I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene. – Matt 5:13-16
Salt er en god ting, men hvis saltet ikke er salt mere, hvordan vil I da gøre det salt igen? Bevar saltet i jer selv, og hold fred med hinanden! – Mark 9:50
Jesu befaling om at lade vores lys skinne for verden har et klart mål: at mennesker skal prise vores Far i himlen.
Derfor er selve befalingens formål, at vi søger at ære Gud ved at lade vores liv lyse. Det passer derfor godt, at denne artikel handler om netop det mål – at Gud skal blive herliggjort. I den næste artikel ser vi så, hvad det konkret vil sige at lade lyset skinne.
Jesu dybeste længsel og højeste værdi
Den første ting, Jesus befaler os at bede om, handler netop om dette: at Guds navn skal blive helliget. Han siger: “Derfor skal I bede således: Vores Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn” (Matt 6:9). Dermed viser Jesus, at hans dybeste længsel – og vores dybeste længsel – skal være, at Guds hellighed bliver åbenbaret og kendt.
Jeg bruger udtrykket “Guds åbenbarede hellighed” af tre grunde:
- For det første, fordi det græske ord bag “helliget blive” (ἁγιασθήτω) er bygget på ordet hellig (ἅγιος).
- For det andet, fordi når ordet “hellig” gøres til et udsagnsord, betyder det “vis dig hellig” – altså at Guds hellighed skal blive synlig.
- For det tredje, fordi det at tale om Guds hellighed, som bliver åbenbaret, i virkeligheden er det samme som at tale om hans herlighed.
Det er vigtigt at se forbindelsen mellem, at Guds navn helliges, og at Gud herliggøres. For mange af Jesu ord viser, at både hans Fars herlighed og hans egen herlighed er uendeligt vigtige. Intet i universet er mere værdifuldt end Guds herlighed.
Når vi ser, at Jesu dybeste længsel er, at Guds navn skal helliges, og at Guds herlighed er universets højeste værdi, opdager vi, at der ikke er nogen modsætning mellem de to. At hellige Guds navn og at herliggøre Gud er i virkeligheden to sider af den samme virkelighed.
Hvad er Guds herlighed?
Guds herlighed er stråleglansen af hans mangefacetterede fuldkommenheder. Ordene er svage – men virkeligheden er uendeligt rig. Guds herlighed er udstrålingen af den uendelige værdi, der findes i alt, hvad Gud er. Guds herlighed er hans moralske skønhed.
Vi kan kun se den med det fysiske øje, når skaberværket peger hen på Skaberen selv – som når Jesus siger: “Læg mærke til, hvordan markens liljer gror… End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem… [Gud klæder] således markens græs” (Matt 6:28-30). Liljernes pragt er Guds værk – et fingerpeg, der skal vække os til den sande herlighed, som liljernes skønhed kun afspejler.
Vi elsker at se herlighed. Vi er skabt til at glæde os over den. Det er derfor, Jesus kom til verden: for at åbenbare Guds herlighed mere fuldkomment end naturen nogensinde havde gjort (Joh 1:14), og for at dø i vores sted, så vi kunne blive frelst fra Guds vrede og leve evigt i glæden over Guds herlighed (Joh 3:14-15, 36; 17:24). Han kom for at vække i os en længsel efter den herlighed, så vi ikke skal gå fortabt i vores blinde kærlighed til syndens “herlighed” (Joh 3:19).
Jesus havde bevidst som mål at åbenbare Guds herlighed. Hans ord og handlinger var udtryk for netop dette, som Skriften forudsagde: “Det folk, der sad i mørket, har set et stort lys, og de, der sad i dødens land og skygge, for dem brød lyset frem” (Matt 4:16). Han sagde: “Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys” (Joh 9:5; jf. 8:12).
Med andre ord: Jesus viste Guds herlighed som aldrig før og bragte lys over alt, så verden kunne se virkeligheden i det rette perspektiv.
Hvordan Jesus herliggjorde Gud
Jesus viste Guds herlighed ved at fuldføre det værk, Faderen havde givet ham at gøre. Derfor bad han ved slutningen af sit liv: “Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre” (Joh 17:4).
Gratis hæfte
Sandheden om Himlen
Hvad venter der på den anden side? John MacArthur samler Bibelens svar om Himlen – og om vejen dertil.
Dette værk omfattede mange tegn og undere i løbet af hans liv – og den store, endelige gerning: at dø og opstå for at frelse sit folk.
Da Jesus udførte sit første offentlige under – da han gjorde vand til vin – skriver Johannes, at han “åbenbarede sin herlighed” (Joh 2:11). Da han helbredte den lamme mand og tilgav hans synder, “blev folk grebet af frygt og priste Gud” (Matt 9:8). Da folk så at de “de stumme tale, de vanføre blive raske, de lamme gå og de blinde se… priste de Israels Gud” (Matt 15:31). Da ti spedalske blev renset, “vendte den ene tilbage og priste Gud med høj røst” (Luk 17:15). Og da kvinden, der havde været krumbøjet i atten år, blev helbredt, “priste hun Gud” (Luk 13:13).
