:41). Jesus anvendte dette korrekte svar på sine jødiske tilhørere på en katastrofal måde, som betegnede en enorm ændring i loven.

Han sagde: “Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter” (Matt 21:43). Med andre ord vender Gud sit primære frelsende fokus fra Israel til de andre folkeslag (se Befaling 48: Gør alle folkeslag til disciple – for missionen kan ikke fejle). Guds folk ville ikke længere blive defineret af etnicitet eller ved deltagelse i det teokratiske system af konger og præster og dommere og alle de ceremonielle og borgerlige love, som holdt det system sammen. Folket ville blive defineret ved tro på Jesus og kærlighedens frugt.

Konsekvenserne af denne forandring var enorme. Det er ikke længere Guds vilje, at hans folk skal øve hævn i hans navn over de ugudelige, som det var tilfældet ved erobringen af Kanaan (5 Mos 9:3-6). Guds folk (Jesu efterfølgere) regerer ikke længere sig selv ved at henrette dem, der spotter Gud (3 Mos 24:14) eller ægteskabsbrydere (3 Mos 20:10) eller horkarle (5 Mos 22:21) eller sabbatsbrydere (2 Mos 31:14) eller hekse (2 Mos 22:17) eller falske vidner (5 Mos 19:16, 19) eller dem, som er ulydige mod deres forældre (2 Mos 21:15, 17). Sådanne lovbud var vævet sammen med den teokratiske, borgerlige regering af et etnisk folk, som ikke længere gælder for et Guds folk uden etnisk eller politisk identitet, men som i stedet er spredt i alle verdens etniske og politiske grupper (Matt 28:19).

For det fjerde nåede hele det religiøse system med præster, tempel og ofringer sit mål og sin afslutning i Jesus. Vi så i Befaling 12: Tilbed Gud i ånd og sandhed, at Jesus selv ved sin død og opstandelse indtog templets og syndofringernes plads. Derfor er lovene, der styrer, hvordan man blev forsonet med Gud gennem det system, opfyldt og afsluttet med Jesu død og opstandelse.

Tro på hans Søn, og bær kærlighedens frugt

Jeg konkluderer derfor, at Jesu krav om, at vi skal gøre hans Faders vilje, og at vi skal holde budene, er et krav om, at vi gør det, Jesus krævede af den rige mand, som spurgte, hvordan han skulle arve evigt liv. Jesu mest presserende krav er, at vi holder op med at sætte pris på penge og begynder at sætte pris på ham selv som vores eneste håb om at have den “ene ting,” vi mangler – fuldkommen retfærdighed. Ja, vi skal holde budene, men kun sådan som de kommer til os gennem deres opfyldelse i Jesus.

I praksis betyder dette, at vi skal se hen til Jesus selv, åbenbaret i hans liv og død og undervisning, for at finde den vejledning, vi har brug for. Vi må være afhængige af Jesu kraft for at gøre dette, ligesom en gren er afhængig af vintræet. På denne måde får Kristus, ikke Moses, al æren for den nye pagts erhvervelse og udførelse.

Men selv med denne guddommeligt muliggjorte forvandling (Mark 10:27) er vores retfærdighed ikke fuldkommen i dette liv, og den er ikke tilstrækkelig for vores rette stilling for Gud. Derfor er Jesu krav om, at vi skal gøre hans Faders vilje og holde hans bud, også et krav om, at vi opgiver at gøre vores lydighed til grundlaget for Guds accept. Vores forvandling er frugten af vores forening med Jesus. Den forening er stedet, hvor grundlaget for vores accept ligger. Og den forening etableres ved at tro på Jesus.

Frugten demonstrerer foreningens realitet og troens ægthed. Dette er Guds vilje – at vi tror på hans Søn, at vi nyder vores forening med ham, at vi hviler i Guds nådige erklæring om vores fuldkommenhed og accept, og at vi bærer kærlighedens frugt.

Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.