Befaling 28: Elsk jeres fjender – før dem til sandheden

Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. – Matt 5:44

Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. – Luk 6:27-28

Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Også syndere elsker jo dem, de selv bliver elsket af. Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere. Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. – Luk 6:32-34

Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed. – Joh 17:17

Jesu befaling om at elske vores fjender, være barmhjertige, skabe fred og tilgive forudsætter, at der findes mennesker, som er svære at elske. Befalingen udtrykkes på forskellige måder, fordi mennesker er svære at elske på forskellige måder. Jesus kalder nogle mennesker vores “fjender”, hvilket betyder, at de står imod os. De ønsker at se os fejle. Elsk dem, siger Jesus (Matt 5:44; Luk 6:27, 35).

Andre er måske ikke vores personlige fjender på denne måde, men blot mennesker, hvis karakter, personlighed eller tilstand gør dem utiltalende eller ligefrem frastødende. Vær barmhjertige mod dem, siger Jesus (Matt 5:7, 18:33: Luk 10:37). Basér ikke jeres behandling af dem på, hvad de tiltrækker eller fortjener, men på barmhjertighed.

Andre kan være slægtninge eller venner, som har taget anstød af noget, vi har gjort – med rette eller urette – og forholdet er køligt eller ikke-eksisterende. Stræb efter forsoning med dem, siger Jesus (Matt 5:23-26). Andre har måske intet imod jer, men I har noget imod dem. Tilgiv dem, siger Jesus (Matt 6:14-15). Tillad ikke dovenskab, stolthed eller vrede at holde jer tilbage fra den ydmyge gerning at tilgive, stifte fred og søge forsoning.

At have fjender kan betyde, at I følger Jesus

Jesu befaling forudsætter også, at vi vil have fjender, og at ikke alle vil blive forsonet med os, uanset hvad vi gør. Han viser os, at det at have fjender ikke nødvendigvis er noget dårligt, men kan betyde, at vi holder trit med ham. For eksempel udtalte han en velsignelse over dem, som bliver forfulgt på grund af deres troskab mod ham: “Salige er I, når de håner jer og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld” (Matt 5:11).

Med andre ord må vi forvente at have fjender: “Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!… Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer” (Matt 10:25; Joh 15:20).

Jesus advarede faktisk om, at hvis der ikke var nogen forfølgelse, kunne det være tegn på, at man mere lignede en falsk profet end Jesus: “Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter” (Luk 6:26). Fjendskabet mellem verden og Jesu efterfølgere har rod i den sandhed, at verden afviser ham (Joh 18:37), og i den dybe forandring, Jesus skaber i et menneske: “Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer” (Joh 15:19; jf. 17:14).

Derfor skal vi ikke antage, at hvis vi har fjender, må vi have gjort noget forkert. Det kan være sandt, og vi skal ransage vores hjerte for unødvendige krænkelser og omvende os, men Jesus sagde meget klart, at trofaste disciple vil have fjender. Forvent det.

Elsk dem, som dræber, og dem, som overser jer

Det er bemærkelsesværdigt, at Jesus henleder opmærksomheden på både alvorlig forfølgelse og simpel ignorering som former for fjendskab, vi må håndtere. Vi kunne tænke, at han kun ville beskæftige sig med den værste form for fjendskab og antage, at det øvrige ville ordne sig selv. Men åbenbart mener han, at vi har brug for at blive mindet om ikke blot at elske, når vores liv trues, men også at elske, når vores ego trues af en simpel tilsidesættelse. Betragt spektret af fjendskab, han nævner.

Vi skal elske dem som:

• Forfølger os (Matt 5:44),
• Hader os (Luk 6:27),
• Forbander os,
• Mishandler os (Luk 6:28),
• Slår os på kinden, tager vores kappe (Luk 6:29).

Det er alt sammen adfærd, som typisk ville såre os dybt, enten fysisk eller følelsesmæssigt eller begge dele, og som kunne dræbe os (Matt 10:21; Luk 11:49). På alt dette skal vi svare med kærlighed.

Men ud over disse meget smertefulde former for fjendskab kan små ting også genere os. Jesus sagde for eksempel: “Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også?… Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere” (Matt 5:47; Luk 6:33).

