Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. – Luk 6:29-30
Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. – Matt 5:44-45
Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. – Luk 6:36
Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde. – Luk 6:35
I slutningen af det forrige kapitel kæmpede vi med Jesu radikale befaling: “Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage” (Luk 6:29-30).
Vi så, at Jesus ikke mener, at disse handlinger er den eneste måde, kærligheden viser sig på. I dette kapitel vender vi os mod en mere positiv forklaring på, hvad Jesus kræver af os – og derefter mod spørgsmålet: Hvordan kan vi overhovedet elske på denne måde?
Jesus er vores skat, vores tryghed og vores ære
Hvad kræver Jesus egentlig i de radikale befalinger som dem i Lukasevangeliet 6:29-30? Jeg kan ikke komme uden om, at der bag disse ord ligger et dybt kald til frihed – frihed fra kærligheden til penge, og frihed fra behovet for jordisk sikkerhed og menneskelig anerkendelse.
- At vende den anden kind til, selv når et slag offentligt ydmyger én.
- At låne uden at forvente at få igen.
- At bruge sin egen tid og kræfter på at bære en soldats byrde dobbelt så langt, som han kræver.
Alt dette forudsætter, at ens skat, ens tryghed og ens ære er i himlen – ikke på jorden.
Jesus er blevet den, der fuldstændigt tilfredsstiller dig. Hvis det ikke var tilfældet, ville hjertet sitre af vrede, selv mens man prøver at gøre godt og bærer ydmygelsen. Derfor drager jeg den konklusion, at Jesus i alle disse befalinger kalder os til en forvandling af hjertet – et hjerte, der retter sit blik mod Jesus og hans løn i stedet for mod det, denne verden kan give.
Men det ville være en fejl kun at lægge vægt på, at Jesus kalder os til at elske ham mere end penge, tryghed og ære. Han kalder os også til at gøre godt mod vores fjender – og til virkelig at ønske, at det gode skal ske for dem.
Vi ser det tydeligst i hans befaling om at velsigne og bede for vores fjender (Matt 5:44; Luk 6:28). Det virkelige gode, vi skal ønske for dem, er, at alle bønnerne i Fadervor må gå i opfyldelse i deres liv. At ønske det fra hjertet – og være villig til at give sit liv for at se det ske – det er kærlighed.
At møde en dreven løgner
Jeg vil føje en konkret beskrivelse til, hvordan denne kærlighed ser ud i praksis. Midt i livets kompleksitet – hvor vi så let kan retfærdiggøre ulydighed mod Jesu befalinger – tror jeg, vi som udgangspunkt skal vælge bogstavelig lydighed, når vi er i tvivl om, hvad kærligheden kræver.
For eksempel: Skal jeg give penge til mennesker, der tigger på gaden? Hvordan gør jeg godt mod dem, der spørger? I mit eget liv i et amerikansk storby-miljø oplever jeg, at dette spørgsmål hele tiden melder sig. Jesus virkede ikke så optaget af risikoen for at blive udnyttet, som jeg selv er (Matt 5:40, 42).
Jeg bliver ofte vred, når jeg kan gennemskue, at nogen lyver for at få penge. Og den vrede får mig let til at føle, at jeg har ret til ikke at give noget. Men jeg tror ikke, det er Jesu ånd.
Jesu ånd ville først føle medlidenhed – selv med en dygtig løgner. Derefter ville den ønske at trænge ind i den persons liv med det gode budskab: at Jesus kom for at frelse løgnere. Den ville forsøge, hvis det var muligt og foreneligt med kærligheden til andre, at engagere sig dybere – måske tage personen med et sted hen for at spise og tale sammen.
Hvis det ikke er muligt, så kan kærligheden alligevel vælge at give frit – selv velvidende, at personen sandsynligvis narrer én. Og nogle gange kan kærligheden sige nej – f.eks. hvis den samme person igen og igen har afsløret sig som en løgner og nægter at tage imod ægte fællesskab.
Men min pointe er denne: Når tingene ikke står klart, tror jeg, at Jesu ånd kalder os til rundhåndethed – til at give hellere for meget end for lidt.
Hvordan kan vi elske på denne måde?
Det sidste spørgsmål, jeg nu vil stille til Jesu befaling om at elske vores fjender, er dette: Hvordan kan vi gøre det? Hvor kommer kraften fra til at elske på denne måde?
