Det var ikke det svar, jeg havde håbet på. Under vores første langdistanceopkald spurgte fru Morse mig, hvordan min dag var gået. Jeg fortalte spændt, hvordan jeg netop den eftermiddag endelig havde haft mulighed for at dele evangeliet med en ven, der stod midt i en skilsmisse. Og hvordan han åbnede sig op for mig.
Jeg fortalte hende begejstret om samtalen og gik ud fra, at hun ville blive imponeret. Hun lyttede, holdt en pause og spurgte:
Nå, men delte du evangeliet med ham?
Jeg tænkte, at hun måtte have misforstået mig. Jeg genfortalte så min historie.
Fru Morse sagde: “Ja, det fortalte du mig. Jeg tænkte bare på, om du delte den gode nyhed om, at Jesus kan frelse ham fra hans synd, død og Guds vrede – gennem Jesus’ stedfortrædende død og opstandelse – ikke bare at Gud kan gøre ham glad efter et hårdt brud?”
Helt mundlam genfortolkede jeg samtalen i mit hoved. Det havde jeg da helt sikkert gjort, ikke?
Det viste sig, at det “evangelium,” jeg delte, ikke var det evangelium, som Paulus kaldte “Guds kraft til frelse” (Rom 1:16) – uanset hvor meget det end måtte have føltes som rigtigt.
Jeg havde snarere delt et slags “feel-good”-evangelium med ham. Jeg tilbød kun overfladisk hjælp til denne ven med et knust hjerte – en Kristus der var parat til at imødekomme hans sårede følelser.
Og selv om Jesus bestemt inviterer den ulykkelige, den utilfredse, den tørstige til at finde glæde i ham, står der ikke i evangeliet, at Jesus døde for at spare ham for det knuste hjerte efter et afsluttet forhold. Jesus kom for at tage fat på mere end vores nuværende følte behov.
Jeg tilbød kun overfladisk hjælp til denne ven med et knust hjerte – en Kristus der var parat til at imødekomme hans sårede følelser.
Hvad er et feel-good “evangelium”?
Det kan selvfølgelig ikke understreges nok, at Gud er “vores tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler” (Sl 46:2).
Gud er den følelsesmæssige ballast for alle hellige, der går gennem mørke dale. Han er vores fæstning, der beskytter os mod livets storme. Han svarer virkelig på sine børns bønner:
Mæt os om morgenen med din godhed, så vi kan juble og glæde os hele vores liv (Sl 90:14).
Derfor når du lider, så søg tilflugt hos ham. Hvis du er glad, så søg hen til ham. Når du er bekymret, så henvend dig til ham.
Han er vores Fader og inviterer os nær, både på solrige dage, når alt er vel, og i stormfulde nætter, når skyggerne sniger sig langs soveværelsesvæggen.
Men vi må aldrig glemme dette, at kristendom handler om så meget mere end at give mennesker terapeutisk trøst. Kristendommens essens er ikke centreret omkring os. Korsets budskab er ikke først og fremmest til vores mentale velbefindende, men til vores sjæls evige frelse. Følelsesmæssig balance findes kun i skyggen af korset – et kors, der ikke primært handler om følelsesmæssig velvære.
Gud har dog meget at sige til dem, der vil stole på ham – selv de ængstelige, deprimerede, vrede, de sørgende, de forvirrede, de modløse og urolige.
Men Guds åbenbaring handler ikke først og fremmest om at imødekomme disse lidelser. Jesus kom ikke først og fremmest til verden for at frelse os fra tristhed – men fra vores synd.
Dette står i kontrast til det nye fremgangs-evangelium, der lærer, at Gud vil give os følelsesmæssig sundhed, velstand og lykke.
Det er nemt at kritisere budskaber om, at Jesus er til for at velsigne os med – luksusvillaer og fede biler – men vi kan let overse, at vi måske selv tror, at Jesu primære mission var at give os det bedste følelsesmæssige liv her og nu.
Jesus kom ikke først og fremmest til verden for at frelse os fra vores tristhed – men fra vores synd.
Selvhjælp men ikke Guds hjælp
Dette nye “evangelium” beskæftiger sig kun i ringe grad, hvis overhovedet med det, der opfattes som umiddelbart nyttigt. Det er baseret på aktuel undervisning, der hjælper dig med at leve bedre i dag, i stedet for at hjælpe dig med at kende og tilbede Gud nu og for evigt.
Det promoverer en overfladisk form for lykke, ikke hellighed; menneskets behov, ikke Guds herlighed. Det er velkendt i den kristne udgivelsesverden, at de fleste bøger om kristen livsstil sælger godt – mens de fleste bøger om Gud og korset ikke gør.
I dette moderne “evangelium” er hovedproblemet med synd, at det ikke virker – ikke at det krænker en hellig Gud.
Det overlapper med det gamle evangelium ved, at det fordømmer destruktive synder, men af meget forskellige grunde.
Det opfordrer os til at bekæmpe ængstelse, fordi det ikke hjælper dig med at sove om natten. Stoppe med at se porno, fordi det ikke forbereder dig til ægteskab. Tilgive din mor, fordi du i sidste ende kun skader dig selv. Overvinde misundelse, fordi det ikke gør dig lykkelig.
For at opnå disse mål – at sove bedre, sikre en ægtefælle, stoppe selvskaden ved manglende tilgivelse, blive lykkeligere – sender fremgangs-evangeliet os til Gud for at finde “hjælp.”
