Så spurgte han dem: “Men I, hvem siger I, at jeg er?” Simon Peter svarede: “Du er Kristus, den levende Guds søn.” Og Jesus sagde til ham: “Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. – Matt 16:15-18
Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. – Matt 28:19
Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje. – Luk 24:49
Jesu befaling “Gør dette til ihukommelse af mig” stammer fra indstiftelsen af nadveren i Lukasevangeliet 22:19. Men ordene forudsætter noget: at der ville være en kirke, som tilbad Jesus, når han ikke længere var iblandt dem.
Planlagde Jesus det? Og sørgede han for sin kirke?
Det er netop, hvad denne artikel handler om. Det danner også grundlaget for den næste artikel.
“Jeg vil bygge min kirke”
Jesus lovede at bygge sin kirke. Med “kirke” mente han ikke en bygning – det betyder ordet (ἐκκλησία) aldrig på græsk. Han mente et folk. Han ville samle et folk, der stoler på ham som deres Herre (Joh 13:13; 20:28) og Frelser (Joh 3:17; 10:9) – et folk, som elsker hinanden (Joh 13:34-35) og deres fjender (Matt 5:44).
Jesus beskriver sig selv som den gode hyrde, der samler sine får til én hjord: “Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde” (Joh 10:14-16).
Ordene “Også dem skal jeg lede” og “de skal høre min røst” bærer samme vægt som ordene “Jeg vil bygge min kirke” (Matt 16:18). “Jeg skal lede dem.” “De skal høre min røst.” “Jeg vil bygge min kirke.” Det er det, Himmerigets kraft gør.
Jesus sammenligner Guds rige med et net, der bliver kastet ud i menneskehedens hav og “samlede fisk af enhver art” (Matt 13:47). Guds rige er – som Jesus fremstiller det – ikke et geografisk område eller blot et folk, men et herredømme, en kongemagt. Og netop derfor skaber riget et folk, ligesom et net samler fisk.
Nogle har forsøgt at skabe en modsætning mellem Jesu budskab om Guds rige og kirkens fremkomst. Men der er ingen modsætning. Riget skaber kirken. Eller sagt på en anden måde: Kongen, Jesus, bygger sin kirke.
Jesus vidste, at der ville gå tid mellem hans første og anden komme
Jesus vidste – og lærte sine disciple – at der ville gå en tid mellem hans første og anden komme. For eksempel fortæller lignelsen om de onde vingårdsforpagtere netop, hvad der skal ske i denne mellemperiode. Den begynder sådan: “En mand plantede en vingård og forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands i længere tid” (Lukasevangeliet 20:9).
Det er en af de tydeligste udtalelser om, at Jesus forventede en længere tidsperiode, før han ville vende tilbage. Han vidste, at han ville være væk fra sin hjord – og derfor sørgede han for, at de skulle være taget vare på, mens han var borte.
Jesus sørgede for sin kirke gennem Helligånden
Denne omsorg omfattede, at han ville sende Helligånden, bevare den inspirerede sandhed gennem apostlenes skrifter, give retningslinjer for, hvordan synd skulle håndteres i menigheden, og indstifte dåben og nadveren.
Jesus var fuldt bevidst om, hvad det ville betyde at efterlade sin “lille hjord” (Luk 12:32) i en fjendtlig verden og vende tilbage til Faderen. Hvordan skulle de leve uden hans fysiske nærvær? Han havde i tre år været selve midtpunktet i deres liv – nu skulle han gå bort. Hvem ville undervise dem? Hvem ville vejlede og beskytte dem? Hvordan skulle de leve i hans fravær?
Alle disse spørgsmål ville naturligt opstå, når Jesus var væk. Derfor gav han dem dette løfte: “Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer” (Joh 14:18).
Med det mente han, at han ville sende Helligånden – og at Guds Ånd ville være hans eget nærvær iblandt dem. “Jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer” (Joh 14:16-17).