Her beskæftiger Jesus sig med simple handlinger som at hilse og gøre venlige gerninger, og spørgsmålet er: Hvor villigt hilser vi på nogen eller gør en venlighed mod nogen, som er en fuldstændig fremmed, eller som ikke har gjort noget for os? De har ikke såret os. De viser os intet fjendskab. De går bare omkring og passer deres egne sager uden at vise os opmærksomhed. Vi kan opleve det som en tilsidesættelse. Eller vi føler måske intet.

Jesus siger: Elsk dem. Elsk ikke kun dem, som anerkender jer og gør gode ting for jer. Elsk forfølgeren, og elsk det menneske, som simpelthen opfører sig, som om I ikke eksisterer.

Alt dette rejser to grundlæggende spørgsmål. For det første: Hvad er denne kærlighed? Hvordan ser den ud? Hvor meget af os kræver den? For det andet: Hvor kommer den fra? Hvordan opstår den i vores hjerte, hvordan opretholdes den over tid, og hvordan fremkaldes den i os, når alt det naturlige synes at sige: “Her kræves ingen kærlighed, eller den er slet ikke mulig”?

Lad os først se på spørgsmålet om, hvad denne kærlighed er.

Kærlighed bevarer Bibelens sandhed

Det første svar på spørgsmålet om, hvad denne kærlighed indebærer, er så åbenlyst, at vi måske overser det. Ved at befale os at elske vores fjender konfronterer og korrigerer Jesus et misbrug af Bibelen. “I har hørt, at der er sagt: ‘Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (Matt 5:43-44).

Gennem selve befalingen om kærlighed viser Jesus os sin kærlighed ved at korrigere en falsk og skadelig udlægning af Skriften.

De jødiske skrifter, som Jesus delte med sine samtidige, sagde ikke: “Du skal hade din fjende.” De sagde: “Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!” (3 Mos 19:18).

Nogle havde taget disse henvisninger til “dine landsmænd” og til “din næste” og konkluderet, at kærlighedsbuddet kun gælder landsmænd – vores egne. Den første kærlighedshandling, Jesus kalder frem gennem sin befaling, er hans eget eksempel på, hvordan befalingen gives: Han viser os, at kærlighed afviser den dårlige fortolkning af Guds ord og fremsætter sandheden.

Kærlighed udspringer af sandhed

Jeg nævner Jesu eksempel på kærlighed først, ikke blot fordi det er den første og mest umiddelbart nærværende kærlighedshandling i hans ord, men også fordi vores tid ofte opstiller en falsk modsætning mellem kærlighed og forsvaret for sandhed. Det er ikke, hvad Jesus demonstrerer. Hverken her eller andre steder.

Hvis nogen havde sagt til Jesus: “Kærlighed forener; lære splitter,” tror jeg, Jesus ville have set dybt ind i menneskets sjæl og svaret: “Sand lære er det, kærlighed udspringer af. Derfor ødelægger den, som bekæmper sandheden, selve enhedens kilde.

Jesus stillede aldrig sandhed i modsætning til kærlighed. Han gjorde det modsatte. Han sagde, at han selv er legemliggørelsen og summen af sandhed: “Jeg er vejen og sandheden og livet” (Joh 14:6). Med henvisning til sig selv sagde han: “Men den, der søger hans ære, som har sendt ham, han er sanddru, og der er ingen uret hos ham” (Joh 7:18). Ved slutningen af Jesu liv spurgte Pilatus kynisk: “Hvad er sandhed?” (Joh 18:38). Spørgsmålet kom efter Jesu erklæring om hele meningen med hans liv: “Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden” (Joh 18:37).

Selv hans modstandere så, hvor ligeglad Jesus var med menneskers meninger, og hvor hengiven han var til sandheden: “Mester, vi ved, at du er sanddru og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk, men lærer sandt om Guds vej” (Mark 12:14).

Da Jesus forlod verden og vendte tilbage til sin Fader i Himlen, sendte han Ånden i sit sted – kaldet “sandhedens Ånd.” “Når Talsmanden kommer, som jeg sender til jer fra Faderen – sandhedens Ånd, der udgår fra Faderen – vil han vidne om mig” (Joh 15:26).

