Mit biografiske budskab på pastor-konferencen i år handlede om Athanasius, som blev født i 298 e.Kr. Derfor brugte jeg en god del tid på at studere de doktrinære stridigheder i det fjerde århundrede. Den vigtigste strid handlede om Kristi guddommelighed. Arius (og arianerne) sagde, at Guds søn var et skabt væsen og ikke altid havde eksisteret. Athanasius forsvarede Sønnens evige guddommelighed og var med til at vinde denne kamp med formuleringen fra koncilet i Nikæa:
Vi tror på … Guds enbårne Søn … af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen.
Jesus er Gud – men de underminerede sandheden
Til min overraskelse fandt jeg ud af, at kætterne protesterede højlydt over at sproget i den ortodokse trosbekendelse ikke stammede direkte fra Skriften. De påpegede, at sætningerne “af samme væsen som Faderen” og “af Faderen fra alle tider og til alle tider” ikke findes i Bibelen.
Kætterne krævede “ingen anden trosbekendelse end Bibelen,” netop så de kunne anvende Bibelsk sprog til at undvige Bibelsk sandhed. For eksempel kaldte de gerne Kristus for “Guds søn” og argumenterede efterfølgende for, at Han som alle andre sønner måtte have haft en begyndelse. Det var overraskende for mig at se hvordan en lære om Skriftens “tilstrækkelighed” blev brugt til at underminere Skriftens sandhed.
Gennem kirkens historie har man gang på gang forsøgt at undvige den Bibelske sandhed med argumentet kun at tillade Bibelsk sprog i beskrivelser af troens læresætninger. For eksempel mødtes over 100 prædikanter fra presbyterianske, kongregationelle og baptistiske kirker i London i 1719. De samledes for at løse det problem, at nogle prædikanter, efter at have læst værker af Samuel Clark, ikke ville underskrive deres kirkesamfunds trinitariske trosbekendelse. De var i bund og grund blevet arianske. Men hvad var egentlig det centrale spørgsmål her?
Det tekniske spørgsmål var, om det var nok, at prædikanterne kun lovede at ville følge Skriften (Mark Noll, The Rise of Evangelicalism [Downers Grove, Ill.: InterVarsity Press, 2003], s. 43).
Bibelsk sprog eller Bibelsk sandhed?
Arianerne blev ved at insistere på “ingen trosbekendelse ud over Bibelen” og at kun Bibelsprog skulle være gyldigt. Ved afstemningen under mødet endte resultatet 57-53 imod de traditionelle trinitarianere. Endnu engang blev en version af læren om “Skriftens tilstrækkelighed” brugt til at underminere Skriftens sandhed.
I dag er der mange, der ligesom arianerne ville insistere på “ingen anden trosbekendelse end Bibelen.” Men vi bør lære af historien, at Bibelsprog alene ikke er tilstrækkeligt, når det gælder om at forsvare Bibelens betydning. Richard Hanson forklarede processen på denne måde:
Den kristne kirkes teologer indså gradvist, at de dybeste spørgsmål indenfor kristendommen, ikke kan besvares udelukkende med rent Bibelsk sprog, fordi disse spørgsmål netop handler om selve betydningen af det Bibelske sprog (Richard Patrick Crosland Hanson, The Search for the Christian Doctrine of God: The Arian Controversy [Edinburgh: T. and T. Clark, 1988], s. xxi).
Hvad betyder dette for læren om Skriftens tilstrækkelighed? Denne læresætning er hovedsageligt baseret på 2 Timotheusbrev 3:15-17 og Judasbrev 1:3:
De hellige skrifter… der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning… kæmp for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige.
Med andre ord er Skrifterne tilstrækkelige i den forstand, at de er de eneste “som én gang for alle er” inspirerede og derfor ufejlbarlige ord fra Gud, som vi har brug for til at kende vejen til frelse “for at få visdom til frelse” og til at finde ind på lydighedens vej “udrustet til al god gerning.”
Skriftens tilstrækkelighed betyder ikke, at Skriften i sig selv er alt, hvad vi behøver for at leve lydigt. For at forstå videnskaben må vi læse videnskab og studere naturen. Ønsker vi at handle korrekt inden for økonomi må vi læse økonomi og observere erhvervslivet. Inden for sport er det nødvendigt at kende spillets regler. For at være lydige i ægteskabet er det afgørende at forstå sin ægtefælle. Som pilot er det essentielt at vide, hvordan man styrer et fly. Med andre ord så fortæller Bibelen os ikke alt, hvad der er nødvendigt for os at vide for at være lydige forvaltere af vores liv her i verden.
Hvad betyder det at Bibelen er tilstrækkelig?
Skriftens tilstrækkelighed betyder, at vi ikke har behov for yderligere særlige åbenbaringer. Vi har ikke brug for flere inspirerede, ufejlbarlige ord. I den Bibel, som Gud har givet os, finder vi den ultimative standard til at bedømme al anden viden. Al anden viden bedømmes ud fra Bibelen, også når den viden tjener selve Bibelen. For eksempel tjener det engelske sprog Bibelen ved at gøre den tilgængelig for engelske læsere. Men selv når engelsk gør dette, står det under Bibelen og er styret af Bibelen. Således kan det engelske ord “yes” ikke bruges til at oversætte det græske ord for “nej.” Bibelen er tilstrækkelig i at forhindre sådan et misbrug af engelsk.
Skriftens tilstrækkelighed betyder, at vi ikke har brug for mere speciel åbenbaring. Vi har ikke brug for flere inspirerede, ufejlbarlige ord. I den Bibel, som Gud har givet os, finder vi den ultimative standard til at bedømme al anden viden. Al anden viden bedømmes ud fra Bibelen, også når den viden tjener selve Bibelen.
Bibelen tjenes ved vores ekstra-Bibelske viden på mange måder. For eksempel forekommer ordet “myre” to gange i Bibelen, hvilket ikke er defineret (Ordsp 6:6, 30:25). Bibelen antager, at vi ved, hvad en myre er, ud fra vores erfaring. Men hvis vi påstår, at den lektie vi skal lære af myren er, at vi alle skal være dovne, er Bibelen tilstrækkelig til at modsige den tolkning.
Sådan forholder det sig også med sproget i læremæssige teologiske stridigheder. Ikke-Bibelsk sprog – ord og udtryk der ikke direkte findes i Bibelen – tjener Bibelen ved at hjælpe med at forklare dens budskaber. Ordet “Treenighed” og udtrykket “af samme væsen som Faderen” er ikke direkte nævnt i Bibelen, men de indeholder væsentlige Bibelske sandheder. At bekræfte med et ekstra-Bibelsk sprog, at Gud er “af samme væsen i tre personer” (=Treenighed), og at Sønnen er “af samme væsen som Faderen,” er mere tro mod Bibelens budskab end at bruge et Bibelsk sprog til at kalde Kristus for Guds skabning. Skriftens tilstrækkelighed dikterer ikke det sprog, vi bruger til at fortolke Bibelen; den styrer snarere betydningen af det sprog, vi bruger. Og i den forstand er den fuldt ud tilstrækkelig.
At bekræfte med et ekstra-bibelsk sprog, at Gud er “af samme væsen i tre personer” (=Treenighed), og at Sønnen er “af samme væsen som Faderen,” er mere Bibelsk end at bruge et Bibelsk sprog til at kalde Kristus for Guds skabning.
Sammen underordner vi os Skriften,
Pastor John