Tænk over, hvor forbløffende det er, når det sker i virkeligheden. Det er en sjælden og næsten ufattelig ting, når et menneske elsker sådan. Når man ser det udfoldet i høj grad i et andet menneske, bliver man ydmyg og stille. Det fjerner enhver selvretfærdighed og vækker i stedet en hunger efter at finde den kraft, der kan skabe sådan kærlighed i os.
Hvis vi begrænser os til det, vi ser i sammenhængen omkring Matthæusevangeliet 5:38-48 og Lukasevangeliet 6:27-36, så finder vi tre indbyrdes forbundne svar.
I trygheden og hjælpen fra vores himmelske Far
Det første svar findes i løftet om, at hvis vi elsker vores fjender, vil vi være Guds børn. Jesus siger: “Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn…” (Matt 5:44-45).
Nogle kunne tro, at Jesus her mener, at man først bliver Guds barn, når man lærer at elske sine fjender. Men det kan også betyde – og det tror jeg, det gør – at vi skal elske vores fjender for at vise, at vi er Guds børn. Med andre ord: Når vi handler sådan, viser vi, hvem vi tilhører.
Hvis Gud er vores Far, vil hans karakter være i os, og vi vil naturligt begynde at handle, som han handler. Gud elsker sine fjender – de onde og uretfærdige – ved at lade sol og regn falde over dem, i stedet for straks at dømme dem (Matt 5:45).
Der er flere grunde til at forstå Jesu ord på denne måde – som et bevis på vores barn-forhold, ikke som en betingelse for det. Den første grund finder vi i selve sammenhængen og i den parallelle tekst i Lukas.
- I Matthæus 5:48 siger Jesus: “Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Far er fuldkommen.”
- Og i Lukas 6:36: “Vær barmhjertige, som jeres Far er barmhjertig.”
Begge udsagn forudsætter, at disciplene bliver kaldet til at elske, fordi de allerede er Guds børn – ikke for at blive det.
Den samme forståelse ser vi bekræftet i Johannesevangeliet 15:8, hvor Jesus siger: “Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.” Ordet “bliver” – som også kan oversættes “viser jer som” (græsk: genēsthe) – er det samme verbum, som Matthæus bruger i 5:45, hvor Jesus siger: “for at I må være jeres Faders børn.”
Pointen er den samme: Frugten – kærligheden – viser, hvem vi allerede er. Grenene bærer frugt, fordi de allerede hører til vinstokken (Joh 15:5). De viser, hvad de er, ved at gøre det, grene gør – bære frugt (Se også Joh 8:31).
Et andet argument for, at kærligheden beviser, at vi allerede er Guds børn, i stedet for at gøre os til det, finder vi tidligere i Bjergprædikenen, hvor Jesus siger: “Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene” (Matt 5:16).
Læg mærke til to ting her:
- For det første taler Jesus til sine disciple og kalder Gud deres Far. Han siger ikke: “Så han kan blive jeres Far.” Han siger: “Han er jeres Far.”
- For det andet: Når mennesker ser disciplenes gode gerninger – som at elske deres fjender – giver de Gud æren. Hvorfor? Fordi det er tydeligt, at det er Gud, der virker i dem. Hvis disciplene gjorde disse gode gerninger på egen hånd, for derefter at blive Guds børn, ville folk prise disciplene – ikke Gud. Dermed siger Jesus ikke bare, at Gud allerede er disciplenes Far, men også, at det er netop derfor, de er i stand til at handle i kærlighed. Det lys, der skinner ud af dem, er Faderens kærlighed i dem.
Så når Jesus siger: “Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn…” (Matt 5:44-45), mener han ikke, at kærlighed til fjender er en præstation, der gør os fortjent til at være Guds børn. Ingen kan tjene retten til at være barn. Man kan blive født til det. Man kan blive adopteret til det. Men man kan ikke arbejde sig til det.
Jesu pointe er, at det at elske vores fjender viser, at Gud allerede er blevet vores Far – og at grunden til, at vi overhovedet kan elske sådan, er, at han elskede os først og mødte vores behov, før vi bad ham om det.