Derfor gjorde Jesus, i modsætning til så mange, som går på kompromis med sandheden for at vinde tilhængere, det modsatte. Vantro hos hans tilhørere bekræftede, at en dyb forandring var nødvendig i dem, ikke i sandheden:

• “Enhver, som er af sandheden, hører min røst” (Joh 18:37).
• “Den, som er af Gud, hører Guds ord; derfor hører I ikke, fordi I ikke er af Gud” (Joh 8:47).
• “Fordi jeg taler sandhed, tror I mig ikke” (Joh 8:45).

Med andre ord: Når sandheden ikke frembringer den reaktion, I ønsker – når den ikke “virker” – opgiver I ikke sandheden. Jesus er ikke pragmatiker, når det kommer til at elske mennesker med sandheden. I formidler den, og hvis den ikke viser resultater her og nu, overvejer I ikke at ændre sandheden. I beder om, at jeres tilhørere vil blive vækket og forandret af sandheden. “Og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie” (Joh 8:32). “Hellig dem i sandheden,” bad Jesus; “dit ord er sandhed” (Joh 17:17).

Når Jesus beder om, at mennesker må blive “helliget i sandheden,” afslører han kærlighedens udgangspunkt. Helliggørelse eller hellighed, som Jesus forstår det, omfatter at være et kærligt menneske. Han beder for, at vi må blive kærlige mennesker og være barmhjertige og fredsskabende og tilgivende. Alt dette er inkluderet i bønnen: “Hellig dem.” Og alt dette sker i og ved sandheden, ikke adskilt fra sandheden.

Det er meningsløst at stille kærlighed i modsætning til sandhed – lige så meningsløst som at stille frugt i modsætning til den rod, den vokser fra. Som at sætte optænding op imod ild. Som at modstille fundament og det hus, der står på det. Hvis fundamentet smuldrer, styrter huset sammen – og ægtesengen med det. Kærlighed lever af sandhed, brænder ved sandhed og bygger på sandhed. Derfor er Jesu første kærlighedshandling, når han befaler os at elske, at rette en falsk udlægning af Skriften.

Den ukærlige brug af sandheden

Selvfølgelig er det muligt at bruge sandhed ukærligt. Da en samaritansk by ikke ville modtage Jesus, “fordi han var på vej til Jerusalem” (Luk 9:53), genkendte Jakob og Johannes dette som en krænkelse af sandheden. Så de sagde til Jesus til forsvar for sandheden: “Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?” (Luk 9:54). Svaret var hurtigt og bråt: ” Men han vendte sig om og satte dem i rette” (Luk 9:55).

Men løsningen på den ukærlige reaktion var ikke at blive i byen og ændre sandheden for at få en bedre reaktion. Han sagde ikke til samaritanerne: “Lære deler, kærlighed forener, så lad os lægge vores læremæssige forskelle til side og have relationel enhed.” Nej, løsningen var: “Så gik de til en anden landsby” (Luk 9:56).

Der er stadig mange, som venter på at møde sandhedens kærlighed. Vi fortsætter med at tilbyde den frelsende sandhed kærligt, hvor vi kan, uden vold mod dem, som afviser os. Men sandheden står fast. Sandhed er det, kærlighed udspringer af, næres ved og bygger på. Da Jesus befalede os at elske vores fjender – i kontrast til fortolkningen “Elsk din næste og had din fjende” – viste han os, at det at rette falske bibelfortolkninger er en afgørende måde at elske vores fjender på.

Den elskedes følelser er ikke den endelige sandhed

Den næste åbenlyse konsekvens af Jesu ord er, at det ikke er ukærligt at kalde nogen en fjende. Vi lever i en følelsesmæssigt skrøbelig tid. Folk bliver let krænkede og beskriver enhver kritik som sårede følelser. Vi lever faktisk i en tid, hvor følelsesmæssig krænkelse ofte bliver målestokken for, om noget er kærligt. Hvis nogen hævder at være blevet såret af dine ord, konkluderer mange automatisk, at du ikke handlede i kærlighed.

Med andre ord: Kærlighed defineres ikke længere ved handlingens karakter og motiver, men ved modtagerens subjektive reaktion. I dette system har den sårede person absolut autoritet. Siger vedkommende, at du sårede ham, kan du umuligt have handlet kærligt. Du er skyldig. Punktum. Jesus accepterer ikke denne logik.

