“Mester, hvad er det største bud i loven?” Han sagde til ham: “ ‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ På de to bud hviler hele loven og profeterne.’” – Matt 22:36-40
Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. – Matt 7:12
Fokusset i det “andet” bud – “Du skal elske din næste som dig selv” (Matt 22:39) – ligger ikke på, om den, der modtager kærligheden, er ven eller fjende, men på, om den, der elsker, ønsker sin næstes gode, sådan som han ønsker sit eget.
Budets betydning understreges af de to mægtige sandheder, der står på hver sin side af det.
- På den ene side: det største bud i hele Guds ord – “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.”
- På den anden side: den overvældende påstand, at hele Loven og Profeterne hviler på disse to bud.
Vi står her midt i centrum af alt, hvad Gud har sagt – mellem de to største bud i hele Bibelen. Alt, hvad Gud har talt, hænger på disse to. Det er et sted, hvor vi burde tage skoene af i ærefrygt, for der findes næppe et ord i Skriften, der bærer større vægt end dette.
Et overvældende og rystende bud
Det andet bud virker som et overvældende bud. Det er, som om det kræver, at jeg flår huden af min egen krop og svøber den om et andet menneske, så jeg mærker, at jeg er den person. Alle de længsler, jeg har for mit eget liv – for tryghed, sundhed, glæde og fremgang – føler jeg nu for den anden, som om det var mig selv.
Det er et rystende bud. Hvis det virkelig betyder dette, så må der ske noget ufatteligt kraftfuldt i vores sjæle – noget overnaturligt, der rækker langt ud over, hvad mennesker som os, med vores selvoptagethed og trang til at beskytte os selv, kan gøre i egen kraft.
Budets storhed understreges af, at kun ét bud er større: buddet om at elske Gud af hele sit væsen (se kapitel 9). Men også det andet buds betydning bliver understreget af Jesu ord i Matthæusevangeliet 22:40: “På de to bud hviler hele loven og profeterne.”
Udtrykket “loven og profeterne” henviser til hele Det Gamle Testamente, sådan som det bliver forklaret i Lukasevangeliet 24:27: “Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.” Det er en forbløffende udtalelse. Her står Guds Søn selv og siger noget helt afgørende om Bibelens oprindelse og formål – om selve den guddommelige plan.
Jesu egne ord løfter budene
Først må vi lægge mærke til, at Jesus overhovedet siger dette. Han behøvede ikke at tilføje det. Den lovkyndige, der stillede spørgsmålet, spurgte nemlig kun: “Mester, hvad er det største bud i loven?” (Matt 22:36).
Men Jesus går videre, end spørgsmålet kræver. Det virker, som om han bevidst vil fremhæve, hvor afgørende disse bud er. Han siger, at buddet om at elske Gud er det største og første bud, og han tilføjer, at buddet om at elske sin næste som sig selv “står lige med det” (Matt 22:39).
Allerede her løfter han betydningen til det højeste niveau. Vi har altså det største bud i hele Guds åbenbaring – kærligheden til Gud – og lige ved siden af det: det næststørste bud, der ligner det – kærligheden til næsten. Men Jesus stopper ikke dér. Han vil have os til at standse op i ærefrygt og mærke, hvor dybt vigtige disse bud er. Derfor tilføjer han: “På de to bud hviler hele loven og profeterne.”
Alt andet i Skriften hænger sammen med og udspringer af disse to bud. “På de to bud hviler hele loven og profeterne” Men hvad betyder det egentlig? Når vi forsøger at besvare det spørgsmål, åbner Jesus et vindue ind til selve himlen.
Vi ser det tydeligst, hvis vi sammenligner det, Jesus siger her i Matthæusevangeliet 22:40, med det, han tidligere sagde i Matthæusevangeliet 7:12. Det vers kender vi som “den gyldne regel,” og det kan ses som en forklaring på, hvad det vil sige at “elske sin næste som sig selv.”
I den sammenhæng har Jesus netop sagt, at Gud giver gode gaver til sine børn, når de beder, søger og banker på – fordi han er en kærlig Far. Og så siger han: “Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne” (Matt 7:12).
