Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder. Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder. – Matt 18:15-17
Og han sagde til dem: “Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.” Så tog han et bæger, takkede og sagde: “Tag det og del det imellem jer. For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.” Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: “Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!” Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: “Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.” – Luk 22:15-20
Hvordan Jesus befaler, at vi skal håndtere synd i kirken
Ud over at give sin kirke Helligånden og Ordet – som vi så i det forrige kapitel – gav Jesus også retningslinjer for, hvordan synd skal håndteres i menigheden. På én måde gør hele hans undervisning netop det: den viser, hvordan hans efterfølgere skal leve, både i kirken og i verden.
Men her giver han nogle mere konkrete retningslinjer for det, vi i dag kalder kirketugt. Han siger: “Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder. Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder” (Matt 18:15-17).
Ordet “menigheden” viser, at Jesus allerede her forbereder sine disciple på det fællesskab, der skal fortsætte efter hans bortgang. Han indstifter en måde, hvorpå hans folk skal leve sammen under hans herredømme.
Budskabet er klart: vedvarende, uomvendt synd – en nægtelse af at tage synd alvorligt og kæmpe imod den – viser, at man i virkeligheden ikke følger Jesus. Selv om Jesus vidste, at der altid ville være falske troende i kirken (Matt 13:30, 48), indstiftede han alligevel en form for omhyggelig, kærlig og tålmodig disciplin, der ikke kan acceptere en åbenlys og vedvarende uvillighed til at omvende sig.
Når Jesus siger, at en uomvendt “broder” skal behandles “som en hedning og en tolder”, betyder det ikke, at han skal mødes med fjendtlighed. Jesus har selv sagt, at sådanne mennesker skal elskes: “Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også” (Matt 5:47).
At “han i dine øjne skal være som en hedning og en tolder” betyder derfor, at man ikke længere kan dele det særlige åndelige fællesskab med ham – at man ikke længere forholder sig til ham, som om intet var sket i forholdet. Det indebærer blandt andet, at man ikke længere deler nadveren sammen.
Gå derfor ud og gør alle folkeslag til disciple – og døb dem
Det fører os naturligt videre til de ordninger, som Jesus indstiftede for sin kirke, før han forlod den – nemlig dåben og Herrens nadver.
Kort før han steg op til himlen, gav han disciplene denne befaling: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” (Matt 28:18-19). At blive døbt er altså en del af det at blive en discipel – en efterfølger af Jesus. Dåben er det ydre tegn på den indre forvandling, som bringer et menneske ind under Jesu herredømme som tilgivet synder.
Johannes Døberen døbte mennesker som et kald til omvendelse – som forberedelse til Messias’ komme (Mark 1:4). Det var i sig selv bemærkelsesværdigt: han kaldte jøder til at modtage et særligt tegn på omvendelse som udtryk for, at de ville høre til Messias’ folk.
Men nogle af lederne reagerede med forargelse. De mente, de allerede var del af Guds folk, fordi de var Abrahams efterkommere. Johannes svarede dem: “Tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér” (Matt 3:9).
Med andre ord: Den dåb, Johannes forlangte, viste, at et sandt folk af Israel nu blev dannet – et folk, som ikke blot bestod af Abrahams fysiske efterkommere, men af dem, der omvendte sig og troede på den kommende Messias. Og nu tager Jesus dette tegn og gør det til sit eget. Dåben bliver nu kendetegnet for dem, der vender sig fra vantro til tro på ham. Ved at adlyde denne befaling viser de, at de virkelig tilhører ham.
Mit enkle budskab her er dette: Denne handling – som næsten alle kristne kirker praktiserer i dag – blev ikke opfundet af kirken. Den blev givet af Jesus selv, før han forlod jorden, med en klar befaling om, at vi skal gøre det. Derfor bør enhver, der følger Jesus, lade sig døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det er en del af at blive hans discipel og blive en del af hans kirke.
“Gør dette til ihukommelse af mig”
Den anden ordning, som Jesus gav sin kirke, er Herrens nadver. Jeg kalder både dåben og nadveren for ordninger, fordi Jesus selv har indstiftet dem. Det betyder, at han har fastlagt både deres form og deres betydning.
Det er tydeligt i forhold til dåben, fordi han befaler, at den skal udføres “i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” (Matt 28:19). Men det er lige så tydeligt i forhold til nadveren, for i en højtidelig stund, hvor han taler om brødet og vinen, siger Jesus: “Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig.” Og på samme måde sagde han om bægeret efter måltidet: “Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer” (Luk 22:19-20).
Jesus gav ikke denne handling et navn. Han kaldte hele måltidet, som han spiste med sine disciple den aften, påskemåltidet – og han satte det i direkte forbindelse med sin egen død. “Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide” (Luk 22:15).
Påsken mindede Israel om udgangen fra Egypten, hvor Gud skånede de førstefødte sønner, fordi dørstolperne var mærket med blodet fra et offerlam (2 Mos 12:13, 23). Intet ved Jesu sidste aften – eller hans efterfølgende lidelse og død – var tilfældigt. Alt skete efter Guds plan, og Jesus fulgte den fuldt ud: “Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham” (Matt 26:24). Derfor er det ikke overraskende, at det tidligste kristne vidnesbyrd kalder denne handling Herrens nadver (1 Kor 11:20) og omtaler Jesus som “vores påskelam” (1 Kor 5:7).