Selv da Lazarus skulle oprejses fra de døde, sagde Jesus til hans søster: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” (Joh 11:40).
Alt, hvad Jesus gjorde, havde ét formål: at vise, hvor stor Gud er. Hans liv gjorde Guds skønhed og kraft synlig i verden. Men den største åbenbaring af Guds herlighed fandt sted i Jesu død og opstandelse. Her udførte han den største handling af alle: at give sit liv som løsesum for mange (Mark 10:45), så vi kunne få tilgivelse (Matt 26:28) og evigt liv (Joh 3:14-15).
I denne gerning – hvor den uskyldige dør for de skyldige – viser Jesus både Guds vrede og Guds kærlighed som herlige realiteter. Guds vrede er en hellig og retfærdig vrede (Luk 21:23; Joh 3:36). Den kan ikke være anderledes. Og Guds kærlighed er en herlig kærlighed.
Da Jesus gik mod korset, vidste han, at denne time var både hans dybeste lidelse og hans største herlighed. Derfor sagde han: “Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold” (Joh 12:23-24).
Jesu herlighed blev altså åbenbaret både i lidelsen og i den sejrende opstandelse bagefter. Han spurgte disciplene: “Skulle Kristus ikke lide dette og derefter gå ind til sin herlighed?” (Luk 24:26). Lidelsen var vejen til herligheden.
Faderen og Sønnen herliggør hinanden
Men lidelsen var ikke bare vejen til herligheden – den var en del af den. Jesus sagde: “Nu (i denne time af lidelse) er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. Er Gud herliggjort i ham, skal Gud også herliggøre ham i sig, og han skal snart herliggøre ham” (Joh 13:31-32).
Gud bliver herliggjort i Sønnen, når Jesus frivilligt går i døden for at vise, at Gud er retfærdig og værd at ære – også når det koster livet. Og når Faderen på denne måde bliver herliggjort i Sønnen, svarer han ved at herliggøre Sønnen i sin opstandelse. Der sker altså en gensidig bevægelse mellem Faderen og Sønnen: de herliggør hinanden i frelsens værk.
Jesus siger: “Fader, timen er kommet; herliggør din Søn, for at Sønnen kan herliggøre dig” (Joh 17:1; jf. 12:27-28). Når Jesus herliggør Faderen i sin død, er det Faderen, der handler i ham og herliggør Sønnen. Og når Faderen herliggør Sønnen i opstandelsen og ophøjelsen, leder det igen til, at Sønnen herliggør Faderen.
Denne gensidige åbenbaring af Guds herlighed – i både Faderen og Sønnen – er selve hjertet i deres fælles frelsesplan. Det er deres højeste glæde og den dybeste bevægelse i Guds eget hjerte.
Ingen større kærlighed end Guds, som herliggør sig selv i Jesus for os
Og det vidunderlige budskab er, at netop dette er selve kernen i Guds kærlighed til os. Når Faderen og Sønnen herliggør hinanden, gør de det ikke kun for at vise deres egen storhed – men for at vi skal se den, glæde os over den og leve i den. De gør det til frelse for sjæle som vores, der er skabt til at finde vores dybeste tilfredsstillelse i Guds herlighed.
Guds herliggørelse af sig selv er altså ikke egocentrisk; det er kærlighedens højeste form. For det største, Gud kan give os, er sig selv i al sin herlighed. Og den største pris, han kan betale for at give os dette, er sin Søns liv.
Han giver os sin herlighed – og han betaler for den med Jesu blod. Derfor findes der ingen større gave end Gud selv. Og der findes ingen større pris end Guds Søns død. Derfor findes der heller ingen større kærlighed end den, hvor Gud herliggør sig selv i Jesu død og opstandelse.
Da det frelsesværk var fuldbragt – i korsfæstelsen og opstandelsen – begyndte Jesus gennem historien at samle sit folk. Han sendte Helligånden, hvis vigtigste opgave er at herliggøre Jesus og drage mennesker til ham i tro.
Han lovede: “Når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden… Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer” (Joh 16:13-14).
Åndens hovedopgave er altså at fortsætte dette store værk: at herliggøre Faderen og Sønnen. Det gør han ved at åbne vores åndelige øjne, så vi ser den sande skønhed og herlighed i Jesus – i hans liv, hans død og hans opstandelse (Joh 3:3, 8; Matt 16:17). Når vi ser ham, som han virkelig er, bliver vi draget til at tage imod ham, stole på ham, tilbede ham og adlyde ham.
I lyset af denne guddommelige længsel efter herlighed – Faderens, Sønnens og Åndens fælles formål – står spørgsmålet tilbage:
Hvad vil det så sige for os at lade vores lys skinne for Guds herlighed?
Det bliver temaet for den næste artikel.
Uddrag fra Alt hvad Jesus befalede
Hvad er evangeliet?
Greg Gilbert går til Guds ord og samler evangeliets kerne i fire ord: Gud, mennesket, Kristus og vores svar.
Se bogen Fra 49 kr.