Læg mærke til, at Jesus her – ligesom i Matthæusevangeliet 22:40 – henviser til “loven og profeterne.” Han siger: Hvis du gør mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig, så er dette loven og profeterne.
I Matthæusevangeliet 22:40 siger han: “På de to bud hviler hele loven og profeterne.” Bemærk forskellen: I Matthæusevangeliet 7:12 nævnes kun kærligheden til næsten. Buddet om at elske Gud bliver ikke nævnt. I stedet siger Jesus, at når vi behandler andre, som vi selv ønsker at blive behandlet, “så er dette loven og profeterne.”
Opsummerer Jesus Det Gamle Testamente uden Gud?
Her skal vi være varsomme. Gennem historien har nogle forsøgt at bruge den gyldne regel til at hævde, at Jesus først og fremmest var en etisk lærer – en, der viste, hvordan mennesker kan leve godt sammen uden nødvendigvis at have noget med Gud at gøre. De siger: “Se, han kan sammenfatte hele Det Gamle Testamente i forholdet mellem mennesker – uden overhovedet at nævne Gud.”
Men den tankegang holder ikke. Den ignorerer ikke bare alt det andet, Jesus siger om Gud, men også de mange steder, hvor han taler om sig selv som Guds udsending, der kom for at give sit liv som løsesum for mange (Mark 10:45). Den overser desuden, hvad der står lige før den gyldne regel. Matthæusevangeliet 7:12 begynder nemlig med ordet “derfor”: “Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.”
Det “derfor” viser, at den gyldne regel ikke står alene. Den bygger på det, Jesus netop har sagt: at Gud er en kærlig Far, som giver gode gaver til dem, der beder ham om det (Matt 7:7-11). Verset lige før siger: “Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” (Matt 7:11). Og så fortsætter Jesus: “Derfor…” – altså: fordi jeres Far i himlen er sådan – skal I behandle andre, som I selv ønsker at blive behandlet.
Med andre ord: Guds faderlige kærlighed er selve grunden til, at vi kan leve efter den gyldne regel. Hans omsorg for os og vores tillidsfulde kærlighed tilbage til ham er selve kilden til den kraft, der gør det muligt at leve sådan. Den gyldne regel handler ikke om at være et godt menneske uden Gud – men om at vise Guds kærlighed gennem vores handlinger mod andre.
Derfor kan vi ikke gøre Jesus til en moralsk filosof, der blot underviser i god etik. Han er – også her – fuldstændig Gud-centret.
Kærligheden til Gud bliver synlig i kærligheden til næsten
Men samtidig siger Jesus faktisk, at når vi gør mod andre, som vi ønsker, de skal gøre mod os, “så er dette loven og profeterne.” Han siger altså ikke, at to bud udgør loven og profeterne, men at ét gør det.
Hvorfor udtrykker han det sådan her?
Jeg tror, det er fordi kærligheden til næsten er den synlige udgave af kærligheden til Gud. Den er det sted, hvor det bliver konkret, hvad troen og kærligheden til Gud betyder. Når mennesker lever efter den gyldne regel, bliver det synligt, hvad hele Det Gamle Testamente sigter mod. Den adfærd viser i praksis, hvad Guds ord handler om.
Kærligheden til Gud er usynlig. Den foregår i hjertet. Den er en indre længsel efter Gud, en glæde i ham, en tillid og en hengivenhed. Men den viser sig udadtil, når vi elsker andre. Derfor er kærligheden til næsten det ydre udtryk for kærligheden til Gud – den synlige side af det, som i hjertet er usynligt.
At elske næsten er derfor ikke adskilt fra at elske Gud, men flyder ud af det. Den gør Guds kærlighed konkret. Den viser, at troen ikke bare er ord, men handling. Kærligheden til Gud får sit sprog i den måde, vi møder vores næste på.
Det er derfor, Jesus her kun nævner det ene bud som “loven og profeterne.” Han siger ikke, at kærligheden til vores næste kan stå alene – men at den viser, hvad det første bud rummer. Når kærligheden til Gud bliver virkelig i et menneskes liv, bliver den synlig i kærligheden til vores næste.