Kærlighed defineres ikke af den elskedes reaktion. Et menneske kan blive oprigtigt elsket og alligevel føle sig såret, stødt, vred, hævngerrig eller følelsesløs, uden at det på nogen måde forringer skønheden og værdien af den kærlighedshandling, der sårede ham. Dette ved vi tydeligst fra Jesu død – den største kærlighedsgerning, der nogensinde er udført – for reaktionerne på den spændte fra hengivenhed (Joh 19:27) til raseri (Matt 27:41-42).

At mennesker blev knust, sårede, vrede, rasende og kyniske som reaktion på Jesu død, ændrede ikke det faktum, at det, han gjorde, var en stor kærlighedsgerning.

Denne sandhed vises gennem måden, Jesus levede sit liv på. Han elskede på en måde, der ofte ikke blev opfattet som kærlighed. Ingen, jeg nogensinde har kendt personligt eller gennem historien, var så ligefrem som Jesus i sin omgang med mennesker. Tilsyneladende var hans kærlighed så autentisk, at den ikke behøvede polstring. Det er fordi jeg har levet med evangeliernes Jesus i halvtreds år, at jeg er så bevidst om, hvor følelsesmæssigt skrøbelige og sårbare vi er i dag.

Hvis Jesus skulle tale til os, som han typisk talte i sin egen tid, ville vi konstant føle os stødt og såret. Dette gælder både måden, han talte til sine disciple på, og måden, han talte til sine modstandere på.

Folk blev også stødt i hans tid. “Ved du,” spurgte hans disciple ham, “at farisæerne tog anstød af at høre den tale?” (Matt 15:12). Hans svar på den information var kort og præcist: “Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode. Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde” (Matt 15:13-14).

Med andre ord: “De er planter, der ikke bærer troens frugt, fordi Gud ikke har plantet dem. De ser ikke min adfærd som kærlighed, fordi de er blinde, ikke fordi jeg er ukærlig.” Disse og snesevis af andre ting sagde han til både ven og fjende på måder, der ville ryste os følelsesmæssigt og få mange af os til at trække os tilbage i selvmedlidenhed.

Pointen med dette er, at en kærlighedshandlings ægthed ikke afgøres af den elskedes subjektive følelser. Jesus bruger ordet “fjender”. Det ville støde nogle, især da han fortsætter med at udfolde sin pointe med ord som: “Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også” (Matt 5:47). Han bekymrer sig ikke om den mulige kritik, at han ikke er omhyggelig nok med at skelne mellem virkelige fjender og irriterende brødre. Jesus synes at forvente, at vi kan håndtere hårde ord som “fjende” blandet med ømme familieord som “broder”.

Kærlighed overser ikke og er ikke ubekymret for, hvordan den påvirker andre

Jeg mener ikke, at kærlighed er blind for de ord, den bruger, eller de virkninger, de kan have på andre. Kærlighed bekymrer sig virkelig om at velsigne den elskede. Den ønsker at føre den elskede ud af smerte og sorg og ind i en dybere erfaring af glæde i Gud – nu og for evigt. Men jeg understreger en anden side af problemet, som synes usædvanligt udbredt i vores psykologiske verden.

Jeg henleder simpelthen opmærksomheden på det faktum, at det at føle sig uelsket ikke er det samme som at være uelsket. Jesus viser os gennem sit liv kærlighedens objektivitet. Den har virkelige motiver og virkelige handlinger. Og når de er kærlige, ændrer den elskedes reaktion ikke dette faktum.

Dette er godt nyt for den, der elsker, fordi det betyder, at Gud er Gud, og den elskede er ikke Gud. Den sårede elskedes dom er ikke absolut: Den kan være rigtig, eller den kan være forkert. Men den er ikke absolut. Gud er absolut. Vi skal aflægge regnskab for ham. Og han alene kender vores hjerter. Det afgørende ved vores kærlighed, når vi står foran Gud, er ikke, hvad andre syntes om den, men om den var virkelig.

At nogle mennesker måske ikke kan lide den måde, vi elsker på, er ikke afgørende. De fleste mennesker genkendte ikke Jesu kærlighed til sidst – og gør det stadig ikke i dag. Det, der betyder noget, er ikke, at vi retfærdiggøres over for mennesker, men at Gud kender vores hjerter som virkelig (omend ikke perfekt) elskende. Og han alene kan fælde den endelige dom (Luk 16:15).

Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.