Det er uden tvivl det, Jesus selv ønskede at vise: “Jeg indstifter et helligt måltid for mit folk, som skal fejres, når jeg er borte – og i dette måltid skal de se et helligt tegn på det offer, jeg bringer i morgen, når jeg dør for deres synder.”
Hvordan er brødet og vinen Kristi legeme og blod?
Ordet tegn, som jeg netop brugte, har skabt debat i kirkens historie. For hvad mente Jesus, da han tog brødet og sagde: “Dette er mit legeme, som gives for jer” (Luk 22:19), og da han tog bægeret og sagde: “Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse” (Matt 26:28)?
Mente han, at brødet og vinen blot er tegn på hans legeme og blod – eller at de på en eller anden måde bliver forvandlet til hans egentlige legeme og blod? Det var dengang, som nu, helt naturligt at bruge billedsprog på den måde, at man peger på noget og siger: “Dette er…” om det, det symboliserer. Hvis jeg for eksempel viser et fotografi af mit hus og siger: “Dette er mit hus,” vil ingen tro, at fotografiet er blevet til et hus. Det repræsenterer huset.
Hvis Jesus havde tegnet en kamel i sandet, kunne han have sagt: “Dette er en kamel.” Ingen ville have troet, at tegningen blev forvandlet til en kamel. Den viser bare en kamel.
Vi ved, at Jesus brugte denne måde at tale på, fordi han selv forklarede billeder sådan i sine lignelser. Da han for eksempel udlagde lignelsen om sædemanden, sagde han: “Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det” (Matt 13:20). Her betyder “det, der blev sået på klippegrund” altså en bestemt slags menneske. Han siger: “Dette er…” – og bruger sproget repræsentativt, ikke bogstaveligt.
Derfor er det mest naturligt at forstå Jesu ord på samme måde i nadveren: Brødet og vinen repræsenterer hans legeme og blod.
Desuden, hvis man insisterer på, at “dette er mit legeme” og “dette er mit blod” skal forstås fysisk, hvad gør man så med Jesu ord: “Dette bæger er den nye pagt ved mit blod” (Luk 22:20)? Skal vi da sige, at bægeret er den nye pagt på samme måde, som bægeret skulle være blodet? Nej – den naturlige mening er, at bægeret symboliserer den nye pagt, som bliver stadfæstet og købt med hans blod.
Derfor er det klogt at forstå Jesu ord sådan: “Brødet og vinen repræsenterer mit legeme og mit blod, som gives i døden som et offer for jeres synder.”
“De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv”
Nogle bruger et andet af Jesu udsagn som argument for, at brødet og vinen bogstaveligt bliver til hans legeme og blod. I Johannesevangeliet 6:53-54 siger han: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”
Men Jesus gør det klart få vers senere, at han taler åndeligt, ikke fysisk. Han forklarer: “Det er Ånden, der gør levende; kødet gavner intet. De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv” (Joh 6:63).
Med andre ord: Jesus taler om en åndelig spisning, ikke en fysisk. Livet, han lover, kommer ikke gennem bogstavelig spisning og drikning, men gennem tro, som Ånden giver. Det er en advarsel mod at forstå hans ord i nadveren på en måde, der gør frelsen afhængig af selve det fysiske måltid.
Derfor befaler Jesus, at hans efterfølgere skal fejre nadveren som en ihukommelse af hans død – og samtidig som en forventning om hans genkomst i herlighed. Han sagde: “For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer” (Luk 22:18).
Når vi ved, at brødet og bægeret symboliserer den største kærlighedsgerning i historien – at de peger på den nye pagt, som blev indstiftet gennem hans blod, hvor vi får både tilgivelse og et nyt hjerte (Jer 31:31-34) – bliver nadveren et enestående møde med den levende Jesus.
Han er nær gennem sin Ånd og sit ord og gør sig selv kendt for os på en måde, der er unik for dette hellige måltid.
Jesu befaling: Vær kirken
Det, vi har set i denne artikel, viser, at kirken ikke er en tilfældig eftertanke – ikke et menneskeligt projekt, der opstod, fordi Jesu budskab om Guds rige ikke blev til virkelighed.
Nej, kirken er frugten af Guds rige. Kirken blev planlagt af Jesus selv, og han har sørget for den i alle ting.
“Jeg vil bygge min kirke” er banneret, der stadig bæres over alle, der samles i Jesu navn. Han bygger sit folk. Han samler sin hjord. Han holder sit løfte om at være hos os indtil verdens ende. Han underviser sin kirke gennem Ånden og Ordet.
Og han afmærker sin kirke – sit folk – gennem tegnene, han selv indstiftede: dåben, der markerer begyndelsen på livet i tro, og nadveren, hvor vi igen og igen mindes, hvem vi tilhører.
“Gør dette,” siger Jesus. Det er en befaling, der kalder os til at være mere end enkeltstående troende. Den kalder os til at være et folk – et fællesskab, en hjord, en menighed, en kirke.
Uddrag fra Alt hvad Jesus befalede
Hvad er en bibelsk sund kirke?
Mark Dever peger på de kendetegn, Bibelen giver en sund menighed – og på det ansvar, hvert enkelt medlem har for dem.
Se bogen Fra 49 kr.
