Befaling 34: Elsk din næste som dig selv – og som Jesus har elsket os

Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: “Hvem er så min næste?” – Luk 10:29

Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. – Matt 7:12

Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.« – Joh 13:34–35

Jeg siger ikke, at de tidligere artikler i serien har fjernet alle de vanskeligheder, der hører til et liv i kærlighed. Vi står stadig over for modstridende krav på vores tid og ressourcer. Vi må stadig vælge, hvad vi skal opgive, og hvad vi skal holde fast i. Og vi ser stadig forskelligt på, hvad der virkelig er godt for et andet menneske. Kærlighedens liv er ikke blevet simpelt af den grund.

En radikal befaling og en radikal forsyning

Men dette er, hvad jeg mener: Kærligheden til Gud bærer os igennem både glæden og smerten, forvirringen og usikkerheden i, hvad det betyder at elske vores næste.

Når offeret er stort, husker vi, at Guds nåde er nok. Når vejen for kærligheden er uklar, glæder vi os over, at hans nåde stadig er nok. Og når verden distraherer os, og vores hjerte for en stund bliver fanget af selviskhed, og vi mister retningen, husker vi, at kun Gud kan tilfredsstille os. Vi vender os til ham igen – og elsker hans barmhjertighed og tålmodighed endnu mere.

Det er en radikal befaling. Den går til selve roden af synden, som er stolthed – den forvredne længsel efter lykke, der er blevet ødelagt af to ting:

1. At vi ikke vil se Gud som den eneste kilde til sand og varig glæde,
2. Og at vi ikke vil se mennesker, der er skabt af Gud til at dele vores glæde i ham.

Men det er netop denne forvredne selvkærlighed, som Jesus retter op på i de to store bud. I det første bud retter han vores længsel efter lykke mod Gud – og Gud alene. I det andet åbner han en hel verden af voksende glæde i Gud og siger: Mennesker – overalt hvor du møder dem – er skabt til at tage del i og forøge din glæde i Gud. Elsk dem, som du elsker dig selv.
Giv dem – med enhver praktisk mulighed, du har – det, du selv har fundet i Gud.

Advarsel: Indsnævr ikke betydningen af “din næste”

Før vi forlader befalingen om at elske vores næste som os selv, må vi høre den advarsel, Jesus selv gav. Han advarede os mod at retfærdiggøre vores manglende kærlighed ved at sætte grænser for, hvem “næste” egentlig gælder. Jesus kom med den advarsel gennem lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Engang stod en lovkyndig frem for at sætte Jesus på prøve og sagde: “Lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”

Jesus svarede: “Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?”

Den lovkyndige svarede med de to store bud: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind – og din næste som dig selv.”

Jesus sagde: “Du har svaret rigtigt; gør det, så skal du leve.”

Men så sagde den lovkyndige noget, Jesus ikke brød sig om. Lukas fortæller, hvad der lå bag hans ord: “Men han ville retfærdiggøre sig selv og sagde til Jesus: ‘Hvem er så min næste?’” (Luk 10:25–29).

Af alt det, man kunne fremhæve fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner, vil jeg fokusere på én ting. Jesus besvarer ikke egentlig mandens spørgsmål – han ændrer det. Han gør spørgsmålet til noget helt andet: I stedet for “Hvilken slags menneske er min næste?” spørger han indirekte: “Hvilken slags menneske er du?”

Han ændrer spørgsmålet fra: “Hvilke mennesker fortjener min kærlighed?” til: “Hvordan bliver jeg et menneske, der viser kærlighed uden at se på andres status?”

Jesus afslører den lovkyndiges dobbelthed ved at vise, at han allerede kendte svaret på sit eget spørgsmål – han stillede det bare for at sætte Jesus fast (Luk 10:25). Nu står det klart for manden, at hans motiv er afsløret. Han må enten bekende sin hykleri – eller forsøge at dække det til. Han vælger det sidste.

Lukas siger, at han “ville retfærdiggøre sig selv.”

Det gør han ved at sige noget i stil med: “Jamen, Jesus, det er jo ikke så nemt at vide, hvem vores næste egentlig er. Livet er kompliceret. Hvem skal vi elske? Hvilke mennesker tæller med? Er det alle etniciteter? Alle samfundslag? Begge køn? Alle aldre? De udstødte? Synderne?”

Et spørgsmål Jesus ikke vil besvare

Hvordan svarer Jesus så? Han bryder sig ikke om spørgsmålet – det, der deler mennesker op i grupper, hvor nogle anses som værdige til kærlighed og andre ikke. Jesus giver ikke noget svar på spørgsmålet: “Hvem er min næste?” I stedet fortæller han en lignelse, der ændrer spørgsmålet fuldstændigt.

Mellem Jerusalem og Jeriko falder en mand i hænderne på røvere. Lukas skriver, at de “trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød” (Luk 10:30).

De to første, der kommer forbi, er en præst og en levit2 – de mest religiøse af alle – men de går begge forbi på den anden side af vejen (Luk 10:31-32).
Så kommer en samaritaner – ikke engang en jøde – og det afgørende ord om ham står i slutningen af vers 33: “Han fik medlidenhed med ham.”

