Hvis du ikke har en bedre plan for din død, vil du måske bare dø foran et tændt fjernsyn på din stue?
Som forkynder af Guds ord har jeg altid ment, at en del af mit kald er at hjælpe folk med at dø på en god måde. Paulus havde som mål at Kristus altid måtte blive herliggjort gennem hans legeme, hvad enten han skulle leve eller dø (Fil 1:20). Jeg har tænkt på hver søndagsprædiken som en forberedelse til døden. Og det er mit håb, at ethvert besøg hos døende ved sygesengen skal være trosstyrkende, fuld af håb og Bibelens ord, centreret om evangeliet, så Kristus bliver ophøjet.
Hellere en god plan end et tændt fjernsyn
En af de mest gudfrygtige kvinder, jeg nogensinde har kendt, var døende. Hun var fuld af bøn og Helligånden.
Derfor sukkede jeg over at se et tændt fjernsyn glimte i mørket på stuen, da døden nærmede sig for hende. Det føltes mærkeligt med et tændt fjernsyn.
Under et af mine besøg – det var en af hendes sidste dage – bad hun mig bede for hendes hurtige død. Hun fortalte mig om hendes mareridt: “Halvnøgne kvinder, der dansede rundt om min seng.” Jeg spekulerede over, om der var en sammenhæng mellem drømmene og det fjernsyn personalet tændte. Måske ikke.
Men vi kan sikkert alle blive enige om, at der er en bedre måde at forberede vores sjæle på: At vi må stå over for vores Dommer og Skaber uden frygt. En del af planen for at dø på en god måde er at have venner som deler samme vision: Både at leve og dø til Kristi ære. De fleste af os vil i de sidste dage og timer før vores død være for mentalt og fysisk svage til at sætte dagsordenen. Det er bedre at sætte dagsordenen nu.
Om du er gammel eller ung, så lad det være kendt, at du har brug for en død med evangeliet og Guds ord i centrum. Jeg tænker på den død John Knox valgte.
John Knox’ yndlingsbibelvers
Det var den 24. november 1572. Knox var ca. 57 eller 58 år gammel, (hans præcise fødselsår er ukendt). Han var ved at dø af bronkial lungebetændelse. Jane Dawsons nye biografi beskriver hans sidste dage.
Hans kone Margaret var altid i nærheden, når hun ikke tog sig af deres tre døtre og to sønner. Richard Bannatyne, Knox’ trofaste sekretær og ven var også nærværende, da John Knox lå på sit sygeleje. Omkring klokken fem om aftenen kaldte han på sin kone. Forinden havde han bedt om at få oplæst Esajas’ Bog 53 med de dejlige ord om evangeliet:
Men han blev gennemboret for vores overtrædelser og knust for vores synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham (Es 53:5-6).
Han havde også bedt om at få læst op af 1 Korintherbrev 15 med dets detaljerede beskrivelse af forholdet mellem Kristi opstandelse og hans egen opstandelse. Men til sidst bad han sin hustru læse op af hans yndlingsbibelvers i Johannesevangeliet 17.
Johannesevangeliet kapitel 17 var den passage, der 30 år tidligere, bragte ham fred, da Knox omvendte sig fra den romersk-katolske tro til at blive reformert troende. Han sagde, at det var her: “Jeg kastede mit første anker.” Her forstod han Guds lære om udvælgelsen og Kristi forpligtelse til at bevare dem, som Faderen har givet Kristus:
Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord… Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine… Hellige Fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi…Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde… Hellige dem i sandheden; dit ord er sandhed” (Joh 17:6, 9, 11, 15, 17).
Margaret læste hans foretrukne kapitel. Knox sagde: “Er det ikke et behageligt kapitel?” Døden kom til Knox ca. seks timer senere.
Da de troede, at han stadig sov, gennemførte hans familie og venner deres sædvanlige aftenbøn efter kl. 22.00. Da Dr. Preston spurgte Knox, om han havde hørt salmesangen og bønnerne, svarede han:
Jeg ønsker af Gud, at I, samt alle mennesker hører det, jeg har hørt. Jeg priser Gud for denne Himmelske sang!
Omkring kl. 23.00 hørte Robert Campbell – der sad på en skammel ved sengen – Knox udtrykke et langt suk, skælve og sige: “Nu er det sket.” Da Bannatyne bad ham give signalet for at vise, at han huskede Kristi løfter, løftede Knox sin hånd for sidste gang og “sov hen uden nogen smerte.” Knox’ dødskamp var slut (Knox, 310).
Ja, til det sidste blev den åndelige kamp ført med Guds ord. Det var en Bibelreflekterende død. Det var dette Knox bad om, og det var det, hans kone og venner gav ham.
Klar til Himlen
At synge og høre Guds ord oplæst – det er det, jeg håber at høre, hvis min død nærmer sig langsomt. Hvis du aldrig har elsket at læse Guds ord og at synge om evangeliets sandhed, så tænk dybt over Knox’ ord: “Jeg priser Gud for den Himmelske sang.”
Derfor ville det være så disharmonisk med et tændt fjernsyn. Og intet ville være skønnere end “den Himmelske sang” fra venner, der synger og læser op fra Guds ord…
Planlæg derfor din død fyldt med evangeliet, med Kristus og fyldt med håb.
