Kraften i Jesu dyrebare blod

There is pow’r, pow’r, wonder-working pow’r, in the precious blood of the Lamb…

Når jeg hører sangen, vækker det glade minder. Vi sang den ofte i kirken, da jeg var ung, mens vi vippede med fødderne. De bedste kirkesange i sydstaterne var de sange, der fik os til at vippe med fødderne. Og min far elskede denne lovsang mest, der på dansk hedder: “Kraften i blodet.”

Jeg vidste altid, at min far ville synge højere end ellers, og det gjorde vi samme. Jeg tror, at hele menigheden sang med mere entusiasme end normalt, men jeg kunne ikke høre de andre, når vi begge hævede vores stemmer – så højt sang vi.

Kristne fra forskellige trossamfund bekræfter, at der virkelig er kraft i Jesu blod. Sjæle der er fyldt med Ånden og Ordet føler det med deres intuition.

Men har du nogensinde stoppet op og spurgt, hvordan der er kraft i Jesu blod? Er det fordi blodet er magisk? Hvis der er kraft i Kristi blod, hvordan forklarer vi så den realitet? Hvilke sandheder opererer under overfladen, når vi fejrer denne “wonder-working pow’r” – altså blodets kraft?

Kun Jesu blod kunne sone vores synder

Det nytestamentlige brev til hebræerne bygger bro fra det gammeltestamentlige offersystem (og dets blod) til den nye pagt og Jesu offer én gang for alle (Hebr 9:7, 12).

I hele Bibelen repræsenterer blod: liv (f.eks. 1 Mos 9:4), og det at spilde eller udgyde blod er udtryk for død (3 Mos 17:11, 14; 5 Mos 12:23).

Fordi den retfærdige straf for menneskers synd mod Gud er døden (Rom 6:23), og fordi der ikke findes tilgivelse uden udgydelse af blod, så skulle der ofres dyr under den gamle pagt. Og dyrenes blod blev udgydt som et skyggebillede på det kommende perfekte offer, som er Jesus, der døde på korset.

Alligevel måtte ypperstepræsten: “Kun én gang om året og ikke uden at have blod med sig (…) frembære for sine egne og folkets uvidenhedssynder”(Hebr 9:7, 9:25), fordi “det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder” (Hebr 10:4).

De gentagne dyreofre var en udsættelse af det uundgåelige, idet man ventede det perfekte offer: At Gud ofrede sin egen søn som den virkelige soning for vores synder.

Jesus har betalt for vores synd én gang for alle

Kristne tror og fejrer, at Kristus under den nye pagt har betalt for vores synder én gang for alle. Jesus ofrede frivilligt sig selv (Hebr 9:14) ved “én gang for alle” at udgyde “sit eget blod” (Hebr 9:12), hvorved Han bragte den gamle pagt til afslutning og i stedet indviede en “evig pagt” (Hebr 13:20), som vi kalder den nye pagt.

Hebræerne fejrede de specifikke fordele, som kristne nyder godt af på grund af Jesu blod (Hebr 10:19, 13:12), men det er især apostlen Paulus, der fejrer den mangfoldige nåde, som kommer til os på grund af Hans blod.

På en måde kan vi forbinde enhver guddommelig nåde, der kommer til os med Jesu blod, men fem gange gør Paulus forbindelsen tydelig, både ved at nævne blodet og et specifikt aspekt af det, som Kristus har sikret os med sin død.

Forsoningen: Der fjerner Guds retfærdige vrede

I Romerbrevet 3:25 står der:

Ham gjorde Gud ved [Jesu] blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed.

Fordi Gud er retfærdig, er Hans folks synder ikke set som små hindringer. I sin godhed og nåde har Gud valgt at elske os, men i sin retfærdighed kan Han ikke feje vores synder ind under gulvtæppet (vores synder er som forræderiske handlinger mod Ham).

Men i sin kærlighed finder Gud på en måde at tilfredsstille retfærdigheden og alligevel sejre med barmhjertighed.

Gud kom selv ned til os i personen Jesus Kristus. Han trådte i stedet for syndige mennesker for at modtage Guds retfærdige vrede og betale vores straf med sin død, for at vi kan leve.

Hans blod, er et tegn på, at Han har ofret sit liv på vegne af de som fortjener døden (og som modtager budskabet i tro).

Kristus tilfredsstillede Guds retfærdige vrede, samtidig med at Han opretholdte den guddommelige retfærdighed og barmhjertighedens sluser står nu på vid gab.

 

Retfærdiggørelsen: Guds fulde accept

I Romerbrevet 5:9 står der:

Vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod.

Retfærdiggjort er fagsprog i en retssal. Anklageren og forsvareren fremlægger hver sin sag, og dommeren eller juryen afgiver en erklæring: Du er enten retfærdiggjort eller fordømt. Den anklagede er enten skyldig eller erklæres retfærdiggjort i overensstemmelse med loven.