Hvordan hænger loven og profeterne på kærligheden?
Når vi så vender tilbage til Matthæusevangeliet 22:37-40, ser vi, at Jesus nu nævner begge bud – kærligheden til Gud og kærligheden til næsten – og siger: “På de to bud hviler hele loven og profeterne.”
Hvorfor siger han det på den måde?
Jeg tror, han viser os to sider af den samme virkelighed. I Matthæusevangeliet 7:12 siger han, at loven og profeterne fører frem til kærligheden – at hele Skriften sigter mod, at mennesker skal elske Gud og hinanden. Men i Matthæusevangeliet 22:40 siger han det modsatte: at loven og profeterne hænger på kærligheden. Det betyder, at alt, hvad Gud har åbenbaret – hele Skriftens bud, løfter og fortællinger – hviler på Guds eget formål: at skabe et folk, som elsker ham og elsker hinanden.
Jesus giver os her et blik ind i himlen. Han løfter os op, så vi ser Bibelen som en helhed – hele Guds frelseshistorie – og viser, hvad den hænger på.
Forestil dig en stor skriftrulle, som rummer hele fortællingen om Guds handlinger i historien. Den skriftrulle hænger i to kæder, én i hver ende. Den ene kæde bærer ordene: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.” Den anden bærer ordene: “Du skal elske din næste som dig selv.” Hele Skriften – alt, hvad Gud har talt og gjort – hænger på disse to kærlighedens kæder.
Alt andet i Guds plan udspringer af dette.
Kærligheden som oprindelse og fuldendelse
Jesus viser os her noget ufatteligt stort. Hele Skriften – loven, profeterne og alt, hvad Gud har gjort i frelseshistorien – hænger på kærligheden. Den kærlighed, der begynder hos Gud selv og strømmer ud i verden, er selve grundlaget for alt, hvad Gud har åbenbaret og gjort.
Jesus åbner et vindue til himlen og lader os se hele Guds plan som én sammenhængende fortælling. Vi ser den store skriftrulle med historien om Guds frelse, hængende i to kæder, der begge er fastgjort til Guds trone. På den ene side står der: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.” På den anden står der: “Du skal elske din næste som dig selv.”
Jesus vender sig mod os og siger: “Hele loven og profeterne – hele historien om Guds gerninger og løfter – hænger på disse to kærlighedens kæder.” Alt, hvad Gud har gjort i skabelsen og i frelsen, hænger på dette ene formål: at Gud skal elskes af sit skaberværk, og at vi skal elske hinanden med den samme kærlighed, som vi selv har modtaget fra ham.
Det betyder, at kærligheden både er begyndelsen og målet for alt, hvad Gud gør. Den er kilden, som alt springer ud af – og havet, hvor alt ender. Den er kilden til loven og profeterne, og den er målet for hele frelseshistorien.
Når Jesus siger, at “af disse to bud afhænger hele loven og profeterne” (Matt 22:40), så siger han samtidig, at alt, hvad Gud nogensinde har gjort – fra skabelsen til korset, fra opstandelsen til evigheden – udspringer af kærlighed og fuldendes i kærlighed. Det gælder selve Kristi værk: hans lidelse, død og opstandelse. Også dette hænger på Guds kærlighed.
Derfor er kærligheden både grundlaget og målet for Skriften. Den er ikke bare et tema blandt andre, men selve meningen med alt. Gud ønsker, at vi skal tage dette bud så alvorligt, at vi indser, hvor langt vi stadig har igen, før kærligheden får den plads i vores liv, som den bør have.
Jesus siger her: Alt i Skriften, alt i Guds plan med historien, hænger på dette – at Gud skal elskes af hele vores hjerte, og at vi skal elske hinanden, som vi elsker os selv.
De 15 Beskrivelser af Kærlighed
Hvad er sand kristen kærlighed? Alexander Strauch lader 1 Korintherbrev 13 selv definere den og viser, hvordan den må præge relationer, lederskab og menighedsliv.
Se bogen Fra 49 kr.