Ser du, hvordan fokus skifter? Spørgsmålet om, hvad det er for en mand, der ligger halvdød, forsvinder helt. Fokus flyttes i stedet over på dem, der går forbi. De to første følte ingen medlidenhed. Men samaritaneren var et andet slags menneske.

Da Jesus når til slutningen af lignelsen, hvad er så hans spørgsmål? Var det: “Var den sårede mand en næste?” Nej. Det var ikke spørgsmålet.

Jesus spørger: “Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” (Luk 10:36).

Den lovkyndige svarer: “Han, som viste ham barmhjertighed.”

Og Jesus siger: “Gå du hen og gør ligeså!” (Luk 10:37).

Jesus giver altså ikke et direkte svar på spørgsmålet: “Hvem er min næste?” I stedet siger han i praksis: “Gå ud og bliv et andet slags menneske. Få et hjerte, der er fuldt af medfølelse.”

Jesu død: Prisen og forbilledet

Det er netop dette, Jesus døde for. Det er løftet i den nye pagt, som Gud gav gennem profeten Ezekiel: “Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre” (Ez 36:26). Og Jesus sagde ved nadveren: “Dette bæger er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer” (Luk 22:20).

Dem, der følger Jesus hele vejen til korset, ser ham dér betale med sit eget blod for at give os netop dette nye hjerte. Det fører os til et sidste punkt i dette kapitel – sammenhængen mellem Jesu befaling om at elske vores næste som os selv og hans befaling om at elske hinanden, som han har elsket os.

Jesu død er både forsonende og vejledende. Det er en død, der tilgiver synd, og en død, der viser, hvordan sand kærlighed ser ud. Det er en død, der køber os fri fra fortabelsen, og samtidig et forbillede for, hvordan vi skal leve i kærlighed.

Jeg slutter artiklen med netop dette fokus, fordi der kan synes at være en spænding mellem de to befalinger: “Elsk din næste som dig selv” og “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden.”

Jesus sagde i Joh 13:34–35: “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden” (se også Joh 15:12). Jesus knytter sin kærlighed sammen med sin død, når han siger: “Ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for sine venner” (Joh 15:13).

Derfor er det vigtigt, at vi ser sammenhængen mellem Jesu død og vores efterlevelse af befalingen “Elsk din næste som dig selv.” På den ene side viser Jesu død, hvordan vi skal elske. På den anden side køber Jesu død os den forvandling, der gør det muligt for os at elske.

Vi har allerede talt om, hvordan Jesu død køber denne forvandling i tidligere kapitler (se Befaling 10: Fryd jer og spring højt af glæde og Befaling 23: Kæmp for at komme ind gennem den snævre port, for Jesus opfylder den nye pagt ). Men her må vi især standse op ved, hvordan Jesu kærlighed fungerer som forbillede for befalingen om at elske vores næste som os selv.

Jesus elskede os fuldkomment ved at elske sig selv fuldkomment

Men selve essensen af kærlighed – det, vi allerede har udfoldet tidligere i denne artikel – er ikke anderledes her. Når Jesus døde for os, elskede han os, sådan som han elskede sig selv. Han opfyldte fuldkomment buddet: “Elsk din næste som dig selv.”

Jesus elskede sig selv fuldkomment ved at ønske sin egen lykke med en fuldkommen hellig længsel. Han fandt sin glæde fra evighed af i fællesskabet med sin Far og i at være ét med ham (Joh 10:30). Da han gav sit liv for os, fornægtede han ikke denne længsel efter sin egen uendelige glæde i Gud – han udtrykte den. Han fulgte den helt til enden. Da Jesus døde, købte han for syndere som os alt det, der skulle til, for at vi kunne finde vores glæde i Gud. Og fordi vores glæde i Gud ophøjer Guds herlighed, var det netop den glæde, Jesus havde frydet sig over fra evighed af.

Derfor, da han døde for at give os glæde i Gud, døde han samtidig for at vise og bevare sin egen fuldkomne glæde i Guds herlighed. Den herlighed afspejles i vores glæde i Gud – den glæde, som blev købt med hans blod. Jesu kærlighed er derfor den fuldkomne udlevelse og opfyldelse af buddet: “Elsk din næste som dig selv.”

Så uanset om han siger: “Elsk Gud og elsk din næste som dig selv, for på disse to bud hviler hele loven og profeterne” (Matt 22:37–40), eller om han siger: “Elsk hinanden, som jeg har elsket jer, så alle kan se, at I er mine disciple” (Joh 13:34–35), så befaler han i virkeligheden det samme.

Det er en radikal befaling. Vi skal gøre vores egen længsel efter glæde og lykke til målestokken for vores længsel efter andres gode. Og vi skal lade målet for Jesu lidelse – og fuldendelsen af hans glæde i Gud – være målestokken for vores egen villighed til at ofre os og selve centrum for den glæde, vi søger for både os selv og andre.

Uddrag fra

Alt hvad Jesus befalede

Denne bog gennemgår alle Jesu befalinger og viser, hvordan hans ord forvandler og former et liv i sand efterfølgelse.