Det opfordrer os til at bede Gud om at ordne vores nuværende svagheder – ikke til at bede om tilgivelse, tranformation eller mere kundskab om ham. Det lokker os til at nøjes med fornyelse, ikke genfødsel – at blive opvartet, ikke født på ny.
Dette “evangelium” kan opmuntre os til at memorere nogle vers her og der, men er disse de eneste vers, vi husker? Hvis det er tilfældet, er vores evangelium blevet evangeliet om praktisk livsførelse. Selvhjælp med en – feel-good mentalitet – der har sit udgangspunkt i ydre religiøsitet. Vi erstatter solen fra universets centrum til fordel for en brøkdel af dens varme og lys.
Trøst er blevet det vigtigste
James Innell Packer beskriver ændringen fra det gamle evangelium til dette nymoderne evangelium:
En måde at beskrive forskellen mellem det her og det gamle evangelium på er at sige, at det udelukkende er optaget af at være til nytte – at bringe fred, trøst, lykke, tilfredshed til mennesker – og for lidt optaget af at herliggøre Gud. Gud er det gamle evangeliums centrum. Men i det nye evangelium er det mennesket, der er centrum. Dette er blot for at sige, at der er stor forskel på de to. Hvor det gamle evangeliums hovedformål var at lære mennesker at tilbede Gud, synes det nye evangelium kun at have til formål at få dem til at få det bedre. Det gamle evangeliums fokus var Gud og hans måde at behandle mennesker på. Det nye fokus er mennesket og den hjælp, Gud giver. Der er en verden til forskel. (Indledende essay til John Owens Death of Death in the Death of Christ).
Det her feel-good-evangelium elsker effekten af den kristne tro, mens det tragisk nok glemmer Gud og det sande evangelium. Menneskets trøst – og ikke Guds tilbedelse – er blevet det vigtigste. Nyheden om, at mennesket kan blive lykkeligere – ikke at Jesus døde for syndere – er den gode nyhed. Mennesket som trøstes – ikke Kristus som korsfæstes – er hjertet af budskabet.
Fremgangs-evangeliet lover mere end, hvad Gud siger. Han siger, at ugudelige ikke har ret til at tage imod hans løfter – dem som ikke har omvendt sig fra synden: “Men til den ugudelige siger Gud: Hvor vover du at remse mine bud op og tage min pagt i din mund” (Sl 50:16).
Menneskets trøst – og ikke Guds tilbedelse – er blevet det vigtigste.
Velvære kommer gennem sand tilbedelse
Det paradoksale er, at emotionel sundhed opnås, når den søges indirekte. Packer skriver:
Det gamle evangelium var også ‘hjælpsomt’ – faktisk mere end det nye – men (så at sige) tilfældigvis, for dets primære mål var altid at give ære til Gud.
Den emotionelle hjælp, som vores Gud tilbyder sit folk, er uforlignelig. Hans løfter og person giver os grund til altid at glædes – husk, dette er sandt. Men denne stabilitet opnås ofte “tilfældigt,” når vi først søger Guds rige (Matt 6:33).
Vi ser en sådan hjælp, på et af mange områder, i Esajas’ opfordring til at trøste folket (Es 40:1). Profeten spurgte: “Hvad skal jeg råbe?” (Es 40:6). Efter at have hørt om herligheden i Guds åbenbarede ord, siger Gud til ham, at han skal gå op på et højt bjerg, løfte sin stemme med styrke og forkynde de gode nyheder til folket: “Her kommer jeres Gud!” (Es 40:9).
Velvære vil komme gennem sand tilbedelse. Hvis man søger trøst for trøstens skyld og lader Gud træde i baggrunden, får man hverken det ene eller det andet.
Løftet om fuldkommen fred
I det kristne liv kommer emotionel sundhed først fra at se ud over os selv. Had synd, elsk Kristus, stol på hans magt til at frelse, søg at leve for hans ære, og vi modnes i emotionel sundhed. Den sandt lykkelige mand søger Gud i hans ord, planter sig selv ved livgivende strømme, og hans “blade visner ikke” (Sl 1:3). Vi søger først Gud, og ved at finde ham, opnår vi fuldendt glæde i ham, og er Himlen nær.
Gud bliver mest herliggjort i os, når vi er mest tilfredse i ham. Vi søger lykken i Gud til hans ære, ikke for at vi kan nøjes med vores bedste liv nu.
Skal vi så vælge mellem at søge lykken i Gud og at herliggøre ham? Nej. Gud bliver mest herliggjort i os, når vi er mest tilfredse i ham. Vi søger lykken i Gud, for hans ære, ikke så vi kan nøjes med vores bedste liv nu, med Gud i periferien. Vi søger det evige liv – ikke for at få en behagelig sindstilstand – men for at kende Jesus Kristus og Faderen, som sendte ham (Joh 17:3). Og når vi retter vores tanker mod Kristus, vil han bevare os i perfekt fred (Es 26:3).
Menneskelige følelser er ikke ultimative; Gud er ultimativ. Jesus er ikke et middel til ægte glæde; han er vores glæde. Vi vælter ikke Gud fra tronen – al trøstens Gud – for trøstens egen skyld. Vores hjerter og sjæle vil ikke virkelig blomstre, før de er solidt plantet i grundvolden, der siger: “Her kommer jeres Gud!”
Menneskelige følelser er ikke det ultimative. Gud er det ultimative. Jesus er ikke et middel til ægte glæde – han er vores glæde.