Når Jesus siger, at Ånden “bliver hos jer og skal være i jer”, betyder det: Jeg er hos jer nu – fysisk – men når Ånden kommer, vil jeg selv være i jer. Jesus trøster sine disciple med sandheden om, at han stadig vil være nærværende i sin kirke – gennem den Ånd, han sender i sit sted.
Jeres hjerter må ikke forfærdes
Jesus gav disse løfter for at styrke og trøste sine disciple, når han skulle forlade dem. “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” (Joh 14:27).
Selvom kirken skulle møde modstand og trængsler i en verden præget af vantro (Joh 15:20), kunne de være fortrøstningsfulde, for Jesus havde lovet at sende Helligånden, som ville hjælpe dem – og som i virkeligheden ville være hans eget nærvær iblandt dem.
Ved afslutningen af sit jordiske liv gav Jesus endnu et løfte: “Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28:20). Han lover altså selv at være hos sine efterfølgere, også efter at han er taget bort. Det kan være sandt, fordi Helligånden også er Jesu egen Ånd. Derfor kan kirken – midt i en fjendtlig verden – have fuld tillid. For Jesus har handlet i fortiden gennem korset (Matt 20:28), han virker nu gennem Ånden (Joh 10:16; 12:32), og han vil fuldende alt ved sin genkomst i herlighed (Matt 16:27).
Gratis hæfte
Den lokale kirke
Hvorfor har du brug for en lokal kirke? Opdag Guds plan for menigheden og din plads i den.
Han siger: “I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden” (Joh 16:33). Og igen: “Jeg vil bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den” (Matt 16:18).
Derfor befaler Jesus sine disciple – i lyset af denne afgørende rolle, Helligånden skal spille i hans fravær – at de skal vente på Ånden og ikke styrte direkte ud i tjeneste uden denne gave. Lige før sin himmelfart sagde han: “Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje” (Luk 24:49).
Alle efterfølgende generationer af Jesu efterfølgere skal modtage den samme Ånd og på den måde leve i kraften og nærværet af den opstandne konge.
Jesus sørgede for et nyt testamente til sin kirke
Jesus sørgede ikke kun for sin hjord ved at sende Helligånden, men også ved at forberede, at den inspirerede sandhed skulle bevares gennem apostlenes vidnesbyrd. Han talte ikke direkte om skrifterne, men lagde selve grundlaget for dem – ved at indstifte både apostel-embedet og Helligåndens vejledning som garant for kirkens fremtidige lære.
På et afgørende tidspunkt i sin tjeneste udvalgte Jesus tolv apostle blandt de mange disciple, der fulgte ham. Han gjorde det ikke tilfældigt, men efter en nat i bøn. “I de dage gik han engang op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud. Da det blev dag, kaldte han sine disciple til sig, og blandt dem udvalgte han tolv, som han også kaldte apostle” (Luk 6:12-13).
Ordet “apostel” betyder én, der bliver sendt (ἀποστέλλειν) – og som bærer autoriteten fra den, der sender ham, som sin repræsentant. Ikke alle, som Jesus sendte ud, blev udnævnt til apostle. For eksempel sendte han tooghalvfjerds ud foran sig og sagde: “Se, jeg sender jer ud som lam blandt ulve. Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer” (Luk 10:3, 9). Men disse blev ikke kaldt apostle.
At der var tolv apostle – ligesom der var tolv Israels stammer – og at ordet “apostel” indebærer særlig autoritet til at repræsentere ham, viser, at Jesus havde til hensigt, at apostlene skulle være grundlaget for det sande Israel, kirken.
Han havde sagt om det gamle Israel, at riget midlertidigt ville blive taget fra dem: “Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer (Israel) og gives til et folk, som bærer dets frugter (Jesu efterfølgere, kirken)” (Matt 21:43; se også Befaling 28: Elsk jeres fjender – før dem til sandheden). Dette nye “Israel” skulle have sit fundament i de tolv apostle, som skulle repræsentere Jesu autoritet, mens de lagde grundvolden for dette nye folk.
