Hvordan et ærligt “hvad laver du?” fik mig til at ændre min bøn

I starten af tyverne var jeg medlem i en kirke, hvor der efter gudstjenesten og fællesspisningen blev afholdt et bedemøde.

Bedemødet begyndte altid med en opbyggelig andagt fra Bibelen, hvorefter mødelederen noterede bønneemner fra menighedens medlemmer. Derefter fulgte cirka 45 minutters fælles bøn.

Jeg havde aldrig deltaget i den slags bedemøder før, da jeg først ankom til kirken – og jeg må indrømme, at jeg de første par gange var ved at falde i søvn. Men med tiden fandt jeg stor glæde og ro i at samle mine tanker, mens jeg stille stemte i med et “amen” efter hver bøn.

Der er mange måder at bede på

Der var stor forskel på, hvordan folk bad. Nogle bad lange bønner, andre korte. Nogle bad systematiske bønner, mens andre virkede til at famle sig frem.

Jeg blev dybt fascineret af pastorens bønner. De var både teologisk dybe og yderst ærbødige:

Almægtige Gud og himmelske Fader, vi beder til dig i Jesu navn. Hellig, hellig, hellig er du, Herskarenes Herre…

Jeg tror, at de fleste sad målløse tilbage efter at have hørt hans bønner. For ham handlede det ikke om at gøre indtryk – det var bare sådan, han bad. Han kendte Bibelen ud og ind, og det kom naturligt for ham.

Mit forsøg på at bede som pastoren

Inspireret af ham besluttede jeg, at jeg også ville bede på den måde:

Åh Fader, vor Gud. Du, som er allestedsnærværende. Du, som sendte Kristus som vores stedfortrædende sonoffer. Du, som ikke har nogen lige. Du, som er…

Det var en imponerende bøn, og jeg følte, at jeg var nået et helt nyt niveau i mit bønsliv. Jeg svævede nærmest på skyerne sammen med de hellige – apostlene Peter, Paulus og alle de andre.

“Hvad laver du?”

Det varede dog kun en kort stund, indtil min kære hustru afbrød min eufori. Hun så på mig og spurgte med et skævt smil: “Hvad laver du? Hvorfor beder du sådan? Det er jo slet ikke dig!”

Jeg blev nok lidt rød i hovedet. Hun havde ret. Jeg talte ikke, som jeg plejede. Jeg brugte ord, jeg knap nok selv forstod – og dybest set var det nok mest for at lyde særligt.

Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når jeg forestiller mig, hvordan jeg ville reagere, hvis min elskede søn kom op til mig og sagde:

“Åh, Fader. Jeg kommer til dig med en ydmyg forespørgsel. Må du finde det i dit hjerte at overbringe din yngste datter og mig, din trofaste søn, en sukkerkugle med lakridssmag?”

Det ville være absurd – især når han lige så godt og respektfuldt kunne sige:

“Far, må Luana og jeg bede om et lakridsbolsje?”

Gud ønsker ægte bønner – ikke en facade

På samme måde kan jeg forestille mig, at vores himmelske Far trækker på smilebåndet, når vi – hans børn – prøver at imponere ham med højtidelige, kunstige bønner.

Selvfølgelig skal vi vise Gud ærefrygt og stræbe efter at bede bønner, der er forankret i Bibelen og efter hans vilje. Men vi skal huske, at vi taler til vores himmelske Far, som kender os bedre, end vi kender os selv. Han ved, hvordan vi taler, og han forventer ikke, at vi henvender os til ham med et unaturligt højtideligt sprog, som vi knap nok selv forstår.

Frimodighed i bøn

Vi kan være frimodige i vores bønner til vores himmelske Far. I Efeserbrevet 3:12 skriver Paulus:

I [Kristus] og ved troen på ham har vi frimodighed og tillidsfuld adgang til Gud.

Vi har adgang til Gud gennem troen på Kristus. Derfor bør vores bønner udtrykke den her nære relation snarere end at være præstationsbønner. Så lad os komme frem for vores himmelske Far med ægte, frimodige og oprigtige bønner.

Han ser først og fremmest på hjertet, ikke retorikken.

Køb & læs

Ægteskabskonflikt: Lær at tale sammen som holdkammerater

Denne 31-dages andagtsbog er en varm, bibelsk og praktisk lille bog til ægtepar, der ønsker hjælp midt i hverdagens konflikter.