Derfor er det første svar på spørgsmålet “Hvordan kan vi elske vores fjender?” dette: Fordi vi er Guds børn, og han har sat os fri fra frygt og bekymring. Vi behøver ikke frygte, at vores skat, tryghed eller ære kan tages fra os – hverken af en fjende eller af tabet af jordiske goder.
Det er netop pointen i Matthæusevangeliet 6:31-32: “I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.”
Og ligeledes i Matthæusevangeliet 10:29-31: “Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”
Den nære, kærlige og suveræne omsorg fra vores almægtige og vise himmelske Far sætter os fri til at leve med de radikale risici og tab, som kærlighed til fjender kan indebære.
“Jeres løn vil være stor”
Sammenvævet med denne kraft til at elske vores fjender er et andet løfte, som Jesus giver i den samme sammenhæng. Han lover en “stor løn” – ikke i dette liv, men i himlen – til dem, der elsker deres fjender.
“Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde” (Luk 6:35).
Jeg siger, at disse to kilder til kraft – løftet om Guds faderlige omsorg og løftet om en himmelsk løn – hænger sammen, fordi “jeres løn skal være stor” står side om side med “I skal være den Højestes børn”. Med andre ord: Når I viser jer som Guds børn ved at elske jeres fjender, bliver jeres arv som Guds børn bekræftet. For børn er arvinger, og Guds børn er arvinger til alt. “Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden” (Matt 5:5).
Grunden til, at jeg siger, at lønnen ikke er i denne verden, men i den kommende, er, at kærlighed til fjender kan koste os livet. Jesus sagde, at nogle af hans disciple ville blive forrådt og dræbt (Luk 21:16). Derfor er vores glæde midt i forfølgelse knyttet til vores løn i himlen: “Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer” (Matt 5:11-12).
Den glæde, som bærer os gennem forfølgelse, når vi elsker vores fjender, hviler altså ikke på det, denne verden kan tilbyde, men på det, Gud vil være for os som vores Far – og det, Jesus vil være for os som vores Konge – i den kommende tidsalder (jf. Luk 14:14).
I skal give barmhjertighed, som I har fået barmhjertighed
Den tredje sandhed, som gør os i stand til at elske vores fjender, væves sammen med de to foregående i Lukasevangeliet 6:36: “Vær barmhjertige, som jeres Far er barmhjertig.”
Her ligger der ikke kun den forudsætning, at Gud allerede er vores Far, og at hans arv er den glæde, der bærer os gennem lidelse. Der ligger også denne sandhed: Guds barmhjertighed er allerede blevet vist os gennem hans Søn, Jesus Kristus.
Det betyder, at den barmhjertighed, vi bliver kaldet til at vise, ikke kun er et efterlignende mønster – den har sit udspring i den barmhjertighed, vi selv har erfaret. Jesus udtrykker det sådan: “I har fået det for intet; giv det for intet” (Matt 10:8).
Med andre ord: Gud har frit tilgivet os vores synder på grund af Jesus. “Dine synder er tilgivet … Din tro har frelst dig; gå bort med fred” (Luk 7:48, 50).
Denne tilgivelse, siger Jesus, blev købt for os med hans eget blod: “Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse” (Matt 26:28). Vi havde ikke fortjent det og kunne ikke gøre os fortjent til det. Vi tog imod det i tro. Han kom “for at give sit liv som løsesum for mange” (Mark 10:45). Han kom ikke for at kalde retfærdige, men syndere (Luk 5:32).
Derfor er det forbløffende budskab dette: Toldere og prostituerede går forud for de skriftkloge og de ældste i folket ind i Guds rige (Matt 21:31). Det betyder, at vi er blevet tilgivne disciple, borgere i Guds rige og børn af Gud – ikke fordi vi først elskede vores fjender, men fordi Gud elskede os, da vi var hans fjender. Og nu, hvor vi har modtaget alt dette “for intet” – uden at købe, uden at fortjene, uden at yde noget – kalder Jesus os til at give det videre på samme måde: Som vi har modtaget kærlighed, da vi var Guds fjender, skal vi nu give kærlighed til vores egne fjender – frit og uden betingelser.
Svarene på de svære spørgsmål om tilgivelse
Hvordan tilgiver du, når krænkelserne gentager sig – eller når du ikke kan tilgive dig selv? John MacArthur svarer på de sværeste spørgsmål om tilgivelse og sunde relationer.
Få den gratis Gratis