(Redaktionel note: NordicHope Press deler ikke Pipers forståelse af forholdet mellem kirken og Israel. Kirken forstås her som Guds nye folk under den nye pagt, men bør ikke identificeres med Israel som nation. Ifølge Skriften har Gud stadig en fremtidig plan for det etniske Israel, som vil blive fuldbyrdet, når de vender sig til Kristus ved hans genkomst (Rom 11:25-27; Zak 12:10). Apostlene udgør kirkens grundvold (Ef 2:20), men de erstatter ikke Israels løfter).
Helligånden skulle bevare apostlenes lære
For at sikre, at apostlenes undervisning også fremover ville være sand og troværdig, lovede Jesus at sende sandhedens Ånd, som skulle bevare deres vidnesbyrd og føre dem ind i den sandhed, han endnu ikke havde givet dem.
Da Jesus – på aftenen før sin korsfæstelse – talte til de elleve apostle, efter at Judas var gået, sagde han: “Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer” (Joh 16:12-14).
Og igen sagde han: “Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer” (Joh 14:26).
Dette var Jesu måde at tage sig af sin hjord på, når han ikke længere var hos dem. Han gav sine apostle et særligt embede som autoritative vidner og sikrede dem guddommelig hjælp, så de kunne give kirken den sandhed, den havde brug for til liv og gudsfrygt.
Jesu hensigt var, at denne undervisning – formidlet gennem hans autoritative repræsentanter – skulle bevares for de kommende generationer. Det ser vi, når Jesus i sin ypperstepræstelige bøn siger til Faderen: “Jeg beder Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét…” (Joh 17:20-21).
Alle senere generationer af kirken skulle altså komme til tro på Jesus “ved deres ord”. Det indebærer, at deres ord skulle bevares. Her ligger begyndelsen til det, vi i dag kalder Det Nye Testamente.
Kirkens fundament er fortsat det, som de tolv apostle – under Helligåndens vejledning – overleverede til os i de nytestamentlige skrifter.
Ånden og Ordet kan ikke adskilles
På denne måde sørgede Jesus for, at hans kirke både fik Ånden og Ordet. Hans Ånd og hans undervisning hører uløseligt sammen.
Jesus ville tage afstand fra enhver, der forsøgte at skille Ordet og Ånden ad. Den objektive lære, som Jesus overgav til sine apostle, og som Helligånden bragte dem i erindring, blev nedskrevet for kommende generationer – og udgør den faste norm for kirken.
Enhver bestræbelse på at tilsidesætte eller forvride denne historiske, én gang for alle overleverede lære vil føre bort fra det, Jesus befaler, lærer og lover. Men det er også sandt, at uden Ånden kan ingen tage imod eller forstå denne lære ret. Af natur er vi alle blot mennesker – uden åndeligt liv. Og uden åndeligt liv mangler vi evnen til virkelig at se og forstå, hvad Jesus har lært.
Løsningen på denne blindhed og åndelige død er, at mennesket må fødes på ny ved Ånden. “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” (Joh 3:3). Denne nye fødsel er Åndens værk. “Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd” (Joh 3:6).
Hvis vi skal have det åndelige liv og det klarsyn, der gør os i stand til at forstå Jesu lære, må vi fødes af Ånden (Se også befaling #1 for mere om Helligåndens gerning i den nye fødsel).
Jesus sørgede for yderligere tre ting til sin kirke
Jesus sørgede også for tre andre væsentlige ordninger til sin kirke. I den næste artikel skal vi se på hans befalinger om kirketugt og de to sakramenter: dåben og nadveren.
Uddrag fra Alt hvad Jesus befalede
Hvad er en bibelsk sund kirke?
Mark Dever peger på de kendetegn, Bibelen giver en sund menighed – og på det ansvar, hvert enkelt medlem har for dem.
Se bogen Fra 49 kr.