Grunden til, at de, der er forenet med Jesus i troen bliver retfærdiggjort, skyldes til dels Hans stedfortrædende død.

Han udgød frivilligt sit eget blod, ikke for sine egne synder (Han havde ingen), men for vores.

Udgydelsen af Hans blod for at dække vores synder gjorde det muligt for os at få del i Hans retfærdighed ved at forbinde os med Ham gennem troen.

Uden Hans blod ville vores uretfærdighed være forblevet uopgjort. Vi ville ikke kunne stå på Kristi side ved den endelige dom og modtage Faderens erklæring: “Retfærdiggjort.”

Forløsningen: Der køber os fri

I Efeserbrevet 1:7 står der:

I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vores synder ved Guds rige nåde.

At forløse betyder at købe tilbage eller sikre friheden for en person i slaveri.

På grund af vores synder var vi alle (eller er stadig) i åndeligt fangenskab.

Vores overtrædelser af Guds lov betyder, at vi fortjener Hans almægtige, retfærdige vrede.

Men Gud har befriet os i Kristus ved udgydelsen af Hans blod, så vi ikke skal møde Guds retfærdige vrede eller ligge under for Satans magt:

Han tilgav os vores overtrædelser. Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os, Han fjernede det ved at nagle det til korset (Kol 2:13-14).

Gennem Jesu offer på korset afvæbnede [Gud] magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus (Kol 2:15).

Det afgørende våben, som dæmonerne havde mod os, var den ikke tilgivede synd, men da Jesus udgød sit eget blod i vores sted for at tilgive vores synder, befriede Han os fra vores fangenskab. Han forløste os fra Satan, fra gældsregistret og de juridiske krav mod os.

Tilgivelse: For at genoprette vores relation til Gud

Disse dyrebare temaer er alle forbundet med hinanden. Vi har allerede set vigtigheden af tilgivelse, men i Efeserbrevet 2:13 fremhæves:

Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær.

Kernen i budskabet: at vi ved Kristi blod er “kommet nær” betyder, at de troende er blevet genoprettet i forholdet til det guddommelige.

På det individuelle plan er vi, gennem en nyskabelse i Kristus, sikret personlig adgang og en relation til Gud som vi, der er født i synd, aldrig selv kunne have sikret os. Og overordnet set, betyder genoprettelsen i Kristus, det forhold til Gud, som vi er blevet skabt til.

Vores synd og oprør mod Gud har skabt afstand mellem os og Ham. Under den gamle pagts nåde kom Gud sit folk Israel nær.

Men nu, under den nye pagt, kommer Gud ikke et bestemt etnisk folk nær, men kommer alle når, der modtager Hans søn i tro, uanset hvem de er, og uanset hvor langt de er kommet bort fra Ham.

Faktisk er udtrykket “kommet nær ved Kristi blod” det centrale i det, som hver af disse guddommelige gaver ved Jesu blod gør for os: Det skaber en relation til Gud.

Måske findes der ikke nogen bedre sammenfatning af det, vi har set om kraften i Jesu blod end i 1 Petersbrev 3:18:

For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud.

Fredsskabelse: Fred med Gud

Det Gud-centrerede mål med effekten af Jesu blods bekræftes endeligt i fredsstiftelsen mellem Gud og Hans folk.

I Kristus forsoner Gud sit folk “ved at forsone alt med sig (…) ved at stifte fred ved hans blod på korset” (Kol 1:19-20).

At Han udgød sit blod på korset er underforstået i hvert enkelt tilfælde, men her gør Paulus det klart og tydeligt. Det er “hans blod på korset,” der skaber fred mellem Gud og mennesker.

Som Paulus siger et andet sted, så sikrede Kristus: “Guds kirke… med sit eget blod” (ApG 20:28).

Efter at have set beviser på blodets kraft i Paulus’ breve, ser vi den utrolige nåde i den sidste linje i det velkendte lovsang:

There is pow’r, pow’r, wonder-working pow’r… in the precious blood of the Lamb.

Ja, så dyrebart er blodet.

Denne forbindelse mellem Jesu blod og noget af stor værdi kommer fra apostlen Peter:

I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde (1 Pet 1:18-19).

At synge om Kristi blod og dermed fejre alle de rigdomme, som det repræsenterer, er fantastisk. Når vi tilføjer precious (dyrebar) i den sidste linje, er det ikke bare for at få kadencen til at passe til melodien.

Hans blod er virkelig værdifuldt for os. Uendeligt værdifuldt. Fordi både Faderen og Sønnen er dyrebare for os. Og fordi Kristi blod, som er mere værdifuldt end noget andet, ikke kun midlertidigt, men endeligt og evigt, opfylder vores dybeste, mest desperate længsel efter Gud.